
2 minute read
Iværksætter af KÅNST
af tidl. elev Hjalte Kjær
Hej, mit navn er Hjalte og jeg gik på Staby Efterskole i årgangen 16/17. Som overskriften nævner, startede jeg jo virksomheden KÅNST Clothing, da Mette Frederiksen tilbage i marts måned valgte at lukke landet ned. For mit vedkommende betød dette, at jeg nu skulle færdiggøre mit andet år på HHX Lemvig, derhjemme i stuen, foran computerskærmen. Derudover kunne jeg hverken arbejde på nogen af mine tre fritidsjob, eller deltage i div. fritidsaktiviteter, jeg på daværende tidspunkt gik til. Der stod jeg så tilbage, med en masse fritid jeg pludselig ikke vidste hvad jeg skulle bruge på. Først dukkede flere tanker op. Om det var muligt at søge noget arbejde i hjemmeplejen, eller andre steder der endnu ikke var lukket ned, men hurtigt stod det klart at jeg i stedet endelig havde tid, og mulighed for at føre min helt store drøm, og passion ud i livet. Nemlig at oprette mit eget tøjbrand, KÅNST Clothing. Ideen blev derfor hurtigt til virkelighed, og i løbet af en måned havde jeg oprettet CVR-nummer, lavet en hjemmeside, produceret de første 50 trøjer og meget mere. Derfor var jeg d. 21. april helt klar til at udgive mit tøj, og sende de første trøjer afsted til kunderne. I løbet af den første uge, havde jeg allerede solgt størstedelen af lageret, og måtte derfor melde udsolgt på flere størrelser. Derfor bestilte jeg endnu engang tøj hjem, dog denne gang en endnu større bestilling hjem. Herefter gik der knap to uger før jeg igen måtte melde udsolgt.
I sommers fik jeg pludselig mulighe-
den for at åbne min egen pop-up butik, i et lille lokale, i gågaden i Lemvig. Dertil købte jeg en masse nyt tøj hjem, og lavede en helt speciel sommerkollektion, som jeg stod og solgte i løbet af sommerferien.
Pop-up butikken blev en kæmpe succes, og da jeg lørdag d. 8. august lukkede og låste, kunne jeg se tilbage på den hidtil bedste periode i virksomhedens levetid.
Dermed lukkede jeg butikken for igen at fokusere på mit nu sidste år og afgørende år på handelsskolen. Dog havde jeg i løbet af sommeren fået lavet en aftale med tøjbutikken Garage, der ligger centralt i Lemvig gågade, om at de fremover skulle sælge mit tøj, sammen med andre store mærker som Samsøe, Wood Wood, Mads Nørgaard og Levis. Jeg kunne nu fokusere på min skolegang, mens virksomheden stadig udviklede sig, og også solgte godt på min webshop. Aftalen med Garage blev en kæmpe succes, og det gav mig blod på tanden til at ændre min forretningsmodel, og fokusere yderligere på handel gennem detailhandelen. I oktober måned kunne jeg indgå yderligere to aftaler med tøjbutikkerne Mr. LP i Thyborøn, samt Mr. Arthur i Struer.
Nu står jeg så overfor den forhåbentlig travleste, og mest intense periode for virksomheden, i dens relativt korte levetid. Jeg er spændt på at se hvordan den kommende julehandel vil påvirke salget på min webshop, og mine tre samarbejdspartnere i henholdsvis Lemvig, Thyborøn og Struer.
