2 minute read

Præsentation af nye medarbejdere

Mit navn er Emilie Marie Steenberg, og jeg er 23 år. Min dialekt afslører hurtigt, at jeg bestemt ikke er fra Vestjylland – Jeg er nemlig opvokset i Gladsaxe, nær København. Det var dog ikke afstanden hjemmefra, som skulle holde mig tilbage fra at blive efterskolelærer. Det skulle prøves – og jeg er vild med det! På Staby er mine dage fyldt med undervisning i obligatorisk gymnastik, rytme og dans.

Jeg har lavet gymnastik, siden jeg var helt lille, og da muligheden var der, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle afsted på efterskole. I sommeren 2013 tog jeg afsted til Sydfyn og brugte et fantastisk år fyldt med gymnastik og fællesskab på Vejstrup Efterskole.

Efterfølgende tog jeg på STX i Gladsaxe. Det var i løbet af disse tre år, at jeg fik øjnene op for rytme-gymnastikken og fandt glæde ved dansens verden på trods af, at jeg altid har været springgymnast. Teamgym i Gladsaxe blev derfor skiftet ud med diverse opvisningshold bl.a. PiX, Københavns Udtagede Piger og Københavns Rephold som gymnast samt senere hen træner på bl.a. Københavns Udtagede Piger.

Siden jeg blev student i 2017, har der ligeledes været fart over feltet. Jeg har over flere gange arbejdet på en privatskole som lærervikar og pædagogmedhjælper. Derudover har jeg brugt tre mdr. på at udforske og rejse rundt i Syd- og Mellemamerika. Da jeg kom hjem derfra, besluttede jeg mig i sidste øjeblik for at tage et halvt år på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Tre uger efter jeg kom hjem fra Mellemamerika, pakkede jeg mine tasker igen, og tog endnu en tur til Sydfyn for at fordybe mig i gymnastik, dans og bevægelse. Sydfyn var endnu engang en succes, og jeg tog igen derfra med rygsækken fuld af gode minder, gode venskaber og en masse gymnastiske redskaber.

Nu har jeg taget hul på endnu et nyt kapitel i mit liv. Jeg er flyttet tværs gennem landet for at nyde hverdagen her på Staby sammen med 180 elever, hvor fællesskab og sammenhold er i fokus, både i og uden for gymnastikken.

Jeg hedder Lene Vilken Olesen, er 50 år gammel, født og opvokset i Lemvig. Efter højere handelseksamen tog jeg en uddannelse som revisor. Min familie havde ikke tradition for efterskole, og jeg valgte derfor efter min revisoruddannelse et højskoleophold på Idrætshøjskolen Aarhus, hvor jeg havde fokus på min mangeårige interesse for håndbold. Et fantastisk citat over døren: NÅR HOLDNING BLIVER TIL HANDLING SKER FORVANDLING. Der var tale om 9 måneders udvikling, hvor mange af oplevelserne kunne sammenlignes med et efterskoleophold.

Jeg tog tilbage til Lemvig og har arbejdet på kontor i mange år på forskellige arbejdspladser. Et spændende job jeg har lyst til at fremhæve, var hos Lemvig Håndbold med mange varierende arbejdsopgaver og kontakt til sponsorer.

Jeg bor i Lemvig med min mand Torben, der er fisker, og vores 2 børn Mads på 21 år og Mia på 18 år.

Jeg kan godt lide at engagere mig. Jeg har blandt andet været håndboldtræner, medlem af ungdomsudvalg i håndboldklubben og et gymnastikudvalg.

Sidste efterår tog jeg beslutning om, at jeg ville prøve at starte op som selvstændig bogholder kombineret med Network Marketing og massage. Så det passede helt perfekt, da en veninde sendte opslaget fra Staby Efterskole, der søgte en økonomisk sekretær i et vikariat. Jeg var heldig at få jobbet, som resulterede i en fastansættelse.

Staby Efterskole er virkelig en fantastisk arbejdsplads med skønne kolleger. Jeg er meget begejstret for de varierende arbejdsopgaver og kontakt med elever og forældre.

This article is from: