5 minute read

ALLE TIDERS MUSIKBY

RAGNAROCK - Museet for pop, rock og ungdomskultur. (Foto: Rasmus Hjortshøj)

ROSKILDE – Alle tiders musikby

Musik i alle børnehaveklasser, særlige musikklasser for de ældre elever, musik som en del af hverdagen i alle kommunale institutioner og et væld af musikaktører. Og nå ja, et rockmuseum, en kommende højskole og en sværvægter af en festival. Roskilde skruer op og vil være ”Alle tiders musikby”.

AF MARTIN BLOM HANSEN

Som om vi ikke allerede vidste det. Altså at Roskilde er en musikby. Roskilde Festival har jo i mange årtier sørget for, at alle tænker rockfestival og Orange Scene, når Roskilde bliver nævnt.

Nu vil Roskilde Kommune sammen med skoler, institutioner, organisationer og musikfolk gøre endnu mere for at få musikken ind i fortællingen om byen. ”Alle tiders musikby” bliver navnet på den strategiplan, man er i fuld gang med i Roskilde. Og det skal være en musikby for alle borgere.

Allerede nu har politikerne i Roskilde Kommune besluttet, at der skal bruges flere penge på musikundervisningen. Det betyder nu og her, at der er indført obligatorisk musik i samtlige børnehaveklasser på alle folkeskoler i kommunen. Desuden bliver et forsøg med en særlig musiktalentklasse gjort permanent, så man om tre år har musikklasser på 7., 8. og 9. klassetrin på Østervangsskolen i Roskilde.

VOKSEVÆRK GIVER NYE ANSÆTTELSER

Alene disse tiltag vil betyde nye ansættelser på byens to musikskoler, Roskilde Musiske Skole og Roskilde Kulturskole. Ifølge Tom Henriques, leder af Roskilde Musiske Skole, vil det sige ansættelser, der svarer til mellem fire og fem fuldtidsstillinger. ”Jeg betragter de permanente bevillinger som et stempel fra politikerne. Med budgettet for 2017 og fremskrevet de efterfølgende år er der allerede nu afsat omkring 2,4 millioner kroner til at styrke musikken. Det er et signal om, at politikerne mener det alvorligt,” siger Tom Henriques.

Regner man samtlige elever med, det vil sige inklusive alle børnehaveklasser, går der omkring 2.400 elever på Roskilde Musiske Skole. Musikskolen har en venteliste på flere end 600. Med både Roskilde Musiske Skole og Roskilde Kulturskole er kommunen dækket massivt ind med musikskoletilbud, og som Tom Henriques siger, ”kan politikerne godt se, at vælgerne gerne vil musikken”.

ROSKILDE RYKKER

Strategiplanen hen imod ”Alle tiders musikby”, med arbejdstitlen ”Musikby 2020”, bygger videre på den strategiplan og Roskilde som musikby, der blev sat i søen i 2005. Roskilde Festival var det store fyrtårn og er det stadig. I mellemtiden har byen fået rockmuseet Ragnarock, der åbnede i 2016. Man har etableret Bandakademiet, der arbejder med upcoming bands og gør sig særdeles meget gældende i det professionelle musikliv. Gymnasier og hf har musikprofiler, Roskilde Katedralskole har talentlinjen Musik Creator, og i 2019 åbner en nybygget Roskilde Festival Højskole.

Alle disse aktører og flere til er backinggruppe for strategiplanen. I foråret 2016 har byrådet godkendt selve procesplanen, og et stort kick-off-arrangement fandt sted 1. september. Den endelige vedtagelse af planen forventer man sker i foråret 2017.

MUSIKKEN SKAL MED ALLE STEDER

I en tid med jævnlige kommunale besparelser rundt i landet er det ikke hverdagskost at høre en borgmester sige, at ”nu skal vi

“ For os handler det om at have musik med i alt, hvad vi gør. Fordi vi tror på, at det giver noget andet og noget ekstra end jagten på det perfekte produktive menneske, vi som samfund har meget fokus på.”

JOY MOGENSEN (S), BORGMESTER I ROSKILDE KOMMUNE. (PRESSEFOTO)

have musik med i alt, hvad vi gør. Og ja, det koster penge”.

Men det er lige præcis det, Joy Mogensen (S), borgmester i Roskilde Kommune, siger. Og ikke nok med det, borgmesteren understreger endda, at musik har en værdi i sig selv. ”Rigtig meget i dag fokuserer på, at man skal lave musik for at blive den næste X Factor-stjerne, eller man skal lave musik, fordi det kan tiltrække turister og give innovation. Det kan det også, og det er udmærket. Men musik har også en værdi i sig selv. Musikstrategiplanen handler ikke primært om, at nu har vi fået en rockstjerne, der spiller på Roskilde Festival, eller nu har vi en række virksomheder, der arbejder med musik. For os handler det om at have musik med i alt, hvad vi gør. Fordi vi tror på, at det giver noget andet og noget ekstra end jagten på det perfekte produktive menneske, vi som samfund har meget fokus på. Vi har også brug for bare at være mennesker, og det kan vi i særdeleshed være, når musikken er involveret,” siger Joy Mogensen. ”Der blev lagt en strategi i slutningen af 1990’erne. Nu hæver vi ambitionsniveauet og skal videre. Vi har med festivalen, bandakademiet, rockmuseet og meget andet allerede en høj overligger. Nu skal vi have endnu mere ud af det som lokalsamfund i hverdagen. For virksomhederne, turisterne, folk, der bor her, unge, gamle, dem, der ikke kan synge rent, og dem, der måske ender på Orange Scene på et tidspunkt.”

Det koster penge, og I har allerede bevilget en del til musikundervisningen. Skal der bruges flere penge fremover? ”Ja.”

FORTÆLLINGEN OM ROSKILDE SOM MUSIKBY

Men hvad betyder det så konkret, at ”Roskilde Kommune fortsat skal være førende på musikområdet” – som man selv beskriver det? I oplægget skriver kommunen: ”Musikby handler om at bruge musikken i alle dens udtryksformer og beslægtede udtryk som udviklingsdynamo både i forhold til byudvikling, bosætning, uddannelse, turisme og kreative industrier – herunder arbejdspladser.”

Det handler blandt andet om branding og grundfortællingen om Roskilde. Kultur- og idrætschef Poul Knopp Damkjær siger: ”Musikken er en del af Roskildes dna. Nu har vi behov for at gå efter nye mål som en forlængelse af den tidligere strategi. Det er svært at forestille sig en brandingstrategi for Roskilde, som ikke har musikken med. Musikken er allerede en vigtig del af fortællingen om Roskilde. Men vi tror da også på, at vi kan gøre Roskilde endnu mere attraktiv at flytte til.”

ROSKILDE SOM MUSIKERARBEJDSMARKED

Set fra et musikerperspektiv er satsningen i Roskilde godt nyt. Roskilde Festival er mastodonten og vil fortsat være det. De yderligere bevillinger til musikskole-folkeskole-aktiviteterne betyder flere ansættelser. Derudover kan der komme andre aktiviteter til, som betyder musikerarbejde – for eksempel satsninger på musik på plejehjem og øvrige kommunale institutioner. Talentudvikling som for eksempel MusiCreator efterspørger professionelle musikere og undervisere. Museet Ragnarock puster liv i musikken og musikhistorien. Bandakademiet arbejder med talentudvikling og har leveret mange nye navne til de øvre lag i pop- og rockscenen. For eksempel Katinka, Sonja Hald, The Minds of 99 og Djämes Braun.

SE MERE

Om Roskilde som musikby

www.roskilde.dk/musikby2020

Roskilde Festival

www.roskilde-festival.dk

Ragnarock

www.museumragnarock.dk

Bandakademiet

www.bandakademiet.dk

Roskilde Musiske Skole

www.roskildemusiskeskole.dk

Roskilde Kulturskole

www.roskildekulturskole.dk

MusiCreator

www.roskildekatedralskole.dkundervisning/ musicreator

INSP!

www.insp-roskilde.dk

This article is from: