Sammen og hver for sig

Af lærer Samal Lamhauge

“Jeg er bange for, at landet snart bliver lukket ned” sagde fruen til mig “Så galt går det nok ikke...” svarede jeg, idet vi passerede efterskolen. Der var lys og liv i alle vinduer, og på multibanen bragede musikken ud af højtalerne ”..det går Unz unz unz unz .. (wanr) hele huset hopper, nu' vi i gang..”.

Fruen og jeg var ude på vores daglige aftentur. Den usynlige fjende raserede i de tætbefolkede byområder. Det var to dage før Danmark lukkede ned. Mine forhåbninger holdt ikke stik. Onsdag aften kl. 20.30 fik vi meddelsen. Danmark lukker ned. Eleverne skal hjem.

Det blev til en kort briefing med klassen næste dag. Stemningen blandt eleverne var en blanding af sørgmodighed, total forvirring, til “YES” nu skal vi hjem og feste igennem. Jeg så flakkende øjne, der hastigt kiggede på hinanden, arme der fægtede ud i luften, skingrende pigestemmer og højrøstede drenge, - og så var der dem, der blev tavse og forvirrede, som havde de fået et granatchok. Det var ikke til at tage fejl af. I dette “NU” skete der noget helt særligt og helt usædvanligt. “Uha”, og “åh, nej” sagde jeg til mig selv. Vi sagde farvel og på gensyn til hinanden, uden at vide, at gensynet ville lade vente på sig i samfulde 9 uger.

Jeg har det indtryk, at forældrene oplevede et tilsvarende granatchok, derhjemme. Et efterskoleophold, som efter planen skulle give disse unge mennesker den ultimative livoplevelse, blev sat på standby. Personligt blev jeg også slået lidt omkuld, og jeg kunne pludselig genkende følelsen af magtesløsheden fra lærerkonflikten i 2013 i hele kroppen. Men situationen var en anden denne gang.

Fruen og jeg gik vores sædvanlige aftentur. Forbi skolens bygninger som nu stod henlagte mørke og uden tegn på liv. Kun en skygge af sig selv.

Fra nu af, blev al vores kontakt og undervisning klaret virtuelt via TEAMS. I starten gik det faktisk fint - trods forskellige tekniske begyndervanskeligheder. Det mest bekymrende var, at eleverne nægtede kategorisk at tænde for kameraet på computeren. Der var ingen øjenkontakt og intet kropssprog at forholde sig til - blot en stemme fra computeren. Det var overraskende og ret frustrerende. Til elevernes ros, så knoklede de løs. Der blev virkelig høvlet noget danskpensum igennem. Måske var det nyhedsinteressen for den nye undervisningsform, måske var det fraværet af den velkendte hygge-forstyrrelse af hinanden, men de fleste magtede stort set at holde fagligt fokus og godt arbejdstempo hele vejen i karantæneperioden.

Musiklinjen skulle have været af

sted til Færøerne. Alt var timet og tilrettelagt. Jeg håbede til det sidste, at vi kunne komme af sted. Men nej...! I stedet måtte eleverne nøjes med en virtuel rundvisning i mit barndomshjem på Toftir, og en virtuel tur til bygden Ritevig, hvor de skulle have boet. I Klaksvig, stod den færøske country-konge, Hallur Joensen klar. Fra sit arbejdsværelse, med udsigt ud over vig og fjeld, sad han og fortalte om sin karriere som professionel musiker på Færøerne og i udlandet. Hallur medvirkede også ved en senere lejlighed. Da havde han bare flyttet kontoret op på fjeldet i Klaksvig, og gav os alle herfra den ultimative naturudsigt og sangeksempler fra countrygenren.

Musik-fokusfag – skulle heller ikke snydes for noget. Så i bedste Philip Faber stil forsøgte vi os med fællessang og fortælling. Det var sjovt at prøve sådan noget nyt, men fællessangen var ikke nogen succes-oplevelse (haha) eftersom lydforsinkelsen var ganske betydelig – og ja, alle kameraer var stadigvæk slukkede. Vi formåede endda at snige os til et virtuelt møde med The Grandfætters, hvor ham Anders, kendt fra ”Fotovognen” TV-MidtVest, og hans fætter Christian lod sig interviewe. Det blev til et fremragende møde. Vi kom vidt omkring, og især dét at komponere musik, tilblivelse af sangtekster og inspirationskilder.

Alle de involverede mennesker, der velvilligt brugte deres tid og energi på vores elever, er man bare dybt taknemlig overfor.

Fruen og jeg gik vores sædvanlige aftentur. Forbi skolen, som nu i ugevis havde stået mørk og livløs. Trist. Det

var helt surrealistisk. Napper lige telefonen op af lommen. Kan se, at i en af de mange facebookgrupper, som jeg er medlem af, er forældrene rundt omkring i landet ved at gå amok. Eleverne skal tilbage på efterskolerne NU. Lærerne holder ferie...! ”De skulle bare vide…” siger jeg til fruen. Jeg fortæller hende, at jeg pt. befinder mig i en delvis choktilstand, fordi en elev har været forbi skolen i dag for at hente et instrument. Jeg blev helt rørt, da jeg så hende igen, men jeg lod som ingenting, selvfølgelig, men blev overrasket, hvor meget hun havde ændret sig i løbet af de sidste 4 uger. ”Tiden ta´r os og flyver af sted” svarede fruen.

Efterhånden blev den virtuelle undervisning også dagligdags-kedelig. Der opstod et tomrum mellem eleverne og mig. Et tomrum, som bare ikke kunne fyldes op med alverdens teknologi og opgavebesvarelser. Jeg sad nogle dage på musikloftet, for at holde mig musisk ajour. Det var bare for ensomt, hvorfor jeg hentede et skelet i biologlokalet, og satte det i stolen. Så var jeg ikke så ensom mere. Vi fik mange gode snakke, skelettet og jeg, og der var aldrig bøvl med at øve det samme nummer om og om igen.

Efter 9 ugers karantæne vendte eleverne tilbage. Jeg var usikker og ret bekymret. Var det den rigtige beslutning at tage eleverne tilbage? Var det på baggrund af massivt forældrepres og politisk payback-time fra oppositionen? Til alt held havde ledelsen gennemtænkt og styr på alle de praktiske og logistiske forhold - helt ned til mindste detalje. Tak for det - det hjalp gevaldigt på trygheden.

Gensynet med eleverne var skeptisk glæde, og det var pokkers svært de første 14 dage. Der var så mange forhindringer og så mange restriktioner, der skulle overholdes. Det almindelige efterskoleliv var ved at drukne. Men vi fandt hinanden, alligevel, og sammen fik vi efterskolelivet til at køre igen.

Fruen og jeg gik vores sædvanlige aftentur. Der var kommet lys og liv i bygningerne igen.

Pludselig fyldtes luften med et sønderrivende brag. Lyden fra Birthe Kjær “Den knaldrøde gummibåd” skyllede som en tsunami ud over landskabet. Trækronerne rystede og alle himlens fugle og samtlige dræbersnegle flygtede over hals og hoved.

Udenfor hørtes skrig og latter, og jeg kunne se drenge og piger, der jagtede hinanden.

Eleverne var vendt tilbage. Velkommen. Herligt.

Der var mange gode idéer og tanker, der dukkede op undervejs i karantæneperioden. Bevares. Men grundlæggende er efterskoletanken den samme som for hundrede år siden. Det er her, at mennesker mødes, og det er her tanker brydes og slippes fri.

Sammen og hver for sig, i medgang og modgang, er vi bølgen og vinden, der fører sang og ord, fra mund til øre, fra ånde til ånd - til fællesskabsånd og evige venskabsbånd.

Vi er alle aktører i en verdensomspændende historisk begivenhed, hvor det sidste kapitel endnu ikke er færdigskrevet.

Godt at vi har traditioner som jul, påske og pinse.

Mit juleønske: Giv os den helt almindelige og helt normale dagligdag tilbage.

Glædelige jul alle sammen.

Coronaaktiviteter