SØLVFAKS - forår 2023

FORÅR 2023

er tilbage!

Kære alle forældre, elever og venner af skolen

Foråret er kommet og nu også en spritny udgave af Sølvfaks.

Hvad er Sølvfaks? Jo. Sølvfaks er Rudolf Steiner-skolen i Odenses skoleblad, hvor der kommer små fortællinger og glimt fra livet i skolen, i fritidstilbuddene og fra Ølsted skolen. Et ægte papirblad, som man kan bladre i!

Sølvfaksbladet deler navn med katten Sølvfaks, som er titlen på en historie, der ofte bliver fortalt i 2. klasse her på skolen. Den historie handler om en modig og nysgerrig kat, der nogle gange tager på eventyr. Engang kom dette blad 2 gange om året. Nu håber vi, at Sølvfaks er tilbage med ét blad om året! Men man kan jo åbenbart aldrig helt vide med katte og skoleblade.

I denne udgave af Sølvfaks kan man bl.a. få et lille indblik i skolens grundlæggelse og opstart igennem Ellen Thuesens 50 års-jubilæums tale. Der vil være regnebrødre, der sover over sig. Der vil være gråbrødre, der prædiker for mennesker og dyr. Der vil være diskussionslyst og demokrati i 8. klasse, drager i klubben og refleksioner over store selvstændige opgaver i de ældste klasser.

Dette år 2023 er håndværkets år i Danmark, og i denne udgave af Sølvfaks vil der også være forskellige beretninger om håndværk. Både forældrenes trofaste håndværk, der byggede skolen op for 50 år siden, og lidt om elevernes håndværk: karte, spinde og væve i 3. klasse. Individuelle håndværksopgaver i 9. klasse og 6. klasses fusion af musik, matematik og sløjd.

God fornøjelse og god læselyst

Sølvfaks hilsner fra Signe Kjær Wæhrens

Lad os kigge tilbage til skolens første tid sammen med én af skolens grundlæggere: Ellen Thuesen

Det er nu 1 år og ca. 8 måneder siden, at skolen havde 50 års fødselsdag. Vi er derfor stadigvæk i en jubilæumstid, hvor vi kan forundres og juble og skæve tilbage på de 50 års fundament, som skolen står på. Der er sket utroligt meget siden. Tiderne er skiftet. Bekymringerne og glæderne er nogle andre i samfundet i dag – og på vores skole, end de var dengang.

Dem, der var børn, er nu forældre, og nogle er bedsteforældre. Mange af de gamle ildsjæle, der startede skolen er for nogen ukendte og for andre et fjernt minde. Skolen er gået fra at være et lille frø, en spire og en lille plante til at være et mægtigt træ, der skal plejes, vedligeholdes, støttes og justeres på bedste vis. Et træ, der selv har kastet frø, der spirer og gror. Men skolen har stadig den samme drøm, den samme opgave, nemlig at uddanne børn og unge mennesker til at kende og forbinde sig med jorden,

verden og menneskeheden. Kende til menneskers kringlede og mangefacetterede kulturarv. Kende til dyr, planter, sten, jord, skyer, vinde, stjerner, tanker, ideer, former og farver. Hver del har sit eget særegne væsen, ligesom vi mennesker hver især har vores egen gave til verden. Vores børn og unge skal kende til, hvordan mennesker er kommet til, hvor vi er i dag og blive klar til at være medskabende i fremtiden. Vi vil lære dem, at nogle gange må man lytte, nogle gange må man tænke, nogle gange må man handle. Nogle gange må man samarbejde, nogle gange må man gå alene. Sikke en stor, fantastisk, spændende og god opgave vi har.

Her kommer et lille tilbageblik på skolens begyndelse. Dette kommer fra skolens første 1. klasses lærer Ellen Thuesen, som holdt en tale udenfor i skolegården på skolens 50 års fødselsdag.

Vores 50-års jubilæums tid

Ellen Thuesens jubilæumstale

Det er en stor glæde at være her i dag - tirsdag den 10. august 2021 kl. 10.

Og det var en stor glæde at være her for 50 år siden, tirsdag den 10. august 1971 kl. 10 i strålende solskin.

Skolens begyndelse

Dengang så hele området her anderledes ud. Af bygninger fandtes der kun to klasselokaler og en gymnastiksal (i dag sløjdlokale), 2 lærerboliger og en herlig stor græsmark her nede bag skolebygningerne, hvor vi nu står.

1. skoledag

I dag for 50 år siden var 47 børn og omkring 100 forældre og venner af skolen samlet i salen. Børnene sad i en halvkreds på gulvet og ventede spændt. Det var deres 1. skoledag. Eventyrlyset blev tændt, og eventyrfortællingen kunne tage sin begyndelse.

Efter eventyret blev hvert barn nævnt med navn og kaldt frem og fik overrakt sin blomsterbuket. Solveig

Wainø gik ud med sine 21 børn til børnehaveklassen, og jeg gik ud med mine 12 børn til 1. klasse, og Mogens Thuesen med sine 14 børn til 2. klasse oppe på loftet i det lille rum, over det, der i dag er smedjen.

Den 1. skoledag sluttede i den lille skolegård, hvor vi plantede et lille bitte egetræ. Hvert barn kastede en skovlfuld jord på, og der blev vandet grundigt. I dag har egetræet vokset sig stort og er langt højere end de omkringliggende skolebygninger.

Fest resten af dagen

Men dagen var ikke slut med det. Om eftermiddagen fortsatte festen for ca. 200 deltagere i salen. Det var forældre og skolekredsen, der her mødte op. Der var kunstneriske indslag, og her blev holdt mange taler fra foreninger og støtter af skolen, som alle sendte de bedste hilsner med for skolens fremtid.

Men hvordan begyndte det hele?

Hvad drev de mennesker, der arbejdede for oprettelsen af en Rudolf Steinerskole i Odense, som end ikke deres

egne børn kunne gøre brug af, fordi de var for gamle. Læge Carin Astrup skal nævnes her. Hun var interesseret i og forbundet med de tanker, der ligger bag en skole som vores, nemlig antroposofien, som handler om, hvad det indebærer at være menneske, og hvor den enkelte selv må være vejviser i sit eget liv og i sin søgen. Hvordan styrker skolen denne evne? Her var tale om en pædagogik, der havde livet i centrum.

Carin Astrup fandt andre interesserede fra den antroposofiske kreds i Odense, Det antroposofiske Selskab, Odensegruppen, som gerne ville være med i et arbejde, og det mundede ud i oprettelsen af en støtteforening til oprettelse af en Rudolf Steinerskole i Odense. Støtteforeningen fik navnet Rudolf Steiner-Skoleforeningen i Odense. Den blev stiftet i foråret 1961, og den har således 60 års jubilæum i år.

I 10 år arbejdede denne skolegruppe udholdende og vedholdende. Der skulle holdes mange møder. Skaffes tilladelser og penge. Der skulle holdes foredrag, findes bygninger og lærere.

Der pågik et utrætteligt arbejde af mange mennesker, og en mand ved navn Harald Hansen spillede en afgørende rolle.

Men hvor skulle skolen ligge? Skoleforeningen lejede med forkøbsret den nedlagte Lindved skole af Odense Kommune. Bygningerne havde stået tomme i nogle år, idet børn fra Lindved blev kørt til undervisning på Skt. Klemensskolen.

Men hvordan skulle børnene komme helt herud på landet. Til al held for os udvidede Odense bytrafik linje 2 til Lindved – Svendborgvej.

Køb af villa Skovly

Der blev jo hastigt brug for flere lokaler. Hvor skulle næste klasse være? Villa Skovly, nabohuset, blev pludselig sat til salg. Flere købere var interesserede, så der skulle handles hurtigt. Formanden for skoleforeningen, Harald Hansen, var på ferie. En rask beslutning blev taget: En lille kreds af lærere og bestyrelsesmedlemmer købte for egen regning og risiko Skovly for 165.000kr. og solgte den 2 år efter til Skoleforeningen til samme pris. Det gav bølger af en vis højde, men det viste sig at være en god disposition, idet Villa Skovly udover, at der kunne holdes skole der en tid, kunne blive hjemsted for Rudolf Steiner-Skolens børnehave,

som Grete Black oprettede i 1975, da hun vendte hjem fra Steinerlærerseminariet i Järna i Sverige.

Skolens administration

Man kan ikke nævne Harald Hansen uden også at nævne Ole Ebbesen. Fra første færd tog han vare på skolens administration. Ole Ebbesen var på sin post i en menneskealder, passede administrationen, passede telefon, tog referater og lavede skrivelser til myndigheder og ordnede alt de første år - fra at feje skolegård til idel kaffebrygning til lærerne, samt opvask og oprydning efter lærermøderne om torsdagen. Med en engels tålmodighed. Vi har altid være godt hjulpet i vores administration med dygtige folk med den lange vilje og stor udholdenhed. Tak til Ole Ebbesen og Tak til Irene Birk, som på samme måde har arbejdet med overblik og vedholdenhed.

Forældrenes rolle i skolens praktiske liv

Skolen voksede støt. En ny børnehaveklasse sluttede sig til hvert år, og i 1982 havde vi den glæde at sende det første hold unge mennesker ud i den vide verden fra vores 12-årige helhedsskole. Midt i 90erne var elevtallet vokset fra 47 til over 360 børn og unge.

Hvert 2. år blev der bygget en ny pavillon. 3 i alt. Et byggeudvalg bestående af forældre og lærere arbejdede utrætteligt og på højtryk med tegninger, detailprojektering, licitation, finansiering og opsyn, og frem for alt skulle forældrearbejdet i gang. Håndværkere lavede råhuset, og forældre byggede færdigt. Hver lørdag, mens børn og lærere var i skole, blev der arbejdet intensivt. - Trofast understøttet af pedel, Gert Johansen. Derudover blev der arbejdet en ugentlig aften med en lærer som vagt med ansvar for, at de materialer, der skulle bruges, var parate. Den vagthavende lærer var også ansvarlig for, at der altid var kaffe på kanden.

Skoleforeningens rolle

Det var Skoleforeningen, der stod som bygherre, og det var Skoleforeningen, der stod for skolens bygningsmæssige udvidelse. Det gælder pavillonerne og store dele af fagfløjen med eurytmilokale. Når statens tilskudsregler gav plads, og skolen derfor havde penge, overgik bygningerne etapevis til den selvejende institution. I 1985, da den store sal blev bygget, ejede skolen alle sine bygninger.

Den udadrettede virksomhed

Gennem alle årene har små og store grupper henvendt sig for at høre om vores pædagogik. Mange ville gerne vide mere om skolen og aftalte møder med os, hvor de efter et oplæg eller foredrag også kunne stille de spørgsmål, de havde på hjerte. Hvorfor spiller I blokfløjte? Hvorfor bivoks? Lærebøger? Hvad med farverne på væggene, og så de skæve lokaler? Hvorfor violin, eurytmi/ rytmani/ryttemi/rytmik….? Hvor vi så her måtte fortælle om eurytmiens betydning som det fag, der beliver alle de øvrige områder på skolen.

Hvad handler pædagogikken så egentlig om Jeg kender ingen skoleform, der har så mange forskellige fag ud over de traditionelle skolefag: Træskærerarbejde og alm sløjd, pilefletning, projektiv geometri, portrætmaling, vævning og anden håndarbejde, læderarbejde, drama, recitation, hvor man lærer at formulere sig og at stå frem. Kor- og orkesterarbejde, hvor man øver naturligt at indordne sig i en kunstnerisk sammenhæng. Det nytter ikke, at hver her kører sit eget løb, det kommer der ikke musik ud af. Smedning i jern, kobber og sølv. Keramik, hvor der formes og dre -

jes. Individuel instrumentalundervisning. Landmåling. Orkesterrejse. Sprogrejse. Arkitekturrejse. Udveksling, osv.

Forskellige lag i sindet bliver rørt og berørt. Det giver indsigt i og respekt for andres arbejde at opleve materialernes modstand. Det ser let ud, men er svært, når man selv dykker ned i emnet. Evner bliver vakt til live. Hver enkelt får en fornemmelse af: hvor er mine svagheder, og hvor har jeg mine stærke sider. Hvad skal jeg dyrke fremover, hvor skal jeg øve mig, og hvad lader jeg ligge? Alt det inspirerer til at få afklaret, hvad vil jeg med mit liv? Hvor skal jeg yde en indsats? Hvor finder jeg den opgave, jeg er kommet til verden for at løse

Skolen i det omkringliggende samfund

Der er yderligere et aspekt, der var drivkraft for de mennesker, der tog initiativet til oprettelsen af Rudolf Steiner-Skolen i Odense. Nemlig et ydmygt og lønligt håb om, at skolen i sin udformning kunne stå som et forbillede for det omkringliggende samfund. Her skulle f.eks. ikke sammenblandes løn og arbejdsindsats. Det gør mennesket til slave at skulle skele til salg af sin arbejdskraft. Der har i den forbindelse på skolen gennem

alle år været gjort et stort, utrætteligt og uegennyttigt arbejde uden skelen til aflønning. Det gælder forældre, kolleger og medarbejdere i administration og på det praktiske pedelområde. Ingen friskole i dette land ville kunne bestå, hvis ikke det er den herskende ånd. Kan man ikke arbejde frit for det, man brænder for, uafhængig af penge uden at skele til økonomisk udbytte eller gevinst, brænder man ud. – Indsatsen bliver ikke helhjertet, og en usund kultur breder sig på stedet.

Derudover skulle skolen stå som forbillede i den måde dagligdagen leves på, nemlig at alle i en fælles bærekreds ud fra indsigt og ansvar tilrettelægger alle hverdagens opgaver. Hver kan bidrage med sit. Stort eller lidet. Kredsen er først hel, når alle er med og danner det kar, hvor kræfter kan flyde til det egentlige arbejde med og for børn og unge. Har alle bidraget med sin indsigt, afdækkes erfaringsmæssigt svaret på det spørgsmål, der arbejdes med.

Den tanke- og ledelsesform forældes ikke, den kan tage andre former og nuancer, men i sin grundstruktur er den en forudsætning for, at skolen kan lykkes med sin

opgave, nemlig at støtte børns og unges udvikling, for den gennemtrænger al anden virksomhed og aktivitet på skolen uanset af hvilken art, den er.

Tillykke

med de 50 år

Hjertelig tillykke og alt det bedste for skolen fremover med ønsket om, at den må leve videre i den ånd, hvori den blev bragt til verden for 50 år siden. Samtidigt et ønske om, at den ikke følger med strømmen og dermed forbigår sin opgave og mister sin berettigelse, men evner at følge med tiden ud fra en dyb indsigt i og forståelse for nutidens opgave: At lade det enkelte menneske mest muligt komme til sig selv, så det finder sin livsopgave og bliver i stand til sammen med andre at stå til rådighed for de alvorlige opgaver og udfordringer livet og hverdagen i vores tid byder på.

Dette var Ellen Thuesens ord, som vi kan bære med os i denne 50 års jubilæums tid og frem.

Mvh Signe Wæhrens

Hvorfor slår I ikke katten af tønden?

Når vi holder fastelavnsfest i Børnehaveklassen bliver vi, ligesom resten af året, i eventyrenes verden. Den lille ræveunge er uheldig og falder i vandet, netop den dag, hvor den store forårsfest skal fejres i skoven. Han får en slem hoste, og nu må alle kræfter samles om at gøre ræveungen rask inden festen. Heldigvis bor der en heks i skoven, og hun kan brygge en hostedrik, men alle må hjælpe med at skaffe de ting der skal brugestroldeøje, tudselår, morgenånde, røgelse og kronen fra en ægte prinsesse. Både dyrene i heksens hus, dyrene i skoven, feen, jægerne, trolden og riddere, en konge, en drage og gyldne jomfruer fra fjerne lande går sammen

om at hjælpe. Ind imellem synger de om det, de oplever, og heldigvis lykkes det at gøre ræveungen rask lige i rette tid, inden festen begynder. Alle bliver inviteret med til festen, og så skal der leges “Mumie”, “Snørebånd” og “Halen på æslet”, inden der skal spises fastelavnsboller og drikkes kakao. Så det er da klart, at der ikke kan blive tid til at slå katten af tønden...

Kærlig hilsen Dorte, Marike og Børnehaveklassen

”Jeg henter et glas vand!” råbte Bror Rød, og – plask –dér vågnede Bror Grøn!

I et fint lille hus bor der fire brødre, der hver har deres særegne gemyt. Børnene i 1. klasse elsker at høre om dem, for vi genkender nemlig noget af os selv i disse brødre.

Når hanen på møddingen galer, er Bror Gul den første, som vågner. Han er i højt humør, strækker sig glad og løber straks ned til de tre andre. Hos Bror Grøn behøver han slet ikke at prøve, for han er alligevel den sidste, der vågner, så han løber videre til Bror Rød, som lige har slået øjnene op.

Nu var to af dem allerede oppe, men hvad så med de to andre? Bror Blå havde ikke sovet særlig godt, han havde ligget og tænkt på alt det, brødrene havde mistet gennem tiden, og som han så gerne havde holdt samling på. Han var altid ked af, når noget blev væk eller gik til spilde. Med Bror Grøn var det en helt anden sag.

Han havde så stærkt et sovehjerte, at ikke engang tre brødre kunne vække ham, hvor højt de end råbte. ”Jeg henter et glas vand!” råbte Bror Rød, og – plask – dér vågnede Bror Grøn! ”Åh, jeg har drømt noget så dejligt!” ...

Alle fire regnearter stilles foran barnet på én gang, for de er indbyrdes stærkt forbundne, selvom hver har sin egen art. Alle børn har sympati med brødrenes væsen, og nogle føler vi os helt særligt forbundet med - endda så meget, at flere af dem dukkede op til fastelavn i år!

Kærlig hilsen Astrid og 1. klasse

På vandring med Frans

- Legender og fabler i 2. klasse

I 2. klasse er temaet dualitet og fortællestoffet fabler og legender. Børnene begynder at opleve, at verden er mere nuanceret end de så tidligere. Ikke alt er godt, og Mikkel Ræv kan både beundres for sin snuhed og vække afsky for sin behandling af de andre dyr. De genkender sig selv og hinanden i fablernes arketyper, uden at dømme. De oplever, at ethvert menneske har mange egenskaber, og at alle fra tid til anden kan opføre sig som den snu Mikkel. Som modspil giver legenderne dem en forsikring om, at de alle har en iboende godhed. Det er beretninger om mennesker, som har gjort noget godt for andre og giver os noget ædelt og rent at stræbe efter samt troen på, at vi alle rummer evnen til at vælge det gode til.

I 2. klasse er vi i skrivende stund netop ved at afslutte perioden om Frans af Assisi. Børnene har levet sig inderligt ind i historien og haft en umiddelbar forståelse for både Frans drøm om at blive ridder og adlet og hans senere fravælgelse af alt verdsligt for at komme nærmere Gud.

Vi har i perioden både tegnet og malet og arbejdet med at skrive og stave. Nogle tekster er skrevet af fra tavlen og andre gange har vi arbejdet med at lytte efter de rigtige bogstaver og selv skrive tekster.

Bedste hilsner Kristiane Juul Johansen

Fingrene i ulden

I 3. klasse har vi været igennem en stor rejse med fåreuld, som vi har fået fra en sød bondekone og behandlet grundigt og behændigt, som om det var guld.

Vi fik ulden direkte afklippet fra fårene. Der var både halm og jordklumper (og andet), som hang fast i det filtrede, klistrede uld. Skidtet skulle sorteres fra. Pyh! det lugtede stramt i sensommervarmen, og vi måtte hjælpe hinanden alle sammen for at klare opgaven og forvandle fårenes uldfrakker til små luftige bunker af ”sky-uld”. Dernæst vaskede vi ulden i lunkent vand, pressede det let og lod det tørre. Nu var duften ikke længere så stærk, og ulden var ikke så fedtet af lanolin - kun lidt.

Nu skulle vi karte, karte og karte. Det var et hårdt arbejde. – Og man kunne kradse sig. Forsigtigt skulle ulden sættes fast på karterne og så børstes, børstes frem og tilbage og vendes – indtil det tilsidst forsigtigt skulle rulles af, ”som en pandekage” sagde Ina.

Ina håndarbejdslærer var meget god til det, og hun viste os det mange gange. Det fine kartede og rullede, luftige uld hedder ”Tejer”, og vi lavede bunkevis af tejer i både gråt, hvidt og sort/brunt uld. Så var vi klar til at spinde på de fine træ-tene. To og to hjalp vi hinanden, snurre- snurre- snurre! - Og snart var der også nogen, der kunne spinde alene. Så begyndte ulden at tage form til garn. Blødt og flot garn i funklende garnnøgler samlede sig i klassens garnnøglekurv. Ina fandt på, at

vi kunne klippe små stumper farvet garn og blande det ind i ulden, når vi kartede, så der kom små farvenistre i. ”Konfetti-garn” kaldte vi det, og vi syntes det så sjovt og hyggeligt ud efter mange måneder med det rene grå, hvide og sorte uld. Til januar var garnnøglekurven fuld og uldsækkene og tejerne var forsvundet.

Vi hørte om, hvordan hyrderne på fjeldet i Norge passede hvert eneste får i flokken og nød den vilde og store natur imens. Nu skulle vi alle tegne vores hyrdetasker, hvilke farver - grå, sort, hvid, konfetti? Måske en lille stribe orange eller grønt plantefarvet garn, som vi fik af børnehaveklassen? Nu skulle garnnøglerne fordeles, og vævearbejdet skulle i gang. Væve, væve, væve. Alle hyrdetaskerne begyndte at tage form, og arbejdsroen

bredte sig, så man næsten kunne høre de norske fjelde, vinden i birketræerne og fårenes gumlen. Så skulle hankene snoes! - Og alle fik næsten de farver, de havde håbet. Alt garnet blev brugt.

Nu skal vi til at sy fór af fint og festligt stof, som Ina har fundet. Det bliver et sirligt koncentrationsarbejde, ligeud, frem og lidt tilbage - ingen huller eller utætheder. Vi glæder os til sommerfesten, hvor vi forhåbentlig kan have penge med til is og loppefund hængende over skulderen i flotte hyrdetasker, med både knap og fór! Det bliver spændende.

Mange uldne hilser fra Signe og 3. klasse

Et kig i 4. klasse

- Zoologi og Danmarks Geografi

Fortryllende planter

”Vinteren er hård for menneskene med lange perioder med kulde, slud og vind. Men den er også hård for dyr og planter. Mennesker, planter og dyr venter på, at lyset skal komme, og at solen varmer alt op og bader os i lys og varme.”

”Prøv at forstille dig, hvordan det ser ud nede under jorden, hvor mange millioner af små og store frø ligger og putter sig. På jordoverfladen er der kulde, frost og kolde vinde. Nu skal du forestille dig, at hvert lille og stort frø nede i jorden lyser mere og mere op og bliver til et klart og skinnende lys. Prøv så at forestille dig, at jorden forsvinder i et trylleslag, så du kan se igennem jorden. Da lyser alle frøene op, som nattehimlen en stjerneklar nat.”

Sådan startede første fortælling i 5.klasses Botanik periode. Vi har studeret en masse planter fra de helt små svampe, lav og alger til de store nåletræer. Vi har tegnet, malet, skrevet, digtet og formet i ler. Vi har arbejdet med bregnens smukke rullede blade og studeret planternes fællestræk. Det er utroligt, at en lille padderokke kan ligne den store rødgran så meget. Jeg vil lade elevernes hovedfags arbejder tale for sig selv!

Kærlig hilsen Ina og 5. klasse

Musik, matematik og sløjd i ét!

Tværfagligt samarbejde i 6. klasse.

I dette skoleår er 6. klasse delt op i to hold, hvor det ene hold laver lektier, imens det andet hold har musik med musiklærer, Mette Wårsøe. En af dagene blev holdene slået sammen, hvor de skulle undervises i musikteori og den såkaldte kvintcirkel blev præsenteret for eleverne. I den forbindelse blev jeg bedt om at hjælpe eleverne med at inddele en cirkel i 12 lige store stykker. Dette havde eleverne lært i den første hovedfagsperiode i 6. klasse, nemlig geometriperioden. Eleverne hørte i denne periode, at en cirkels radius kan afsættes præcis 6 gange i en cirkel. Eleverne kom hurtigt selv frem til, at det halve af radiussen jo må afsættes 12 gange i cirklen. Så det gjorde de, og derefter tog musiklæreren ”tøjlerne” og viste dem, hvad en kvintcirkel er, og hvordan de 12 punkter i cirklen, som står for 12 toner, skulle forbindes.

Kort beskrevet en kvintcirkel jf. musiklæreren: Kvintcirklen er et fantastisk værktøj i arbejdet med nodeteorien. Den er et redskab, man kan bruge til mange ting. Der opereres med 12 toner. Disse 12 toner kan arrangeres i 12 forskellige tonearter i en cirkel. Dette kaldes for kvintcirklen. Kvintcirklen viser desuden alle de 7 toner, der repræsenteres i en dur/mol skala. Den kan bruges til at finde de faste fortegn. Derudover kan man ved hjælp af kvintcirklen danne 3-klange. Eleverne vil møde den igen og igen i vores arbejde med musikteori.

Jeg sad helt bagerst i klassen og hørte, hvordan Mette forklarede dette til eleverne, og i modsætning til eleverne, forstod jeg ikke meget af det på det tidspunkt. Jeg havde dog set en kvintcirkel før, for der hænger én i min stue. Den er lavet på et lille bræt, hvor der er søm ved tonerne, og disse er forbundet med garn i forskellige farver. Denne lavede min søn, dengang han gik i 6. klasse. Da tænkte jeg, at sådan nogle skulle mine elever også lave, da det er et projekt, der på smuk vis fusionerer sløjd, musik, kunst og det matematiske. Jeg spurgte vores nye sløjdlærer, Martin Bo, om han ville være med, og det ville han gerne. Martin Bo hjalp eleverne med at skære og slibe brædderne og gøre dem klar. I næste fase var jeg med i sløjdlokalet og hjalp eleverne

med at tegne/inddele cirklen, imens Martin Bo instruerede eleverne, så sømmene blev lige og stak ud med samme højde. I næste fase rykkede vi ind i klasselokalet, hvor Mette og jeg var til stede. Her skulle eleverne begynde at forbinde sømmene med garn i forskellige farver. Dette kan gøres både matematisk ved at finde et system, som 1141114, hvor tallene står for det antal af søm man springer over, men også ved at have kendskab til, hvad en kvintcirkel går ud på, hvilket eleverne havde. Hver snor skal danne en skala. F.eks. C dur skalaen dannes ved at trække snoren fra C til d e f g a h C. På nuværende tidspunkt er der kun få elever, der er helt færdige med deres kvintcirkler, men vi glæder os til at vise de færdige kvintcirkler til sommerfestudstillingen.

Når kvintcirklen er færdig, og garnet har forbundet alle toner, så ser man på en tolvtakket stjerne, men i midten af denne, er der opstået en cirkel! Det er interessant for eleverne at se, hvordan en cirkel kan bestå af “lige linjer”. Dette tegnede eleverne i starten af geometriperioden i 6. klasse, inden de fik en passer - altså lige linjer som krydser hinanden, hvor hældningen ændres lidt for hver streg. Men der er også andre klassetrin, hvor undervisningen indeholder disse elementer, - altså noget lige og krumt. Allerede på første skoledag i 1. klasse tegner eleverne den lige og den krumme linje på tavlen. Senere i 7. klasse hører eleverne om, hvordan Eratosthenes beregnede Jordens omkreds, med sin klare overbevisning om, at Jorden var rund. I overbygningen tager 10. klasse eleverne på landmålingstur, hvor et stykke land måles op og kortlægges. I HF arbejder eleverne med differentialregning i matematik, hvor der arbejdes med uendelighed, som kan bruges til at tilpasse jordens krummede overflade til kortenes 2 dimensioner.

Vi oplever verden flad fra vores ståsted, men hvis vi løfter os, kan vi begynde at se tingene, som de virkelig er - krumme.

Bedste hilsner

Rafael J. Ponce Campos

At gå i takt

I 7. klasse møder eleverne et fag, der nok kan få de fleste til at stoppe op en ekstra gang og tænke: ”Hørte jeg rigtigt? Danser de FOLKEDANS i 7. klasse? SOM FAG?” Ja, det gør vi, og det er for mig at se et helt centralt element for de unge mennesker, der ligger lige midt i overgangen mellem børneskolen og ungdomsårene i overbygningen.

At danse folkedans er at træde ind i en rolle med en række ret definerede rammer. Men ulig en rolle i et skuespil, er du alligevel ikke en anden, men du er dig selv. De andre, du interagerer med, er også dem selv, men i en rolle, der er dem givet og derfor ikke helt dem selv alligevel.

Når 7. klasse starter op på folkedanseperioden i efteråret, opdager læreren, at eleverne har glemt noget, som de kunne til perfektion i 3. og 4. klasse: at gå i takt. Det er helt synligt billede på, at de nu er gået ind i en ny livsfase, hvor alt på sin vis skal erobres på ny. Relationer skal dannes påny – det mærker vi tydeligt som forældre til børn i den alder. Vi voksne kan nemt se på barnet på samme måde, som da det var 11-12 år gammelt, men det nu unge menneske ser på os med helt nye øjne og på sig selv i en helt ny krop. Det ”nye” unge menneske skal nu til at bygge sin verden og sine relationer igen. Folkedansen virker her som en form for stiliseret relationsdannelse: Hvor hårdt skal jeg holde min klassekammerat i hånden? Hvor langt fra skal jeg stå?

Hvor tæt? Hvordan kan vi bevæge os i samme retning –rundt og rundt? Det kan være ret akavet i begyndelsen. Faste regler og trin hjælper til med, at fokus kan være på de fine nuancer. På en måde bliver dansen en version 2.0 af børneårenes sanglege. I vores sprog har vi flere hentydninger til, hvordan dansen er et billede på sociale relationer. Man kan tale om at ”svinge” godt sammen og om ”ikke at træde nogen over tæerne”. Langsomt og støt efterhånden som dansene mestres, glemmer eleverne det pinlige og overgiver sig til det fællesskab, der opstår, når man danser sammen.

Folkedans er ligeledes et kulturhistorisk tilbageblik på en tradition, der har levet meget stærkt i vores land for ikke ret mange år siden. Folkedans har været en fast

del af årstidsfester, familiefester og andre fejringer, hvor mænd og kvinder kunne mødes og more sig i en tid, hvor kønsrollerne var mere faste. I folkedans danser vi også ”Herre” eller ”Dame”, selvom det ikke nødvendigvis gøres af en dreng eller en pige. For at støtte op om dette historiske tilbageblik, finder vi sammen med eleverne dragter frem og stryger og stiver skjorter og forklæder, inden optræden til årets sommerfest.

7. klasse glæder sig til at vise deres dans til sommerfesten, men her må vi nøjes med billeder af en tidligere

7. klasse, der foldede sig ud på Markuspladsen - og en endnu tidligere 7. klasse i den lille skolegård (1978).

Venlig hilsen Stefan

”DEMOKRATI”

I takt med at ungdommens trang til at diskutere alt mellem himmel og jord vokser og gradvist bliver mere omsiggribende, ligger det lige til højrebenet at indvie selvsamme ungdom i emnet demokrati. Ofte ser aldersgruppen ikke nødvendigvis facetteret på de problemstillinger og uretfærdigheder, de møder i hverdagen. For dem er ”alting” meget tit ”sort-hvidt” – ”enten-eller-agtigt”.

Her kommer grundlaget for vort samfunds historie, vi lærere til hjælp. Og netop dét sætter jeg, som lærer på mellemtrinnet (6. til 8. klasse), overordentlig stor pris på. Eksem pelvis ville det for mig at se være en umulig opgave at udfylde rollen som klasselærer, hvis ikke det var fordi, jeg havde en ugentlig time med klassen ved navn ”klassens time”. Her kommer eleverne til orde. De er på skift hhv. ordstyrer og referant. De bringer emner til torvs, og tager beslutninger. Klasselærerne fungerer som rådgivere.

I december til januar i år blev der, som noget nyt på skolen her, valgt 2 elevrådsrepræsentanter fra hver mellemtrinsklasse. Rollen som lærerrepræsentant overtog jeg i dette tidlige forår, hvor jeg mødtes med de valgte. Vi havde et godt møde. Eleverne havde punkter med fra deres respektive klasser i form af ønsker og konstruktive forslag. Vi er i proces.

Mens eleverne går på mellemtrinnet, har de i både 7. og 8. klasse en fælles projektuge, hvor det temamæssige omdrejningspunkt, på forskellig vis, bærer overskriften ”DEMOKRATI”.

Siden 2020 har jeg, sammen med kolleger, forsøgt at medvirke til at give eleverne på mellemtrinnet en oplevelse af demokratiets styrke:

I året for ”Genforeningen” (2020), tog vi eleverne med til Dybbøl Mølle, hvor der var arrangeret rollespil og foredrag. På ”hjemmefronten” kiggede vi i den forbindelse på, hvorledes FN blev etableret. Vi talte også om, hvordan eleverne syntes, reglerne for at høre til eller ikke at høre til /Danmark/Tyskland) skulle have været, hvis de havde lov til at bestemme.

I 2022 deltog jeg igen i en sådan projektuge. Denne gang var det overordnede tema ”Græsrodsbevægelser”. Eleverne studerede gruppevis hver sin bevægelse; dennes udspring, forehavende mv. Vi tog på ekskursion til hhv. Christiania og Amalienborg; to på hver sin facon ret så modsatrettede, men på den anden side også meget unikke udtryk for demokratiets muligheder.

I demokratisk proces er man også, når man læser Bjarne Reuters ”Drengene fra Skt. Petri” med en 8. klasse. Yderst kort fortalt handler romanen om modstandsbevægelsen i Danmark under 2. Verdenskrig, og stiller ikke så få spørgsmål, der har sit fæste i selve idéen om demokratiet.

Om meget snart tager endnu en projektuge sin begyndelse. Denne gang skal 7. og 8. klasse beskæftige sig med de pt., i folketingsregi, relevante partier. Der skal samarbejdes på tværs, og de respektive klasser skal på ekskursioner i København, og her dykkes der ned i temaer såsom arbejdskamp, modstandskamp og folketingsarbejde.

Kh Inge

”Det der har jeg lavet”

Vi ved, at unge sætter pris på og trives med at udrette noget i verden. De vil gerne se resultater, ja konsekvenser af deres og andres arbejde. De vil gerne vise, at de kan bruges, at de kan sætte noget (nyt) ind i verden. I 9. klasse er de unge mennesker i en rivende udvikling, og verden kan være kaotisk at holde styr på, både i det indre og i det ydre. Her kan det være passende at beskæftige sig med et område, hvor der normalt hersker en vis orden - nemlig håndværk. Når man arbejder kunstnerisk/håndværksmæssigt er man konstant i retningen tanke til handling, - og retur - det kalder på nærvær og ro. Håndværksopgaven er en opgave, hvor den enkelte kan få udfordret sin kunnen i et selvvalgt håndværksområde.

En opgave, hvor den enkelte får lejlighed til at træne sin praktiske dømmekraft.

En opgave, hvor den enkelte bagefter kan vende sig om og med stolthed sige, ”Det der har jeg lavet.”

Eleven vælger selv frit sin opgave, som udelukkende er praktisk. Der skal skabes et konkret produkt, hvor man med sine hænder og værktøj har forarbejdet et materiale til et værk. Materialerne kan være træ, metal, plast, tekstiler, ler, glas, papir, råvarer fra naturen osv. Der er givet 2. måneder til at udføre arbejdet i fritiden. På afleveringsdagen skal eleven fortælle om de erfaringer, vedkommende har gjort sig. Dette sker om aftenen på afleveringsdagen med deltagelse af lærere og forældre.

Efterfølgende modtager eleven en bedømmelse af arbejdet fra en af skolens lærere. Her ser i billeder af håndværksopgaver fra i år, og tidligere år.

Nuancer, sprog og rejser i 10. klasse

I 10.klasse venter en anden stor selvstændig opgave, nemlig kvartalsopgaven, der ligesom en mini årsopgave både skal have et teoretisk og et praktisk-kunstnerisk element. Det bliver spændende at se, hvordan opgaverne i år manifesterer sig.

I skrivende stund er 10. klasse på rejse til Tyskland for at opleve sprog, historiens vingesus og andre himmelstrøg.

I slutningen af november var klassen på rejse til England og udforskede deres egne engelske sprogkundskaber og ligeledes et land med andre nuancer end det danske. Her ses en opgave fra engelskundervisningen i 10. klasse, hvor der både er kunstneriske og sproglige krumspring og nuancer!

Om vigtige overvejelser før valg af årsopgaveemne i 1.hf

Lørdag d. 25. februar 2023 fremlagde 1.hf deres årsopgaveemner for forældre, lærere og elever. Forud for denne dag lå en mængde overvejelser om opgaveformen og mulige emner: Hvad er en årsopgave, hvordan adskiller den sig fra andre prøveformer, og hvilke tanker bør gå forud for valg af emne? Her er, hvad en del af 1.hf’erne gjorde sig af overvejelser om netop de spørgsmål.

Hvad er en årsopgave?

Jeg synes, det er en opgave, hvor man lærer meget om sig selv, både gode og dårlige ting. Derudover tror jeg også, at man lærer at tage stort ansvar overfor sig selv

Hvordan adskiller opgaven sig fra andre skolers ”prøveformer”?

Den giver mulighed for at løsrive sig fra angsten for at fejle jævnfør stive formkrav defineret af samfundet og dermed have langt bedre mulighed for at dykke ned i et emne for interessens og læringens skyld. At opleve sig selv som et lærende menneske i en proces, som man selv tilrettelægger, finder inspiration i og i sidste ende forhåbentlig finder tilfredsstillelse ved selv at have stået for hele forløbet, frem for at reproducere allerede fastlagte krav, der på ingen måde tager højde for, om det giver kundskaber eller på nogen måde kan bruges af den lærende i det liv og med de tanker, som vi hver især har.

- Mathias

Almindelige prøver går mere ind som en test på, hvor meget man har lært. Jeg kan personligt bedre lide års opgaver, siden jeg ikke kun føler, at opgaver burde være en kedelig og forpligtet ting, men også en interessant og fordybet opgave. Jeg er ny og er næsten lige kommet ind i klassen, så at vælge årsopgave har været lidt af en ting at blive kastet ind i.

- Sophia

Årsopgaven adskiller sig på den måde, at det er den eneste store prøve, hvor på andre gymnasier er der flere små prøver, som man ikke får lov til på samme måde at dykke ned i som i en årsopgave og have så frie mulig heder. Men alle de muligheder kan også være svære, og at skulle vælge et emne, der skal interessere en i et helt år, det havde jeg svært ved i starten, men kom frem til smykker, for smykker er altid noget, jeg har gået op i.

- Cille

Årsopgaven skiller sig særdeles ud fra andre skolers prøveformer. I stedet for den klassiske eksamen i form af faste rammer, giver årsopgaven i største grad eleven plads til at udtrykke sig og vise sig fra sin bedste side, idet man får muligheden for at dykke ned i det, man

skulle brænde mest for. Hvilket ifølge mig giver den bedste bedømmelse af en ens karakter som person og ikke ens karakter i form af tal.

- Clara J.

Hvilke tanker bør man gøre sig forud for valg af emne?

Emnevalget for en årsopgave kan både være rigtig svært, men også meget let. I mit tilfælde fandt jeg det meget let at finde et emne (bygningskonstruktion).

Overvejelserne bag mit emnevalg gik på, at jeg gerne ville have mere vægt på den praktiske del, og gerne lære noget håndværk. Det passede med, at vi i lidt tid herhjemme har snakket om en 2-bils carport i indkørslen. Udover at bygge carporten, skal jeg skrive om den teoretiske og historiske side af bygningskonstruktion.

så hendes film. Jeg har altid godt kunnet lide det univers, hun har skabt. Selvom det tog mig længe at vælge mit emne, er jeg nu rigtig glad for det, fordi jeg ved, at jeg kan få tiden til at gå med det.

- Alma

Det var vigtigt for mig, da jeg skulle vælge emne, at jeg fandt noget, der virkede interessant i et helt år. Det med at jeg skulle holde mig i gang i et år med samme emne, uden at blive træt af det, gjorde det sværere at vælge et emne, da man jo ikke kan vide, hvordan man har det om et år. Jeg kom jo så alligevel frem til keramik, da jeg så potentiale. Det føltes ikke lige så låst som andre emner, da processen og udtrykket jo kan variere meget med keramik.

- Sandra

Det bliver helt sikkert forrygende at følge elevernes videre arbejde med emnerne innovation og tøj, Astrid Lindgrens fortællinger, bygningskonstruktion, naturmedicin, smykker, noget fedt, lyduniverser, feminisme, psykopater, portrætter, nyhedsmedier, film, keramik,

Årsopgaven er Steinerskolens svar på den modenhedsprøve som almindeligvis er eksamener og karakterer. Det gør vi, fordi vi ser en stor værdi i, at de unge er i stand til at strukturere en så lang proces, og ved arbejdets afslutning være i stand til at evaluere sin egen proces. Med andre ord lære sig selv at kende på en måde, hvor det fører den unge på sporet af den røde tråd, som alle mennesker har brug for, for at finde sin vej i livet. Særligt i de kommende år har vores afgangselever vigtige valg at træffe, og her er det godt at være på sporet af, hvem man er…

At gennemføre en årsopgaveproces kan blandt andet gøre en klogere på:

» Hvad er min hovedinteresse?

» Har jeg initiativ til at gå i gang med mit arbejde?

» Har jeg energi til at opsøge materiale?

» Har jeg fantasi til selv at forske og stille spørgsmål?

» Har jeg kraft til at løfte mig over døde punkter?

» Har jeg mod til at spørge og bede om hjælp?

» Fortaber jeg mig i detaljer?

» Kan jeg skabe helhed af detaljerne?

» Kan jeg strukturere min arbejdstid?

Og mange andre spørgsmål, som i sidste ende kun kan besvares af eleven selv, og dybest set er mest relevant for en selv.

Tænk om vi andre skulle stille os selv disse spørgsmål hvert år? Det kan vi jo en kort stund forestille os - at vi stiller et vågent lys ind på os selv hver især, og når vi gør det, fyldes vi sikkert med stor respekt og ømhed for de ni modige unge mennesker, som fremlagde deres årsopgaver den 7. marts for en helt fyldt sal.

Emnerne var:

» Penge og fritid

» Formel 1 og motorsport

» Strikkeglæde

– en opgave om strik, psyke og samfund

» Mumiuniverset

» Fransk kultur – litteratur, mad og mode

» Køn

» Lægeplanter i metal

» Den danske enevælde

» Fortælling

Disse meget forskellige emner blev fremlagt af ni meget forskellige mennesker. På denne måde kan vi som skole glædes over forskelligheden og håbe, at dette er et udtryk for, at vores afgangselever er på sporet af deres egen røde tråd - en vejviser videre i livet, som man finder gennem interesse for verden.

Venlig hilsen Helle Alesci

Livet i forårssfo’en og spætten, der banker på

Hvert år i perioden mellem marts og juni, har vi forårssfo for den kommende børnehaveklasse. Vi gør os klar til at gå i skole. I år bor vi overfor overbygningen, og vi er nabo til skoven, som vi nyder godt af. Skoven gør os robuste og skaber en god og glad harmoni.

Vi starter altid vores morgener med morgensang, og skulle vi gå hen og glemme tiden, så har vi en spætte der slår alarm og minder os om tiden. Børnene er glade for spætten, som vi tit hilser på. Den banker på til forårssfo’en, ligesom forårssfo’en banker på til børnehaveklassen næste skoleår.

Hver torsdag ordner vi vores grøntsager, så de er klar til vores fredagsbålsuppedag.

Suppen er med til at samle os og den værner om vores fællesskab og de nye relationer vi har i forårssfo’en. Vi hygger os i forårsfo’en med årstidens gøremål og hverdagens små sysler, som børnene kan deltage i og bringe med i deres egne lege, så årstiden og dagens gang slår rod som et fundament til den videre skolegang og livet.

Forårshilsner fra Sagana og co.

Skovens gave

Ude i den lille skov har vi gemt tre huler, eller rettere shelters.

I mange år havde vi i SFO et ønske om at opgradere vores udeliv, men når der er travlt i hverdagen, kan det være svært at bryde ud af de gode gamle rytmer. Corona kom som en grimt indpakket gave, og der fulgte mange trælse ting i slipstrømmen. Men der var også nogle gode nye vaner der fulgte med Corona. Vi skulle opholde os meget udendørs og holde børnene opdelte I skoven byggede pedellerne de skønneste shelters til os og vi oplevede at være ude næsten et helt år i træk.

Vi har opdaget at flere af os, både børn og voksne, på en måde skal genlære at opholde os i naturen. At det kræver stilhed for at høre skovens lyde, og at der i roen kan findes en mulighed for at opdage nye sider af sig selv og hinanden.

Det er ikke altid let at komme ud i noget der måske for nogen er et uvant miljø, hvor det er mere deres egen fantasi og hvilke grene der nu er, eller hvordan vejret arter sig der former legene end hvilket legetøj de kan få lov at lege med.

Det er stadigt dejligt at se børnene lege inden døre i mindre grupper, eller spille basket, løbe på løbehjul og spille bold. Indendørs og i skolegården har tingene deres faste pladser og det giver en stor tryghed og ro i de rum.

I skovens dybe stille ro er der højt til loftet og plads til at sprede vingerne.

Den er et uendeligt rum for opdagelse og en umiddelbar kilde til naturen. Der er ikke brug for klatrestativer, løbehjul, bolde eller andet legetøj end de grene, træstammer, blade, blomster, biller og brumbasser der bombarderer sanserne på den blideste måde. Vi mærker det allerede så snart vi har samlet tropperne til afgang og begynder vores afmarch fra SFOen og ud til den grønne lund. Der er noget på spil. Der er noget i gære. Det er ikke kun en fysisk bevægelse. Det er som om et skifte fra kultur til natur. Det skifte i sig selv giver en indsigt og lærdom.

Hvad sker der med træerne, når de falder? Hvor kommer de nye træer fra? Hvorfor falder bladende af træerne? Hvad kan flyde og hvad synker ned i søen? Det er som om skoven i sig selv giver svar.

Lydende af vind i løvet, den knirkende sne under fødderne, isen der smelter i hånden og trækævlen der kan kløves, brændes og give varme, så hyggen spreder sig fra de kolde fingre og tænder lys i øjnene. Huler bygges op og rives ned af vejret, så vi må reparere og samle nye grene.

Skoven rummer børnene og giver dem plads til at være sig selv, uden at blive målt eller vejet. Samtidig giver den dem en indsigt i en dyb og mild visdom ved bare at være skov.

Årstidernes skiften bringer en naturlig rytme ind i udelivet, og giver børnene førstehåndsindtryk af den livscyklus alle levende ting er en del af.

At træerne lader noget af sig selv falde og formulde, for at blive næring til de nye planter, der vokser op til foråret igen.

Det kan være at de tunge grå regnskyer gør det en smule koldere eller vådere.

Men så kan man lave søer, kanaler, mudderbade, mudderkager og sidde trygt under teltdugen til dråbernes trommen, imens bålet knitre.

Turene ud under træernes kroner er nu blevet en fast del af vores hverdag, og med den spirer der stille og roligt små vækster frem, som naturen selv planter i børnenes sind og sjæl, og dem kan de bære med sig hele livet.

“Det er nemt at tælle hvor mange kerner, der er i et æble, men umuligt at vide hvor mange æbler der er i en kerne.”

Med venlig hilsen

SFO’en

En drage er blevet set i Skoven Tak

”I den fjerne verden Lente er dragernes tid for længst overstået. Ingen har set en drage i flere generationer. Men fra den gyldne stad Lux i syd til Løv-elvernes hjem for foden af den mægtige Eg i nord spredes rygtet: En drage er blevet set i skoven Tak.”

”I en sky af røg har en drage stillet en gave til de intetanende mennesker, trolde og elvere, der befolker den store, ufremkommelige skov. En kæmpemæssig kiste indeholdende… Ja, hvad siger rygtet egentlig? Er det en skat af ædle stene? Er det et drageæg? Nogle mener, at det er et frø, men til hvad?”

”Asketrolde marcherede imod Tak for at bemægtige sig dragens skat, og frygtelige slag stod imellem de ældgamle træer dybt inde i skoven. Det lykkedes beboerne og den brune troldmand at fordrive asketroldene fra skoven – og de står nu med et stort mysterium: Hvad skal der egentlig blive af gaven, der kom på drageryg fra stjernenatten?”

Rollespillet i 4-5. kl. klub er både en avanceret leg, hvor regler og fri fantasi mødes – en narrativ fortælling, hvor alle har en historie at fortælle, men også et samarbejde om at løse opgaver små og store.

For vi vil alle gerne opleve eventyret, men vi skal også huske at plante vore afgrøder, og høste og sælge dem til kromutter, så hun kan sørge for, at alle får noget at spise og drikke. Og hvordan tjener man penge til at handle med kromutter? Skal man begive sig på minedrift – eller landevejsrøveri? Og hvad hvis man ender med at blive bestjålet på markedspladsen?

Der er mange ting at begive sig i kast med, for først skal man lave sit rollespilstøj og sin kølle. Der er altid noget at lave for den engagerede rollespiller.

Kærlig hilsen Uffe

Kulturperioderne i mellemste klasse

I mellemste klasse i Specialklasserne i Ølsted er vi i år 5 elever. Klassen spænder fra 5. – 7. klasse, og derfor må man som lærer være kreativ med læreplanen, der ikke på samme måde, som på Rudolf Steiner-Skolen i Odense, kan følge alderen nøjagtigt. Vi tager os god tid til de emner, vi behandler i hovedfag, så en periode varer fra 4-8 uger. Det er vigtigt for vores elever, at der ikke er pres i undervisningen: Der skal være tid til fordybelse, tid til at snakke om de ting, der sker i livet, og plads til at have en svær dag.

I løbet af det sidste halvandet år har vi i hovedfag arbejdet med brøkregning, grammatik, tabeller, zoologi, geografi og været igennem kulturperioderne. I kulturperioderne besøger man det gamle Indien, Persien, Babylonien, Egypten og til sidst Grækenland. Det er den første spæde historieundervisning, hvor vi kigger tilbage på de gamle kulturer og de myter og fund, der er blevet overleveret fra den tid. Vi har fulgt mange store helte i de historier, vi har hørt i den daglige fortællestund.

Da vi arbejdede med det gamle Indien, blev der fortalt

fra det vældige epos Mahabarat, som oversat til dansk betyder: Maha = store/mægtige/ældste/vise (ja, vi har ikke et ord, der matcher helt på dansk) og Bharat = Indien. Her fulgte vi den vældige familiestrid mellem pandavaerne og kauravaerne, der ender i en kæmpe krig, der udrydder hele slægten og indblander en masse guder og dæmoner. For at holde styr på alle de mærkelige navne og karakterer måtte vi lave et vældigt stamtræ på vores opslagstavle. Vi var også nødt til at se et par afsnit af serien, som enhver inder med respekt for sig selv har set. Selvom vi helst vil lade børnene billeddanne selv, så kan det af og til være på sin plads, når man skal få et indre billede af en kultur og et folk så anderledes fra vores.

Da vi til sidst nåede til den græske mytologi, var børnene vågnet og modnet i langt større grad, og det er ikke gået ubemærket hen, hvor upassende de græske guder (”host host” Zeus) af og til opfører sig… Normalt behandler vi stoffet i hovedfagsperioden helt traditionelt med tekst og tegninger, men i perioden om Grækenland valgte jeg at gå lidt utraditionelt til værks ved at behandle stoffet i tegneserie-format. Eleverne skulle selv udvælge de vigtigste steder fra historien eller det, der havde gjort størst indtryk på dem og tegne det. Det nye format åbnede op for en mere kreativ og fantasifuld fremstilling af stoffet med lydeffekter og talebobler.

Skrevet af klasselærer, Theresa Thybo

STE INER HF ODENSE

Anja weile

Du skal plante et træ. Du skal gøre én gerning, som lever, når du går i knæ, en ting, som skal vare og være til lykke og læ.

Du skal åbne dit Jeg. Du skal blive et eneste trin på en videre vej. Du skal være et led i en lod, som når ud over dig.

Du skal blomstre og dræ. Dine frugter skal mætte om så kun det simpleste kræ. Du har del i en fremtid. For dén skal du plante et træ.

Piet Hegn