Staby Efterskole for 50 år siden – 1970

BUDSTIKKEN 1970

”Egen kraft”

Af tidl. forstander Kresten Hagsten

For mange, mange år siden fik jeg tilfældigt fat i en gammel bog, skrevet med gotisk skrift og derfor ikke umiddelbart let læselig. Men teksten tiltalte mig overmåde meget, ja greb mig, idet der på næsten hver side blev bragt gamle livssandheder, sund livsbetragtning og fine eksempler på pligttro livsførelse. Forleden dag fik jeg noget tilfældigt fat i samme gamle bog, der netop skulle være udkommet på dansk i 1870 og altså i år har 100 års jubilæum. Bogen er ellers af engelsk herkomst, skrevet af Samuel Smiles.

I det følgende citerer jeg fra bogen, der hedder ”Egen kraft”, og jeg formoder, at mange tidligere elever, som ikke i vort dynamiske samfund har fået deres åndelige habitus helt omkalfatret, vil kunne hente nogen næring til fortsat ørkenvandring.

Bogen indleder med følgende: ”Hjælp dig selv, så hjælper Vorherre dig. Det er en læresætning, der har stået sin prøve gennem sekler, og hvis syv ord gemmer udbyttet af vidtstrakt menneskelig erfaring. Driften til at arbejde for sig selv er den spire, hvorfra al virkelig vækst hos den enkelte stammer, og når den drift viser sig stærk i et folk, bliver den kilden til folkets kraft og styrke.

Hjælp udefra svækker ofte (men det er så bekvemt) men hjælp indefra, fra sindets eget dyb, styrker altid; thi alt hvad der gøres for et menneske eller en stand, borttager til en vis grad den spore, der ligger i nødvendigheden af selv at gøre det. Derfor vil også, hvor en regering er tilbøjelig til at gøre alt, folkets brede masse let blive tilbøjelig til at udrette intet.

Selv de bedste institutioner kan ikke i længden yde mennesket aktiv hjælp, men kun sørge for, at mennesket frit kan udvikle sig selv. Visse love kan sikre de enkelte udbyttet af deres arbejde; men ingen lovgivning, hvor streng den end er, kan gøre de dovne flittige, de ødsle sparsommelige eller drukkenboltene ædruelige. Dette kan kun udvirkes ved den individuelle handlekraft, sparsommelighed og afholdenhed – ved bedre vaner end ved større rettigheder. Derfor må den tilbøjelighed, der findes hos mange, til at tro, at deres lykke og velfærd skal sikres ved institutioner og ikke ved deres egen virksomhed, skarp bekæmpes. Tusinde år før Kristi fødsel viser den kejserlige almanak i det himmelske rige os det vidunderligste system af love, som ordner alt, og følgen har været, at det

kinesiske folk, der dengang overgik alle andre, nu ved aldrig at bruge sine kræfter i dygtighed er kommet til at stå tilbage for de fleste.

Et lands regering er i almindelighed kun et genskin af de individer, der danner folket. Den regering, der forud for folket, vil uundgåeligt blive tvunget tilbage, mens den, der står tilbage for det, vil blive tvunget frem. Efter naturens orden vil et folks hele karakter lige så sikkert finde sit udtryk i dets love og regering, som vandets overflade stiller sig vandret. Det hæderlige folk vil blive hæderligt styret, mens det uhæderlige, fordærvede og uvidende folk vil blive styret uhæderligt og uværdigt. Al erfaring viser, at en stats værdighed og styrke langt mindre afhænger af det institutioners form end af borgernes karakter; thi nationen dannes af individerne, og selve civilisationen beror kun på borgernes personlige udvikling. Et folks fremskridt er udbyttet af de enkelte borgeres flid, kraft og redelige virke, ligesom folkets forfald følger af de mange enkeltes dovenskab, egenkærlighed og laster. Store samfundsulykker er ofte fremkaldt af borgernes forkerte indstilling med deraf følgende urigtige livsførelse, og hvor meget regeringen end anstrenger sig for at bortskære og udrydde disse fejl ved hjælp af love, vil de dog kun vise sig yppigere og kraftigere, men måske i ny skikkelse, så længe de enkeltes livsførelse og karakter ikke forbedres…

Det har forholdsvis lidt at sige, hvorledes et menneske styres af andre, når det bare styrer sig selv godt.

Enhver nation er blevet gjort til det, den er, ved mange slægters virken og tænken. Tålmodige og udholdende arbejdere i alle samfundslag, mænd, der har dyrket jorden, og mænd, der har pløjet søen, opfindere og opdagere, håndværkere, digtere og statsmænd har alle taget del i det store værk, og hver enkelt slægt har bygget videre på det, den overtog og hævet det højere. Hele denne række af ædle arbejdere har skabt orden og fremgang til den nulevende slægt, og det er vor opgave at forbedre og give den videre til næste slægtled. Enhver kan uanset sin stilling i samfundet ved redelighed, flid og hæderlighed få indflydelse på sit lands vel; thi hans livsførelse og karakter virker om end aldrig så lidt på omgivelserne, og idet disse igen får indflydelse på andre, breder virkningerne sig som ringe i vandets overflade.

Den daglige erfaring viser os stadig, at det er de kraftige personligheder, der af alt har størst indflydelse på andres liv og handlinger, hvorved disse kraftige personligheder bliver de dygtigste lærere i livets skole, og i sammenligning med den lære, der hver dag holdes i hvert hjem, på alle gader, bag alle diske, på alle værksteder, bag ploven, på skibets dæk – overalt, hvor menneskets travle virken når hen, har skoler, akademier og universiteter relativt lidt at sige; thi ude i det pulserende samfund er lærefagene virkekraft, selvbeherskelse og selvuddannelse, hvilket ikke let læres i bøger, men i livet uden for bøgernes verden, hvor mennesket uddannes gennem handlinger. Det er bedre at have udført handlingerne end at have læst om dem, hvor berigende dette end kan være at læse om gode, redelige menneskers urokkelige indsats, mens de ubønhørligt fulgte et i deres ungdomstid taget kraftigt forsæt.

De store mænd og kvinder, som vir-

kelig gennem deres dage præsterede en indsats, hvor de gik livets ærinde, trofast forfulgte en fast linie, har aldrig behøvet at bevise deres adel. Hvor de end kom fra, slot eller hytte, har det til overmål vist sig, at de, der fik mest at kæmpe mod, kom videst. Vanskelighederne var oftest deres bedste hjælpere; thi netop vanskelighederne skærpede deres viljekraft og vakte deres iboende evner, som måske ellers ville have fået lov at slumre. Mange af vort fædrelands gode, store mænd er ikke kommet fra de højeste samfundslag, tværtimod. I flæng nævnes eksempler på sådanne mænd: D.G. Monrad fik mulighed for at læse, ved at flere borgere i Præstø betalte for ham. Hall var søn af en bødker på Kristianshavn. Bondesønnerne Laurids Skau og Nis Lorenzen og købmanden Peter Hjort Lorenzen har alle ved deres dygtighed og begavelse haft den største betydning for udviklingen i forholdet til vor nabo mod syd. Billedhugger Thorvaldsen var søn af en fattig billedskærer. Bissen var fra en lille landejendom i Angel. Joakim Skovgaards fader havde en lille høkerbutik i Tisvilde. Oehlenschläger var søn af en organist. H.C. Andersens fader var en fattig skomager. K.F. Tietgens fader var snedker. Og sådan kunne man blive ved en rum tid, og navnlig hvis vi bevægede os over på videnskabens område. Flere gennem historien kendte paver var sønner af helt jævne folk, eksempelvis en fårehyrde og en snedker… Ligeledes kunne også nævnes, at mange store kunstnere og personligheder har haft store vanskeligheder at bekæmpe under deres oplæring, f.eks. kan nævnes, at to af Napoleons berømteste generaler var alm. sergent i op til 14 år, før de lærte fornødent til videre avancement.

Historien beretter om krige, revolutioner og oprør, hvor det synes at komme mere an på at lægge øde end at bygge op. Men historien beretter også om lange fredelige perioder, hvor jernet er anvendt til plove, spader og maskiner, hvor tankerne har det fælles mål at arbejde for slægtens udvikling og fremskridt. Disse sidste tider har altid været de lykkeligste, fordi denne fredelige virken bedst opdrager alle på smukkeste måde, når den hæderlige, rolige virksomhed går den vej, hvor pligten er vejviser, og lykken er rejsefælle, og det må pointeres, at ingen stilling, hvor ringe den end synes, er uforenelig med den højeste åndelige udvikling, personlige frihed og uafhængighed…

Det står fast, at flittig opmærksomhed og omhyggelig arbejdsomhed altid kendetegner den sande arbejder. De største mænd ringeagter aldrig småtingene, men benytter sig af dem; thi det er ofte ubetydelighederne, der skaber fuldkommenheden, men fuldkommenheden er ingen ubetydelighed. Hvad der er værd at gøre, er også værd at gøre godt.

Forskellen mellem mennesker består ofte i deres iagttagelsesevne. En kan gå gennem en skov uden at se træerne, mens en anden opfatter enhver nuance i naturen.

Tilfældigheder har ofte været det vågne og vagtsomme menneskes bedste læremester og hjælper. Da Samuel Brown skulle bygge en hængebro, gik han en tidlig morgen i dybe tanker og fik pludselig øje på noget spindelvæv, der hang ud over vejen. Ved nærmere eftertanke og nøje undersøgelser

skabte han verdens første hængebro. Da James Watt skulle lave en rørledning under en flod, blev en hummerskal model for bygning af denne rørledning. Den lille skibsorm underviste iagttagende ingeniører om, hvorledes en hvælving bygges, hvorved ideen til første tunnel under Themsen fostredes. Arkwright så rokken vælte og opfandt herved spindemaskinen.

Kunsten at gribe lejligheden forfra og drage nytte selv af tilfældigheder er heldets store hemmelighed. Mænd, der er bestemte på at bane sig vej, vil altid finde lejligheder nok, og hvis de ikke finder lejligheder nok, skaber de dem selv. Nødvendigheden er oftest opfindelsernes moder. Det er ikke værktøjet, der skaber arbejderen, men arbejderen, der skaber værktøjet. Ingen dårlig arbejder har nogen sinde haft et godt redskab.

Lykken er ofte dadlet for sin blindhed, men lykken er ikke blind; thi den står oftest på den arbejdsommes side og bistår ganske jævne egenskaber som sund forstand, opmærksomhed, flid og udholdenhed. Den jævnt begavede, som bestidder disse egenskaber vil ofte kunne undvære geniet, men geniet kan aldrig undvære dem. Somme har sagt, at geni er tålmodighed.

Man spurgte engang Newton, hvordan han havde kunnet præstere sine overordentlige opdagelser. Han svarede:”Ved altid at tænke på dem. Hvis jeg har gjort verden nogen tjeneste, skyldes det kun flid og tålmodig eftertanke”.

Johannes Kepler udtaler sig på lignende måde, iden han siger:”Den flittige overvejelse af disse ting (matematik og astronomi) gav anledning til videre granskning, indtil jeg til sidst fordybede mig med hele min sjæls kraft i genstanden.”

Disraeli sagde, at heldets hemmelighed bestod i at være herre over sin genstand, og sådant herredømme kan kun opnås ved fortsat abejde. Deraf kommer det, at de mænd, der har forandret verden mest, ikke så meget har været genier, men mænd med middelmådige evner, parret med utrættelig udholdenhed. Besidder samme person så tilfredshedens nådegave, er endnu en meget positiv egenskab opsummeret til at give karakterer spændkraft; thi tilfredshed og flid udgør de nitiendedele af al visdom. De er heldets og lykkens sjæl. Ja, måske består livets højeste glæde i et muntert arbejde, da energi og selvtillid og mange andre goder i videste forstand afhænger heraf. Endelig må vi ikke glemme, at jo mere en arbejder studerer og udvikler sin ånd, desto mere vil vedkommende komme til erkendelse af at være holdt tilbage af egen uvidenhed, hvilket igen er udtryk for sand visdom og ydmyghed, da ethvert menneske i sin fornemste skabertime kun samler muslingeskaller ved strandbredden, mens sandhedens store hav stadig ligger uudforsket forude…”

Ja, det var nogle af de tanker, bogen ”Egen Kraft” rummer indledningsvis. Når man er træt af at læse om eller af Klaus Rifbjergs produktion, hvor talen om medmennesket ofte synker ned under bæltestedet, synes det mig velgørende at stifte bekendtskab med strofer som overanførte, der selvsagt ikke er moderne, men desuagtet taler til det moderne menneskes sjæl, idet mennesket er sat i centrum, som medskabning, arbejdende på det fælles vel, med forhåndenværende midler under foreliggende vilkår, som skifter med skiftende tider. Opfattelsen af det at være menneske mellem mennesker synes at have undergået visse forandringer gennem seklerne, men det at være menneske er dybest set uforandret.