Min debut som Showdanser

Af Signe Clausen, lærer og showdanser

Jeg har dyrket foreningsgymnastik i DGI siden jeg var helt lille pige. Dengang tog min far min tvillingesøster og jeg med til mor/far-barn gymnastik, hvor han virkelig havde hænderne fulde med et barn under hver arm. Som årene gik blev mor/far-barn gymnastik skiftet ud med diverse springhold, minimixhold, juniorhold, aspiranthold, repræsentationshold og utallige udtagede rytmehold. Hele marts måned, som er gymnastiksæsonens højtid, har jeg stået stolt på halgulvet og fremvist mit holds opvisning – uden nogen efterfølgende form for gevinst eller belønning. Ingen medalje, pokal, diplom eller lignende. Jeg har ofte fået stillet spørgsmålet: ”Hvorfor bruger du så meget tid på noget, du ikke kan vinde noget i?”.

Foreningsgymnastikken bygger på værdierne glæde, gejst og fællesskab – ’Det handler ikke altid om at vinde, men at være med og have det sjovt’. Disse værdier har altid været og vil altid være en del af mig, men pludselig blev mottoet skiftet ud med ’det handler kun om at vinde’ for en kort stund, og dette gav mig blod på tanden.

Under en gymnastiktræning på Århus repræsentationshold i 2021, blev idéen om at deltage i en danseturnering plantet. Ikke alle piger fra holdet var vilde med idéen, men vi var en lille flok, som hurtigt blev enige om, at det kunne være en sjov oplevelse. Vi skulle deltage i danseturneringen Kaufmann Cup som er turnering i både Showdance og Hip Hop. Turneringen består af 2 indledende runder og en finale. Det er kun de hold, som klarer sig bedst efter de 2 indledende runder, der kvalificerer sig til den store finale, som foregår i Operaen i København. Vi blev enige om at tilmelde os turneringen i Showdance.

Foran os ventede lange og hårde træningsdage, for på bare få måneder skulle 5 foreningsgymnastik piger forvandles til benhårde konkurrence showdansere. Vi trænede hver søndag op til første indledende runde. Koreografien var en tidligere gymnastikserie fra årets opvisning, hvilket betød at vi var nødsaget til at give koreografien en ordentlig makeover. Alle gymnastiske øvelser blev erstattet med Showdance og hver detalje blev finpudset. Træningssalen osede af spænding og nervøsitet – det hele var ikke længere for sjov, men for at kvalificere os til finalen i Ope-

raen. Det var dog ikke kun koreografien, som fik en makeover. At være showdanser er en del anderledes end at være gymnast, særligt når det kommer til tøj og makeup. Gymnastikdragterne blev skiftet ud med kostumer, håret blev stramt sat op, huden blev smurt ind i selvbruner, og vi lignede ikke længere os selv i ansigtet p.g.a. de store mængder af makeup. Det hele handlede om at se godt ud på scenen.

Vi mødtes mange timer før vores optræden på scenen. Ventetiden fløj afsted og pludselig blev vi kaldt op på scenen, klar til vores debut som showdansere. Før vi nåede at se os om, var spændingen og nervøsiteten udløst. De to indledende runder af Kaufmann Cup var overstået og vi stod jublende i spotlysets skær blandt konfetti og et stående publikum. Vi havde kvalificeret os til finalen i Operaen. Det var stort.

Dagene op til finalen var intense. Vi trænede, trænede lidt mere og endnu mere til. De mindste detaljer blev poleret og koreografien sad nu virkelig på rygraden. Vi var alle fuldt fokuseret og konkurrencen begyndte at spidse til. Endelig kom dagen. Finalen i Operaen i København. De første mange timer gik med klargøring af hår, makeup og tøj. Derefter kørte vi koreografien igennem en masse gange. Vi filmede os selv og gav hinanden feedback. Nu kunne vi ikke gøre mere. Vi havde styr på vores ting og håret sad som det skulle. Vi begyndte langsomt at bevæge os om bag scenetæppet. Endelig var det blevet vores tur i spotlyset. Det var de hurtigste 2 minutter nogensinde. Pludselig stod vi igen bag scenetæppet, men det var med blandede følelser. Vi fik desværre ikke de point, som vi havde håbet på. Nervøsiteten tog overhånd og vores optræden var ikke så skarp, som den havde været hjemme i træningssalen. Men dette skulle ikke slå os ud, vi havde heldigvis en chance mere inden alle point blev talt op. Timerne optil sidste optræden brugte vi på alt andet end at træne. Vi gik en tur langs søen og huskede hinanden på, at vi ikke kunne gøre mere end vores bedste.

Igen stod vi bag scenetæppet – denne gang havde vi leveret vores bedste optræden overhovedet. Vi endte med en 4. plads kun 2 point fra 3. pladsen ud af 11 hold i vores række. Der stod vi så, 5 gymnastikpiger med få måneders showdanserfaring og bar stolte medaljen om halsen. ’Det handler ikke altid om at vinde, men at være med og have det sjovt’.