
2 minute read
REDAKTØRENS LEDER
from Musikeren nr. 2/2017
by dmf.dk
Musik som middel til integration
Uanset om man er født i, flyttet eller flygtet til Danmark, kan musikerskabet danne grundlag for fællesskaber, anerkendelse og nye musikalske venner. For som musiker har man noget at byde på. Men hvordan kan musikken åbne døre, når man som musiker kommer med en fremmed kultur i bagagen og violinen, oud’en, guitaren eller saz’en på skulderen – og bare gerne vil spille musik? Det har vi prøvet at grave ned i, ved at se på musik som middel til integration i dette nummer af MUSIKEREN.
Hver musiker, med rødder i en anden musikalsk tradition, har sin historie. Trommeslager Ihan Haydar har kæmpet og løjet alle sine teenageår for at få lov til at blive musiker, hvilket absolut ikke var hendes forældres ønske. Og guitaristen Nour Amora, som for et par år siden flygtede fra krigen i Syrien, har oplevet, hvordan musikken har reddet hans liv op til flere gange under flugten, og har fået ham godt ind i det danske musikmiljø. Rapperen Ali Sufi fra Iran har været med, fra da rappen var undergrund blandt minoriteter, til den i dag er mainstream og en del af den etablerede danske musikscene. Saz-spilleren Orhan Özgür Turan er født i Brabrand i en parallel musikalsk tradition, og kom ved et tilfælde med i Hudna og ind i det danske musikmiljø. Han var også med i Jammin’ – et projekt under ROSA for professionelle musikere med forskellige kulturelle baggrunde og musikalske traditioner. Jammin’ skabte nye møder og udvidede musikalske horisonter, fortæller også Michael Møller, der er med i blandingsbandet Kidmo Laran, hvor musikere fra fem forskellige lande fusionerer deres traditioner i en ny lyd.
I landsdelsorkestrene er integration og inklusion af musikere fra andre lande en fuldstændig naturlig del af at være kollega, da en stor del af musikerne kommer fra andre lande. Det oplever den amerikanske basunist Philip Brown, der er faldet rigtig godt til i Sønderborg.
Musikskolerne har også en stor betydning for integration af børn med anden etnisk baggrund. I Høje-Taastrup giver musikskoleorkestret HOPE anerkendelse, fællesskab og gode oplevelser for børnene fra ghettoen. En historie, der går igen i Peter Bastians essay om projektet Fargespill i Norge, hvor de fokuserer på, hvad børnene har med sig, og ikke hvad de mangler.
VELKOMMEN TIL
SIDEN SIDST
DET STØRST MULIGE KONGELIGE KAPEL BEVARES
Forhandlingerne om musikernes ansættelse i Det Kongelige Kapel endte i en aftale, der bevarer det størst mulige kapel inden for de givne økonomiske rammer. www.dmf.dk

KRITIK AF DMA
Hvorfor er musikken live ved tv-showet Sport 2016, når den på DMA er playback? lød Mads Langers kritik på Facebook. Han mener ikke, professionelle musikere bliver taget alvorligt. www.musikeren.dk
STORT MUSIKERNETVÆRK VIA NY APP
Musician Search er en ny app, der skal gøre det lettere at finde andre musikere, skabe netværk og blive eksponeret. www.dmf.dk