INGEN GIDER SE PÅ GENNEMSNITSKUNST

34/Det Kgl. Kapel INGEN GIDER SE PÅ

GENNEMSNITSKUNST

Det er vigtigt, at musikere kommer ind i den politiske arena. For Danmark fortjener musik og opera på højt niveau, mener Alexander Øllgaard, der er bratschist og tillidsrepræsentant i Det Kongelige Kapel.

AF BIRGITTE T. HENRIKSEN

De første uger af 2017 var både svære og hektiske for Det Kongelige Kapel, der pludselig stod over for nye nedskæringer kun et år efter sidste nedskæringsrunde. Hektisk ikke mindst for Alexander Øllgaard, der er tillidsrepræsentant og formand for orkestrets bestyrelse.

Allerede i slutningen af 2015 – som dengang ny formand og tillidsrepræsentant – skabte han sig en vægtig stemme i debatten om truende nedskæringer i orkestret. Og i starten af 2017 slog hans saglige kulturpolitiske stemme igen godt og grundigt igennem i medierne, blandt andet i adskillige interview i Berlingske Tidende og Politiken. Som musiker med et brændende hjerte for kunsten fokuserer den 37-årige bratschist på konstruktive løsninger for at bevare orkestret i sin helhed – fordi kunsten skal være sublim – og fremfører en skarp kritik af landets kulturpolitik på den helt høje klinge.

Hektisk er det stadig, da MUSIKEREN fanger Alexander Øllgaard over telefonen en grå januardag. Det følgende interview foregår derfor, mens han cykler de otte kilometer fra hjemmet på Frederiksberg til sit arbejde på Operaen.

Hvordan har I det i kapellet nu? ”Vi har det jo bedre, end hvis teaterledelsens plan var gået igennem. Men det er ikke en god løsning, for den bunder i, at nogle i systemet ikke har taget ansvar for anstændige vilkår og løn. Vi mangler, at nogle tager ansvar for, at det er kunsten, man vil prioritere på Det Kongelige Teater,” siger han om den aftale, orkestret efter intense forhandlinger med ledelsen i Det Kongelige Teater underskrev i midten af januar. Løn og arbejdstid blev fastlagt til 90 procent af den nuværende løn, til gengæld bevarede alle musikerne deres arbejde.

For Alexander Øllgaard er det ikke et job, men en livsstil at spille i Det Kongelige Kapel, og derfor rammer de gentagne nedskæringer ekstra hårdt i hjertekulen. Men hvis han skal glæde sig over noget i den nye aftale, så er det, at det var solidariteten musikerne imellem, der sejrede, da de blev mødt af ufravigelige sparekrav fra ledelsen. ”Det primære mål for os var at bevare orkesterpladserne for at levere det niveau, vi har været vant til. Det er kendetegnende, at toporkestre er dem med solidaritet. Og at alle bliver enige, giver solidaritet, for alle i orkestret er lige vigtige,” understreger han, mens han raser derudad på cyklen for at nå sit møde, der starter om et øjeblik.

STEMMEN BLEV POLITISK

Alexander Øllgaard har siddet i Det Kongelige Kapels bestyrelse som næstformand siden 2013, men havde egentlig ingen ambitioner om at engagere sig mere i det politiske – hverken i orkestret eller i samfundsdebatten generelt. Med et travlt musikerliv og et familieliv med små børn var der rigeligt. Men han blev opfordret til at stille op, da den tidligere formand ikke ville mere, og så blev det sådan. Efter kun en måned på formandsposten kom den første, store sparerunde. ”Jeg sank en stor klump, for jeg synes, jeg var så ny. Men nu har jeg været på gennem to sparerunder, der er blevet presset ned over kapellet, og min stemme er blevet politisk. Der er nogen, der synes, jeg lægger stemme til noget, som de kan slutte op om, og det er gået op for mig, hvor vigtigt det er, at vi musikere kommer ind i den politiske arena. Det skal ikke lyde, som om vi bare vil have mere, men vi skal vise, at vi er relevante i samfundet og gøre det til en bredere samfundsdiskussion om, hvad vil vi egentlig med Danmark. Kultur og musik er også kernevelfærd, og de børn, der ønsker at spille et instrument, skal have noget at se op til, stile

KORT OM SITUATIONEN I DET KGL. KAPEL

Forhandlingerne om musikernes ansættelse i Det Kongelige Kapel mundede i midten af januar ud i en aftale, der bevarer det størst mulige kapel inden for de givne økonomiske rammer. I den nye aftale er lønnen og arbejdstiden fremover 90 procent af den nuværende løn, og alle musikerne bevarer deres arbejde. Aftalen er tidsbegrænset til 2020.

ALEXANDER ØLLGARD

(f. 1979) er bratschist og violinist og har været tillidsrepræsentant og formand for Det Kongelige Kapel siden 2015. Han er uddannet fra konservatorierne i København, Freiburg og Graz og har tidligere været ansat ved Hamburgische Staatsoper. (Pressefoto)

efter og lade sig inspirere af, så de selv får lyst til at lytte til og udøve musik.”

Du tager en stor kamp, hvordan har du det med det? ”Jamen, allerhelst vil jeg jo være musiker og gøre det godt i kapellet og spille på min bratsch, men jeg tror, at jeg kan gøre en forskel lige nu for orkestermusikken. Nedskæringer er jo nærmest blevet rutine. Man skærer ind til benet og ind i knoglen og forsøger at save knoglen over. Men det går jo ikke, for ingen gider se på gennemsnitskunst, vel? I kapellet er vi fuldstændig på højde med de bedste i Europa, og vi skal fastholde og tiltrække publikum ved at have kvaliteten og stræbe efter det højeste, det sublime,” siger han, alt imens han ankommer til Operaen, stiller sin cykel og undskylder, at han er nødt til at afslutte samtalen.

KUNST BETYDER NOGET

Men han har lige en sidste, vigtig pointe, som skal afleveres, inden han siger et venligt farvel. Den handler om regeringens nedskæringer på kulturen med to procent om året de næste fire år, som han ikke har meget tilovers for. ”Det er ikke i orden, når politikerne samtidig melder ud, at de vil have den samme scenekunst for færre penge. Man skal være ærlig, og jeg synes, at vi i Danmark har fortjent musik og opera på højt niveau. Og jeg tror og håber, at den kulturpolitiske dagsorden er ved at vende nu efter krisen, for der er penge til at prioritere og foretage valg. Jeg synes, kunst betyder noget, og det er vigtigt, at kunsten er på så højt et niveau som overhovedet muligt.”