Vores 50-års jubilæums tid

Ellen Thuesens jubilæumstale

Det er en stor glæde at være her i dag - tirsdag den 10. august 2021 kl. 10.

Og det var en stor glæde at være her for 50 år siden, tirsdag den 10. august 1971 kl. 10 i strålende solskin.

Skolens begyndelse

Dengang så hele området her anderledes ud. Af bygninger fandtes der kun to klasselokaler og en gymnastiksal (i dag sløjdlokale), 2 lærerboliger og en herlig stor græsmark her nede bag skolebygningerne, hvor vi nu står.

1. skoledag

I dag for 50 år siden var 47 børn og omkring 100 forældre og venner af skolen samlet i salen. Børnene sad i en halvkreds på gulvet og ventede spændt. Det var deres 1. skoledag. Eventyrlyset blev tændt, og eventyrfortællingen kunne tage sin begyndelse.

Efter eventyret blev hvert barn nævnt med navn og kaldt frem og fik overrakt sin blomsterbuket. Solveig

Wainø gik ud med sine 21 børn til børnehaveklassen, og jeg gik ud med mine 12 børn til 1. klasse, og Mogens Thuesen med sine 14 børn til 2. klasse oppe på loftet i det lille rum, over det, der i dag er smedjen.

Den 1. skoledag sluttede i den lille skolegård, hvor vi plantede et lille bitte egetræ. Hvert barn kastede en skovlfuld jord på, og der blev vandet grundigt. I dag har egetræet vokset sig stort og er langt højere end de omkringliggende skolebygninger.

Fest resten af dagen

Men dagen var ikke slut med det. Om eftermiddagen fortsatte festen for ca. 200 deltagere i salen. Det var forældre og skolekredsen, der her mødte op. Der var kunstneriske indslag, og her blev holdt mange taler fra foreninger og støtter af skolen, som alle sendte de bedste hilsner med for skolens fremtid.

Men hvordan begyndte det hele?

Hvad drev de mennesker, der arbejdede for oprettelsen af en Rudolf Steinerskole i Odense, som end ikke deres egne børn kunne gøre brug af, fordi de var for gamle. Læge Carin Astrup skal nævnes her. Hun var interesseret i og forbundet med de tanker, der ligger bag en skole som vores, nemlig antroposofien, som handler om, hvad det indebærer at være menneske, og hvor den enkelte selv må være vejviser i sit eget liv og i sin søgen. Hvordan styrker skolen denne evne? Her var tale om en pædagogik, der havde livet i centrum.

Carin Astrup fandt andre interesserede fra den antroposofiske kreds i Odense, Det antroposofiske Selskab, Odensegruppen, som gerne ville være med i et arbejde, og det mundede ud i oprettelsen af en støtteforening til oprettelse af en Rudolf Steinerskole i Odense. Støtteforeningen fik navnet Rudolf Steiner-Skoleforeningen i Odense. Den blev stiftet i foråret 1961, og den har således 60 års jubilæum i år.

I 10 år arbejdede denne skolegruppe udholdende og vedholdende. Der skulle holdes mange møder. Skaffes tilladelser og penge. Der skulle holdes foredrag, findes bygninger og lærere.

Der pågik et utrætteligt arbejde af mange mennesker, og en mand ved navn Harald Hansen spillede en afgørende rolle.

Men hvor skulle skolen ligge? Skoleforeningen lejede med forkøbsret den nedlagte Lindved skole af Odense Kommune. Bygningerne havde stået tomme i nogle år, idet børn fra Lindved blev kørt til undervisning på Skt. Klemensskolen.

Men hvordan skulle børnene komme helt herud på landet. Til al held for os udvidede Odense bytrafik linje 2 til Lindved – Svendborgvej.

Køb af villa Skovly

Der blev jo hastigt brug for flere lokaler. Hvor skulle næste klasse være? Villa Skovly, nabohuset, blev pludselig sat til salg. Flere købere var interesserede, så der skulle handles hurtigt. Formanden for skoleforeningen, Harald Hansen, var på ferie. En rask beslutning blev taget: En lille kreds af lærere og bestyrelsesmedlemmer købte for egen regning og risiko Skovly for 165.000kr. og solgte den 2 år efter til Skoleforeningen til samme pris. Det gav bølger af en vis højde, men det viste sig at være en god disposition, idet Villa Skovly udover, at der kunne holdes skole der en tid, kunne blive hjemsted for Rudolf Steiner-Skolens børnehave, som Grete Black oprettede i 1975, da hun vendte hjem fra Steinerlærerseminariet i Järna i Sverige.

Skolens administration

Man kan ikke nævne Harald Hansen uden også at nævne Ole Ebbesen. Fra første færd tog han vare på skolens administration. Ole Ebbesen var på sin post i en menneskealder, passede administrationen, passede telefon, tog referater og lavede skrivelser til myndigheder og ordnede alt de første år - fra at feje skolegård til idel kaffebrygning til lærerne, samt opvask og oprydning efter lærermøderne om torsdagen. Med en engels tålmodighed. Vi har altid være godt hjulpet i vores administration med dygtige folk med den lange vilje og stor udholdenhed. Tak til Ole Ebbesen og Tak til Irene Birk, som på samme måde har arbejdet med overblik og vedholdenhed.

Forældrenes rolle i skolens praktiske liv

Skolen voksede støt. En ny børnehaveklasse sluttede sig til hvert år, og i 1982 havde vi den glæde at sende det første hold unge mennesker ud i den vide verden fra vores 12-årige helhedsskole. Midt i 90erne var elevtallet vokset fra 47 til over 360 børn og unge.

Hvert 2. år blev der bygget en ny pavillon. 3 i alt. Et byggeudvalg bestående af forældre og lærere arbejdede utrætteligt og på højtryk med tegninger, detailprojektering, licitation, finansiering og opsyn, og frem for alt skulle forældrearbejdet i gang. Håndværkere lavede råhuset, og forældre byggede færdigt. Hver lørdag, mens børn og lærere var i skole, blev der arbejdet intensivt. - Trofast understøttet af pedel, Gert Johansen. Derudover blev der arbejdet en ugentlig aften med en lærer som vagt med ansvar for, at de materialer, der skulle bruges, var parate. Den vagthavende lærer var også ansvarlig for, at der altid var kaffe på kanden.

Skoleforeningens rolle

Det var Skoleforeningen, der stod som bygherre, og det var Skoleforeningen, der stod for skolens bygningsmæssige udvidelse. Det gælder pavillonerne og store dele af fagfløjen med eurytmilokale. Når statens tilskudsregler gav plads, og skolen derfor havde penge, overgik bygningerne etapevis til den selvejende institution. I 1985, da den store sal blev bygget, ejede skolen alle sine bygninger.

Den udadrettede virksomhed

Gennem alle årene har små og store grupper henvendt sig for at høre om vores pædagogik. Mange ville gerne vide mere om skolen og aftalte møder med os, hvor de efter et oplæg eller foredrag også kunne stille de spørgsmål, de havde på hjerte. Hvorfor spiller I blokfløjte? Hvorfor bivoks? Lærebøger? Hvad med farverne på væggene, og så de skæve lokaler? Hvorfor violin, eurytmi/ rytmani/ryttemi/rytmik….? Hvor vi så her måtte fortælle om eurytmiens betydning som det fag, der beliver alle de øvrige områder på skolen.

Hvad handler pædagogikken så egentlig om Jeg kender ingen skoleform, der har så mange forskellige fag ud over de traditionelle skolefag: Træskærerarbejde og alm sløjd, pilefletning, projektiv geometri, portrætmaling, vævning og anden håndarbejde, læderarbejde, drama, recitation, hvor man lærer at formulere sig og at stå frem. Kor- og orkesterarbejde, hvor man øver naturligt at indordne sig i en kunstnerisk sammenhæng. Det nytter ikke, at hver her kører sit eget løb, det kommer der ikke musik ud af. Smedning i jern, kobber og sølv. Keramik, hvor der formes og dre - jes. Individuel instrumentalundervisning. Landmåling. Orkesterrejse. Sprogrejse. Arkitekturrejse. Udveksling, osv.

Forskellige lag i sindet bliver rørt og berørt. Det giver indsigt i og respekt for andres arbejde at opleve materialernes modstand. Det ser let ud, men er svært, når man selv dykker ned i emnet. Evner bliver vakt til live. Hver enkelt får en fornemmelse af: hvor er mine svagheder, og hvor har jeg mine stærke sider. Hvad skal jeg dyrke fremover, hvor skal jeg øve mig, og hvad lader jeg ligge? Alt det inspirerer til at få afklaret, hvad vil jeg med mit liv? Hvor skal jeg yde en indsats? Hvor finder jeg den opgave, jeg er kommet til verden for at løse

Skolen i det omkringliggende samfund

Der er yderligere et aspekt, der var drivkraft for de mennesker, der tog initiativet til oprettelsen af Rudolf Steiner-Skolen i Odense. Nemlig et ydmygt og lønligt håb om, at skolen i sin udformning kunne stå som et forbillede for det omkringliggende samfund. Her skulle f.eks. ikke sammenblandes løn og arbejdsindsats. Det gør mennesket til slave at skulle skele til salg af sin arbejdskraft. Der har i den forbindelse på skolen gennem alle år været gjort et stort, utrætteligt og uegennyttigt arbejde uden skelen til aflønning. Det gælder forældre, kolleger og medarbejdere i administration og på det praktiske pedelområde. Ingen friskole i dette land ville kunne bestå, hvis ikke det er den herskende ånd. Kan man ikke arbejde frit for det, man brænder for, uafhængig af penge uden at skele til økonomisk udbytte eller gevinst, brænder man ud. – Indsatsen bliver ikke helhjertet, og en usund kultur breder sig på stedet.

Derudover skulle skolen stå som forbillede i den måde dagligdagen leves på, nemlig at alle i en fælles bærekreds ud fra indsigt og ansvar tilrettelægger alle hverdagens opgaver. Hver kan bidrage med sit. Stort eller lidet. Kredsen er først hel, når alle er med og danner det kar, hvor kræfter kan flyde til det egentlige arbejde med og for børn og unge. Har alle bidraget med sin indsigt, afdækkes erfaringsmæssigt svaret på det spørgsmål, der arbejdes med.

Den tanke- og ledelsesform forældes ikke, den kan tage andre former og nuancer, men i sin grundstruktur er den en forudsætning for, at skolen kan lykkes med sin opgave, nemlig at støtte børns og unges udvikling, for den gennemtrænger al anden virksomhed og aktivitet på skolen uanset af hvilken art, den er.

Tillykke

Med De 50 R

Hjertelig tillykke og alt det bedste for skolen fremover med ønsket om, at den må leve videre i den ånd, hvori den blev bragt til verden for 50 år siden. Samtidigt et ønske om, at den ikke følger med strømmen og dermed forbigår sin opgave og mister sin berettigelse, men evner at følge med tiden ud fra en dyb indsigt i og forståelse for nutidens opgave: At lade det enkelte menneske mest muligt komme til sig selv, så det finder sin livsopgave og bliver i stand til sammen med andre at stå til rådighed for de alvorlige opgaver og udfordringer livet og hverdagen i vores tid byder på.

Dette var Ellen Thuesens ord, som vi kan bære med os i denne 50 års jubilæums tid og frem.