Et udtryk for momentan galskab

af lærer Niels Ringsted

Det var sådan rundt det, flere af mine venner i København mente var på spil, da vi glade proklamerede, at vores efterhånden gamle planer om at kysse byen farvel nu endelig blev til virkelighed. Forståelsen for beslutningen var til at overse! Livet stopper per definition for enden af Brønshøj Torv, og det er i sig selv radikalt nok, at skride så langt væk fra stenbroerne - det var den klare konklusion. Andre hilste os farvel med et ”hav et godt liv”, som en fin indikation af, at de pågældende personer skulle vi nok ikke gøre os de store forhåbninger om at gense.

Det ironiske ønske om et godt liv har været noget jeg er vendt tilbage til, og den kække bemærkning til afsked giver mig altid et fornøjet skævt træk ved den ene mundvig. Som om det ikke skulle kunne lade sig gøre at have et godt liv på kanten af Jylland - eller alle mulige andre steder. Det er der ret mange mennesker, der lykkes med på daglig basis. Endda uden at græde over det tydeligt tabte ved ikke at opleve den ægte storbyfølelse ved at sidde i kø på Gl. Kongevej det meste af en time hver morgen.

Jeg kan godt leve med, at der ikke længere står en nonchalant barista klar på nærmeste gadehjørne for at fortælle mig, hvad min foretrukne kaffe burde være. Jeg savner heller ikke de smarte fixies, der på deres less-ismore-cykler kom blæsende forbi én så hurtigt, at undersuget var næsten som ved en forbipasserende lastbil. Mikrobryggerierne har jeg aldrig rigtig dyrket, så det var egentlig heller ikke noget udpræget tab - ikke at jeg ikke kan se nyhedsværdien i øl lavet på gærede kirsebær eller sure sokker, men bare giv mig en Classic, hvis vi skal være venner. Jeg savner egentlig heller ikke ”uniformerne”, som levede i bedste velgående i København. De klassiske sømandstatoveringer, skovmandsskjorten, fuldskægget, karabinhagerne som nøglebundtets anker, racercyklen osv.

Når det er sagt, så holder jeg stadig enormt meget af vores hovedstad, som måske i virkeligheden rummer næsten alt det man kan forvente af en hovedstad. Jeg har svært ved ikke at have et blødt punkt for byen, hvor vi tilbragte 10 år af vores liv. Dan Turéll ville have rost den for dens availability - tilgængeligheden. Du kan få alting på alle tidspunkter af døgnet. Kebab, cola, bajere, en ny skjorte, neonlys, chokolade, slik eller måske en ny frisure. Men vores erkendelse var, at ingen har brug for alting på alle tider af døgnet. Man har måske brug for noget, som med alderen bliver gradvist mere og mere specifikt. Hver by til sin tid…… Og så er det fedt, at kunne bringe ens børn tættere på deres bedsteforældre!

Og når du sidder inde midt i København og verden suser omkring dig, så er der nogle grundlæggende ting, som du ikke finder - uanset hvilket gadehjørne du leder på.

Følelsen af at kunne identificere årstiderne, der hvor skiftene er mest tydelige, trække vejret og identificere ro, kigge op i en himmel uden at højhusene skriger på din opmærksomhed, gemme dig i en skov, drikke en øl over hækken med naboen - som du i øvrigt intet har tilfælles med, samle kantareller, vade rundt i din have iført grimt joggingtøj uden nogen kan se dig, eller måske synge meget højt og falskt med vilje.

Alt det kan man få her, lige nu og det meste af tiden. Det er vel en form for ægte tilgængelighed…. Anti-availability. Det forudsætter nemlig ingen åbningstider.

Ikke at sådan et flytteprojekt har været uden bekymringer - det er som at genetablere en navlestreng, krybe tilbage til udgangspunktet. Hvorfor flytte tilbage til noget man fjernede sig fra da man var knap 20? Småborgerligheden, kedsomheden, snakken i krogene om gud og hvermand, den forlorne holden på formerne og alt det andet man synes var trættende. For hvem er det, der har udviklet sig? Er det mig, der er blevet klogere, eller Vestjylland, der er kommet mig lidt i møde?

Jeg vil tro det er en blanding, og så er der nok en del af den reaktionære teenager indeni mig, der efterhånden er blevet mere rund, og måske efterhånden godt kan se stor værdi i meget af det vi får lige her. Og at der midt i det man ikke så godt kunne lide, da man flyttede herfra, ligger en stor portion kærlighed. Måske er der i småborgerligheden bare gemt en glæde ved traditioner, genkendelighed og at holde noget i hævd, og måske ligger der i snakken om gud og hvermand en form for omsorg, man bare ikke ved hvad man skal gøre af.

Her kan man være en del af noget, man er oprigtigt forpligtet i nogle fællesskaber, du kan få stillet din skabertrang i så mange sammenhænge, forskelligheden er kæmpestor og talenterne mange, der er højt til loftet og endnu højere til himlen. Og der findes meget andet end hjernedøde bønder i Jylland. Vi nyder i hvert fald hvert minut hjemme i Jylland!

Der er næppe noget der swinger som Bjerringbro by night hele hovedgaden emmer af landmænd fit for fight

Gud skal vide at jeg hader at se dig holdt for nar af hjernedøde bønder på pedalsteel & dobroguitar

(fra ”Det si’r sig selv” - C.V. Jørgensen)

Staby OL