Hvorfor hjælper det at gå?

Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

Skal vi gå en tur? Var et pseudo-spørgsmål, jeg altid undrede mig over som barn. Gå en tur… hvor hen? spurgte jeg i let trods. Ingen steder, svarede min mor, bare gå. Hvis min trodsighed fortsatte, kom der en dum undskyldning om, at man skulle have frisk luft, få rørt sig efter alt den gaming eller for hyggens skyld. For en 8-årig dreng, der bare vil fortsætte med at drifte i Need For Speed, var ordene gåtur og hygge ikke kombinerbare. De blev tvunget sammen alligevel. Min undren var altid funderet i gåturens destinationsløshed. For gåturens destination var sig selv. Det virkede på den 8-årige dreng meningsløst, og det har virket meningsløst på mig indtil for nyligt. Her under anden nedlukning, i det vi har døbt coronakrisen, har jeg gået det halve Aarhus tyndt. Fra min lejlighed ved Storcenter Nord går jeg ca. 10 km om dagen, som regel fordelt på to gåture. Den første, omkring middagstid, følger nostalgisk solens bane ned gennem uniparken startende ved Det Kongelige Bibliotek, ned til Kaserneboulevarden hvor jeg vender om, og går op ad Langelandsgade forbi Kasernen, og så tilbage til Katrinebjerg. Den anden, om eftermiddagen, følger solens stråler til Botanisk Have, hvori jeg går en runde. Hvis jeg går om aftenen, er ruten til Nobel, rundt om uniparken via. Randersvej ned til Nørreport krydset og så op ad Høegh-Guldbergsgade, Kaserneboulevarden og Langelandsgade igen. Har humøret og tilværelsen været ekstra hård en dag, har jeg forlænget mine ture, eller gået en tredje. Har nedlukningen været udholdelig, ja næsten med enkelte glæder i løbet af dagen, har jeg måske blot gået en enkelt tur. Hvorfor er jeg begyndt at gå så meget? spurgte jeg mig selv på en af disse gåture. Det korte svar er, at det hjælper. Hjælper på humøret og på sindstilstanden. Men hvorfor hjælper det? Hvad er det, ved gåturen, der hjælper mig? Er det fordi, gåturen er en kontrastfyldt pause til hverdagen i lejligheden, der efterhånden minder om et fængsel? Er det fordi, gåturen er en reminder om, at der findes et samfund og et liv uden for lejligheden, selvom det er sat i bero? Alt det er nok en del af svaret, men der er mere i gåturen end blot adspredelse fra fængselscel-

len. Når jeg går, sænker der sig en ro over mig. Ikke en fuldkommen ro men nok til at lindre nedlukningens unaturlig urolighed for en stund. Jeg tror den midlertidige ro kommer, fordi, det at gå i sin essens har indlejret en hensigt, et mål, en destination. I de fleste tilfælde går man, fordi man er på vej til noget. Hvad er det noget, man er på vej til? Det virker måske banalt, for i vores moderne samfund er man jo altid på vej. På vej til arbejde, ud og handle ind, til forelæsning, til læsesal, til sport, til middag, på date, ja sågar de tre skridt fra min sofa til mit toilet. Selvom man i dag godt kunne leve et liv uden at forlade lejligheden, det har pandemien om noget bevist, så har mennesket altid været på vej. Ude at gå. Det ligger dybt i vores psyke og natur. Engang var det faktisk livsnødvendigt. Arten homo, hvoraf racen sapiens er den eneste overlevende i dag, opstod for ca. 2 millioner år siden i Afrika. Dengang var vi dog kognitivt på niveau med andre dyr, vores fysik var heller ikke den samme som i dag, og vi lå i midten af fødekæden. I størstedelen af de 2 millioner år homo-arten har eksisteret, var vi jæger-samlere. Vi overlevede ved at samle føde som bær, rødder, frugter, nødder, svampe og alskens godt fra skovbunden eller sletten, til tider jagede vi også dyr. Dette krævede, at vi levede et nomadeliv i symbiose med naturen og omgivelserne, med andre ord blev vi nødt til at rejse, cirkulere, migrere eller gå afhængigt af de skiftende årstider, dyrenes vandring og planternes vækstcyklus. Gåturen har altså været drivkraften i at dække de basale behov i behovspyramiden. Så måske er grunden til, at gåturen hjælper mig her under anden nedlukning i coronapandemien, at den, gennem 2 millioner års evolutionspsykologi, har været koblet sammen med overlevelse. Gåturen er synonymt med det at leve. Men min higen efter gåture er kommet med corona. Den var der ikke før. Desuden er gåturen ikke nødvendig, for at få dækket de basale behov længere. Siden vi opfandt agerbrug for 12.000 år siden, og på den måde fik dækket de basale behov, har gåturen ikke været livsnødvendig. Ikke ift. de basale behov. Al maden kom fra de samme marker og dyrefolde hvert år. Så mine daglige gåture er altså ikke livsnødvendige. Jeg får opfyldt mine basale behov. Alligevel behøver jeg noget, jeg mærker en slags sult. Hvad er det for et behov? Ifølge Mashlow behøver mennesket

mere end blot basale behov, mennesket behøver også sociale relationer, påskønnelse, egodyrkelse og i toppen af pyramiden selvrealisering. Selvrealiseringen er det behov, der opstår, når alle andre behov er opfyldt. Når man har erhvervet al den materialistiske nødvendighed, spørger man sig selv: hva’ så? Hvad er målet nu? Hvad er pointen med, at have opfyldt alle de basale behov. I modsætning til dyr så har mennesket behov for mening. Man ser aldrig dyr skabe kunstværker, gennemføre triatlon eller bygge modeltogbaner. Nej de fortsætter bare deres hverdagslige opfyldelsen af basale behovs ufortrødent. Grunden til at mennesker ikke stiller sig tilfreds med blot de basale behov, er en konsekvens af vores store komplekse hjerne. Jo større og mere kompleks et organ er, jo flere behov har det. Vores store hjerne, og dens medfødte komplekse kognitive evner, er det, der adskiller mennesker fra dyr. Den hjerne fik vi i perioden mellem 70.000 til 30.000 år siden som kaldes den kognitive revolution. Vi fik evnen til at forestille. At kunne fremkalde fænomener i vores sind, uden det krævede sanseindtryk fra vores umiddelbare fysiske omverden. Det betød at vi blev selvbevidste, vi kunne forestille og danne et billede af os selv. Vi kunne pludselig tænke innovativt og kreativt, bygge værktøjer, lave tøj og bruge ild. Vi begyndte at skabe komplekse sprog, og med det begyndte vi at skabe fortællinger som mytologier, religioner, nationer, staten, ideologier, der kunne organisere og samle os i større og større fællesskaber. Men alt dette har en bagside. For ligesom vores krop higer efter basale behov, så begyndte vores komplekse psyke også at stille større og større krav, større og større behov. Behov for mening. Til at starte med, tror jeg, at den mening faktisk kom fra at gå. Det virker rimelig sandsynligt, at hvis gåturen har opfyldt menneskets basale behov i 2 millioner år, hvorfor, i evolutionens langsomme vingesus, ikke også bruge gåturen som de første menneskers eksistentielle selvrealisering og jagt på meningen med livet. Menneskets måske længste gåtur skete da også i den selv samme periode som den kognitive revolution, hvor vi fra Afrika migrerede til alle andre kontinenter på kloden. For 45.000 år siden koloniserede vi Australien, hvilket krævede, at vi krydsede mange kilometer vand, byggede både og lærte at sejle med dem. Alt sammen uden at vi vidste, at Australien, eller andre øer lå der-

ude. For 16.000 år siden krydsede vi grænsen mellem Sibirien og Alaska og koloniserede Amerika. Det krævede dog først at vi, homo sapiens, der er designet til Afrikas savanne, tilpassede os Sibiriens golde og kolde sneørken med ned til 50 minusgrader, knap fødemængde, og få dagtimer. Hvorfor gjorde vi det? Når dyr migrerer fra et område til et andet, er det fordi økosystemet har fejlet dem, eller de jages væk af naturkatastrofer- og forandringer eller af andre dyr. Der er lidt, der tyder på, at økosystemet har ændret sig så drastisk for os, at fødemangel kan forklare migrationen, rejsen, gåturen i disse to eksempler. Så hvorfor tage ud på så besværlige rejser, der krævede helt nye redskaber og levevilkår, termotøj og både? Jeg tror netop de besværlige rejser til Amerika og Australien skyldes et behov for selvrealisering. Behov for at finde en mening med livet derude. Bag bakketoppen, snedriven eller i bølgens horisont. De har nok ikke fundet Meningen, men en mening, et eller andet svar, har de fundet. Det er måske også det vigtigste, det at søge efter den. Men det er stadig ikke et tilfredsstillende svar på hvorfor gåturen hjælper på min tilstand. For den var ikke nødvendig før corona, der var mit selvrealiseringsbehov opfyldt. Den moderne eksistentielle selvrealisering skal ikke findes derude i naturen, bag den næste bakketop, hvor jæger-samlerne fandt den. Hvad der for moderne mennesker er et derude, er samfundet. Den måde vi overlever på i dag, er at leve i symbiose med samfundet derude, ligesom jæger-samlerne skulle leve i symbiose med naturen og dens økosystem. Det noget man finder derude i dag, er de selvrealiserende, dannelses og identitetsdannende oplevelser og opdagelser vi gennemgår i samfundet sammen med andre mennesker. Især unge mennesker har behov for dette derude, væk fra familien, væk fra barndomsvillaen. Det er ikke tilfældigt at det i eventyr, dannelses- og udviklingsromaner altid er unge hovedpersoner, der starter i hjemmet, rejser ud for så i en eller anden forstand at vende hjem igen. Vi er taget ud for at etablere os selv. For at uddanne os. For at finde venskaber, fjendskaber og bekendtskaber, for at finde prinser og prinsesser, man skal leve lykkeligt med i 30erne 40erne 50erne osv. Men vi er også taget ud for at fejle, gennemleve tragedier så vi kan lære at leve eventyrets lykkelige

slutning. Alt det gør vi, så vi kan blive en del af samfundet. Blive en del af arbejdsmarkedet, tjene penge, så vi kan bygge den villa, der er forventet af os. Købe den Volvo vi skal køre ungerne til håndbold med. Købe den vovse, der er det sidste krydderi i et voksent villa-volvo-vovse-liv. Livsfundamentet til alt det skal støbes i 20erne. Ressourcerne, materialerne til den villa, skaffer man derude. Men derude er lukket ned. Selv hvis derude ikke eksisterer, og min gåtur ikke bringer mig derud, så dulmer den alligevel meningsløsheden. Hvorfor? Det eneste vage svar jeg kan komme på er, at gåturen må have en eller anden associativ effekt, den må have et eller andet symbolsk knyttet til sig. Måske skal gåturens dulmende effekt findes i dens overførte betydning. Måske skal vi forstå gåturen ud fra dens metaforiske kvaliteter? Men kan en metafor virkelig have så stor lindrende effekt på sindstilstanden? Er metaforen ikke bare, som Aristoteles mener, et sprogligt ornament. Ikke ifølge George Lakoff og Mark Johnson, der i 80’erne lavede en teori om den kognitive metafor. De argumenterer for, at metaforik er en grundlæggende måde, vi erkender og erfarer tilværelsen og verden på. En metafor består af to planer, et realplan, det som metaforen faktisk beskriver og omhandler, og et billedplan, hvorfra der overføres betydning til realplanet. Hvis man siger ”Han er lun på hende” så betyder det ikke bogstaveligt, at han er varmere end 37 grader eller i berøring med hende begynder at selvantænde. Ved at bruge lun som billedplan overføres konnotationer og betydning som: omsorg, kærlighed og velvære til realplanet, der er hans følelser. Hvorfor er det varmen, der er billedet på kærligheden? Det er det, iflg. Lakoff og Johnson, fordi vi som mennesker gennem vores opvækst får omsorg, kærlighed og tryghed ved at være fysisk og kropsligt tæt på vores forældre. Vi befinder os i mors mave de første ni måneder, derefter er mor vores kilde til føde, og vi overdynges af kropslige berøringer og tryghed. På den måde kobles kærlighed og kropsvarme kognitivt med hinanden. Med andre ord er en fundamental del af vores erfaringsevne i overførsel mellem to eller flere fænomener. Altså metaforisk. Livet-er-en-rejse-metaforen er også en sådan kognitiv metafor. Livet, eksistensen sanses først og fremmest kropsligt og rumligt. Trangen til at

forstå livet rumligt, med rejsen, skyldes, at vi mennesker eksisterer og kan bevæge os i de tre rumlige dimensioner. Den fjerde dimension, tiden, er vi blot fanget af som passive passagerer. Vi spørger jo altid ”Hvor er du i livet? Hvor er du på vej hen i dit liv? Du står ved en skillevej i dit liv”. Vi spørger ikke ”Hvornår er du i livet” selvom det måske ville være mere biologisk korrekt, da tiden og ikke stedet dikterer livet. Så Livet-er-en-rejse metaforen er et forsøg på at konceptualisere og forstå livet ud fra en rumlighed, som vi kropsligt forstår og kan bevæge os i. Netop fordi vi er fanget i tiden, er det måske budskabet i metaforen, at vi skal leve livet i nuet – i momentet. Det er rejsen ikke destinationen, der er vigtig. Så gåturen hjælper mig, fordi det er en kognitiv metafor for livet og for at leve livet. Da den tanke strøg gennem mit sind, stoppede jeg brat op midt på stien i Botanisk Have. Det gik op for mig, at det spørgsmål der startede dette essay, hvorfor gåturen hjælper, i virkeligheden kan besvares af min mors kvalmende selvhjælpscitater, hun har hængende i sit køkken. Citater som: ”Life is a journey not a destination. Learn to enjoy the ride.” og ”Life is what happens while you’re busy making other plans”. I chok over potentielt at blive overhalet indenom af min mors pseudo-filosofiske feel-good-citerende vægdekorationer, faldt jeg udmattet sammen på den nærmeste bænk. Her sad jeg så, forsøgte at sunde mig oven på mit intellektuelle nederlag. Følte mig som en 8-årig gamer, tvunget ud på en gåtur af en bedrevidende mor. Kan de sidste 5 siders essayistiske, tør jeg sige fænomenologiske og antropologiske, refleksioner om gåturen, virkelig bare opsummeres i et selvhjælpscitat? Hvad nytte har de sidste 4 år på universitetet da været? Fra min bænk i Botanisk Have rettede jeg opmærksomheden udad til. Kiggede for en stund på de utallige, især unge, mennesker, der, som jeg selv, var ude og gå. Der gik alvoren op for mig, at livet-er-en-rejse metaforen er brudt sammen. Det er ikke længere en metafor. Livet er, bogstaveligt talt, blevet til en gåtur. Der er ikke længere to planer, hvorfra der overføres betydning. Det der var billedplanet for livet, gåturen og rejsen, er blevet realplanet, for det der giver mig energi mod trætheden, ro mod uroligheden, mening mod meningsløsheden er gåturen. Eller rettere blot det symbolske

i gåturen. Jeg lever på konnotationer, associationer, hentydninger, billeder, minder, forestillinger om et liv med mening, mening der findes derude. Men der er ikke noget derude. Forbi mig på stien vandrer unge mennesker som hjemsøgende genfærd. Genfærd i en søgen efter det hjem vi ikke havde nået at samle materialerne til derude. De overførte betydninger fra den kognitive livet-er-en-rejse metafor er det ved gåturen, der hjælper på min tilstand. Med andre ord er gåturen en selvbedragerisk illusion, der siger, at det hele nok skal gå.