Sammen og hver for sig Af lærer Samal Lamhauge
“Jeg er bange for, at landet snart bliver lukket ned” sagde fruen til mig “Så galt går det nok ikke...” svarede jeg, idet vi passerede efterskolen. Der var lys og liv i alle vinduer, og på multibanen bragede musikken ud af højtalerne ”..det går Unz unz unz unz .. (wanr) hele huset hopper, nu' vi i gang..”. Fruen og jeg var ude på vores daglige aftentur. Den usynlige fjende raserede i de tætbefolkede byområder. Det var to dage før Danmark lukkede ned. Mine forhåbninger holdt ikke stik. Onsdag aften kl. 20.30 fik vi meddelsen. Danmark lukker ned. Eleverne skal hjem. Det blev til en kort briefing med klassen næste dag. Stemningen blandt eleverne var en blanding af sørgmodighed, total forvirring, til “YES” nu skal vi hjem og feste igennem. Jeg så flakkende øjne, der hastigt kiggede på hinanden, arme der fægtede ud i luften, skingrende pigestemmer og højrøstede drenge, - og så var der dem, der blev tavse og forvirrede, som havde de fået et granatchok. Det var ikke til at tage fejl af. I dette “NU” skete der noget helt særligt og helt usædvanligt. “Uha”, og “åh, nej” sagde jeg til mig selv. Vi sagde farvel og på gensyn til hinanden, uden at vide, at gensynet ville lade vente på sig i samfulde 9 uger.
16
Jeg har det indtryk, at forældrene oplevede et tilsvarende granatchok, derhjemme. Et efterskoleophold, som efter planen skulle give disse unge mennesker den ultimative livoplevelse, blev sat på standby. Personligt blev jeg også slået lidt omkuld, og jeg kunne pludselig genkende følelsen af magtesløsheden fra lærerkonflikten i 2013 i hele kroppen. Men situationen var en anden denne gang. Fruen og jeg gik vores sædvanlige aftentur. Forbi skolens bygninger som nu stod henlagte mørke og uden tegn på liv. Kun en skygge af sig selv. Fra nu af, blev al vores kontakt og undervisning klaret virtuelt via TEAMS. I starten gik det faktisk fint - trods for-
skellige tekniske begyndervanskeligheder. Det mest bekymrende var, at eleverne nægtede kategorisk at tænde for kameraet på computeren. Der var ingen øjenkontakt og intet kropssprog at forholde sig til - blot en stemme fra computeren. Det var overraskende og ret frustrerende. Til elevernes ros, så knoklede de løs. Der blev virkelig høvlet noget danskpensum igennem. Måske var det nyhedsinteressen for den nye undervisningsform, måske var det fraværet af den velkendte hygge-forstyrrelse af hinanden, men de fleste magtede stort set at holde fagligt fokus og godt arbejdstempo hele vejen i karantæneperioden. Musiklinjen skulle have været af
