En julehilsen fra Lemvig – om ledelse og paradokser

from Staby Efterskole 2020

Præsentation af nye medarbejdere

Af tidl. forstander Thorkild Sønderskov

Forstanderen fra mit første og andet ophold på Staby Efterskole samt min uovertrufne lærermester, Kresten Hagsten, fortalte mig engang om en detalje fra sit virkelige liv som leder og lærermester. Nogen vil måske kalde det banalt – for enkelt – men nej, jeg har prøvet efter. Det virker – også for mig.

Når noget skal tænkes godt igennem i ro og mag, når man skal have styr på grundpillerne, de rigtige stikord til en tale for mange mennesker eller mere dagligt, have styr på platformen og de præcise værdier i et oplæg for medarbejderne eller til eleverne i en fortælletime, ja, så gå en ordentlig tur. Som Kresten Hagsten sagde, man tænker så godt, når man går der alene med sig selv i naturen.

I matematikken er noget enten sand eller falsk. Men i ovennævnte situationer er det meste meget mere komplekst – meget mere sammensat. Ikke mindst mangfoldighederne og nuancerne er og bør være vigtige elementer, hvis nytteværdien for alle skal være til stede.

Og hvor vil jeg nu hen med denne indledning – at man som leder hele tiden er opmærksom på, at enhver beslutning skal hvile på flest mulige og de stærkeste sandhedsværdier?

Bl.a. sådanne tanker ”kører” i hovedet på mig, når jeg i al beskedenhed sammenligner en lærers eller en forstanders almindelige lederrolle med verdens ledere af i dag. Der er taler om et stort paradoks. Ganske enkelt forekommer det mig foruroligende, at den vestlige frie og mest demokratiske verden ledes af en mand som Donald Trump, der synes totalt blottet for personlig dannelse eller have et rimeligt forhold til begreber som sand og falsk eller sandhed og løgn. Hvordan kan man blive valgt og være leder af et så stort og dejligt land som USA med en så tilsyneladende mangelfuld forståelse af, at ærlighed og ansvarsfølelse gælder hver dag? Det er tankevækkende.

En leder skal efter min bedste overbevisning evne at turde gå foran med det gode eksempel, være samlende og hvile i de stærkeste sandhedsværdier, være ydmyg og udvise empati for det folk, man skal lede.

Vender vi blikket 180 grader fra vest mod øst ledes den russiske supermagt af Vladimir Putin på en hårdhændet og ganske enerådende måde. Lovene er ændret, så han kan blive siddende vel næsten på livstid. Og tilsyneladende - kommer journalister eller andre ”for tæt på” med spørgsmål og oplysninger, omkommer de måske ”tilfældigt” i et trafikuheld. Sidst så vi, at en dygtig og ambitiøs politiker med en anden holdning, et andet menne-

skesyn end Putins blive forsøgt skaffet af vejen med forgiftning. Hans liv blev dog reddet af dygtige tyske læger i Berlin.

Ser vi tilbage i historien, er det muligt at finde ledere med endnu færre og mere afstumpede evner, med endnu værre, mere frygtindgydende og grusomme handlinger overfor det folk, man skal lede.

Et gammelt ordsprog siger, at vi har de ledere, vi fortjener!

For en dansker som mig, der lever i et af verdens tryggeste, frieste og mest demokratiske samfund, er det ikke muligt helt at finde forståelse for ordsproget eller for den gangs skyld forstå, hvorfor nogle af de ”største” politiske ledere, som eksempelvis ovennævnte, kan lede så løgnagtigt, så grusomt og med så få empatiske evner.

Men over tid kræves der tilsyneladende andre politiske værktøjer fra ”lederkassen” end smukke ord og taler.

For om muligt at forstå blot lidt mere af sådanne sammenhænge, har jeg haft stor glæde af at læse en bog fra 2011 med titlen: ”Taler der forandrede verden”. Verdenshistorien fortalt gennem 50 taler. Bogens forside/omslag er et billede af den muligvis dygtigste på området, Barack Obama. Og her citerer jeg ganske kort fra hans tiltrædelsestale som USA´s præsident 20. januar 2009. ”I dag er vi samlet, fordi vi har valgt håb frem for frygt, fælles mål frem for splittelse og uenighed. I dag lægger vi smålige stridigheder og falske løfter bag os, sammen med de gensidige bebrejdelser og forslidte dogmer, som alt for længe har holdt amerikansk politik i et kvælertag. Vi er stadig en ung nation. Men som der står i Biblen, er det tid til at aflægge det barnlige. Det er nu, vi skal huske på den ånd, vort land er besjælet af, det er nu, vi skal vælge det bedste i vores historie og bære den kostbare gave videre, den ædle idé, som er gået i arv fra generation til generation: det gudgivne løfte om, at alle er lige, alle er frie, og alle har samme ret til at søge lykken i fuldt omfang.”

Det var smukt, det var stort og det stemmer meget overens med det menneskesyn, som gælder blandt frie demokratier i Vesteuropa og i vort lille trygge land.

Og så – her små 12 år senere – viser historien fra USA`s udvikling, at den smukke tale – hvilende på et for undertegnede dejligt og rigtigt menneskesyn – ikke holdt. Der blev mere splittelse, mere uenighed, flere gensidige bebrejdelser og endnu flere borgere, der følte sig ”sat af”. Som en kommentator sagde – for smukke ord og for lidt handling. Det var måske for fint, for akademisk og for lidt virkeligt? Og det førte til fire år med Trump og endnu mere splittelse. Og alligevel – nu mens disse linjer skrives, står det klart, at det ikke lykkedes forretningsmanden Donald Trump at blive genvalgt, hvilket er godt for Verden (tror jeg), godt for vort menneskesyn – vort samfundssyn.

Forleden her efter valget i USA bekræftede en kommentator på CNN (stor amerikansk TV-kanal) Van Jones, at jeg ikke er ene om mit paradoks – mine aktuelle opgør med værdierne i dannelsesprocessen. Med tårer i øjnene sagde han, citat: ”Fra i dag er det blevet lettere at være forældre. Det er lettere at være en far. Det er lettere at lære sine børn, at karakter betyder noget. At det betyder noget, om man siger sandheden. At det betyder noget, om man er en god person.” Citat slut.

Jeg vil slutte min hilsen og omtale af ansvarlig ledelse med at udtrykke min store anerkendelse for efterskolernes virke i denne vanskelige coronatid, hvor så meget af det, der er efterskolernes særkende – det sociale fællesskab – er helt anderledes og vanskeligere. Det lader sig kun gøre, fordi der på efterskolerne, på Staby er ansvarlige ledere og medarbejdere.

William – et af mine børnebørn – var på Staby i 10. klasse sidste år. Det blev for hele holdet og ham en mærkelig, ufuldstændig og noget trist afslutning, de fik. Der blev ingen gymnastikopvisninger. Og dermed oplevede de ikke den begejstring og det kick, man kan få foran et stort publikum. Det som skulle være en af livets store oplevelser, blev ikke helt fuldendt.

Igen i år drog jeg med cyklen bag på bilen til Staby for sammen med elever og lærere at deltage i motionsdagen op mod efterårsferien. Det er lidt som den gamle cirkushest og savsmuld. Jeg nyder turen og stemningen – nyder at iagttage elevernes glæde og begejstring. Også der er det dejligt at se og mærke ansvarlige medarbejdere og lederes deltagelse i arrangementet – i henhold til det ovenfor nævnte – gå foran med det gode eksempel.

Her i Lemvig ud fra basen i mit dejlige hus tilstræber jeg at stykke en tilværelse sammen med madlavning, rengøring, havearbejde, frivilligt arbejde i sejlklub og på Bovbjerg Fyr, sejlads, mange cykelture, golfspil, gode bøger til regnvejrsdage, gymnastik (desværre er både Irlandstur og træning nu aflyst) samt lidt og absolut nødvendigt socialt liv som eksempelvis i Rotary eller med venner og bekendte. Og sidst, men ikke mindst for at have dimensionernes karakter på plads – så er jeg næstformand, sekretær og snefoged i bestyrelsen for vores grundejerforening på Skovbakken med seks grunde og ni huse. Dog har naturen tilnærmelsesvis bortskaffet den ene tredjedel – opgaven med snedriverne!

Jeg ønsker jeg alle en rigtig glædelig jul og et forhåbentlig lidt mere normalt nytår.