MUSIKKEN REDDEDE MIT LIV

AF ANINE FUGLESANG / FOTO: OLE WAGNER

“Musikken reddede mit liv”

Tanken om at skulle opgive livet som musiker var svær at bære for Nour Amora, da han første gang mødte op i Jobcentret i Grenå tilbage i 2014. Han var vant til at være berømt og anerkendt for sit arbejde i hjemlandet Syrien, og han var nødt til at fortsætte med at spille. Musikken havde reddet hans liv én gang; måske kunne den gøre det igen.

Hjemme i Syrien, i hovedstaden Damaskus, var Nour Amora berømt og anerkendt for sit talent på guitar. Han rejste meget, spillede med andre berømte musikere fra både den mellemøstlige og vestlige del af verden og optrådte på internationalt tv.

Det var nemt for ham at få job som musiker, nemt at tjene mange penge. For på trods af at Syrien er et land med 23 millioner indbyggere, fortæller Nour Amora, at han var én ud af bare otte guitarister, der nåede toppen. Muligheden for at blive professionel musiker var kun de få forundt; blandt andet var det svært at finde gode privatskoler, der havde plads. Men det lykkedes for Nour Amora, der som 15-årig begyndte at blive undervist i guitar og oud. Og hans talent åbnede mange døre. ”Vi musikere er virkelig eftertragtede i Damaskus. Der er blandt andet mange restauranter og klubber, som bruger livemusik. Meget mere end i Danmark. Det skaber god stemning, og de tjener gode penge på at annoncere for gæsterne, at vi kommer og spiller,” fortæller Nour Amora, der ikke oplever de samme muligheder i Danmark.

EN FAREFULD REJSE

Nour Amora var sammen med sin hustru og deres lille søn flyttet fra fødebyen Douma til Damaskus, hvor familien slog sig ned. Det var her, Nour Amora fik uddelt et identitetskort, som senere skulle få vital betydning for hans videre færd. Identitetskortet fik han fra foreningen for professionelle musikere, og det særlige ved netop dette kort var, at der ikke stod, hvor han var født.

”Musikken reddede mit liv. Uden det kort var der fare for, at jeg ville blive dræbt, hvis soldater opdagede, at jeg var fra Douma. Regeringen i Damaskus hader nemlig alle, der kommer fra Douma og mange andre steder rundtomkring i landet, fordi de frygter, at vi vil starte en revolution,” fortæller Nour Amora, da MUSIKEREN møder ham på Kulturværftet i Helsingør.

Identitetskortet sikrede, at Nour Amora frit kunne passere de mange checkpoints, der er i Syrien. ”Mange var rigtig stolte af os musikere, og der var stor prestige i at møde os. Derfor fik vi lov til at passere.”

Men en aften efter et spillejob lykkedes det alligevel for soldaterne at opdage, at Nour Amora oprindelig var fra Douma. Han blev truet, men slap derfra. Det var her, han

besluttede, at det var tid til at rejse. Livet var blevet for farligt.

En lang rejse med over 400 checkpoints startede. En efter en måtte bestikkes, for at de kunne passere og komme videre. En 24 meter lang båd i seks dage sammen med 255 andre mennesker og adskillige flygtningelejre senere lykkedes det Nour Amora at blive familiesammenført med sin hustru og søn i Danmark i december 2014.

MØDET PÅ JOBCENTRET

”Det var svært at komme til Danmark. Jeg talte ikke sproget og husker, hvordan jeg gik rundt i Grenå. Vejene var øde om aftenen, og jeg synes ikke, at der var nogen mennesker nogen steder. Det var ikke godt. Jeg havde haft en forestilling om, at jeg skulle spille en masse koncerter, når jeg kom til Danmark. Men i de seks måneder, jeg boede i Grenå, var der ikke meget musik i mit liv.”

Sådan husker Nour Amora den første tid i Danmark. Først troede han, at hele Danmark var sådan, og han havde svært ved at se muligheder. Men et møde i Jobcentret skulle vise sig at få stor betydning for hans videre skæbne. Det var her, Nour Amora mødte musikeren Jan. ”Jeg kan huske, jeg skulle møde op i Jobcentret. Jeg fik strenge ordrer fra en kvinde om, at jeg var nødt til at søge en masse forskellige jobs. Men jeg kunne ikke opgive livet som musiker. Jeg var vant til at være anerkendt i mit hjemland, så jeg gik fra mødet,” fortæller Nour Amora og fortsætter: ”Men så faldt jeg i snak med Jan, som arbejdede i Jobcentret. Et dejligt menneske, som nu er min ven. Vi talte sammen om min situation, og jeg spurgte, hvorfor jeg skulle søge en masse jobs. Jeg var jo musiker. Han blev overrasket, da han hørte det, og det viste sig, at han var det samme. Vi begyndte at spille sammen, og han hjalp mig med at få arbejde, hvor jeg underviste flygtninge i musik. Det lykkedes os også at lave en stor koncert i Grenå.”

SOULS OF SYRIA

I dag bor Nour Amora i Vedbæk. Hans liv er igen fuld af musik. Når han ikke spiller koncerter, arbejder han med musik på Kulturværftet i Helsingør og i Welcome House i Valby, hvor han spiller musik for andre flygtninge.

Nour Amora fortæller, hvordan musikken har hjulpet ham til at møde en masse danskere. For eksempel mødte han organist Bo Riemer i 2015; et møde, der førte til, at Bo Riemer fandt interesse i det mellemøstlige klangunivers, og de to udforsker i dag den vestlige og mellemøstlige musiktradition gennem en række koncerter. ”Musikken reddede også mit liv i Danmark. Det blev et sprog, der hjalp mig over andre barrierer, og jeg har i dag fået rigtig mange venner gennem musikken. Faktisk har jeg kun danske venner nu, og jeg føler mig velkommen og godt tilpas i Danmark,” fortæller Nour Amora, der insisterer på, at interviewet er på dansk. ”Jeg taler ikke godt dansk, men jeg er ved at lære det, og det gør tingene nemmere. Det er nemmere at arbejde sammen med andre, når man taler samme sprog.”

Den årelange krig i Syrien og flygtningestrømmene, der genererer mange overskrifter i medierne, er årsagen til musikgruppen Souls of Syrias eksistens. Et projekt, som Nour Amora er en stor del af, og som betyder meget for ham. Med udgangspunkt i sin egen historie fortæller Nour Amora publikum om livet i Syrien, spiller musik og fortæller om sangenes betydning for ham. ”Det er vigtigt for mig at vise danskerne, at vi har god musik i Mellemøsten. Jeg oplever, at rigtig mange danskere og andre flygtninge er interesserede i vores historier, og det er med til at skabe forståelse. Musikken vækker en masse følelser i folk, og det glæder mig meget, når jeg kan se, at folk bliver rørte og lytter til min musik. Det er en dejlig måde at bruge musikken på,” slutter Nour Amora.

XXxx.

NOUR AMORA

• Født og opvokset i Syrien. • 42 år. • Uddannet klassisk guitarist. • Kom til Danmark i 2014 og bor i dag i Vedbæk med sin hustru og deres 6-årige søn. • Ud over at arbejde som musiker arbejder Nour Amora på Kulturværftet i Helsingør og i Welcome House i Valby. • Nour Amora spiller blandt andre sammen med Bo Riemer, der fik interesse for det mellemøstlige klangunivers, da han mødte Nour

Amora i 2015. Sammen har de ved koncerter udforsket mødet mellem den vestlige og mellemøstlige musiktradition. • Nour Amora er med i musikprojektet Souls of Syria, hvor han gennem ord og musik fortæller historier fra livet i Syrien.

AF PETER BASTIAN, REDIGERET AF KAREN BENDIX

VI MÅ FORSTÅ, AT VI ER FORSKELLIGE

Når vi skal spille med musikere fra fremmede kulturer, skal vi ikke se på, hvad de mangler, men hvad de har med sig, mener musikeren Peter Bastian i dette essay.

Peter Bastian er ordenes mand. Fra han griber røret, angriber han emnet ’musik som middel til integration’ med en relevant strøm af ord, billeder, anekdoter, analyser og holdninger, der er endt i dette essay. Han lægger ud i Norge, hvor kollegaen, trommeslageren Ole Hamre har fået kæmpe succes med musik- og danseforestillingerne ”Fargespill” rundtom i Norge.

FARGESPILL FRA NORGE

Ole Hamre og hans kone Sissels Saues projekt Fargespill er enestående. De arbejder gennem musik og danseforestillinger med børn og unge med baggrund i både norske og fremmede kulturer. Filosofien er, at for at et møde kan komme i stand, må der være en ligeværdighed, og den etableres gennem en gaveudveksling af musik. De unge kan noget fra deres kultur, og derfor kan de give og modtage i øjenhøjde. Mange forsøg på integration har som skjult dagsorden, at de fremmede mangler noget, og derfor skal de hjælpes. Med andre ord: en relation, som bygger på almisser.

Ole Hamre spørger ikke: ”Hvad mangler du? Han spørger: ”Hvad har du?”

Han fortalte mig om et projekt med en gruppe indvandrere, hvor én af dem på alle leder og kanter var kropumulig. Han skulle være med, men alle ønskede ham bare af vejen. Indtil Sissel sang en norsk folkevise for hele holdet, hvor der optræder en forstørret kvart. Han sagde, at det lød som en arabisk melodi, og så sang han så kraftfuldt og bevæget, at alle var fuldstændig bjergtaget. Den autentiske anerkendelse, som deres åbenlyse betagelse udtrykte, bevirkede en øjeblikkelig ændring, også i ham. Fra at have været deres største problem blev han med ét greb deres største ressource. Han gik ind i projektet med liv og sjæl og sørger for, at de mere udisciplinerede kommer til tiden, henter dem på adressen, sørger for, at de har mobiltelefoner osv.

Og dette er reglen snarere end undtagelsen.

Ole skyr skjulte dagsordner. Projektet er en koncert, hvor alle løfter musikken til højeste niveau, og når det lykkes, er integration en lykkelig sidegevinst.

Der er stram styring på projektets rammer. Indholdsmæssigt arbejder de med sange og danse fra børnenes egen kultur, og gennem lydhørhed, begejstret anerkendelse og interesse for deres kultur åbner selv de mest hardcore rødder sig for de andre og får mulighed for at indgå i arbejdet med de andre børn. Fordi de bliver respekteret for det, de kan, og ikke ynket for det, de ikke kan.

“ Mange forsøg på integration har som skjult dagsorden, at de fremmede mangler noget, og derfor skal de hjælpes. Med andre ord: en relation, som bygger på almisser. ”

Men erfaringen er, at det kræver disciplin og styring at få de unge med anden etnisk baggrund til at deltage aktivt og møde op til tiden. Det får blandt andet nogle af børnene ansvaret for.

Ole Hamres og Sissel Saues Fargespill har fået overvældende betydning for alle kulturer i Norge, da man oplever det, de troede var umuligt – at vi kan noget sammen, som er større end hver for sig. Jeg har været med på balkanklarinetten ved en enkelt koncert og set ud over et ocean af dybt bevægede mennesker, hvor forældre fra alle nationaliteter ser deres børn på scenen, vildt stolte over den begejstring, som netop den kultur, de kommer fra, vækker i forsamlingen.

SENMODERNITET OG LANDSBYBEVIDSTHED

Hvis vi inviterer mennesker fra et feudalt landsbysamfund ind i vores senmoderne demokratiske kontekst, må vi regne med at blive misforstået igen og igen. Vi kommer langt med venlighed og imødekommenhed, men kun hvis vi tager lederskab og viser, hvilken retning vi går, og at de kan regne med os.

Her vover jeg mig ind på afdelingen for politisk ukorrekthed, hvilket betyder, at vi oftest lytter med følelserne, og så er vi ude af stand til at høre, hvad der bliver sagt. Det følgende er skrevet ud fra en dyb kærlighed til mine musikere.

Under mine utallige besøg i Bulgarien hos min kære gamle lærer Nikola Jankov var jeg betaget og nysgerrig efter at lære deres kultur at kende. Jeg spillede deres musik, spiste deres mad, og forsøgte, så godt jeg kunne, at glide ind i kulturmønsteret. Da jeg første gang inviterede ham til Danmark med sit orkester, regnede jeg selvfølgelig med, at de havde det som jeg, nysgerrige og interesserede. Jeg tog grusomt fejl. Jeg bød dem dansk mad, hakkebøf, brun sovs og kartofler, og de så ud, som om de var ved at brække sig. Jeg bød på dansk spillemandsmusik – de kedede sig bravt, men lyttede høfligt, mens de sendte stjålne øjekast til hinanden. Siden har de udviklet en stående vittighed, hvor de på bulgarsk siger ”dansk folkemusikmusik – fidildi fidildi fidildi”, og så brøler de af grin og klasker sig på lårene! Da Nikola Jankov hørte Bazaar til en koncert i Bulgarien, sagde han: ”Hvorfor spiller du ikke kun bulgarsk musik? Det er den eneste musik, der er følelser i.”

De første år i Danmark insisterede jeg på demokrati og ligeløn – som i Bazaar og Den danske Blæserkvintet. Nikola Jankov lagde sig på sengen og trak en avis hen over hovedet. Det ville han ikke være med til. De forstod ikke mine motiver, og derfor var de overbeviste om, at jeg snød dem, så vandet drev. Så fik jeg et råd af en bulgarer: ”Du udbetaler løn, så du bliver nødt til at påtage dig lederskab. Tag pænt tøj på, gå først ind ad døren, lad dig servere for og giv dem en velfortjent skideballe fortissimo, gerne en gang om dagen.” Jeg sagde selvfølgelig ”ikke på vilkår”, men intrigerne voksede, og alle havde det elendigt. Så tog jeg mig sammen og rettede mig efter opskriften – og gav dem en bragende, velfortjent skideballe, fordi de havde skændtes offentligt under koncerten aftenen før. Og miraklernes mirakel: Det virkede. Efter ét kvarter faldt alt på plads. Alle ændrede holdning fra intens mistillid til venlig og afspændt imødekommenhed.

SKAB MUSIKALSKE SCENARIER, HVOR ALLE KOMMER TIL AT STRÅLE

Der er internationale, bredspektrede musikere fra alle egne af verden på scenerne rundtomkring, som kan det hele. Det er ikke dem, jeg taler om, men musikere, som de er flest, musikere, som repræsenterer en ældgammel, dybt nuanceret, nålesmal musikalsk baggrund.

Når vi spiller med ultraetniske musikere, støder vi ofte på et problem, som vi bliver nødt til at se i øjnene. Danske musikere er opvokset i et halvt århundredes umådelige nysgerrighed efter det fremmed, og det betyder, at mange af os har en kolossal musikalsk bredde. Mit band Bazaar med Anders Koppel og Flemming Quist Møller tog alt ind, tyrkisk, XXxx. latinamerikansk, balkan, klassisk, jazz – you name it – og fik det til at spille sammen. Første gang vi hørte tango i tidernes morgen, kastede vi os øjeblikkelig over den og skrev vores egne numre.

Jeg hørte en koncert med etniske musikere, hvor et af indslagene var et behjertet forsøg på at lade to trommeslagere fra Mellemøsten akkompagnere en tenorarie af Händel. Det var hjerteskærende. Alle, inklusive publikum, krummede tær, og de to arme trommeslagere følte sig åbenlyst som hunde i et spil kegler. For det var de. Indtil de blev sluppet løs på egen boldgade, hvor taget løftede sig.

Jeg har oplevet på egen krop at bevæge mig fra den klassiske kunstmusik på fagotten over i lejren af improviserende musikere, og det blev besværliggjort af, at alle, ikke mindst jeg selv, groft undervurderede, hvor vidt forskellige kompetencer vi taler om. Jeg sprang ud som improviserende skabs-fagottist med Svantes Viser, hvor det musikalske setup var ”jo skævere, jo bedre”. Det kunne jeg ikke undgå at leve op til, så der trådte jeg mine børnesko.

Pointen er, at hvis man som i Fargespill fokuserer på det, musikere kan, og spørger ”hvad har du”, kan man gennem musikken sætte de mest overraskende ting sammen, så alle stortrives ved at gøre det, de er bedst til, i en helt ny konstellation.

PETER BASTIAN (1943)

• Fagottist og klarinettist, musikfilosof, komponist, forfatter og uddannet i teoretisk fysik • Underviste i 17 år på Det Kongelige Danske

Musikkonservatorium i fagot og kammermusik • Spiller klassisk, rytmisk, verdensmusik, specialist i den bulgarske klarinettradition Trakiska • Har spillet med Den Danske Blæserkvintet, Balkantrio, BAZAAR, Nikola Jankov og Lenovskata

Gruppa, m.fl. • Forfatter til bøgerne ”Ind i Musikken” (1987) og ”Mesterlærer” (2011). Solo-cd/dobbelt-lp

Bastians Ballader (2016)