Skovens gave

Ude i den lille skov har vi gemt tre huler, eller rettere shelters.

I mange år havde vi i SFO et ønske om at opgradere vores udeliv, men når der er travlt i hverdagen, kan det være svært at bryde ud af de gode gamle rytmer. Corona kom som en grimt indpakket gave, og der fulgte mange trælse ting i slipstrømmen. Men der var også nogle gode nye vaner der fulgte med Corona. Vi skulle opholde os meget udendørs og holde børnene opdelte I skoven byggede pedellerne de skønneste shelters til os og vi oplevede at være ude næsten et helt år i træk.

Vi har opdaget at flere af os, både børn og voksne, på en måde skal genlære at opholde os i naturen. At det kræver stilhed for at høre skovens lyde, og at der i roen kan findes en mulighed for at opdage nye sider af sig selv og hinanden.

Det er ikke altid let at komme ud i noget der måske for nogen er et uvant miljø, hvor det er mere deres egen fantasi og hvilke grene der nu er, eller hvordan vejret arter sig der former legene end hvilket legetøj de kan få lov at lege med.

Det er stadigt dejligt at se børnene lege inden døre i mindre grupper, eller spille basket, løbe på løbehjul og spille bold. Indendørs og i skolegården har tingene deres faste pladser og det giver en stor tryghed og ro i de rum.

I skovens dybe stille ro er der højt til loftet og plads til at sprede vingerne.

Den er et uendeligt rum for opdagelse og en umiddelbar kilde til naturen. Der er ikke brug for klatrestativer, løbehjul, bolde eller andet legetøj end de grene, træstammer, blade, blomster, biller og brumbasser der bombarderer sanserne på den blideste måde. Vi mærker det allerede så snart vi har samlet tropperne til afgang og begynder vores afmarch fra SFOen og ud til den grønne lund. Der er noget på spil. Der er noget i gære. Det er ikke kun en fysisk bevægelse. Det er som om et skifte fra kultur til natur. Det skifte i sig selv giver en indsigt og lærdom.

Hvad sker der med træerne, når de falder? Hvor kommer de nye træer fra? Hvorfor falder bladende af træerne? Hvad kan flyde og hvad synker ned i søen? Det er som om skoven i sig selv giver svar.

Lydende af vind i løvet, den knirkende sne under fødderne, isen der smelter i hånden og trækævlen der kan kløves, brændes og give varme, så hyggen spreder sig fra de kolde fingre og tænder lys i øjnene. Huler bygges op og rives ned af vejret, så vi må reparere og samle nye grene.

Skoven rummer børnene og giver dem plads til at være sig selv, uden at blive målt eller vejet. Samtidig giver den dem en indsigt i en dyb og mild visdom ved bare at være skov.

Årstidernes skiften bringer en naturlig rytme ind i udelivet, og giver børnene førstehåndsindtryk af den livscyklus alle levende ting er en del af.

At træerne lader noget af sig selv falde og formulde, for at blive næring til de nye planter, der vokser op til foråret igen.

Det kan være at de tunge grå regnskyer gør det en smule koldere eller vådere.

Men så kan man lave søer, kanaler, mudderbade, mudderkager og sidde trygt under teltdugen til dråbernes trommen, imens bålet knitre.

Turene ud under træernes kroner er nu blevet en fast del af vores hverdag, og med den spirer der stille og roligt små vækster frem, som naturen selv planter i børnenes sind og sjæl, og dem kan de bære med sig hele livet.

“Det er nemt at tælle hvor mange kerner, der er i et æble, men umuligt at vide hvor mange æbler der er i en kerne.”

Med venlig hilsen

SFO’en