IHAN HAYDAR

AF KAREN BENDIX / FOTOGRAF EMIL HORNSTRUP JAKOBSEN/BURO JANTZEN

FOR MIG ER DET LIV ELLER DØD

Det var en dansk folkeskolelærer, der satte Ihan Haydar bag trommerne i folkeskolen i Gelsted, da hun kom til Danmark fra Irak som 10-årig. Ingen havde forestillet sig, at hun få år efter skulle repræsentere Danmark i Melodi Grand Prix.

Det lå på ingen måde i kortene, at Ihan Haydar skulle blive trommeslager. For det første er hun flygtet fra Irak med sin familie, hvor det at være musiker ikke er nogen profession. For det andet er hun pige. Og for det tredje havde hendes mor og far ikke sat livet på spil for, at hun – af alle de muligheder, hun har fået som dansker – skulle vælge at blive musiker. Men det er hun blevet. For Ihan er en fighter. Både som musiker og menneske. Og musikken har været hendes vej ind i det danske samfund, i sproget og i kulturen. ”Musikken kan simpelthen så meget. Den hjalp mig til at lære både dansk og engelsk vildt hurtigt, fordi jeg lyttede til sangtekster og oversatte dem for at forstå, hvad sangene handlede om. Så hjalp den mig med at blive en del af den danske kultur, da jeg kom hertil, fordi jeg hørte musik sammen med mine danske venner. Og når man har musikken og lytter til det samme, så har man noget til fælles. Jeg følte mig pludselig som en del af de ’normale’ danskere – forstået som etniske danskere,” griner Ihan og fortsætter: ”Nogle af mine bedste veninder har jeg mødt til koncerter eller gennem musikken. Den er med til at binde os sammen og gør det stadig. Men en af de vigtigste ting ved at spille musik er, at man føler sig god til noget. Og den fornemmelse og anerkendelse er helt vildt vigtig, når man kommer udefra.”

INTET FORHOLD TIL MUSIK

Musikken kom først ind i Ihans liv, da hun kom til Danmark. ”Jeg havde slet ikke noget forhold til musik i Irak og kan ikke huske, at det spillede en rolle i mit liv. Den eneste type musik, man hører, er arabisk pop og kærlighedsmusik. I det hele taget er musik noget helt andet i Irak, hvor der i andre dele af Mellemøsten er meget større åbenhed for musik. Vi havde ikke musik i skolen eller lærte noget om det at spille musik eller om vores musiktradition. Det var bare noget, man hørte i radioen. Og ellers var det kun traditionel arabisk funktionsmusik – altså musik til bryllupper og fester, som vi dansede til. Da Arab Idol kom i tv, kom der mere fokus på musik. Men det var på det tidspunkt, vi flygtede.” det den syvende gang lykkedes ham at komme til Danmark i 2001. Han havde været i den irakiske hær, men kunne se, hvilke politiske vinde der blæste, og ville have sin familie ud af landet. Seks gange blev han taget til fange og tortureret efter flugtforsøg, indtil han syvende gang kom ud og endte i Danmark. Efter to år fik han mulighed for familiesammenføring, så Ihan, hendes mor og to brødre kunne flygte ud af Bagdad. En måned efter at de kom til Danmark, brød krigen ud, og deres hus blev bombet. I det hele taget husker Ihan krigen og bomber som hverdag i Bagdad, hvor børnene og deres mor samledes i husets allermindste rum, og hendes mor fortalte historier, mens sirenerne tudede udenfor.

ANERKENDELSE PÅ TROMMER

Forældrene valgte at flytte til Sydsjælland, hvor der ikke var mange andre med arabisk baggrund, så deres børn blev tvunget til at integrere sig i skolen. På to måneder lærte Ihan og hendes brødre dansk og kom i folkeskolen, hvor hun lynhurtigt fik danske venner. I skolen blev hun sat bag trommerne af sin musiklærer, som bad hende om at spille en grundrytme.

“JEG sørgede for at være god i skolen og gøre, hvad de (forældrene, red.) bad mig om – men øvede i smug i musiklokalet hver dag,” fortæller trommeslager Ihan Haydar.

“ Når man er fremmed i et land, og kæmper med alt andet, var det rart at have noget, jeg var god til og kunne læne mig op ad. ”

IHAN HAYDAR

”Min lærer syntes, det lød fedt, og fyldte på med fills og alt muligt. Det lå ret naturligt for mig at spille de ting, han gav mig. Han var ret imponeret og sagde, at jeg kunne bruge musiklokalet til at øve mig i. Og hans anerkendelse af mit spil gav mig vildt meget motivation til at fortsætte med det.

Da jeg fortalte mine forældre, at jeg gerne ville spille trommer, var det fuldstændig udelukket. Jeg skulle koncentrere mig om skolen, og musik var overhovedet ikke noget, jeg skulle beskæftige mig med som arabisk pige. Så jeg sørgede for at være god i skolen og gøre, hvad de bad mig om – men øvede i smug i musiklokalet hver dag. Trommerne gjorde mig glad og faldt mig så naturligt. Og når jeg ovenikøbet fik anerkendelse fra mine venner og min lærere, boostede det min selvtillid. Når man er fremmed i et land, og kæmper med alt andet, var det rart at have noget jeg var god til og kunne læne mig op ad,” pointerer Ihan, der begyndte at lytte til en masse musik – emo, rock, pop og alt muligt andet. Hun fandt musikken på YouTube, og spillede efter det, hun hørte. Hendes forældre vidste stadig ikke noget om trommerne, og hun måtte lyve sig til eftermiddage i musiklokalet, hvor hun sagde, hun var i lektiecafé. På gymnasiet fortsatte hun med musikken og blev også dér venner med pedellerne, så de kunne låse hende ind i musiklokalerne efter lukketid.

BREAK THROUGH

Et gymnasie-melodi-grand-prix blev en afgørende aften for Ihan. Efter afbud fra et band blev hun – samme dag – spurgt, om hun ikke lige kunne stille sig op og spille i stedet for. Det var solo, så hun skulle også synge, hvilket hun absolut ikke føler sig stærk i. Hun sprang på, fandt Natasja-nummeret ’Giv mig Danmark tilbage’ på YouTube, som hun rappede i stedet for at synge, og fik fat i sin lillebror, som er danser. De to gav den maks gas, og det endte med, at de vandt stort. En fra gymnasiet lagde det op på YouTube. Det så Chief 1 tilfældigvis, og kontaktede Ihan efterfølgende. Chief 1 og Remee stod og manglede nogle musikere til at spille deres nummer til det danske Melodi Grand Prix, og ville gerne have Ihan med på trommer. ”Jeg spurgte mine forældre, om jeg ikke måtte komme med. Men det kunne der overhovedet ikke være tale om. De vidste jo ikke, at jeg efter flere år i et øvelokale var på et rimelig godt niveau. Og de ville slet ikke have, at jeg tog til København for at øve. Vi skændtes så meget og talte ikke sammen i flere dage. Så måtte jeg lyve igen, og fortælle, at jeg skulle på udflugt i fire dage med fysikklassen.”

OVERRASKELSE PÅ NATIONALT TV

Ihans lillebror vidste godt, at Ihan skulle spille med i Melodi Grand Prix. Så selv om de aldrig så dansk fjernsyn i hjemmet, klikkede han over

på Danmarks Radio den aften. Og frem tonede Ihan på skærmen i et close up med sticktrick – til forældrenes store overraskelse: ”Da jeg kom ned fra scenen, efter at vi havde vundet, lå der 37 beskeder fra dem. Og jeg turde ikke tage den, for jeg vidste, de var virkelig sure. Men da de så reaktionerne fra deres venner, som syntes, det var megasejt, at jeg var med og spillede trommer – og de så, at aviserne i Næstved dagen efter gik helt amok over, at jeg skulle være med til at repræsentere Danmark, faldt de lidt ned, og blev med tiden ret stolte over mig. Det var rigtig rart at få mine forældres støtte og få dem med på min side, så jeg ikke længere skulle lyve eller holde det hemmeligt. Og så fik jeg endelig mit eget trommesæt derhjemme, efter fem år i musiklokaler.”

Efter Melodi Grand Prix i Aserbajdsjan vidste Ihan, at det var musikkens vej, hun ville. Chief 1 og Remee samlede L.I.G.A med Nicky Russell, Feras Agwa og Ihan, og hun fik efter aftale med sine forældre mulighed for at tage et sabbatår efter gymnasiet for at spille med L.I.G.A. og finde ud af, om musikken skulle være hendes levevej. ”For mig er det liv eller død, når jeg går ind i noget. Og jeg er aldrig gået i gang med et projekt uden at gå efter det 100 procent,” fortæller Ihan, der også har brugt sin succes som indgang til nogle af de andre projekter, hun brænder for.

FODBOLDHOLD FOR FLYGTNINGEBØRN

”Trommerne er nummer ét for mig. De succesoplevelser, jeg har haft med dem, har givet mig mulighed for at gå i gang med en masse projekter, jeg gerne vil lave.” Hun har været på Lesbos som frivillig modtager af flygtninge, og har startet et fodboldhold for flygtninge i Tårnby på Amager. Samtidig er hun ambassadør for Dignity og har i det hele taget lyst til at bruge sig selv med de forcer, hun har. Blandt andet til at inspirere andre flygtningebørn. ”Jeg hev mit fodboldhold med flygtningebørn ind i Tivoli, da vi skulle spille med L.I.G.A. Og de blev helt vilde med, at jeg spiller trommer, og vil alle sammen i gang med at spille musik. Det er jo nyt for de drenge, at det er en pige, der er deres fodboldtræner – og at hun også står på en scene i Tivoli og spiller trommer. Det giver dem en forståelse af, at man – også som flygtning – kan opnå det, man gerne vil her i Danmark, hvis man kæmper for det. Og at det er muligt, selv om ens forældre ikke synes, det er rigtigt,” erfarer hun.

RD-2000 Stage Revolution

Equipped with two independent sound engines, premium action, and advanced controller features, the Roland RD-2000 delivers unmatched performance on stage and in the studio. Blending evolved piano technologies with extensive modern control, this next-generation instrument takes the industry-standard stage piano series to new levels of inspiration and creativity.