LØ S E E N DE R
Pros a
Til en ung litterat Af Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie Overfor mig sidder en ung, sindsoprevet mand, klar til at tage sit eget liv. Det er ulykkelig kærlighed, der har drevet ham til det. Det kan ikke være anderledes. Det er kærligheden eller døden. Han hviler ikke i sin beslutning, mens han jamrende og fortvivlet går frem og tilbage i værelset, men han er samtidig klar over, at han ikke ville gøre det om hvis han kunne: Dertil nød han den korte forelskelse for meget. Han testamenterer sin silhuet til sin elskede, og da klokken slår tolv trykker han beslutsomt, men bestyrtet på aftrækkeren, og falder i en krampetrækning om på gulvet. Hjernemassen flyder ud af øret på ham, og han trækker vejret i en underlig rallen mens han forbløder. Det trækker ud. Det virker meningsløst, at en mand, hvis voldsomme, ustyrlige følelsesliv repræsenterer ungdommen selv, vælger selvmordet til. I den unge mands sidste timer gennemlever han alle livets tænkelige følelser, men mens han ligger død foran mig, føler jeg ingenting. Jeg holder bogen ud i strakt arm, markerer en intertekstuel reference til Rousseau, og skriver en pointe om brevromanen som genre. Midt i bogen skimmer jeg halvtreds sider, fordi min togrejse slutter om 20 minutter. I slutningen af 1700-tallet fik Werther unge tyskere med ondt i sjælen til at begå selvmord på stribe. I dag kan han ikke engang få mig til at dvæle over hans dødsleje, fordi mit tog ankommer til Aarhus Hovedbanegård. Tough luck, Goethe. Vi ses til en forelæsning om Sturm und Drang. Da jeg startede på Litteraturhistorie, var der ingen, der fortalte mig, at jeg skulle lære at læse igen. Jeg mødte naiv og forventningsfuld op på studiet, og regnede med, at jeg skulle læse og elske alle de litterære klassikere, som studiet overhovedet kunne byde mig. Jeg kunne ikke forestille mig andet, end at jeg skulle sidde i min ungdomsbolig, og lade mig gribe af den ene store roman efter den anden, for derefter at deltage i oplysende diskussioner om dem på studiet. Jeg opdagede dog hurtigt, at virkeligheden på studiet var en anden. Det handlede slet ikke om en fælles kærlighed til litteraturen, og det stod hurtigt klart for mig, at den der for alvor ønsker at vie sit liv til litteraturen, må lære at læse to gange.
34
