Læsevejledning
Denne bog søger ikke eksplicit at forsvare én bestemt teori om bevidstheden. Dertil er forfatterne måske ikke indbyrdes helt enige nok, ligesom mængden af eksperimentelle resultater ikke er stor nok til, at disse resultater mere entydigt kan bruges til at udpege den teori, der bedst forklarer bevidstheden i alle dens aspekter. Det er også værd at bemærke, at det ikke er givet på forhånd, at den findes en og kun en rigtig måde at forstå bevidstheden på. Man kan anlægge forskellige perspektiver, og de kan vise sig frugtbare på forskellige måder. Endelig er det stadig uafklaret, om forståelsen af bevidstheden i virkeligheden er et filosofisk problem snarere end et empirisk ditto. Alligevel har bogen et klart defineret, videnskabeligt udgangspunkt. Den grundlæggende antagelse er, at bevidstheden kan naturaliseres, dvs. at bevidsthed er et naturligt fænomen, som er fremkommet igennem biologisk evolution, og at vores forståelse af bevidstheden derfor skal lade sig informere af de empiriske videnskaber, der arbejder med hjernens neurale processer og dyrs og menneskers kognitive evner. Med en naturaliseret bevidsthed forstår vi også, at enhver teori om bevidstheden ikke må være i direkte modstrid med andre empiriske videnskabers grundlæggende principper og resultater. Bogen er opdelt i fire dele eller sektioner, der hver især fokuserer på forskellige tilgange til bevidsthedsproblemet. Første del begynder med at diskutere, hvad vi skal forstå ved bevidsthed. Dernæst præsenterer vi en række begreber, hvormed man kan forstå bevidsthedens forskellige udtryk og fremtrædelsesformer. Vi redegør også for filosofiens skel mellem ‘de lette problemer’ og ‘det svære problem’ i forhold til at forstå bevidstheden. I korthed angår de lette problemer bevidsthedens kognitive struktur og processer, mens det svære problem rejser sig, når vi skal prøve at finde frem til bevidsthedens natur. Det er dette problem, som metafysikken forsøger at give en løsning på.
Moderne bevidsthedsfilosofi.indd 13
04.04.2022 08.53