Mormormad

Af Esther Skibsted, lærer og lidt i dilemma

Jeg er endnu ikke mormor, så det er jo egentlig lidt af en tilsnigelse at have opfundet et valgfag, der bærer titlen mormormad. I første valgfagsperiode har jeg igennem flere år haft et valgfag, der hedder mad verden rundt. Der er som regel lige mange drenge og piger, der vælger valgfaget, måske med en tendens til en overvægt af piger. Det samme gør sig ikke gældende for mormormad, hvor jeg flere gange har haft et rent drengehold. Jeg tror, det ligger i sovsen.

Hvad kan mormormad være? Det ændrer sig jo i en vekselvirkning med den samtid, vi lever i. Jeg har nogle helt klare associationer til mormormad, som går tilbage til min barndom, og eleverne har nogle helt andre, men der er helt sikkert også sammenfald. For nogen kan det være et fremmed begreb, fordi man ikke har haft en mormor, men man kan have mødt det i en anden kontekst.

Magien omkring måltidet er den samme. Det er på mange måder en magisk handling, at man har nogle råvarer, som man forvandler til et måltid. Det man iværksætter er en gammel nedarvet viden, som kultiveres for hvert måltid, der skabes. Man skaber med det, man har, man bruger sin tid og giver hinanden gode fif undervejs i processen.

Der er rigtig meget kærlighed forbundet med det at lave et måltid til andre, og det er måske derfor, at valgfaget er blevet så populært. Der er nu heller ingen tvivl om, at det er glæden ved at lykkes med en god brun tyk sovs, der hænger godt ved kartoflerne. Det er en stjernestund for mig med eleverne, når man ser lys og stjerner i øjnene på dem, efter de har brugt tid på at smage den brune sovs til og at den så bare er lige i skabet. Der er derfor mange jubelscener i skolekøkkenet, når noget lykkes.

En anden stjernestund er, når der skal laves stegt flæsk med persillesovs. Eleverne sætter en stor ære i at have lavet den sprødeste flæsk og den bedste persillesovs.

Der er dog et stort dilemma forbundet med de gode traditioner omkring mormormad, og det er, at mange forbinder mormormad med en masse kød. Det plager mig at skulle gå på kompromis med mine egne holdninger til, hvordan man som forbruger kan være med til at afhjælpe vores co2 aftryk, så jeg overvejer på det kraftigste at introducere svampebøffen for eleverne. Jeg har selv lavet den op til flere gange, og man kan faktisk få en lækker brun sovs til svampebøffen.

Opskriften er som følger: Man steger en masse svampe, som bindes sammen af loppefrøskaller og rismel, salt og peber og steges på panden som bøffer og voila, så har man en god svampebøf.

God appetit 

galla