En hyldest til skovens træer – om at føle forbundethed til naturen
Af Esther Skibsted, lærer
Jeg er vokset op ved Limfjorden og har det meste af mit liv boet tæt ved havet. Som barn gik der sjældent en dag, hvor jeg ikke var ved fjorden, idet mit barndomshjem lå et stenkast fra Limfjorden. Der var en vis frihed forbundet med at bo ved vandet. Der var udsyn og horisont, og selv om jeg som barn ikke kunne sætte ord på den følelse af frihed og udsyn, som blikket ud over fjorden gav mig, var det en skøn følelse og en følelse, der har fulgt mig igennem mit liv. Senere hen flyttede jeg til Århus, hvor jeg har boet tæt på Århusbugten lige siden. Jeg havde dog en afstikker til Trier i Sydtyskland, hvor jeg studerede et år. Trier ligger midt inde i Europa, og der er meget langt til havet. Det år i Trier savnede jeg havet usigelig meget. Jeg havde tit en klaustrofobisk følelse, fordi jeg manglede at kunne skue ud i horisonten. Det gik der op for mig, hvor tæt forbundet jeg
For et par år siden fik jeg en ny afhængighed af naturen. Jeg var ude at gå tur i Botanisk Have med min datter. Pludselig var hun ude af syne, og da jeg igen fik øje på hende, var hun i færd med at omfavne et træ. Jeg syntes, det var lidt fjollet, men hun opfordrede mig til at prøve selv, og jeg fandt hurtigt et stort gam-
24
ÅRSSKRIFT 2023
Fra Slotsskogan i Gøteborg
var med havet.
