Til en ung litterat

Af Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie

Overfor mig sidder en ung, sindsoprevet mand, klar til at tage sit eget liv. Det er ulykkelig kærlighed, der har drevet ham til det. Det kan ikke være anderledes. Det er kærligheden eller døden. Han hviler ikke i sin beslutning, mens han jamrende og fortvivlet går frem og tilbage i værelset, men han er samtidig klar over, at han ikke ville gøre det om hvis han kunne: Dertil nød han den korte forelskelse for meget. Han testamenterer sin silhuet til sin elskede, og da klokken slår tolv trykker han beslutsomt, men bestyrtet på aftrækkeren, og falder i en krampetrækning om på gulvet. Hjernemassen flyder ud af øret på ham, og han trækker vejret i en underlig rallen mens han forbløder. Det trækker ud. Det virker meningsløst, at en mand, hvis voldsomme, ustyrlige følelsesliv repræsenterer ungdommen selv, vælger selvmordet til. I den unge mands sidste timer gennemlever han alle livets tænkelige følelser, men mens han ligger død foran mig, føler jeg ingenting. Jeg holder bogen ud i strakt arm, markerer en intertekstuel reference til Rousseau, og skriver en pointe om brevromanen som genre. Midt i bogen skimmer jeg halvtreds sider, fordi min togrejse slutter om 20 minutter. I slutningen af 1700-tallet fik Werther unge tyskere med ondt i sjælen til at begå selvmord på stribe. I dag kan han ikke engang få mig til at dvæle over hans dødsleje, fordi mit tog ankommer til Aarhus Hovedbanegård. Tough luck, Goethe. Vi ses til en forelæsning om Sturm und Drang.

Da jeg startede på Litteraturhistorie, var der ingen, der fortalte mig, at jeg skulle lære at læse igen. Jeg mødte naiv og forventningsfuld op på studiet, og regnede med, at jeg skulle læse og elske alle de litterære klassikere, som studiet overhovedet kunne byde mig. Jeg kunne ikke forestille mig andet, end at jeg skulle sidde i min ungdomsbolig, og lade mig gribe af den ene store roman efter den anden, for derefter at deltage i oplysende diskussioner om dem på studiet. Jeg opdagede dog hurtigt, at virkeligheden på studiet var en anden. Det handlede slet ikke om en fælles kærlighed til litteraturen, og det stod hurtigt klart for mig, at den der for alvor ønsker at vie sit liv til litteraturen, må lære at læse to gange.

Den første gang skal du lære hvert et bogstav at kende med din blyant og din tunge. Du skal smage på lydene og hakke dig gennem enstavelsesord til du kan stave til mor og far og bi og sy. Du skal besøge skolebiblioteket, hive en tilfældig bog ned fra den øverste hylde, lade dig gribe af den, og uden forudindtagethed beslutte om du kan lide den eller ej. Når du skal lære at læse for første gang, er læsningen i høj grad drevet af tilfældighed, umiddelbarhed og nysgerrighed. Måske har du siddet vågen til langt ud på natten, fordi du ikke kunne lægge den nye Harry Potter-bog fra dig. Måske har du medbragt en stak af din fars Jumbobøger på en campingferie, og opløst siderne med saftevand og saltvand, fordi de altid fulgte med dig på stranden og på bagsædet af bilen. Måske lånte din mor dig Suzanne Brøggers Fri os fra Kærligheden efter din første kærestesorg i 1.g, og du blev klogere på din krop og dit køn. Da jeg selv havde lært at tegne alle bogstaverne, tog min farmor mig med ned i kælderen, hvor hun fandt en kasse frem med min fars gamle barndomsbøger. Hun lånte mig en tilfældig stak med hjem, heriblandt Det Lille Hus på Prærien, som blev den første bog jeg læste selv. Den handlede om at skyde og slagte bjørne, at bygge et hus af bjælker og at få tæsk hvis man larmede om søndagen. Jeg åd det hele råt, og da bogen var færdig var jeg sønderknust. Det var jo bogen. Jeg ville aldrig finde et værk, der kunne måle sig med det, for jeg kunne slet ikke forestille mig, at der fandtes andre historier derude. Min mor fandt en ny bog til mig, men jeg afslog: den kunne umuligt hamle op med dens forgænger. Heldigvis blev netop denne bog ikke mit livs litterære højdepunkt, men det er stadig den læseoplevelse, der har berørt mig mest, ved simpelthen bare at overraske mig gevaldigt. Når du lærer at læse for første gang, så lærer du, at litteraturen ikke lover dig noget. Du lærer også, at du ikke skylder litteraturen noget – hvis du ikke kan lide en bog, kan du lukke den og prøve en anden. Til gengæld kan den forundre, underholde og ryste dig, selvom forholdet er uafhængigt og betingelsesløst. Det er på disse præmisser, at de fleste mennesker lærer at elske litteraturen.

Den anden gang du skal lære at læse, skal du lære at bryde den intime boble, som du og værket plejede at indgå i sammen. Glem alt om umiddelbare følelser, sanseindtryk og subjektive holdninger. Det handler om kontekst nu! Det handler om, hvad der gik forud for værket, hvad der kom efter, værkets recepti-

on, andre menneskers analyser af værket, samt hvad der står mellem linjerne. Du behøver ikke sidde der og smage på ordene mens du læser, med mindre det skal bruges i en tekstanalyse senere. Og du skal slet ikke fælde en tåre, når bogen er slut (og hvis du gør, skal du i hvert fald ikke fortælle din underviser om det). En af de første dage på studiet fortalte vores underviser Frits Andersen en anekdote om en nu pensioneret professor, der fra den ene dag til den anden fik nok af litteraturens usandheder og uhåndgribelighed, og stak af for at åbne en campingplads i stedet. Med den beretning i baghovedet stod det klart, at det var slut med at nyde litteraturen betingelsesløst. Nu skal du i stedet læse Døden i Venedig mens du passer dit underbetalte phonerjob, sluge Père Goriot en sen aftentime mens du ryster af koffeinchok, og læse henover the point of no return i Den Unge Werthers Lidelser fordi togturen er for kort. Måske formulerer du en halvbagt pointe om romanens første tre sider, som du kan fyre af under matrixgruppearbejdet, måske ikke. Det værste er, at du nok har glemt det meste af værket, når du endelig når dertil. Heldigvis gør det ikke noget, for dit Peter Brooks’ske litteraturliv er slut; du behøver aldrig mere at læse ’for plottet’, dit eget engagement er ligegyldigt. Det er i stedet tid til at lade sig opsluge af ’mistænksomhedens hermeneutik’, som blandt andre Rita Felski har beskæftiget sig med og kritiseret, hvor læsningens formål bliver at kode alt det mellem linjerne, og hvor læseren altid søger at læse ’against the grain’. Det gør ikke noget, hvis du ikke har fanget værkets plot, for læsningen handler ikke om det, der står sort på hvidt, men om alt det usynlige og usagte. Af og til vil du føle dig fanget i en pseudodiskussion om kaminer der imiterer kvindekønnet, mens du grubler over, om de overhovedet snakker om det samme værk som du har læst. Selvom du bruger alle dine vågne timer på at læse- eller tale om litteratur, har du alligevel kærestesorger. Er det dig eller litteraturen der har ændret sig? Hvor forsvandt gnisten hen over natten?

Faktum er, at ingen af jer har ændret sig. Hold ud! Du er ikke blevet en dårlig, indifferent læser, du har bare lært at læse igen. Nu skal du bare lære at balancere de to metoder. Måske savner du det ukomplicerede forhold, du og litteraturen havde før i tiden, hvor du ikke behøvede at forstå alt for at forstå tilstrækkeligt. Men det er tid til at være realistisk nu. Havde jeg lidt med Werther

i Den Unge Werthers Lidelser hvis jeg havde læst bogen udenfor studiet? Svaret er nej, det havde jeg nok ikke. Jeg havde nok følt mig endnu mere distanceret uden studiets vejledning og kontekstualisering af værket, fordi Werthers død i en moderne sammenhæng kan fremstå uendeligt plat og dramatisk. Det er rart at skylle de svulstige romancer og klichéfyldte gotiske romaner ned med en rammefortælling, der gør det hele mere spiseligt – og faktisk også mere interessant. Dernæst viser det sig heldigvis hurtigt, at selvom vi på studiet ikke altid dvæler længe ved plottet, og især ikke ved den subjektive holdning hertil, så påvirker det intensiteten af den litterære samtale. Tværtimod går det hele op i en højere enhed, når de studerende på skift citerer fra teksten, mens underviseren river sig selv mere og mere i håret, og tegner hvad der ligner en stor vulva på tavlen, for at vi sammen kan afkode en flig af alt det, der står mellem linjerne. Samtidig er det også noget vås at påstå, at plottet er glemt og begravet. Hvis der er noget den nøgterne og til tider forhastede gennemlæsning af verdenslitteraturens hovedværker har lært mig, så er det, at uanset om vi læser en græsk tragedie eller latinamerikansk magisk realisme, så er der visse universelle fortællinger, der altid går igen. Vi kredser om de samme emner, og nuancerer de samme temaer langt hen ad vejen. Og på denne måde er denne fortælling om en samlet litteraturhistorie lige dele fortvivlende og berigende. Fortvivlende, fordi jeg nu er klar over, at jeg aldrig kan genopleve følelsen af at læse en bog for første gang, og blive revet i stykker af den. Jeg ved nu, at alle bøger altid indgår i en sammenhæng, og det er derfor så godt som umuligt at genoprette det uafhængige forhold, litteraturen og jeg havde før i tiden. Samtidig er det berigende, fordi det netop står klart, at litteraturen er et uudtømmeligt emne, der formidler livets største fortællinger, som rækker langt ud over os selv. Og når du lærer at læse for anden gang, lærer du netop at forholde dig til litteraturens uendelighed, og til at forholde dig til de mest obskure værker – om end du måske kun forstår det der står mellem linjerne.