ARKIVGULD: Interview med Karen-Margrethe Simonsen

Af Nina Seested Nielsen (fra Visir nr. 21, 2001)

Hvordan ser dit hidtidige karriereforløb ud? Hvilke forskningsfelter har du særligt arbejdet med?

Jeg er cand.mag i litteraturhistorie og spansk. Litteraturhistorie læste jeg i fire år, og derefter læste jeg spansk som bifag. Min ph.d. skrev jeg her på litteraturhistorie, og jeg blev færdig med den i 1998. Lige derefter blev der en stilling som adjunkt ledig her, som jeg søgte og fik.

Hvad underviser du i?

I dette semester har jeg undervisningsfri. Men i sidste semester underviste underviste jeg i Law and literature og i Litteraturens æstetik og kultur på ÆK. Det sidste skal jeg undervise i igen til foråret. Så har der været en forespørgsel, om jeg vil undervise i et forløb i spansk og latinamerikansk litteratur til næste år. Det kunne være spændende, men jeg ved endnu ikke, om der er tilslutning til det. Min ph.d. handlede om spansk litteratur - den spanske roman. jeg tog fire romaner fra forskellige tidspunkter i det 20. århundrede for at forstå romangenren i en moderne kontekst og se, hvordan man beskriver den litteraturhistorisk. I afhandlingen var der lidt tekstanalyse, lidt romanteori og refleksioner over, hvordan man kunne tænke en genre litteraturhistorisk. Afhandlingen har jeg så efterfølgende skrevet om, og den er kommet som en bog her i 2001. Nu er jeg så på vej ind i et nyt forskningsfelt, som hedder Lov og litteratur. Et nyt litteraturteoretisk felt som opstod i USA i 1980’erne under navnet Law and Literature. Der er mange jurister, som beskæftiger sig med feltet, men også en del litterater f.eks. Peter Brooks. Det er et forsøg på at læse litteratur ud fra lovens synsvinkel og se på hvilke billeder af loven, der

er i litteraturen. Men det handler også om, hvordan man kan opfatte litteraturen selv som styret af nogle bestemte love og som noget, der sætter nogle særlige love. Altså litteraturen reflekterer loven, men er også selv en slags lovgiver.

Hvilke teoridannelser kan du godt lide?

Mit speciale beskæftigede sig med litteraturteori efter dekonstruktionen. Jeg beskæftigede mig med dekonstruktionen, men også med hvad der er sket siden. Jeg synes, det er spændende at beskæftige sig med mange forskellige teorier, for jeg synes at hver teori åbner en ny måde at litteraturen på. Derfor har jeg bevæget mig rundt mellem forskellige retninger blandt andet Fænomenologien, Law and literature, Pragmatikken og Nyhistorismen.

Er der nogen teoridannelser, du ikke bryder dig om?

Der er nogen, jeg har haft det sværere med end andre. En af dem, jeg har haft det sværest med, er strukturalismen i sin traditionelle udgave. Det [sic!] findes gode strukturalister, men når den bruges som princip, synes jeg, at den fuldstændig går forbi litteraturen. Den fortæller det om litteraturen, som er mindst interessant. Den kortlægger de strukturer, som alle kan se umiddelbart, og så lader den resten ligge. Em der forstå at benytte strukturalismen frugtbart, kortlægger strukturerne og ser på, hvor de brydes. Men ofte synes jeg bare, at strukturalismen har en tendens til at sætte litteraturen i en kasse.

Har du nogle yndlingsforfattere?

Jeg vil nogle forskelligartede forfattere, som giver nogle meget forskellige oplevelser. Den første jeg vil nævne, er Javier Marias - en spansk forfatter. Det jeg godt kan lide ved ham, er at han skriver nogle romaner, som er tragedier i romanform. Han arbejder med fortællestrategier, der repeterer og forskyder enkeltdetaljer, således at de tilsammen danner et dramatisk forløb. Samtidig skriver han abre godt. Så er der Nathalie Sarraute fra den franske nouveau

roman. Hun er interessant, fordi hun arbejder med de tropistiske bevægelser, som er før-bevidste bevægelser, som har nærmest en fysisk karakter, og som hun prøver at fange ind i sproget. Det er underligt. Hun forsøger at fange den virkelighed, som mange af os fornemmer er der, men som vi ikke kan sætte ord på. Det er ligesom, der er noget betydnign, man kan mærke, før man siger noget. Det lyder ret syret, men jeg synes det er meget interessant. Robert Musil var en af dem, jeg havde de største oplevelser med, mens jeg studerede. Manden uden egenskaber er et fantastisk værk. Det forener refleksion og narration, og det udspiller konflikterne imellem dem, så de bliver synlige.

Har du nogle forfattere du ikke kan lide?

Det værste er bekendelseslitteraturen fra 70’erne. Den har jeg aldrig lært at læse. Det hænger muligvis sammen med, at jeg generationsmæssigt kom i kølvandet på den og havde måske ikke den store lyst til at læse det. Vita Andersen, f.eks., gav jeg aldrig en chance. Jeg forsøgte at læse noget, men kastede det ret hurtigt hen i hjørnet. Jeg synes næsten ikke, det var til at læse. Så er også nogen gange noget inde i værker, som jeg ellers godt kan lide, nogle måder at skrive på, som irriterer mig. Det gælder f.eks. i værker af Shakespeare. Inde i nogen af hans værker, er der en folkelighed, som jeg synes er svær. Den tilhører en anden tid, men den udnytter folkelig typologi på en måde, som virker irriterende på mig. På den anden side er selve spørgsmålet om typologisering i litteraturen interessant, ikke mindst i lyset af den moderne litteraturs mange forgæves forsøg på at give romanpersonerne dybde. Måske er netop det at læse efter dybde i en person en fejltagelse - noget der er knyttet til en ganske snæver periode af litteraturhistorien fra romantikken frem til de tidlige modernisme. Modernismen er jo netop karakteriseret ved et sammenbrud i subjektforståelsen. Og det er gennem dette sammenbrud, at der åbnes for en ikke-psykologiserende læsning af romanper-

soner. Herman Melville har lidt af den sammen typologisering, som imidlertid står i stærk kontrast til den encyclopædiske intention, der findes i f.eks. Moby Dick. Her kan det til gengæld være lidt kedeligt at læse lange beskrivelser af tovværket på det skib, der er ude efter Moby-Dick. Det betyder jo ikke, at værket ikke er et spændende mesterværk, set i sin helhed. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i - jeg tror, det var Skyum-Nielsen, der engang sagde det - at mesterværker altid er principielt kedelige. Men det er interessant at gå ned i detaljer og se, hvilke delafsnit man læser med og imod. Hvad laver du af faglig relevans udover det til universitetet snævert knyttede?

Jeg anmelder i Standart, og så har jeg blandt andet givet et bidrag til Danske digtere i det 20. århundrede. Jeg har skrevet om spansk litteratur i Gads udenlandske forfatterleksikon. Desuden er der ved at blive opstartet et netværk for Law and literature, men det er ikke rigtigt begyndt endnu.

Har du et liv udenfor universitetet?

Skelner du mellem, hvad du læser for sjov og for alvor?

Nej, det gør jeg ikke. Det hænger jo sammen med, at jeg er ansat her. jeg bestemmer jo meget selv, hvad jeg vil undervise i. Det betyder, at jeg kan udsætte de studerende for det, jeg selv synes er sjovt. men for tiden er jeg med i en læsegruppe, hvor vi læser Finnegans Wake, og det er sjovt. Det er muligt, at jeg engang skal bruge den til tekstanalyse, men lige nu er det for sjov. Det fungerer som et slags åndehul.

Jeg har en familie med to børn - en dreng og en pige. Det tager meget tid, for de er kun tre og fem år. Så længe de er så små, er biografbesøg, flamencodans og skak sat på standby, men jeg regner med at begynde igen, når børnene bliver lidt større.

Hvad får dig til at grine?

Mine børn spørger om mange sjove ting. De får mig til at grine. Men i

en lidt anden boldgade er der Gary Larsson, han er også ret sjov. En af de morsomste romaner jeg har læst er Laurence Sterne: Tristram Shandy. Det er en af de få romaner, der har fået mig til at grine højt, mens jeg læste den.

Karen-Margrethe Simonsen er i dag lektor i Litteraturhistorie og leder af Ph.d.-programmet for Kunst, Litteratur og Kulturstudier.