Morgenstjernen kaster lys på en kløft mellem essay og roman

Morgenstjernen kaster lys på en kløft mellem essay og roman

Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie Morgenstjernen er Karl Ove Knausgårds tilbagevenden til romanformen siden storværket Min Kamp (2009-11). Det handler ikke længere om Knausgård selv men ni fiktive karakterer. Stadig fortalt med den hverdagslige prosa- og fortællestil Min Kamp er præget af men som noget nyt med overnaturlige indspark. Over to dage i en usædvanlig varm august følger man ni karakterer i små bidder af deres liv. De påvirkes af den nye store stjerne, der dukker op på himlen. Arne, en litteraturprofessor i sommerhus med sin familie heriblandt en psykotisk kone, kører galt grundet et hav af krabber på vejen. Turid, en plejer på en institution for mentalt udsatte, må på sin aftenvagt fange en undsluppen indlagt i en skov, hvor hun møder et dæmonisk fuglevæsen. Turids mand, kriminaljournalist degraderet til kulturjournalist Joelstein, får et tip om et bestialsk og satanistisk trippelmord på en heavymetal band, men oplever hallucinationer og vilkårlige bevidsthedstab og præsten Kathrine begraver en mand hun mødte i lufthavnen blot en halv dag forinden. Det er blot et udpluk af de ni karakterer og deres mystiske hændelser. Den hverdagslige åre fra Min kamp skinner igennem og fungerer fremragende, selvom det ikke er Knausgård selv, det handler om. Karakterne er beskrevet godt og står frem som levende virkelige mennesker, og det bliver aldrig for kedeligt hverdagsagtigt, hvilket er Knausgårds absolutte styrke. De overnaturlige indspark som hallucinationer, genopstandelser, unaturligt hurtige dødsfald, dæmonfugle og dyr, der opfører sig ud over det normale, samt den store morgenstjerne, er strøet hentydende ud i den realistiske prosaform, som i kontrasten, får de overnaturlige seancer til at stå tydeligt frem trods den sparsommelige mængde. Valget om at have ni karakterer i romanen er, trods de 600 sider, nok for mange. Eks. optræder to af karaktererne, Emil og Vibeke, blot en gang, og selvom det er interessante udpluk fra deres liv, drukner de og deres tilstedeværelse i mængden. Noget af den plads der bruges på disse to kunne med fordel være brugt på en dybere

litterær undersøgelse af teamet, der er på spil i romanen. Tematikken om liv, død og det hinsides hentydes i karakterernes møde med det overnaturlige. Afslutningsvis skriver en af karaktererne et 60 siders essay om døden, hvor romanens tematik så at sige udfoldes og reflekteres over i essayistisk stil. Hermed mimes formen fra Min Kamp, hvor Knausgård i bind 6 også havde et langt essay om Hitler. Men hvor Hitler-essayet var tæt forbundet med Knausgårds autobiografiske hensigt og tematik, mangler der en stærkere forbindelse mellem romanen Morgenstjernen og det afsluttende essay. De unaturlige hændelser indtræffer hos karaktererne, og de studser og reagerer på disse, forsøger at bortforklare dem, men så sker der heller ikke meget mere ift. temaet, før essayet hvor Egil på fænomenologisk vis reflekterer over døden. På en måde virker det til, at den litterære del er et springbræt for essayet. De refleksioner og betragtninger der gøres i essayet, havde været bedre hvis de var skabt i kraft af karaktererne og handlingens udvikling, altså at det litterære modus skulle tilvejebringe temaet og ikke essayet. Det er som om, essayet er en vikar, der i sidste time i et undervisningsforløb kommer ind fra højre og afvikler forløbet på en radikalt anden måde. Det skal ikke forstås at essayet er dårligt, tværtimod er det fremragende som altid, når Knausgård skriver et essay, men det er lidt ærgerligt, at et 60 siders essay er på bekostning af en 600 siders roman. Man kan spørge sig selv, hvorfor han ikke fra starten havde nøjes med at skrive et essay. Morgenstjernen er på ingen måde en dårlig roman, den hverdagslige fortællestil om Knausgårds levende portrættering af mennesker samt de hentydet overnaturlige hændelser er godt og troværdigt. Men den litterære modus skurer mod den essayistiske, de har hver deres måde at behandle og fremskrive tematikken på. Bogen ville have gavn af at træffe et valg mellem de to, eller sammenflette dem bedre. Ligesom morgenstjernen både kan referere til Jesus og Lucifer, så står Morgenstjernen i en kløft mellem essay og roman. Om end begge sider af kløften er frodig og smuk.

Karl Ove Knausgård Morgenstjernen Lindhardt og Ringhof 665 sider Vejl. Pris: 299,95,-