BrugsKunst

JØRN GULDBERG

FORORD

8

INDLEDNING

10

FORHISTORIEN OG DE FØRSTE BRUGSFORENINGER 1850–1896 12

DE DANSKE PIONERER 16

DE PATRIARKALSKE PIONERFORENINGER 18

FO RSØG PÅ ET LANDSDÆKKENDE INDKØBSFÆLLESSKAB  19

BR UGSFORENINGERNE OG DEN SOCIALDEMOKRATISKE ARBEJDERBEVÆGELSE 20

PÅ V EJ MOD EN LANDSDÆKKENDE FÆLLESFORENING 23

FÆ LLESFORENINGEN FOR DANMARKS BRUGSFORENINGER DANNES 25

GODE BRUGSTING 1930–1945 28

KRAVET OM PRODUKTKVALITET, FUNKTIONALITET OG NUTIDIGE FORMER VOKSER 32

RE KLAMEAFDELINGEN OPRETTES 41

FR EDERIK NIELSEN OG DE ’SMAGLØSE’ VARER 51

STEEN EILER RASMUSSEN ENGAGERES SOM KUNSTNERISK KONSULENT 54

FR EDERIK NIELSEN OG DE ’RIGTIGE BRUGSTING’ 59

DE N INTERNE PRÆSENTATION AF GODE BRUGSTING 64

UD STILLINGEN I KUNSTINDUSTRIMUSEET 78

FOR SYNINGSSITUATIONEN UDFORDRER KAMPAGNEN 88

ST EEN EILER RASMUSSEN TRÆKKER SIG SOM KUNSTNERISK KONSULENT 95

KAMPAGNEN KLINGER UD  95

MØBLERNE: 1938–1942 96

M.K. MICHAELSENS ROLLE  I UDVIKLINGEN AF FDB’S MØBLER 98

OV E BOLDT ANSÆTTES PÅ ARKITEKTKONTORET 100

O VE BOLDT OM GODE MØBLER 107

O VERGANGEN MELLEM FASE TO OG TRE I FDB-MØBLERNES HISTORIE 111

MØBLERNE: 1942–1950 116

FREDERIK NIELSENS AMBITIONER FOR FDB’S MØBELPROGRAM 118

D EN SVENSKE UDSTILLING I KUNSTINDUSTRIMUSEET 119

S TEEN EILER RASMUSSENS ROLLE I MØBELPROJEKTET 126

B ØRGE MOGENSEN OG MØBELARKITEKTKONTORET BEGYNDER ARBEJDET 126

I NSPIRATIONEN FRA KAARE KLINT 130

B ØRGE MOGENSENS BYGGEMØBLER 138

B ØRGE MOGENSENS MØBLER UDSTILLES 161

M ØBELFILMENE  172

F DB’S ANDET MØBELKATALOG 172

M ØBELAFDELINGEN OPRETTES 174

B ØRGE MOGENSENS EXIT 174

E KSPORT AF FDB OG BØRGE MOGENSENS MØBLER 18 1

REPRODUKTIONER AF DANSK KUNST 1943–1949 188

FREDERIK NIELSENS ROLLE I INITIATIVET 190

DEN FØRSTE SERIE LANCERES 191

DEN KOOPERATIVE BEVÆGELSES SYN PÅ REPRODUKTIONER 192

R EPRODUKTIONERNE I RELATION TIL GODE BRUGSTING OG MØBLERNE 194

R EPRODUKTIONERNES HISTORISKE PROFIL 198

R EPRODUKTIONERNE I OMTALER OG MØBELUDSTILLINGER 199

R EPRODUKTION VS. ORIGINALGRAFIK 202

DEN EUROPÆISKE KONTEKST 1900–1950 204

DEN MODERNE BEVÆGELSE 206

M ØBLER TIL ALMINDELIGE MENNESKER: TYSKLAND 211

M ØBLER TIL ALMINDELIGE MENNESKER: SVERIGE 226

M ØBLER TIL ALMINDELIGE MENNESKER: NORGE 1920–1924 244

E TABLERINGEN AF ET NORDISK SAMARBEJDE 246

DEN DANSKE KONTEKST 1900–1950 248

ET NATIONALISTISK OG DEFENSIVT UDGANGSPUNKT 250

WERKBUND UDSTILLER OG INTRODUCERES FOR DET DANSKE PUBLIKUM 251

PÆDAGOGISKE OG BELÆRENDE UDSTILLINGER I DANMARK I 1920’ERNE 254

F OKUS PÅ ENKELTMØBLET OG BYGGEMØBLERNE SKÆRPES 259

BOSÆTNINGSLÅN: EN VARM POLITISK KARTOFFEL 261

F DB’S FAGLIGE POSITIONERING I NYT TIDSSKRIFT FOR KUNSTINDUSTRI 262

KULTURPROJEKTERNE: SUCCES ELLER FIASKO? 1933–2017 272

MODTAGELSE OG REPRÆSENTATION PÅ MUSEER 274

B ØRGE MOGENSENS REALISERING AF FDB’S MÅLSÆTNING 275

R EPRODUKTIONERNES PÆDAGOGISKE IDEALISME 275

GO DE BRUGSTING 2.0? 276

NOTER 280 LITTERATURLISTE 288

STIKORDSREGISTER 294

FORORD

Man kan egentlig ikke sige, at denne bog har været længe undervejs, selv om en kortere tekst om samme emne blev udgivet på en uformel måde for en hel del år siden.

Som det første af en serie såkaldte arbejdspapirer inden for uddannelsesområdet designstudier på Center for Kulturstudier, Odense Universitet (nu Syddansk Universitet), blev Tradition, modernitet og usamtidighed: Om Børge Mogensens FDB-møbler og det modernes hjemliggørelse i 1940’erne udsendt i 1998. Rammerne for genren arbejdspapir blev lokalt sat til et maksimalt sidetal på 60, og oplaget til 200 eksemplarer uden mulighed for genoptryk.

Siden da har denne tekst blot ’ligget’ hen i urevideret form. Arbejdspapiret blev som nævnt udsendt i et beskedent oplag, men er – helt i overensstemmelse med denne genres idé – adskillige gange blevet kopieret til undervisningskompendier på universiteter og University Colleges samt gymnasier og højskoler. Bortset fra 2022, er der indrapporteret kopiering til CopyDan hvert år siden 1999. Et par læsere har i tidens løb lagt fyldige resuméer på internettet, hvor en tredje på et tidspunkt desuden har lagt en scanning af hele teksten op.

Efter udsendelsen af arbejdspapiret i 1998 er den oprindelige tekst blot øget en smule med nogle få tilføjelser frem til cirka 2008. Først en imødeset pensionering har gjort det muligt at henlægge hele arbejdsdage til arkiver, museer og bibliotekers læsesale, ligesom det med den nye status kunne lade sig gøre at afsætte den tid, der skulle til for at få læst relevante årgange af FDB’s mange medlemsblade igennem.

Med denne bog foreligger nu en fyldig gennemgang af FDB’s kulturelle satsninger frem til 1950 med et forsøg på at udpege både en indre sammenhæng og relevante berøringsflader til bevægelser og tendenser i samtidens danske og europæiske designkultur.

Bogen er tilegnet Anne Grete.

Jørn Guldberg

Aage Sikker Hansen, plakat for FDB Møbler, 1949.

INDLEDNING

Mange danskere af de lidt ældre generationer vil umiddelbart forbinde fænomenet FDB­møbler med de møbler, Børge Mogensen tegnede for FDB i 1940’erne: shakerborde, Windsorstole og stolemodellen J39, også kaldet ’folkestolen’. Møblerne udgør, på linje med Aage Sikker Hansens grafisk prægnante vareplakater for Cirkel Kaffe og tobak fra FDB’s tobaksfabrik i Esbjerg, en del af den nyere danske kulturarv, som de fleste har et fortroligt, eventuelt personligt, forhold til. Samme status har Mogens Kochs emballage til havregrynsmærket Davre, som mange danskere siden 1930’erne har haft stående foran sig på morgenbordet. For yngre generationer refererer begrebet FDB­møbler nok primært til de møbler, der nu sælges i en række nyåbnede butikker landet over. Fænomenet FDB Møbler er genopstået som et resultat af, at SuperBrugsen i 2013 lancerede en serie ældre modeller tegnet af blandt andre Mogensen. De færreste danskere vil derimod forbinde navnet Ove Boldt med FDB og fællesforeningens møbelsalg. Men Boldt var faktisk FDB’s første møbelarkitekt, og de møbler, han tegnede, indgik i FDB’s helt store kulturelle satsning i årene omkring 1940, kampagnen for Gode Brugsting. Bag kampagnen stod Frederik Nielsen, der indtil 1951 var førstedirektør for Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, FDB. Frederik Nielsens tanker om Gode Brugsting kom til at præge blandt andre Mogensens FDB­møbler på en måde, der aldrig tidligere er blevet beskrevet og analyseret. Frederik Nielsens betydning for FDB’s kulturelle indsats blev tidligt fremhævet af en engelsk gæst ved FDB’s 50årsjubilæum i 1946. I anledning af Nielsens 75­års fødselsdag i 1956 udgav FDB et festskrift, blandt andet med et bidrag fra Gertrude F. Polley, den daværende generalsekretær for International Co­operative Alliance (ICA). I sit bidrag beskriver Polley sin erindring om Nielsens engagement i menneskers hverdagsmiljø:

Vi husker, at vi på et af vore første møder i København efter krigen besøgte FDB’s møbeludstilling. Vi kunne ikke sige os fri for, at vi blev misundelige, da vi besigtigede forsøgslejlighederne med deres enkle og tiltalende møbler, ligefrem kunstneriske køkkenredskaber og reproduktioner af gode malerier. Det var nemlig på et tidspunkt, da der i vort land kun blev fremstillet ’Utility’­møbler, der tilmed var rationerede (Arnfred 1956, 124).1

Polley sammenfatter ret præcist, hvad hun kalder Nielsens ”bestræbelser på at forskønne almindelige mænd og kvinders hjem” (Arnfred 1956, 124). Frederik Nielsens kulturelle interesser og hans insisteren på at gøre disse interesser til hele FDB­organisationens er denne bogs emne. Helt konkret handler bogen om FDB og medlemsforeningernes formidling og salg af brugsting, møbler og billedudsmykning. Til disse tre kulturelle satsninger – fire, hvis vi tager arkitektkontorets virksomhed med – hører også den gradvise udvikling af FDB’s visuelle, dvs. grafiske, profil i form af emballage og reklamer, herunder plakatreklamer.

De ovennævnte indsatsområder voksede frem af længere tids skærpet fokus på, hvad man kunne kalde FDB’s visuelle og materialkulturelle identitet. Indsatsen havde til formål at udvikle og markere en klar, nutidig og kvalitetsbevidst profil for FDB på markedet for såkaldt varige forbrugsgoder. Denne profil måtte naturligvis gerne øge FDB’s kommercielle gennemslagskraft udadtil, men profileringen blev i lige så høj grad opfattet som en satsning, der skulle bidrage til at realisere FDB’s kulturelle mission indadtil.

FDB’s kulturelle mission tog sit afsæt i de oprindelige hovedprincipper for brugsforeningernes virksomhed: indkøb og distribution af varer, overskudsdeling og oplysningsarbejde, der blev fastholdt i den nye organisation Fællesforening for Danmarks Brugsforeninger ved dannelsen i 1896. Og da FDB med Frederik Nielsen som initiativtager omkring 1940 begyndte at opprioritere oplysningsarbejdet og, ikke mindst, konkretisere og kvalificere dette arbejde på en række satsningsområder, kunne man effektfuldt påberåbe sig organisationens tredje hovedprincip om at tage vare på den kulturelle og åndelige side af medlemmernes velfærd.

Ét er imidlertid medlemsudflugter til fabrikker og centrallagre, foredrag med efterfølgende kaffebord samt almindeligt oplysningsarbejde. Noget andet og mere følsomt er at bevæge sig ind på et område som boligens udstyrelse. Det var på forhånd givet, at medlemmernes vaner, smag og forståelse af hjemmet som identitetsreference ville blive udfordret af en centralt fastlagt normativ politik. En topstyret smagspolitik ville jo indebære en reel begrænsning af medlemmernes muligheder for frit at kunne vælge brugsgenstande, møbler og udsmykning. Men det var netop en normativ politik, Frederik Nielsen ønskede at realisere, hvilket tvang ham til at udvise stor retorisk forsigtighed og ekvilibrisme, når han udtalte sig om de forskellige kulturelle projekter. For at give kampagnen for Gode Brugsting autoritet og gennemslagskraft blev den kendte og respekterede arkitekt og professor ved Kunstakademiet Steen Eiler Rasmussen engageret som FDB’s kunstneriske konsulent.

Samme forsigtighed, som Nielsen udtrykte retorisk, præger også realiseringen af projekterne på flere måder. Som vi skal se, kunne FDB’s konsulenter og formgivere have valgt andre og mere radikale løsninger, hvad angår materialer, formudtryk og stil. Men forståelsen af situationen var dén, at kulturaliseringen af FDB’s medlemsskare ikke skulle ske ved en revolution eller ved at bryde med vanerne og med de former, man havde vænnet sig til. Højnelse af smagen skulle ske ved netop at udvikle et formmæssigt og fremstillingsteknisk kompromis mellem tradition og modernitet. For alle indsatsområders vedkommende kan man sige, at FDB’s specialister og rådgivere ville vise, at det kendte – de former, man var fortrolig med – kunne se anderledes ud, og samtidig være både af høj kvalitet og billige.

Frederik Nielsens ambitioner for FDB var høje, men han formulerede sig i afdæmpede vendinger. Tre formuleringer går igen i hans udmeldinger om brugstingenes – og andre varegruppers – kvalitet: tingene skulle være ”de rigtige”; de skulle være ”værdige” og gøre FDB ”ære”.

Ligesom man kan hævde, at de kulturelle projekters målgruppe var, hvad man kalder (og også dengang kaldte) ’almindelige mennesker’ eller ’den jævne mand’, er den overordnede konklusion, at såvel brugstingene som møblerne blev ’almindelige’. Det almindelige blev ganske enkelt det styrende ideal for projekterne, og både Rasmussen, Boldt og Mogensen var optagede af tingenes traditionelle former og navnlig af typedannelsen inden for forskellige objektkategorier.

Bogen er kronologisk opbygget. Første kapitel omhandler den hjemlige brugsbevægelses tidlige historie frem til dannelsen af FDB i 1896 og den forretningsmæssige organisering af Fællesforeningen, og således FDB’s ideologihistoriske arvegods.

Andet kapitel har fokus på kampagnen Gode Brugsting samt udstillingen af samme navn i Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark) i 1941. Kampagnens idé, målsætning og ideologiske grundlag afdækkes med udgangspunkt i Frederik Nielsens ambitioner og betydningen af Steen Eiler Rasmussens anglofile orientering. I kronologisk orden behandles oprettelsen af FDB’s arkitektafdeling og nogle karakteristiske eksempler på tegnestuens virksomhed, hvorefter grafisk design (emballage, annoncer, plakatreklamer) beskrives – også ud fra eksempler.

Tredje og fjerde kapitel handler om FDB’s egenproduktion af møbler i perioden 1939­1950. Tredje kapitel omhandler de tre­fire år, da Ove Boldt leverede tegninger til nye møbler, herunder også hans indretning af en permanent udstillingsfacilitet i FDB’s hovedkvarter i København, Møbeludstillingen, og et møbelsalgssted i Aarhus. I kapitel fire fokuseres på Børge Mogensens indsats som leder af den særlige møbeltegnestue, der blev oprettet ved hans ansættelse i 1942. Der redegøres her for den organisatoriske særstatus, møbelprojektet fik, og for de mange vanskeligheder, projektet stødte på som følge af krigstidens knaphed på materialer. Herefter følger nogle afsnit med analyser og karakteristikker af de forskellige møbelgruppers kendetegn. I resten af kapitlet behandles møblernes udstillingshistorik frem til 1950 og den faglige anerkendelse af Mogensens møbeldesign for FDB samt eksempler på møblernes udbredelse til en række velfærdsinstitutioner op gennem 1950’erne og 1960’erne.

I kapitel fem beskrives FDB’s engagement i kunstformidling til medlemmerne i form af en række reproduktioner af dansk billedkunst som farvelitografier og farvetryk.

Kapitel seks og syv giver en fremstilling af FDB­projekternes historiske kontekster, dvs. sammenhængen mellem den moderne designbevægelses formrevolution og intentionen om at modernisere forbrugernes smag og kritiske kompetence. I kapitel seks redegøres for de vigtigste udviklingstendenser i Tyskland, Sverige og Norge. Kapitel syv omhandler den danske kontekst. Kapitel otte er en sammenfattende vurdering af FDB’s kulturelle satsninger.

Ud over hvad der er skrevet om FDB­møblerne i litteraturen om Børge Mogensen, eksisterer der ingen forskning i denne bogs temaer. Derfor skal alle de grundlæggende spørgsmål om hvad, hvem, hvornår osv. stilles her. Hovedparten af de kilder, fremstillingen bygger på, er leveret af aktørerne selv, og da de personer, der er ophav til tekstkilderne, også selv skal have lov til at komme til orde, er læsningen af kilderne ret tekstnær og med mange referencer. Formidlingen har i høj grad været styret af en faglig, til tider nørdet, nysgerrighed efter dels at finde svar på, hvad de involverede aktørers bevæggrunde har været, dels at vise rækkefølgen i de afgørende handlingsforløb.

En særlig historiografisk udfordring knytter sig til målsætningen om almindelighed – ideen om, at brugsting, møbler, billeder til vægudsmykning i hjemmene skulle være almindelige og hjemlige. Udfordringen består i at skulle ignorere nogle etablerede principper for designhistorieskrivning. Det er sædvanligvis fremkomsten af det ualmindelige, det spektakulære eller det markant nye, der tænkes at fungere som historiens motor. Men for FDB’s kulturprojekter i 1940’erne var traditionen og den historiske forankring afgørende. Alt dette betyder ikke, at FDB’s kulturelle satsninger slet ikke bød på egentlige nyheder, men det drejede sig om den slags nyheder, der fremkommer, når blikket rettes mod traditionen, mens man orienterer sig i nutiden for at kunne forestille sig fremtiden.

Overordnet set er beretningen om FDB’s kulturelle satsninger næret af en faglig interesse i at afdække og italesætte en ellers stum historie. Indsigt i og forståelse af dynamikken i FDB’s kulturelle mission er vigtig for at sætte sig ind i de valg, Frederik Nielsen og Steen Eiler Rasmussen traf i relation til Gode Brugsting, og som også kom til at præge Børge Mogensens FDB­møbler.

1

FORHISTORIEN OG DE FØRSTE BRUGSFORENINGER

1850—1896

Brugsforeningsbevægelsen i Danmark, og de fleste andre europæiske og nordiske lande, er stærkt inspireret af det engelske initiativ, der blev taget af en gruppe arbejdere i byen Rochdale. Et af de elementer, som man rundtomkring fik indføjet i brugsforeningernes målsætning, også i FDB, var betoningen af den folkeoplysende og kulturformidlende opgave. På dette punkt, var den engelske inspiration også tydelig. Her skal historien om de engelske tekstilarbejderes pioner­kooperativ i Manchesterområdet blot opsummeres.

Der er skrevet meget om betydningen af de 28 Rochdalevæveres resolutte initiativ til at imødegå markedsbestemte prisfluktuationer ved at stifte brugsforeningen The Rochdale Society of Equitable Pioneers i 1844.1 De såkaldte Rochdaleprincipper blev grundlaget for den blomstrende engelske brugsforeningsbevægelse, der allerede få år senere omfattede omkring 1.000 brugsforeninger. Principperne omhandlede syv elementer, i overskriftsform: åbent medlemskab, demokratisk ledelse, dividende i forhold til indkøb, begrænset rente af indskudskapital, politisk og religiøs neutralitet, kontant betaling og oplysning og uddannelse. Rochdaleprincipperne blev også overført til de sammenslutninger af foreninger, der efterfølgende blev dannet både på regionalt og nationalt plan i England. Efter nogle halvhjertede og i overvejende grad regionalt baserede forsøg blev det nationale Co­operative Wholesale Society Ltd., CWS, dannet i 1872, og et år senere etablerede CWS sine første to fremstillingsvirksomheder. Det drejede sig om fabrikker til fremstilling af så forskellige ting som kiks/småkager og fodtøj2 Af en officiel CWS­publikation fra 1951 fremgår i øvrigt, at man ikke blot havde en stor import af danske landbrugsvarer, men at importen var så omfattende og konstant, at CWS havde etableret permanente ’buying depots’ i Aarhus, Esbjerg, Odense og København (CWS 1951, 10)

I dette kapitel følger et rids af brugsforeningsbevægelsens historie i Danmark fra 1860’erne til dannelsen af FDB i 1896 og de første års arbejde med at udvikle en effektiv forretningsmodel for den nye Fællesforening. Oprettelsen af en brugsforening blev som nævnt opfattet som et socialt og kulturelt oplysningsprojekt. Både sognepræsten Hans Christian Sonne, der stiftede Thisted Kjøbstads Arbeider­

forening i 1866, og lægen Frederik Ferdinand Ulrik, der formidlede de engelske brugsforeningsideer til Sonne, udgav skrifter, der adresserede den ideologiske side af sagen, dvs. det bredere formål med oprettelse og drift af en brugsforening eller arbejderforening, som var den oprindelige betegnelse. Begge skrifter understreger den grundlæggende idé om, at arbejderforeningens formål i sidste ende var at give arbejderne hjælp til selvhjælp. Målet var ikke bare at gøre det muligt at anskaffe og fordele de mest elementære materielle fornødenheder og holde sulten for døren. Arbejderforeningens opgave var at forberede arbejderne til medborgerskab gennem oplysningsvirksomhed. Arbejderne skulle myndiggøres.

De første brugsforeningsdannelser var baseret på en patriarkalsk tankegang, og i fremstillingen her gives nogle eksempler på, at initiativet til mange af de første brugsforeninger kom fra oven, så at sige, idet det blev taget af godsejere og fabriksejere. Det er denne situation, der skal ses som årsagen til den socialdemokratiske arbejderbevægelses ambivalente holdning til forbrugerkooperationen. Først efter mange års tøven blev den organisering på græsrodsplan, som brugsbevægelsen var udtryk for, anerkendt som en tredje platform ved siden af de to eksisterende, fagbevægelse og parti. Denne problematik er i de senere år blevet repeteret, dels af Henning Grelles veldokumenterede fremstilling af arbejderkooperationens historie (Grelle 2012), dels med Pelle Dragsteds historiske argumentation for at genintroducere nutidige varianter af andelsprincippet og kollektivt ejerskab eller, som han kalder det, ”nordisk socialisme” (Dragsted 2021) I årene omkring dannelsen af FDB i 1880’erne og 1890’erne var en anden slags pioner aktiv på den mere kommercielle front: uddeleren Severin Jørgensen, der fra brugsforeningen i Vester Nebel ved Kolding på forbilledlig vis praktiserede en grossistvirksomhed, ofte for egen regning og risiko. Denne virksomhed fungerede som inspiration til FDB’s forretningsmæssige organisering, og Jørgensen blev en central figur i FDB’s formative år, ligesom han fik stor indflydelse på andelsbevægelsen omkring århundredskiftet.

Dette historiske kapitel vil have fokus på, hvordan såvel den økonomiske som den sociale og kulturelle betydning af brugsforeningernes virksomhed i lokalsamfundet indgik i foreningernes selvforståelse.

EFTER ENGELSK FORBILLEDE

Historien om den danske brugsforeningsbevægelse rummer flere resultatløse begyndelser. Det samme gælder internationalt. De første kooperative initiativer kan dateres tilbage til slutningen af 1700-tallet. Det ældst dokumenterede forsøg var ifølge nogle historikere meget beskedent, idet nogle vævere i den lille skotske by Fenwick i 1769 købte en sæk havregryn, hvis indhold blev fordelt mellem medlemmerne af Fenwick Weavers’ Society, der var grundlagt i 1761. Men som det gik i mange tilfælde, først og fremmest på de britiske øer samt i Frankrig og USA, gik lignende indkøbs- og fordelingsforeninger i sig selv. Ved siden af denne type foreninger lå kooperative ideer og andelsprincipper til grund for etableringen af fælles faciliteter og ydelser, såsom kornmøller, mejerier, forsikringsselskaber og sparekasser, der i de fleste tilfælde desuden var baseret på et gensidighedsprincip. For eksempel blev det første gensidige forsikringsselskab i USA stiftet af den amerikanske oplysningsfilosof og politiske tænker Benjamin Franklin i 1760’erne. Det første amerikanske andelsmejeri blev oprettet i 1810, og initiativet var i 1860 blevet fulgt op i de fleste østlige stater i USA, hvor kooperative ideer generelt havde stor udbredelse.

Den første brugsforening i USA blev oprettet i 1845 af Boston’s Workingman’s Protective Union. Men det var en konkret foreningsdannelse i England et år tidligere, der kom til at danne model for oprettelsen af brugsforeninger eller arbejderforeninger, som de ofte blev kaldt, ikke bare i Danmark og det øvrige Skandinavien, men på hele det europæiske kontinent. I oktober 1844 oprettede en gruppe borgere i byen Rochdale i udkanten af Manchester en brugsforening, The Rochdale Society of Equitable Pioneers, og som det udtrykkes i navnet, var værdier som hæderlighed, rimelighed og upartiskhed bærende for selskabet. Disse idealer blev i flere omgange konkretiseret til de såkaldte Rochdale-principper. Efterfølgende blev disse principper enten overtaget direkte eller underkastet en diskret lokal og national tillempning, efterhånden som brugsforeningstanken rundtomkring i verden vandt frem. Baseret på de samme idealer blev en international organisation, International Co-Operative Alliance, ICA, dannet i 1895.

Den engelske brugsforeningsbevægelses resultater kom også til at præge udviklingen i Danmark, hvor pastor Hans Christian Sonne i Thisted blev introduceret til Rochdale-principperne i 1865 og straks tog initiativ til oprettelsen af Thisted Arbeiderforening, der som den første levedygtige danske brugsforening åbnede en butik eller udsalgslokale i 1866.

I historieskrivningen om Rochdale har der været tradition for at omtale de ’28 væveres’ epokegørende initiativ som begyndelsen på udviklingen af den moderne brugsforeningsbevægelse. Nyere forskning har dog påvist, at hverken tallet 28 eller betegnelsen ’væver’ er dækkende for initiativgruppens størrelse og medlemmernes erhvervstilknytning i det center for engelsk tekstilindustri, som Rochdale (og Stor-Manchester) udgjorde med sine mange møller, spinderier og væverier.

Derimod er der ikke tvivl om gruppens sociale engagement. Langt hovedparten af gruppens medlemmer var enten ’Owenister’, dvs. tilhængere af Robert Owens utopiske socialisme og kollektivistiske samfundsideer, eller ’chartister’, dvs. arbejdere,

der havde tilsluttet sig en reformistisk strømning inden for den engelske arbejderbevægelse, hvis ideer til politiske reformer refererede til det såkaldte ’Peoples’ Charter of 1838’. Chartisterne fremførte flere krav til arbejdernes parlamentariske repræsentation og havde 1838-1858 en ret markant mobiliseringsevne. Stort set alle de reformer, som chartisterne havde foreslået, opnåede sidenhen almen tilslutning (bortset fra et krav om årlige parlamentsvalg).

Det udtalt store sociale engagement var umiddelbart en force for bevægelsen, men fik i nogle lande også den uforudsete konsekvens, at den socialistiske eller socialdemokratiske arbejderbevægelse langt op i tiden var kritiske over for brugs- og arbejderforeninger. Det gjaldt også i Danmark. Man mente, at sådanne apolitiske græsrodsforetagender slørede klassekampsperspektivet og sløvede den potentielle revolutionære gejst hos arbejderne. Denne modstand var til en vis grad begrundet i, at de første brugsforeninger i mange tilfælde var oprettet på initiativ af idealistiske godsejere, fabriksejere og embedsmænd som skolelærere og præster.

De oprindelige Rochdale-principper omfattede i deres endelige form fra 1854 følgende fem elementer:

Medlemskab for alle

Demokrati (en stemme pr. medlem, uanset køn og social status)

En fast lav forrentning af indskud

Kontanthandel

Fremme af oplysning og uddannelse

Siden kom yderlige bestemmelser til om politisk neutralitet, kvalitetskrav til varerne, garanti for vægt og mål, overskudsdeling proportionalt med indkøb og om samarbejde med andre foreninger på regionalt og nationalt plan.

I denne bogs sammenhæng er punktet om oplysning og uddannelse af særlig interesse. På De Britiske Øer havde uddannelse stor vægt fra begyndelsen, og indtil almen skolegang for alle børn blev gennemført. Brugsforeningerne stod for den grundlæggende undervisning af sine medlemmer og medlemmers børn i sprog, matematik og naturvidenskabelige emner. I mange foreninger blev der også oprettet lånebiblioteker med læsestuer udstyret med for eksempel vægte med lodder, mikroskoper og zoologiske og geologiske samlinger. Men efterhånden som grundskoleundervisning blev alment tilgængelig, kom fokus til at ligge på at udvikle foreningsspecifikke kompetencer som forretningsførelse, mødeledelse, organisationsarbejde, osv.

Da pastor Sonne i 1867, året efter oprettelsen af Thisted Arbeiderforening, udgav sin bog Arbeiderforeninger: Til Oplysning og Veiledning, beskrev han oprettelsen af foreningen og foreningsvedtægtens ni punkter. Han omtalte her også den oplysningsvirksomhed, som straks blev iværksat med foredrag og med oprettelsen af et lille biblioteksrum i tilknytning til det butiks- eller udsalgslokale, man havde lejet. Af beretninger om tilsvarende aktiviteter i andre danske brugsforeninger fremgår, at oplysningsvirksomheden ofte formede sig som foreningsmøder med fællessang, oplysende foredrag og kaffebord. Voksenuddannelse og efteruddannelse blev i stort omfang varetaget af folkehøjskolerne, der jo fungerede som hele den danske andelskulturs folkelige universitet.

DE DANSKE PIONERER

I Danmark blev der oprettet nogle få brugs­ og husholdningsforeninger i 1840’erne og 1850’erne. Men som det også var tilfældet med mange af de foreninger, der blev oprettet i 1860’erne, var der typisk tale om initiativer, der fra starten ikke blev fulgt op med en levedygtig forretningsmæssig organisering og ofte manglede et klart idégrundlag eller langsigtet strategi. En kort periode i 1851 eksisterede Foreningen til Arbejdsklassens Vel i København. Foreningen blev oprettet med henblik på at indkøbe og distribuere ’Nødvendighedsartikler’, primært brændsel. Et par år senere blev Foreningen for billige Livsfornødenheder stiftet på initiativ af én af den socialdemokratiske arbejderbevægelses pionerer, Frederik Drejer. Fra 1853 organiserede foreningen med en vis succes salg af kaffe, smør, sukker, lampeolie og lys, men aktiviteten viste sig hurtigt tabsgivende, og som mange andre lignende foreningsinitiativer løb også dette ud i sandet efter kort tid (Poulsen & Jørgensen 1984, 10)

Blandt de 10­15 første foreninger, der blev oprettet i København i perioden 1850­1873, eksisterede kun en enkelt mere end 20 år, nemlig Østerbros Husholdningsforening, oprettet februar 1868 i Lægeforeningens Boliger, Brumleby. Denne forening havde til gengæld netop den ideologiske og forretningsmæssige profil på plads fra begyndelsen, idet den danske brugsforeningsbevægelses absolutte pioner, lægen Frederik Ferdinand Ulrik, var en af initiativtagerne. Han havde indtil 1864 haft embede i Tønder, men som en konsekvens af nederlaget i 1864­krigen blev han afskediget og udvist, og som en konsekvens heraf fordanskede han sit efternavn, fra Ulrich til Ulrik. En tid måtte han og familien forlade sig på københavnske slægtninges gæstfrihed. I København engagerede han sig i filantropisk arbejde af forskellig art, og fik ansættelse som kommunelæge og desuden blandt andet tilknyttet Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere som læge.

Lægen Frederik Ferdinand Ulrik introducerede de engelske brugsforeningsideer til Hans Christian Sonne i 1865. Han oprettede senere Østerbros Husholdningsforening i Brumleby.

Præsten Hans Christian Sonne oprettede den første levedygtige danske brugsforening, Thisted Arbeiderforening i 1866.

F.F. ULRIK OG H.C. SONNES

INDSATS I 1860’ERNE

På opfordring af Severin Jørgensen (FDB’s første formand og en FDB­pioner på et andet område, som vi straks vender tilbage til) udarbejdede Frederik Ferdinand Ulrik i 1899 en slags selvbiografi, der især skulle redegøre for samarbejdet med Sonne i 1860’erne. Foruden redegørelsen sendte han en samling breve, som pastor Hans Christian Sonne i årene efter stiftelsen af Thisted Arbeiderforening havde sendt til Ulrik, dels med beretninger om foreningens fremgang og trængsler, dels med anmodning om råd vedrørende kooperativ virksomhed. I sin selvbiografi beskriver Ulrik sit møde i 1865 med bornholmeren Hans Christian Sonne, der havde været præst i Møgeltønder, men var udvandret i 1864 for at blive præst i Thisted. De to gamle venner havde i oktober 1865 deltaget i et møde om fattigforsorg i København og havde her kunnet konstatere, at de var enige i deres syn på filantropisk virksomhed og dennes begrænsning. De var af den overbevisning, at ”formålet med forsynlig bistand helst må gå ud på at vejlede og hjælpe småkårsfolk til at hjælpe sig selv, for at de kan opnå størst og varigst udbytte til økonomisk velvære og åndelig og moralsk udvikling” (Jørgensen 1900, 370) 3

På mødet havde Ulrik orienteret Sonne om Rochdale­vævernes initiativ, og Sonne var draget hjem med det forsæt straks at føre Rochdale­ideerne ud i livet på lokalt plan. Resten er historie, og indledningen til denne historie har Sonne selv fortalt om i sin bog fra 1867, Om Arbeiderforeninger: Til Oplysning og Veiledning

Allerede samme år som mødet med Ulrik fandt sted i oktober, begyndte Sonne i de følgende måneder at skrive indlæg om fattigforsorg i lokale aviser, blandt andet Thisted Amtstidende, og holde foredrag om samme emne, hvorunder han fortalte om resultaterne af Rochdale­pionerernes indsats.

I løbet af foråret 1866 blev ideen om en brugsforening drøftet på en række møder, og 6. maj enedes en forsamling af omkring 80 mødedeltagere om at begynde at indskyde et ugentligt beløb til et fond, der skulle danne grundlag for indkøb af levnedsmidler. Officielt blev vedtægterne for Thisted Arbeiderforening godkendt 1. juli 1866, og heri blev det blandt andet bestemt, at foreningens driftskapital skulle udgøres af medlemmernes ugentlige indskud, og at hvert medlem skulle have fem procent i årlig rente af hans eller hendes indskudte kapital. Af den resterende del af overskuddet skulle 2,5 procent reserveres til et fond til ”anskaffelse af nyttig læsning og tilvejebringelse af et fælles forsamlings­ og læseværelse ” (Sonne 1867, 29). Hvad denne facilitet angår, blev der faktisk indrettet et læseværelse, kort tid efter at butikken åbnede i lejede lokaler november samme år. Men det viste sig til Sonnes store ærgrelse, at medlemmerne i begyndelsen mest lånte underholdende litteratur og ikke den oplysende, ligesom medlemmer og andre ikke just var entusiastiske, når det gjaldt om at bakke op om kulturelle og oplysende foredrag.

F.F.

ULRIK

OG H.C. SONNES SKRIFTER

OM ARBEJDERFORENINGER

I sin bog gengiver Hans Christian Sonne alle ni paragraffer i Thisted Arbeiderforenings vedtægter, der også fastlægger en forretningsorden for bestyrelsesarbejde og afholdelse af møder. I bogens indledning citerer han foreningens formålsparagraf: ”Foreningens formål er ved frivillige bidrag af medlemmerne at danne et fond for at sætte dem i stand til fordelagtige indkøb af livsfornødenheder” (Sonne 1867, 27-28)

Sonne indleder dog citatet fra vedtægternes formålsbeskrivelse med at konstatere, at beskrivelsen egentlig angår ”måden og midlet”. I forlængelse af citatet fortsætter han med følgende lange og emfatiske beskrivelse, der her citeres i sin helhed, da den klart udtrykker de basale ideer, som mange samtidige filantropiske – og patriarkalske – initiativer var båret frem af:

Dette er egentlig ikke formålet, men midlet; overser man dette, hæfter man let opmærksomheden fortrinsvis på sagens økonomiske og materielle side og taber den sande dybe og store betydning af syne, nej, formålet er:

● at hæve den i borgerlig henseende lavere stillede, afhængige og trykkede del af befolkningen til et højere sædeligt, intellektuelt og socialt trin og derved en hæderligere plads i samfundet,

● at forhjælpe dem til at blive deres menneskeværd bevidst,

● at som vi alle er mennesker for Gud, det således også må blive vitterligt i samfundet,

● at udskillelsen efter stand og klasser er en tankeløshed, at den betragtning, at nogle have privilegium på at være herrer, at lade andre gøre arbejdet og selv nyde lønnen, medens andre er født til at være afhængige, ringeagtede og oversete, er en uretfærdighed,

● at der er en lovlig og fornuftig fællesret (socialisme), der ligelig berettiger ethvert menneske til ved alle redelige midler at hjælpe sig selv og arbejde sig op, som han bedst forstår og kan.

Sonne understreger gang på gang den karakterformende betydning af fællesskab og solidaritet. Han forestiller sig, at selve varetagelsen af funktioner i relation til foreningsarbejdet, og ikke mindst effekten af at foretage den beskedne, ugentlige opsparing, som medlemskabet krævede, ville bidrage til at udvikle en mentalitet, der var kendetegnet ved mådehold, tilbageholdenhed, selvkontrol og udskydelse af behovsopfyldelse. Sonne mener endda at have belæg for det synspunkt, at de engelske brugsforeningers virksomhed allerede havde bevirket en forandring hos befolkningen og ”udbredt orden, hygge og tilfredshed i hjemmet, forædlet karakteren og vakt selvfølelsen” og ”bandlyst den smålige og snæverhjertede egenkærlighed” og konkurrencementalitet (Sonne 1867, 9).4

Frederik Ferdinand Ulrik var som nævnt ganske vist med til at stifte Østerbros Husholdningsforening, men spillede først og fremmest en rolle som den, der formidlede Rochdaleideernes omplantning til den konkrete danske kontekst, dvs. brugsforeningerne i Thisted og i Lægeforeningens Boliger. Han var medlem af foreningens bestyrelse og sørgede for, at den nystiftede brugsforening fik passende lokaler i bebyggelsen (Madsen 1979, 83). I stedet for at lægge sin filantropiske virkelyst i brugsforeningsbevægelsen tog han initiativ til at stifte Arbejdernes Byggeforening i 1866, da han fandt, at akutte forbedringer af de fattiges boligsituation var mest påkrævet.

Faktisk var stiftelsen af byggeforeningen ikke i første omgang på dagsordenen, da arbejdere ved Burmeister & Wain efteråret 1865 inviterede Ulrik til et møde med henblik på at høre om mulighederne for at stifte en brugsforening. Han var imidlertid af den opfattelse, at det ville være vanskeligt at få en forening til at fungere optimalt. Fordi arbejderne boede spredt rundtom i hovedstaden, ville det for eksempel blive vanskeligt at vælge en optimal placering for ét fælles udsalgssted. Ulriks undersøgelser af placeringen af Burmeister & Wain­arbejdernes bosteder rundtom i byen afslørede ikke blot stor spredning, men også trange og usunde boligforhold, og da nederlaget i 1864 desuden havde medført en større indvandring af holstenere og slesvigere til København, foreslog Ulrik de forsamlede arbejdere at danne en byggeforening. Den blev som nævnt ovenfor stiftet i februar 1866 med tilsvarende engelske foreninger som forbillede. Mod slutningen af århundredet talte Arbejdernes Byggeforening 13.000­14.000 medlemmer, og siden stiftelsen havde foreningen fået opført cirka 1.200 boliger (Jørgensen 1900, 371) Ulriks interesse for arbejderforeninger som platform for selvhjælp understreges af, at han samme år, 1867, som Sonne udgav sit skrift Om Arbeiderforeninger, udgav sin egen bog Om Arbeiderforeninger til gjensidig Hjælp 5 Bogen er identisk med en prisopgavebesvarelse, og dens titel svarer til ordlyden af den prisopgave, som Indenrigsministeriet havde udskrevet i 1864 eller 1865. Under forarbejdet til bogen var Ulrik blevet opmærksom på Rochdale­vævernes initiativ og den engelske brugsforeningsbevægelse. Han fik fat på årgange af bevægelsens tidsskrift, The Co­operator, og fremskaffet andre engelske brugsforeningsudgivelser, ligesom han satte sig ind i den franske og tyske litteratur om emnet. I denne periode mødtes han og Sonne på det omtalte velgørenhedsmøde i København i oktober 1865.

DE PATRIARKALSKE

PIONERFORENINGER

Det hører med til fortællingen om Brugsforeningsdanmark, at grundlæggelsen af mange brugs­ og arbejderforeninger fra 1860’erne og frem var en del af mobiliseringen af det folkelige Danmark mod magthaverne og samfundets elite og mod monopoldannelser. Mange brugsforeninger blev dannet for at sikre leverancer af brød af bedre kvalitet end den, den lokale bager kunne tilbyde. Andelsmejerierne blev oprettet for at gøre mælkeproducenterne uafhængige af godsmejeriernes monopol osv. Helt så enkelt er det dog ikke. At holde fast i fortællingen kræver, at man overser, at mange brugsforeninger faktisk blev etableret af repræsentanter for samfundets eliter. Det skal de følgende to afsnit handle om, nemlig fabriksejere og godsejere, der påtog sig en traditionel, alfaderlig rolle, og som brugsforeningspionerer drog omsorg for fabrikkens arbejderstab og godsets bønder.

FABRIKSEJERE OPRETTER BRUGSFORENINGER

Blandt det første halve årtis (dvs. 1866­1871) mange brugsforeningsgrundlæggelser blev flere stiftet på initiativ af fabriks­ eller godsejere. Til den første kategori hører Nørresundby Indkøbsforening, stiftet af fabrikant Johan Galster for arbejderne på hans jernstøberi, Gabrielsværk, i Nørresundby i begyndelsen af 1866, efter at han havde læst en pjece om Rochdale­væverne. Galsters filantropiske og patriarkalske indstilling kom også til udtryk ved, at han byggede 20 arbejderboliger med tilhørende haver. Der var tale om rækkehuse med lav tagrejsning, og af den grund fik boligkomplekset øgenavnet ’Arabien’. Galster oprettede også en sygekasse, der foruden arbejdernes kontingenter havde en mindre indtjening ved at opkøbe store partier brød, som blev videresolgt til medlemmerne. Dette videresalg blev startskuddet til dannelsen af indkøbsforeningen, hvis butik åbnede i begyndelsen af november 1866, dvs. omtrent samtidig med butiksåbningen i Thisted. Hvis man tager udgangspunkt i datoen for stiftelsen af foreningen, er Nørresundby Indkøbsforening faktisk den første danske brugsforening baseret på Rochdale­principperne. Den skønnes at have eksisteret i cirka 15 år (Johansson 1996, 13-19) 6

Andre fabriksejere tog lignende initiativer, dog uden eksplicit reference til de engelske brugsforeninger, for eksempel opfordrede Michael Drewsen, ejeren af Silkeborg Papirfabrik, arbejderne dér til at oprette en brugsforening, og Silkeborg Papirfabriks Brugsforening blev stiftet i maj 1868 (Dalsgaard Larsen, 18). Hvor længe foreningen eksisterede, vides ikke, og det samme kan siges om M.P. Allerups maskinfabrik i Odense. En brugsforening blev stiftet i januar 1868, men om fabriksgrundlæggeren, Mathias Peter Allerups, sønner, der havde overtaget driften efter faderens død ti år tidligere, var involveret, og hvor længe den eksisterede, fremgår ikke, hverken af kilder til fabrikkens eller den tidlige brugsforeningsbevægelses historie.

GODSEJERE OPRETTER

BRUGSFORENINGER

Også filantropisk indstillede godsejere kunne se en idé i at yde godsets folkehold og fæstebønder samt egnens landalmue hjælp til selvhjælp. Hvorvidt denne hjælp var baseret på en ægte og dybfølt filantropisk idealisme og ikke en, i øvrigt helt legitim, egeninteresse i at have en selvhjulpen og velsocialiseret medarbejderstab, kan naturligvis være svært at afgøre. I nogle tilfælde var godsejerens virkefelt så omfattende, at initiativet til oprettelse af en brugsforening virker som en mindre, men selvfølgelig del af et bredt landbrugsfagligt og socialt engagement i lokalmiljøet. Et markant eksempel herpå er ejeren af Orupgård på Falster Edward Tesdorpf, der ikke blot tog initiativ til oprettelsen af den lokale Idestrup Sogns Brugsforening, hvis formand han blev ved stiftelsen i 1868.7 Han sørgede også for oprettelsen af alderdomsforsørgelse, syge­ og begravelseskasser, ligesom han ved sit gods og nogle af de tilkøbte større gårde opførte arbejderboliger med tilhørende køkkenhaver. Han bekostede gennemgribende renoveringer af fem lokale kirker. Han oprettede et svendehjem i Nykøbing med det formål at udbyde undervisning til landbrugselever og gårdskarle og ­piger, hvilket han også gjorde i privaten på Orupgård.  Tesdorpf var også fremsynet i agronomisk forstand, og Orupgård og tilhørende gårde blev mønsterlandbrug, fordi han arbejdede systematisk med omlægning og modernisering af driftsformer, især under omstillingen fra dyrkning af kornafgrøder til animalsk produktion i 1870’erne og 80’erne. Gennem indkrydsninger med importerede avlsdyr af anglerracen fra Holsten og Slesvig fik han på sine gårde skabt standarden for den moderne danske, røde malkeko. Han var foregangsmand, da først mejeridrift og siden sukkerproduktionen på andelsbasis kom til Lolland­Falster. Tesdorpf var præsident for Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab 1860­1888 og æret for sin indsats med buste ved Landbohøjskolen, ligesom en vej på Frederiksberg og i Odense fik hans navn.  I denne sammenhæng kan også nævnes lensbaron J.J.S.E. Bertouch­Lehn, ejeren af Højbygård på Lolland. Han støttede oprettelsen af Errindlev og Taagerup Pastoraters ArbeiderForbrugsforening i 1867. Også han blev første bestyrelsesformand og udstrakte sit virke til at oprette andre sociale ordninger. Til samme kreds af iværksættere hører også lensgreve L.H.C.H. Holstein­Holsteinborg (Holsteinborg og Omegns Brugsforening, oprettet 1870), grev F.G.J. Moltke til Tryggevælde (Hellested Brugsforening, 1870). Alle de nævnte brugsforeninger eksisterede stadig 80­100 år senere, mens de fleste butikker i dag har status af Dagli’Brugser eller, som i Idestrup og Errindlev, er blevet til enten minimarked eller almindelig købmandsforretning.

Et mere kortvarigt og udpræget lokalt initiativ var Adelerborgs Forbrugsforening, stiftet 1867 på foranledning af baron Zytphen­Adeler til Adelersborg, det nuværende Dragsholm Slot. Som foregangsmand blev Zytphen­Adeler efterfølgende stærkt engageret i afvandingen af den vestlige del af Lammefjorden.

Når man ser ned over de mange lister over foreningsgrundlæggelser med årstal og oplysninger om de første bestyrelsesformænds navne og erhverv i Andreas Fynnings kapitel (1946, 13­73) om de første brugsforeninger i FDB’s 50­årsjubilæumsbog fra 1946, får man unægteligt det indtryk, at det var embedsmænd, især lærere, og gårdejere samt håndværksmestre, der fungerede som iværksættere og ledere, hvilket bekræfter den patriarkalske tendens.8 Den eneste undtagelse, der springer i øjnene, er Valløby Husholdningsforening, oprettet 1869 med husmand Hans Olsen som formand. Denne lille brugsforening opererede i det hele taget under meget beskedne forhold. Den holdt i begyndelsen til i et lille jordløst hus, hvis enlige kvindelige beboer, ’BrugsJohanne’, også fungerede som bestyrer og uddeler af det tilsyneladende meget begrænsede udvalg af varer, jf. det gamle foto af interiøret på side 40.

FORSØG PÅ ET LANDSDÆKKENDE

INDKØBSFÆLLESSKAB

Allerede 25 år før dannelsen af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger i 1896 blev der gjort forsøg på at etablere et samarbejde mellem de mange lokale brugs­ og husholdningsforeninger. Det første brugsforeningsblad, Arbeideren: Maanedsskrift for Selvhjælp og Samarbejde, udgivet 1868­1876 under redaktion af pastor Hans Christian Sonne, der tog initiativ til Arbejderforeningen i Thisted i 1866, begyndte i 1869 at indhente og publicere forskellige statistiske opgørelser over brugsforeningernes indkøb og videresalg inden for forskellige varegrupper. Det førte logisk nok til, at der opstod en idé om at organisere fællesindkøb for flere brugsforeninger.

Brugsforeningen i Valløby flyttede i 1871 ind i et lille hus. Her ses bestyrer og uddeler Karen Johanne Nielsen, også kalder Brugs-Johanne, ved havelågen.

I 1871 (7.­8. juli) blev det første Fællesmøde for Danmarks Brugsforeninger afholdt på Københavns Universitet. Mødet mundede ud i den formelle stiftelse af Fællesforeningen for Danmarks Husholdningsforeninger, der dog fik begrænset praktisk betydning, især hvad fælles indkøb til flere foreninger angår.

Af denne forenings vedtægter fremgår, at de tre hovedsøjler, som FDB fra starten byggede på, allerede blev beskrevet i 1871: indkøb og videresalg af varer mod kontant betaling, forholdsvis fordeling af nettoudbyttet og oprettelsen af en ”Fond til Oplysningens Fremme” (Drejer 1946, 82). Hans Christian Sonne blev valgt til formand, og det var også ham, der havde åbnet mødet og indledt det med et foredrag med titlen ”Hvad er husholdningsforeningernes formål?”. Sonnes svar var – med henvisning til Arbejderforeningen i Thisted og hans bog Om Arbejderforeninger: Til Oplysning og Veiledning –at formålet skulle være ”materiel, kulturel og åndelig højnelse af arbejderklassen” (Fynning 1946, 80). I tilslutning til foredraget vedtog forsamlingen en resolution om ”arbejdernes oprejsning”, hvilket vil sige, at der skulle sættes fokus på arbejdernes økonomiske stilling, dannelse, moralske habitus og rolle i samfundet.

Husholdnings­ og brugsforeningernes formål skulle med andre ord ikke blot være at organisere fællesindkøb af varer for dermed at kunne imødekomme arbejderbefolkningens krav på materielle livsfornødenheder til lavest mulige priser. Hertil kom en målsætning om oplysning, velfærd, myndiggørelse og medborgerskab. Af FDB’s egne historiske fremstillinger fremgår, at det sidste primært blev udmøntet i foredragsvirksomhed og i oprettelse af biblioteker og læsestuer i særlige lokaler eller uddelerens kontor.