H.C. Andersen ved skrivebordet
Redigeret af Ane Grum-Schwensen og Holger Berg
Bogen er udgivet med støtte fra:
Indhold
Indledning
Ane Grum-Schwensen og Holger Berg
Forskerne ved H.C. Andersens skrivebord
Manuskripternes merværdi
Tidligere danske genetiske studier af H.C. Andersens værker
Senere genetisk kritik: Den franske skole og den nyere engelsksprogede skole
Bogens bidrag
H.C. Andersen portrætteret ved skrivebordet
GRUNDLAG. Udforskning af manuskripter og skriveprocesser
Om forfatteres arbejdsvaner, især i den danske guldalder
Johnny Kondrup
To arbejdsmåder
Ti skrivestrategier
Konkrete eksempler
Søren Kierkegaard
B.S. Ingemann
N.F.S. Grundtvig
Guldalderens syn på digtning
Vignet: Samlernatur
”Fra min Bordskuffe – Tanker og Optegnelser af H.C. Andersen”
Om Den Collinske Manuskriptsamling 41,4 o
Ejnar Stig Askgaard
Den Collinske Manuskriptsamling
”H.C. Andersen: Tanker og Optegnelser” – omfang og kronologi
Det at benytte
Sansen for arrangement
Flikkeri, praktisk talent og regnskabsvæsen
”Nød- og
Genetisk status og andre udfordringer i manuskriptbeskrivelserne til
H.C. Andersens Eventyr og Historier – den digitale manuskriptudgave
Finn Gredal Jensen
Manuskriptbeskrivelsernes indhold og opbygning
Manuskripternes genetiske status
Sondringen mellem udkast og kladder
Identifikation af trykmanuskripter
Papirtyper og vandmærker
På bølgelængde med H.C. Andersen
Maja Tollgerdt Ronnell og Birgit Vinther Hansen
Et første kig med det blotte øje
Fotografiet forstærker og fastholder
Lysets formidlende og ødelæggende kraft
Flere bølgelængder med multispektral digitalisering
Helt ind til kernen med røntgenfluorescens
På bølgelængde med H.C. Andersen i dag – og i fremtiden
Vignet: Idealbilledet
H.C. Andersens skriveprocesser
Iagttagelser fra manuskripterne
Ane Grum-Schwensen
Manuskripter og kreative processer
H.C. Andersens inspirationskilder: Impulser og intertekstualitet
De igangsættende indtryk og impulser
Litterære forlæg og andre kunstneriske kilder
Optegnelseshæfter og dagbøger
Genanvendelse af egen tidligere digtning
Kildernes anvendelsesmåder
H.C. Andersens skriveproces: Iagttagelser og eksempler
De fysiske karakteristika
De vigtige begyndelser
De indlejrede fortællinger
De svære slutninger
Titlerne – kort og godt
Sammensatte arbejdsmåder
Værket går i trykken
Om korrekturen af H.C. Andersens eventyr og historier
Holger Berg
Et trykmanuskript bliver sat
Overblik over korrekturforløbet og kilderne hertil
Korrekturaftryk
Vidnerne og deres historier om byærinder
Udsagn fra korrektører og afskrivere
Sjusk eller tidsbesparelse?
Afvigende korrekturforløb
Hovedresultater
TILBLIVELSER. Studier af syv eventyr og historier
Højstemthed og humor i ”Paradisets Have”, ”Vanddraaben” og ”Skarnbassen”
Kathrine Vig Nielsen
Højstemthed og humor – en kort begrebsafklaring
Humoristiske brud i ”Paradisets Have”
”Vanddraaben” bag satiren
Ironisk romantik i ”Skarnbassen”
Fra romantisk ironi til ironisk romantik
”Aarets Historie” – en litterær, romantisk arabesk
Jacob Bøggild
Omstændighederne vedrørende udgivelsen af ”Aarets Historie”
Forfatterskabseksterne inspirationskilder
Forfatterskabsinterne inspirationskilder
Manuskripterne
”Aarets Historie” som litterær, romantisk arabesk
Hvad forandringer fortæller
Sletninger, tilføjelser og øvrige ændringer i de forskellige versioner af ”Sølvskillingen”
Frederike Felcht
De britiske forløbere
Den danske forløber: Rigsdaler-Sedlens Hændelser af P.A. Heiberg
Det forsvundne rivejern. Andersen distancerer sig fra sine forløbere
Sølvskillingens entré som fortæller
Varianter og værdi
Vignet: Skriveophold
Snegle i recirkulation og biografiske referencer på retræte
Tilblivelsen af ”Sneglen og Rosenhækken”
Josefine Hilfling
Førstetrykket og forarbejderne
Tilblivelsens omstændigheder
Datering af manuskripterne
Snegle i recirkulation
Forarbejder til ”Sneglen og Rosenhækken”
Biografiske referencer på retræte
Kladde
Renskrift
Førstetryk
Fra fortælling til fabel
”De smaa Grønne” – et stort lille eventyr
Helena Březinová
Scenen – et specielt sammentræf
At skrive blandt roser – og næsten på landet
En genetisk bemærkning
At blæse sæbebobler
At belæres af bladlus
Bladlusenes berømmelse i 1700-tallets naturhistorie
Symbiose mellem bladlusen og myren – symbiose mellem biologi og poesi
Fra trykmanuskriptet til førstetrykket og andenudgaven
Bladlusenes og sæbeboblernes genetik
Forkortelser
Arkivalier
Litteratur
Noter
Forfatterne
Register
Indledning
Ane Grum-Schwensen og Holger Berg
Forskerne ved H.C. Andersens skrivebord
På billedet til højre ses H.C. Andersens skrivebord. Fotografiet er ta get på digterens fødselsdag, den 2. april 1967. Netop den dag var det 100 år siden, at Andersen modtog skrivebordet i gave fra to af sine veninder: svigerinderne Dorothea Melchior og Therese Henriques. ”Da jeg kom ind i Stuen”, lyder det i Andersens da gbog den 2. april 18 67, ”stod der fra Fru Melchior og Fru Henriques til mig et nøddetræes Skrivebord.” 1
Den bog, du sidder med i hånden, kommer ellers ikke til at handle om Andersens skriveborde, -pulte eller de andre former for underlag, han brugte, når han skrev. I centrum er derimod det, der skete på papiret, når han sad eller stod der: skriften, der blev nedfældet, slettet eller tilføjet, sætningerne, som blev bygget og omformuleret i udkast, kladder og renskrifter – kort sa gt manuskripterne til de legendariske eventyr og historier og den kreative skabelsesproces, man kan udlede af dem.
På fotografiet ses også en smilende Andersenforsker: litteraturhistoriker, bibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek og formand for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Helge Topsøe- Jensen, der i anledning af Andersens fødselsdag læste op af historien om ”Det gamle Huus” fra 1848. Oplæsningen blev transmitteret i Danmarks Radio og TV. Selv om Topsøe-Jensens evner som oplæser var berømte i Anderseninteresserede kredse, som f.eks. H.C. Andersen Samfundet i Odense, og selv om han denne dag overgik sig selv, så havde han ikke været førstevalget til denne mediebegivenhed. Igennem en længere årrække fra 1950 var der blevet transmitteret oplæsninger fra H.C. Andersens Hus i statsradiofonien – og fra midten af 1950’erne minsandten til hele Europa via Eurovision – på fødselsdagen den 2. april, og da var det næsten altid internationalt anerkendte skuespillere, der stod for oplæsningen. I 1950 var det f.eks. den engelske skuespiller Michael Redgrave, og i 1951 den purunge franske skuespiller Jeanne Moreau. Med andre ord, berømtheder med medietække og som regel også solid medieerfaring. Men i 1967 kom Andersenelskeren og -nørden med på et afbud. I mindeordet i 1977 skrev daværende museumsdirek tør Niels Oxenvad om begivenheden og Topsøe-Jensens oplæsning:
Illustration 1. Helge Topsøe-Jensen læser op ved H.C. Andersens skrivebord den 2. april 1967. Foto: Museum Odense.
Illustration 2. Manuskripter til ”Klokken” (øverst), ”Stoppenaalen” og ”Den onde Fyrste” (nederst). Andersen sendte disse til Heinrich Zeise, en af hans flittigste tyske oversættere. Foto: Staatsarchiv Hamburg, 662-1/160 Zeise, N 11.
[…] allerbedst var han måske i 1967, da han som stand-in for den sygemeldte Asta Nielsen i radio- og TV-transmission fra digterens arbejdsværelse læste Odense-eventyret om ”Det gamle Huus”. Endnu synes man næsten at høre hans stemme læse digterens slutningsord: ”Men deiligt er det ikke at blive glemt”. 2
Til Topsøe-Jensens mange meritter hører, at han i mere end tre årtier – faktisk tæt på fire – udgav Andersens værker i høj videnskabelig standard. I begyndelsen særligt hidtil utrykte breve og selvbiografier: I 194 0 modtog han dok torgraden for sin afhandling om den hidtil uudgivne danske version af Andersens første komplette selvbiografi Mit eget Eventyr uden Digtning, som han skrev i 1846 Siden medvirkede han også til udgivelsen af digterens dagbøger i 12 bind (19711977).
I nærværende sammenhæng skal Topsøe-Jensen først og fremmest fremhæves for at være foregangsmand i forhold til den filologiske interesse for Andersens manuskripter og forarbejder. Som det fremgår af denne bogs litteraturliste og festskriftet til Topsøe- Jensen fra 1966, blev hans forskning i forarbejderne publiceret i en lang række mindre afhandlinger fra 1930 og frem til hans død i 1976. Når man ser bort fra de faksimileudgaver af enkelte Andersenmanuskripter, der blev udført af hhv. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) i 1933 og af H.C. Andersens Hus i Odense i slutningen af 1940’erne og starten af 1950’erne, er Andersens mange bevarede litterære manuskripter kun sjældent udgivet eller anvendt i forskningen.
Manuskripternes merværdi
Udgivere og forskere har på ingen måde været blinde for manuskriptmaterialets potentiale. Der er snarere tale om, at det har været en uoverkommelig opgave at samle forarbejderne til forfatterskabet, spredt som de er over mange samlinger i ind- og udland, ligesom det har været uoverkommeligt at udgive dem på tryk på en overskuelig vis – og dermed at inddrage dem i forskningen. En født digital udgave har helt andre muligheder, når det gælder om at præsentere flere stadier af et værk eller la g af tekst. Det trykte medies begrænsning såvel som ”DSL’s hævdvundne førstetryksparadigme”, som litteraturhistorikeren Johnny Kondrup fremhæver i Dansk Editionshistorie, er formentlig væsentlige årsager til, at tidligere udgaver af Andersens kanoniske eventyr og historier kun sporadisk har inddraget de bevarede manuskripter. 3 Litteraturhistorikeren Erik Dal var den første til at beklage det te forhold. Han redigerede sy vbindsudgaven af H. C. Andersens Eventyr udgivet for DSL fra 1963 til 1990. I forordet til udgavens første bind fra 1963 tog Dal følgende forbehold:
Beskæftigelsen med disse ting har tydeligt vist behovet for en egentlig manuskriptudgave (facsimile + transskription), thi for nærværende formål har manuskripterne kun skullet yde begrænset hjælp.4
Da de sidste to bind af udgaven endelig kunne udkomme i 1990, gentog Dal denne pointe:
Det har fra begyndelsen stået udgiveren smertelig klart, at arbejdet med tryk varianterne og den snævre begrænsning af manuskriptbrugen [...] var et underlig brakt farvand i forhold til dybere studier over den kunstneriske proces, som den afspejles i manuskripterne […].5
Nærværende bog udspringer af det igangværende arbejde ved H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet (SDU) med at etablere netop det te: en digital udgave af de bevarede manuskripter til de kanoniserede eventyr og historier. Arbejdet med ”H.C. Andersens Eventyr og Historier – den digitale manuskriptudgave” (EHDM) blev indledt i slutningen af 2020 på grundlag af helt afgørende bevillinger fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Kulturministeriet, foruden en medfinansiering fra SDU. Lige så afgørende var den medvirkende faglige ekspertise fra DSL, Museum Odense, Det Kgl. Bibliotek og forskergruppen Tekstvidenskab ved Københavns Universitet, ikke mindst repræsenteret ved forskergruppens daværende leder, Johnny Kondrup. Disse institutioner har altid hævdet væsentligheden af at bevare, udforske og formidle manuskripterne.
I august 2023 kunne udgaven med støtte fra Ingeniør N.M. Knudsens Fond afholde en konference i Videnskabernes Selskab, hvor en række repræsentanter fra de medvirkende institutioner deltog med oplæg, der udgør afsættet for denne bogs kapitler. De afspejler spændvidden og dybden i de mange samarbejder og de involverede fa glige ekspertiser.
Den digitale manuskriptudgaves mål er ikke alene at udgive alle de manuskripter, der har fungeret som forarbejder til eventyr og historier, i form af faksimiler af manuskriptsiderne og transskriptioner af Andersens gotiske håndskrift. Transskriptionerne bliver også XML-opmærkede, så man kan læse alle ændringer, Andersen har foretaget, og få oplysninger om, hvornår i processen han har foretaget dem. Processen er i denne forbindelse et nøgleord. Håndskrifterne grupperes i forhold til de eventyr, de er forarbejder til, og der udføres manuskriptbeskrivelser og tilblivelseshistorier til de enkelte eventyr. Således kan brugeren hurtigt danne sig et overblik over de bevarede manuskripter til det enkelte eventyr og den udvikling i teksten, der finder sted fra det første udkast til den første kanoniske udgave. Hermed gør udgaven brug af elementer fra to nært beslægtede traditioner:
1. Den tyske tradition for håndskriftudgaver, som f.eks. repræsenteret ved Frankfurterudgaven af Friedrich Hölderlins samlede værker, der udkom i 20 bind fra 1975 til 2008. 2. Den helt og holdent digitale genetiske udgave, som f.eks. repræsenteret af Samuel Beckett: Digital Manuscript Project, hvis udgaver begyndte at udkomme i Ant werpen i 2011. I 2022 blev det 10. af de planlagte 26 værker udgivet.6
I begge traditioner tager udgivere stilling til det samme sæt spørgsmål, f.eks. følgende: Skal ændringer primært gengives topologisk, med øje for deres placering og udseende, eller genetisk, ud fra deres kronologiske rækkefølge?7 Den sidstnævnte genetisk tydende afskrift er anvendt i udgaven af Andersens eventyrmanuskripter. Di fferenserne mellem de to udgavetyper har især med deres sigte at gøre. Mens den genetiske udgave insisterer på, at dens mål er at gengive og udforske den kreative proces, der har ledt til det enkelte værk, vil den tyske tradition for håndskriftsudgaver of te have skildringen af tilblivelsen som et blandt flere mål. Mindst lige så vigtig er etableringen af en tekstkritisk udgave, der kan anvendes som udgangspunkt for andre, typisk mere bredtfavnende udgaver. Da vil håndskriftsudgaven gå over i den historisk-kritiske udgave. Det bedst kendte danske eksempel er her udgaven af Søren Kierkegaards Skrifter, der fra 1997 til 2013 udkom på tryk i 55 bind ledsaget af en supplerende digital udgave.
Tidligere danske genetiske studier af H.C. Andersens værker
Alle grene af tekstgenetisk udgivelse og forskning undersøger altså den kreative proces, der har ledt til det enkelte værk. Undersøgelsen kan gribes ganske forskelligt an. Helt overordnet set udgør den ældre, danske forskning én delmængde, der er klart adskilt fra den nyere, udenlandske forskning. I de følgende afsnit gennemgås den danske tradition derfor først, hvorefter nyere, udenlandske forskningstraditioner sammenfattes med henvisninger til indføringer og debatterende artikler.
Den ældre danske tradition for genetiske og motivhistoriske studier i forfatterskabet skal her opridses. To disputatser kan tjene som skelpæle: Hans Brix’ H. C. Andersen og hans Eventyr fra 1907 og Niels Kofoeds Studier i H.C. Andersens fortællekunst fra 1967. Begge er flittigt citeret i denne bog. Brix anlagde en biografisk vinkel, mens Kofoed undersøg te motivernes fremvækst ud fra de trykte værker og behandlede stilistiske og narratologiske spørgsmål. Uanset sådanne forskelle skriver begge forskere hyppigt om værkernes kim, stof, motiv, form og idé og kunne gå ud fra, at læserne var bekendt med disse begrebers faste betydning. Begreberne beskrives af V ilhelm A ndersen i Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning. Første udgave udkom i 1912, og værket tjente indtil 1960’erne som grundbog i litteraturvidenskab for gymnasiets dansklærere.
Vigtigst i vores sammenhæng er de to af snit om den filologiske læsemåde (afsnit II) og den historiske læsemåde med den genetiske metode som én af tre undergrene (afsnit IV.3). Vilhelm Andersen understreger behovet for først at etablere et filologisk fundament for de videre studier. I denne sammenhæng tilskriver han litterære håndskrifter større betydning end tekstkommentarens ordforklaringer: ”Hvor sa adanne Udkast er bevarede, kan Tekstkritikken stundom følge Tekstens Historie, hvorved det ofte bliver muligt at trænge dybere ind i Forstaaelsen af dens færdige Form.” Vilhelm Andersen ta ger et praktisk, snarere end et principielt forbehold: ”Efter Sagens Natur er dog den teksthistoriske Tolkning, der er som et Knudepunkt i den litteraturvidenskabelige Forskning, hvor mange Veje mødes, den, der sjældnest kan gennemføres.” 8
At manuskripter potentielt øger forståelsen af værket, forklares i et afsnit med overskriften ”Den person- eller idehistoriske Læsemaade”. Her anføres Brix’ disputats som et af de prisværdige ”Værker om Kunst og Kunstnere, hvis Princip er den dybest mulige Indtrængen i Forfatterens Psykologi”. Denne retning beskriver ”ikke blot […] Mennesket, som fremtræder i det te Værk, men belyser Værket, sa aledes som det bliver til ud af det te Menneske. Man kunde kalde denne Fremgangsmaade inden for Kunst- og Litteratur-Psykologien for den genetiske Metode.” 9 Digtning er, i denne psykologiske optik, en proces fordelt på fem stadier:
1) Indtrykket d. e. de Oplevelser, ydre og indre, Pa avirkninger fra Tid og Sted, bevidste og ubevidste Erindringer fra Kunst og Litteratur (herunder egne tidligere Arbejder), der nærer Produktionens fortsatte Løb og Forfatterpersonlighedens Udvikling.
2) Stemningen d. e. dels den varige Disposition, Temperamentet, hvori disse Indtryk virker og forarbejdes, dels den øjeblikkelige eller midlertidige Bevægelse inden for dette (H. C. Andersens ’Strømning’), hvorved Indtrykket, tit længe ef ter at det er modtaget, bliver levende paa ny ved en poetisk Erindring.
3) Motivet eller Stoffet, den ydre Skikkelse eller Ham, selvopfunden eller traditionel, hvori det af Stemningen besjælede Indtryk ved en Ligheds-Association klædes af den digteriske Fantasi.
4) Billedet eller Formen d. e. den kunstneriske Fremstilling af Motivet i en bestemt litterær Art (episk, lyrisk, dramatisk; historisk; filosofisk), æstetisk Kategori (tragisk, komisk, humoristisk) og kunstnerisk Stil (klassisk, romantisk, naturalistisk).
5) Ideen eller ’Moralen’ d. e. den i dette Billede indlagte Anskuelse og Vurdering af Stoffet, der fremtræder med Krav paa almen Gyldighed.10
Stadierne er betegnet med ord, som ofte blev anvendt af 1800-tallets digtere. Vilhelm Andersen anfører da også følgende afsnit fra Andersens egne ”Bemærkninger om Eventyrenes Tilbliven og Fremskriden” fra 18 63. Den organiske analogi er tydelig. Om sit eventyr ”Klokken” fra 1845 skriver H.C. Andersen, at
dette ligesom nu næsten alle efterfølgende Eventyr og Historier ere egen Opfindelse; de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en Strømning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst.11
Vilhelm Andersen jævnfører citatet med sin femtrinsmodel og inddrager Brix’ dengang nye disputats. Når Brix skulle opspore kim til Andersens værker, gik han gerne år tilbage, om muligt helt tilbage til opvæksten med dens trange og ofte komplicerede kår. 12 Femtrinsmodellen for digtningers tilblivelse var ikke forbeholdt Hans Brix, Vilhelm Andersen og andre tilhængere af den psykologisk-biografiske læsemåde. Litteraturhistorikeren og H.C. Andersen-forskeren Paul V. Rubow foretrak tydeligvis den komparative metode. I 1927 fremlagde han sin skildring af H.C. Andersens Eventyr. Undertitlen er programmatisk: Forhistorien – Idé og Form – Sprog og Stil. Disse tre led svarer til trin 3, 5 og 4 i modellen fremlagt af Vilhelm Andersen – hvem Rubow i øvrigt tilegnede sit studie. De to forskere havde ganske vist forskellige syn på, hvad der fortjente størst kritisk opmærksomhed, men de var enige i synet på et digterværks progression og litteraturvidenskabens evne til ud fra digtninger at tegne forfatterens psykologiske portræt.13
Som man ser, fejlede ambitionsniveauet ingenting i denne gren af den ældre Andersenforskning. Lad os kor t vende tilbage til filologen Helge Topsøe-Jensen. I 196 6 fyldte han 70 år. I et festskrift udsendt til anledningen gjorde han status over sit virke:
Og hvad kom der saa ud af de mange Aars Arbejde? Mest Smaafilologi: Tekstudgaver, Indledninger og Kommentarer, smaa snævert afgrænsede Studier, begrænsede Iagttagelser, ikke de store Perspektiver. For høje Tanker om Resultatet tror jeg nu aldrig, at jeg har gjort mig; jeg har altid opfattet mig som Murerarbejdsmanden, der bragte Stenene til Bygningen. Saa maatte Bygmestrene se, om de kunde faa noget ud af dem.14
I den citerede ar tikel går Topsøe-Jensen i rette med nykritikkens abiografiske læsemåde, men han kan her også have tænkt på Vilhelm Andersens begejstrede metaforik: I sin afslut tende anbefaling skriver Vilhelm Andersen om den biografisk-genetiske metode, at den ”fører ind i den enkelte Sjæl som alle Værkers Ophav, til at hvælve vor Videnskabs Hus ved at give den filologisk og æstetisk analyserende Litteraturforskning den afsluttende Syntese”.15 Topsøe-Jensens erfaringer som udgiver foranledigede følgende forbehold over for forskernes evne til gennem håndskrifter at trænge ind i Andersens digteriske sjæl:
Hans Kunst ligner en flygtig legende Inspiration, men det er en taalmodigt sammensat Mosaik af ædle Stene. Geniet har taget sin dybeste Hemmelighed med sig i Graven, men vi kan i hans Arbejdsmetode følge ham paa Værkstedet og derved vinde en dybere Forstaaelse af hans Kunst. Og en Betingelse for denne rette Forstaaelse, hvor smaa sikre Kendsgerninger, ofte overraskende og simple, gør udspekulerede Gisninger tilskamme, er Kendskabet ikke blot til hans Liv, men til hans Tid, hans Omgivelser og hans Venner.16
I dansk H.C. Andersen-forskning fra 193 0’erne og de følgende år tier findes stadig færre omtaler af digterens sjæl. Andersens digteriske arbejde beskrives snarere med ord som værksted og vaner. Endelig blev den manglende udforskning af manuskripterne til stadighed beklaget.
Senere genetisk kritik: Den franske skole og den nyere engelsksprogede skole
Med den franske litteraturkritiker og semiolog Roland Barthes’ berømte essay om forfatterens død fra 1967 opstod der mange steder i den vestlige verden en form for brud mellem den filologiske og den litterære tekstvidenskab. Strukturalismen repræsenterede ligesom nykritikken et opgør med den biografiske læsning af tekster, og i den senere H.C. Andersen-forskning er Hans Brix’ læsning af ”Den grimme Ælling” i afhandlingen fra 1907 ofte blevet fremhævet som et skrækeksempel på biografisme.
Med forfatterens død blev også forfatterens hensigt med værket, forfatterintentionen, affejet som underordnet. Teksten skulle nu ses som en autonom størrelse, uafhængig af forfatteren og af samtiden. Og litterær genetik kom til at bet yde noget ganske an -
det, end det gjorde for Vilhelm Andersen, selv om anerkendelsen af manuskripternes forskningsmæssige potentiale var den samme: Fokus blev grundlæggende ændret fra digterens psykologi til skriveprocessens dynamik.
Den selvsamme poststrukturalistiske strømning, som Barthes var del af, affødte således også i slutningen af 1960’erne den franske skole critique génétique. Som nærmere beskrevet i hhv. Kondrups artikel ”Al magt til varianterne? – Nogle overvejelser om critique génétique og New Philology” fra 20 05 og Grum-Schwensens ph.d.-afhandling fra 2014 havde skolen et erklæret fokus på tekstproduktionens proces og en udvikling af manuskriptanalytiske metoder som hovedmål.17 Udgangspunktet var undersøgelsen af en stor samling af Heinrich Heines manuskripter, som Bibliothèque Nationale i Paris havde erhver vet i 1966. Blandt skolens fremmeste repræsentanter er litteraturforskerne og -teoretikerne Louis Hay, Jean Bellemin-Noël og Pierre-Marc de Biasi, hvis grundlæggende publikationer kan læses samlet i engelsk oversættelse i antologien Genetic Criticism: Texts and Avanttex tes fra 2004.18
Det kan for en umiddelbar betragtning synes paradoksalt, at de franske genetikere på den ene side ville undersøge tekstens udvikling igennem flere manuskriptstadier og på den anden side fa stholdt et syn på teksten som et lukket system. Men for genetikerne er det ikke den enkelte tekst, men den samlede mængde af forarbejder i det enkelte ’dossier’ til et værk, der udgør det lukkede system.19 Det kan også synes svært at forene en holdning, der ikke alene afskriver forfatteren, men også dennes intention, med studiet af manuskripternes ændringer, der alt andet lige afspejler en vilje til at ændre tekstens udsagn fra ét til et andet. De forskellige repræsentanter for skolen har da naturligt nok også haft varierende holdninger til disse spørgsmål, som det fremgår af den nævnte antologi. Louis Hay anfører således i sin ar tikel fra 1979, at dét, den genetiske analyse finder spor af i manuskripterne, er konfrontationen mellem forfatterens forsøg på at st yre skriveprocessen og processens egen dynamik. 20
I den ovenfor nævnte artikel introducerede Kondrup skolen i dansk sammenhæng, og her udpeges også fællesnævnere mellem den franske skole, den tyske ny filologi og den engelske New Philology i forhold til interessen for det litterære værks forarbejder. Som tidligere nævnt består forskellene først og fremmest i den genetiske kritiks fokus på bevægelsen i teksten og på fortolkningsmulighederne. Her vil vi nøjes med at konstatere, at critique génétique ligesom de øvrige retninger har medvirket til at indføre ny ttige metodiske redskaber og kategoriseringer til systematiseringen af de manuskripter, der udgør forarbejderne – eller med genetikernes term ’avant-textes’, på dansk ’prætekster’ – til et publiceret værk. Forenklende begreber og skematiserende modeller er blandt fællesnævnerne for de ovennævnte skoler. De er nødvendige værktøjer for at kunne sammenligne forskellige typer af skriveprocesser. Behovet for modellering er kun blevet øget gennem vor tids brug af digitale metoder. 21