Man kan ikke være et godt menneske i en lorteverden

Af Rasmus Boelsmand, Æstetik og Kultur På det nystartede forlag Harpyie er Steven Zultanskis rablende langdigt Bestikkelse blevet udgivet i dansk oversættelse af Andreas Eckhardt-Læssøe. Det er det værst tænkelige og netop derfor er det enormt godt. I Bestikkelse er enhver af jeg’ets handlinger motiveret af en enkelt ting: at være så forfærdelig som overhovedet muligt i en lorteverden, der er så forfærdelig, som man kan forestille sig. På de knap 120 sider bekender jeg’et forbrydelse efter forbrydelse, fordi en forbrydelse kun kan gøre en værre, hvis de er indlejret i og taler sammen med et helt livsforløb af forbrydelser. Alligevel kræver enhver forbrydelse en absurd omhyggelighed, fordi de hele tiden ligger på grænsen til det romantiske. Projektet for jeg’et er ikke bare at gøre forfærdelige ting, men at gøre forfærdelige ting på en sådan måde at det på ingen måde kan dreje over mod et håb eller en udmærkelse, en god fortælling. Fx kvinden der skal vågne kradsemærker i ansigtet efter jeg’et har brudt ind i hendes lejlighed. Her bliver forbrydelsen ”generøs: Personen som udsættes for den, vil måske tro at hun er blevet særligt udvalgt // af en guddommelig gæst der forsøger at kommunikere med den sekulære materielle verden gennem hendes forrevne ansigt (…)”. Men hvad er pointen med at blive værre? Jeg tror, digtets svar ligger i en omvendelse af spørgsmålet: Hvad er pointen med at være god i et lortesamfund? Hvis det, at være god, måles på barometre sat af den verden, der fremskrives i digtet, virker det ikke attraktivt at efterleve. Det er en kapitalistisk, sexistisk og racistisk verden, der skrives frem. Det er en verden der styres af præsident Obama (digtet er udgivet i 2014, men jeg vender tilbage til det) der er ”et kæmpestort omnipotent pikhoved” og bærer skylden for alle forbrydelser begået af USA gennem historien. Det er en verden, hvor sportsudøvere idoliseres og ”Der er bogstaveligt talt flere mandlige professionelle sportsudøvere i USA der er voldtægtsforbrydere, end der er mandlige professionelle sportsudøvere i USA” (Læs bogen for at få mellemregningerne med - de er der). Det er også

en verden hvor politibetjente findes og ”Selvfølgelig må vi gå ud fra at alle politibetjente er psykopater”. Det lyder radikalt og er det også, men bogen tillader sig også at præcisere de markante udtalelser, føre argumenter til ende på en ubestridelig måde. Der er flere grunde til, at jeg synes argumenterne holder i digtsamlingen: For det første er det netop et digt, det er fiktion og poesien tillader andre typer udsagn end kronikker og de udsagn må man i et eller andet omfang købe, fordi verden i digtet ikke er en 1:1 repræsentation af den jeg bor i. I digtet er lever jeg’et med sine forbrydelser gennem årtusinder som en slags kropsliggørelse af selve det onde i verden. Alligevel er det et specifikt jeg, der taler i digtet: et jeg, der ikke kan fravristes retten til affekt over en lorteverden, som det selv kalder den. Nå ja, og så foregår bogen i fremtiden, bliver det nonchalant smidt ind 10 sider før bogen runder af. Og afrundingen. De sidste sider forlader næsten bekendelserne af forbrydelserne og går i stedet ind på jeg’ets forhold til sin kæreste og sine børn. Digtene nærmer sig kærligheden, indtil det bekendes, at jeg’et og dets kæreste samarbejdede om at skære jeg’ets tunge ud, jeg’et bekender lysten til at slå sine børn i ansigtet, fordi de har gemt sig i et skab under gemmeleg og de allersidste sider handler om jeg’et, der gennem en konsol, der kan overføre tanker direkte fra én selv til en anden (deraf viljen til at lade sin tunge skæres ud), bekender alle forfærdeligheder, det har begået overfor sin kæreste, alene med den grund at påføre hende smerte. Kærligheden går ikke fri, men den fremstår alligevel overraskende upåvirket idet hun svarer: ”Alle øjne skinner” og digtet slutter med sætningen ”Det kan du gøre bedre”, med en vis tvetydighed om, hvor den kommer fra. Sådan lægger digtet også sin slutning lige på grænsen til det storladne, det symbolske efter en vanvidstur med et lortemenneske i en lorteverden. Hvis jeg selv skal forsøge at smide mig op nær grænsen for, hvad en så kort anmeldelse må sige: Jeg tror, at digtet gennem sin bekendelse af forfærdeligheder men samtidige foragt for verden, stiller spørgsmålstegn ved, om man nogensinde kan blive rigtig forfærdelig, når vurderingen foregår på baggrund af en verden, der er dybt forkastelig selv. Det kan betyde (mindst) to ting, som jeg ser det: For det første arbejder bogen med en relativering af enhver moral sat af den verden, jeg’et

kender - eller for at sige det ligeud, en direkte forkastelse af enhver moral som grundlæggende amoralsk, fordi den tjener til at opretholde (lorte) samfundet. Jeg skal ikke opfordre til civil ulydighed, men jeg kan påpege en mulig læsning af Bestikkelse, der gør. Den anden betydning af mere humanistisk, måske endda mere poetisk: Intet menneske (udover præsidenten) kan alene stå til ansvar for de problemer, vores (lorte)samfund har fostret.

Steven Zultanski Bestikkelse Oversat af Andreas Eckhardt-Læssøe Forlaget Harpyie ??? sider Vejl. Pris: 179,95,-