Issuu

KRISTIAN FISCHER

– fortsat uvurderlig, men med nye udfordringer

NATO

– fortsat uvurderlig, men med nye udfordringer

GADS FORLAG

NATO – fortsat uvurderlig, men med nye udfordringer

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Redaktion: Niels Nørgaard

Omslag: Rasmus Funder

Sats: Demuth Graphic

Forfatterfoto: Inge Lynggaard Hansen Tryk og indbinding: ScandBook AB

ISBN 978-87-12-07953-8

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om forlagets klimakompensation på:

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

Indhold

Kapitel 1: Indledning

Kapitel 2: Den kolde krig ophørte - og NATO fik travlt

Kapitel 3: NATO – en unik sikkerhedsorganisation

Kapitel 4: Danmarks interessevaretagelse i NATO

Kapitel 5: Grønland, Rigsfællesskabet og de forsvarsog sikkerhedspolitiske udfordringer

Kapitel 6: Rusland – fra partnerskab med NATO til fjendskab

Kapitel 7: NATO og Ukraine

Kapitel 8: Udfordringen fra Kina

Kapitel 9: NATO’s militære og hybride udfordringer

Kapitel 10: Efter Haag-topmødet – forsvarsog sikkerhedspolitiske udfordringer for NATO

Kapitel 11: Forsvars- og sikkerhedspolitiske udfordringer for Danmark, Rigsfællesskabet og Norden

Kapitel 12: Opsamling og perspektivering

Bilag A: NATO Traktaten (The North Atlantic Treaty)

Bilag B: Erklæringen fra NATO’s Råd … efter terrorangrebet på USA 11. september 2001

Steds- og navneregister

Forord

Igen i 2025 var der spådomme om, at NATO var på vej i graven. Og det kan ikke betvivles, at alliancen i 2025 er blevet seriøst udfordret. Det har blandt andet baggrund i de substantielle geopolitiske, teknologiske og økonomiske magtforskydninger samt det stigende samarbejde mellem Kina og Rusland. På hver deres måde udfordrer de to lande den eksisterende liberale, regelbaserede verdensorden. Paradoksalt nok kom krisen op i et helt andet leje, fordi Donald Trump, den folkevalgte præsident for det stærkeste land i alliancen, agerer helt anderledes på den internationale bane, end det er set tidligere fra USA’s side. NATO-samarbejdet er derfor udfordret – ikke kun udefra, men i betydelig grad også indefra.

Som bogens forfatter har jeg en forventning om, at grundlæggende fælles sikkerhedsinteresser, som har holdt alliancen sammen og sikret de mere end én milliard indbyggere i 75 år, også vil være stærke nok til at bære alliancen igennem de nuværende udfordringer. Men det vil blive et noget anderledes NATO, vi fremover vil se. Det er en Alliance, som står over for nye udfordringer. NATO er derfor igen i en transformationsproces. For i en verden i opbrud betyder et NATO, der ikke udvikler sig, at alliancen i realiteten bevæger sig bagud og dermed risikerer at blive irrelevant, falde sammen eller det der er værre – blive nedkæmpet.

Motivationen for at skrive denne bog kommer fra overvejelser gennem flere år. I samtaler med politikere, journalister, embedsfolk, forskere og undervisere samt repræsentanter for civilsamfund har jeg ofte hørt et ønske om at få en dybere faglig viden om NATO. Og ikke mindst om det, der gør NATO til en helt unik sikkerhedsorganisation. Et vigtigt formål

med bogen er derfor at give læserne muligheden for at komme et spadestik dybere i forståelsen af, hvordan NATO er opbygget og fungerer, samt af udviklingen i de internationale rammebetingelser, som NATO skal navigere i fremover.

Min anden overvejelse var, om ikke det ville være muligt at lave en mere samlet fremstilling af alliancens nyere historie, herunder ikke mindst udvidelsesprocessen, som desværre ofte gengives meget unuanceret med et narrativ om et NATO, der angiveligt meget aggressivt pressede processen igennem, mens et svækket Rusland protesterede og blev løbet over ende.

Den tredje overvejelse var at bidrage til en informeret dansk sikkerhedspolitisk debat om medlemskabet, Danmarks rolle og muligheder i NATO samt de store udfordringer, som NATO og Danmark står overfor nu og i de kommende år.

Her er det vigtigt at forstå, at alliancen og det transatlantiske forhold og dermed sikkerhedsfællesskabet mellem Europa og de nordamerikanske allierede har taget lang tid at opbygge. Det vil derfor være svært, dyrt, risikabelt og ikke mindst tidskrævende at opbygge et alternativ, hvis NATO nedlægges eller visner væk.

Det er en erfaringsbaseret bog med baggrund i de mere end 30 år, jeg professionelt har beskæftiget mig med sikkerhedspolitik og NATO. Mit første rigtige chefjob var som NATO- og EU-kontorchef i Forsvarsministeriet. Efter nogle år gik turen til jobbet som forsvarsrådgiver ved Danmarks NATO-delegation i Bruxelles.

Som forsvarsrådgiver leder man Forsvarsministeriets del af Danmarks delegation til NATO og arbejder her tæt sammen med Udenrigsministeriets og forsvarets udsendte. I 2001 vendte jeg tilbage til Danmark og var afdelingschef for Forsvarsministeriets internationale afdeling i 15 år og var blandt andet delegationsleder, når Danmark mødte NATO og medlemmernes repræsentanter i forsvarsplanlægningsprocessen, i NATO’s High Level Group samt i møder mellem NATO-landenes forsvarspolitiske direktører.

Jeg har desuden over årene været med til at forberede, gennemføre og følge op på utallige forsvarsminister-, udenrigsminister- og topmøder samt bilaterale ministermøder med NATO-partnere. Alliancens udvikling

er også fulgt fra andre vinkler – for eksempel i min rolle som direktør for Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Det har samlet givet en bred indsigt i, hvordan alliancen fungerer, dens virkemidler og dens betydning. Og i NATO’s udfordringer. Det vil jeg gerne formidle i denne bog. Hensigten har ikke været at lave en forsknings- eller teoretisk baseret bog med teorianvendelse, fodnoter eller anvendelse af et særligt opstillet analyseapparat.

Jeg bekender gerne, at jeg er en stor tilhænger af og fortaler for NATO og et stærkt transatlantisk forhold. Det kan selvsagt ikke undgå at farve bogens indhold noget. Men bogen er også kritisk over for NATO, der ikke altid løser opgaverne godt nok. NATO er en stor, international organisation med bureaukrati og nogle gange med lange, snørklede processer og mange særdeles lange møder. NATO har bestemt også potentiale for videre udvikling, hvilket er et gennemgående tema i bogen. Jeg tilhører absolut ikke Donald Trumps MAGA-bevægelse, hvilket nok også bliver tydeligt, jo længere ind i bogen man kommer.

Det er et stort arbejde at skrive en bog af denne karakter. NATO er en stor organisation med mange opgaver og en lang historie. Det ville ikke have været muligt at skrive bogen, hvis ikke jeg undervejs havde fået støtte, inspiration, ideer og konkrete input samt trykprøvning fra mange af mine tidligere arbejdskolleger i og uden for Danmark. Ansvaret for indholdet, analyser, vurderinger og anbefalinger i bogen er naturligvis mit alene.

Mine fagligt dygtige tidligere kolleger, Niels Henrik Hedegaard og Peter Michael Nielsen, har i særklasse været de personer, som har bidraget allermest til værdikæden for bogen. Uden deres unikke input, konstruktive kritik og konkrete forslag ville det have været et fagligt meget mindre interessant, mindre præcist og mindre relevant produkt. Det har været intellektuelt berigende at have mange gode drøftelser med jer begge to. Tusind tak.

Jeg skylder også en stor tak til alle de gode og fantastisk dygtige tidligere kolleger, som har været så venlige at læse et, flere eller sågar mange kapiteludkast igennem og altid har givet brugbar feedback. Tusind tak til særligt Michael Zilmer-Johns, Lars Jensen, Claus Mathiesen og Kresten

Hedegaard. Jeg vil også sige en varm tak til den danske NATO-repræsentation og andre danske i hovedkvarteret for at være med til at arrangere et særdeles nyttigt og udbytterigt ”fact finding”-besøg i hovedkvarteret i Bruxelles i november 2024.

Jeg har også haft mange nyttige samtaler under skriveprocessen med udenlandske tidligere kolleger – heriblandt mine tidligere amerikanske kolleger i Pentagon, Jim Townshend og Ian Brzezinski, som begge har været uvurderlige sparringspartnere også i forbindelse med bog-projektet. Jeg vil også gerne rette en kæmpe tak til tekstredaktør Niels Nørgaard for uvurderlige sproglige og faglige input samt inspiration undervejs i processen, til redaktionschef Bolette Rud. Pallesen for stor støtte, hjælp og altid konstruktiv kritik og endelig en stor tak til redaktionschef Henrik Sebro – ligeledes fra Gads Forlag – for den aldrig svigtende tro på, at der ville komme et godt produkt ud af dette bogprojekt.

En bog af denne type er på mange måder også et produkt af et langt arbejdsliv. Jeg har haft det privilegium at arbejde sammen med mange dygtige, engagerede, innovative og ordentlige mennesker i Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Statsministeriet og i forskningsverdenen. Jeg ville ønske, at der var en langt bedre forståelse i det brede Danmark for de enorme præstationer, der ydes i den danske centraladministration og i forsvaret, hjemmeværnet og det civile beredskab.

Det har været nødvendigt at bidrage til at håndtere mange internationale og nationale kriser i den tid, hvor jeg arbejdede i centraladministrationen. Jeg har set så mange embedsmænd og -kvinder yde helt utrolige og dedikerede indsatser i alle døgnets timer, i weekender og i ferier – også i lange, lange perioder.

Det enorme engagement, de stærke fagprofessionelle kundskaber og den store integritet er der al mulig grund til at have kæmpe respekt for og anerkende. En stor tak til mine mange dygtige og dedikerede kolleger i ministerierne. Jeg var privilegeret ved at have to fantastiske, dygtige og inspirerende departementschefer i Forsvarsministeriet, Anders Troldborg og Lars Findsen. Og jeg har også haft fornøjelsen af at arbejde for særdeles

kompetente, visionære, dedikerede og internationalt respekterede ministre. En stor tak til Søren Gade og posthum tak til Uffe Ellemann-Jensen, Hans Hækkerup og Niels Helveg Petersen.

Sidst, men bestemt ikke mindst, vil jeg også takke Helle, William og Anne-Sofie varmt for stor opbakning, IT-support samt forståelse for, at jeg har brugt rigtig meget tid på at skrive denne bog.

For god ordens skyld skal det afslutningsvis nævnes, at jeg for første gang i mit arbejdsliv har brugt kunstig intelligens som værktøjer i arbejdsprocessen. Ikke til at producere tekststykker, men primært som et værktøj til at hente faktuelle data, som efterfølgende er tjekket for kilder.

Manuskriptet til bogen er afsluttet 16. september 2025, og begivenheder, som er fundet sted derefter, har det derfor ikke været muligt at tage højde for.

Kristian Fischer Frederiksberg

Kapitel 1: Indledning

NATO er verdens stærkeste og længst eksisterende forsvarsalliance. Styrken skyldes ikke mindst lederskabet fra USA, verdens førende supermagt, men også den samtidige deltagelse af især store europæiske lande som Frankrig og UK med disses solide militære styrker, samt opbakning og deltagelse fra de øvrige allierede.

Den lange levetid på mere end 76 år skyldes, at NATO løbende har kunnet håndtere de mange og ofte svære interne uenigheder og har evnet at reagere på den foranderlige sikkerhedspolitiske udvikling og levere relevante svar på aktuelle trusler og udfordringer.

På baggrund af disse styrker har ingen NATO-lande over årene valgt at forlade NATO, mens alliancen er vokset fra de oprindelige 12 medlemslande i 1949 til 32 i 2025. Og flere lande, herunder Ukraine, banker i dag på for at komme ind i varmen og med i alliancen. Afskrækkelsen har gennem alle årene virket i forhold til andre lande, som måtte overveje et væbnet angreb på et eller flere medlemmer af alliancen.

NATO’s kerneopgave har altid været forsvaret af det nordatlantiske område og tilvejebringelse af en troværdig afskrækkelse, men NATO fik efter afslutningen af Den Kolde Krig en række andre opgaver. På Balkan påtog NATO i begyndelsen af 1990’erne sig en ny rolle som fredsskaber. Efter al-Qaedas terrorangreb på USA den 11. september 2001, hvor

NATO for første og hidtil eneste gang aktiverede alliancens kollektive forsvarsforpligtelse i NATO-traktatens artikel 5, fulgte omfattende terrorbekæmpelses- og stabiliseringsindsatser i både Afghanistan og senere Irak. NATO optog også gennem årene løbende nye medlemmer. NATO udviklede også et omfattende netværk af partnerskaber med lande i Central- og Østeuropa, inden for det tidligere Sovjetunionen, i Afrika, i Mellemøsten, i Indo-Stillehavsområdet og i Sydamerika. Dertil kom en særlig dialog og et partnerskab med Rusland.

Trods NATO’s styrke, lange historie og tilpasningsevne kan alliancens eksistens bestemt ikke tages for givet. NATO-topmødet i 2018 var et lavpunkt i NATO’s lange historie. Aldrig før havde et NATO-land åbent truet de andre medlemslande med at forlade NATO. Det var USA –NATO’s ledende allierede – der gjorde det. Præsident Trump truede med, at USA ville forlade NATO, hvis ikke alle medlemslandene inden for kort tid brugte 2 procent af deres BNP på deres forsvar. Trumps aggressive og direkte facon rystede mange allierede.

Men truslen virkede. NATO-landene skruede efterfølgende op for deres forsvarsbudgetter. De europæiske allierede kom også USA i møde på Trump-administrationens vurdering af Kina som en systemisk udfordring. Det lykkedes i Trumps første regeringsperiode at komme igennem krisen, selv om der var dybe ridser i NATO’s lak. Trump havde stillet spørgsmål ved det mest værdifulde i alliancen – troværdigheden af den kollektive sikkerhedsgaranti fra det største land i NATO.

Siden er meget forandret. Verden er blevet mere usikker, kompleks og uforudsigelig, og vi befinder os på mange måde i en opbrudstid. De internationale rammebetingelser for alliancens virke er under substantiel forandring. Der er et opgør i gang med den liberale, vestligt inspirerede verdensorden. Der sker en omfattende økonomisk, teknologisk og militær magtforskydning centreret om Kina, men også med Indien som en vigtigere og mere selvbevidst aktør. I Mellemøsten er der flere væbnede konflikter, og risikoen for en regional storkrig truer, selv om der i juni 2025 blev indgået en foreløbig våbenhvile mellem Iran og Israel. I Europa er der på fjerde år krig i stor skala. Rusland fører i Ukraine fortsat en

brutal og omfattende krig, som har potentiale for eskalation. Invasionen af Ukraine er sket i forlængelse af Ruslands annektering af Krim i 2014 og støtten til prorussiske gruppers kamp mod ukrainske regeringsstyrker i det østlige Ukraine. I krigen bruger Rusland stort set alle sine militære midler på nær kernevåben, som præsident Putin og hans nærmeste medarbejdere dog flere gange har truet med at tage i anvendelse. Samtidig har Rusland omstillet sin økonomi til en krigsøkonomi, hvor forsvarsindustrien er kommet op i et højt tempo, som NATO-landene på kort sigt har svært ved at matche. Ukraine kæmper på sin side med stort set alle til rådighed værende midler og er selv, med vestlig hjælp, ved at opbygge en tung forsvarsindustri med styrker inden for især udviklingen af droner, hvor landet har haft bemærkelsesværdige resultater. Selv om krigen er lokal og foregår i Ukraine og delvis i Rusland, involverer den mange andre lande. Nordkorea, Iran, Belarus og Kina støtter på forskellig vis alle Rusland, mens en bred koalition af vestlige lande – inklusive hovedparten af NATO-landene – støtter Ukraine. NATO har desuden, som svar på krigen i Ukraine og den forstærkede russiske trussel, oprustet og styrket sin militære afskrækkelse og forsvaret af medlemslandene.

Spændingerne mellem forskellige dele af verden er blevet større. En global magtkamp er i gang. De politiske, militære, økonomiske og teknologiske tektoniske plader er i fortsat bevægelse – også mellem USA og dets allierede. Der er en systemisk konkurrence i gang mellem Kina og USA, som også har stor betydning for mange andre lande, inklusive det Europa, som nu aktivt arbejder på at tage meget mere ansvar for egen sikkerhed.

I Det Sydkinesiske Hav er spændingerne på det højeste i mange år som følge af Kinas økonomiske og militære opstigning og kontante adfærd. Der er betydelig risiko for en væbnet konflikt om Taiwan. En sådan konflikt vil have særdeles vidtgående afledte konsekvenser for international sikkerhed og samhandel. Den fortsatte ustabilitet mange steder i Mellemøsten giver flygtningestrømme og udfordringer for den frie sejlads, og den udgør en fortsat grobund for ekstremisme. Alt sammen opgaver, som NATO også må forholde sig til. Den mangeårige stabiliseringsindsats i Afghanistan blev abrupt afsluttet i 2021 med Talebans genovertagelse af magten i lan-

det, hvilket var et stort nederlag for både NATO og USA. Det pinlige tilbagetog fra Afghanistan i præsident Bidens regeringstid efterlod mange spørgsmål om det amerikanske lederskab og den samlede værdi af indsatsen, som var dyr og krævede mange menneskelige ofre. Blandt de tusindvis af dræbte og sårede kan nævnes, at 44 danske soldater mistede livet i Afghanistan, og mange flere kom hjem med fysiske og psykiske skader. Der tales i dag om en ny kold krig og risikoen for eskalation til en 3. verdenskrig. Det er værd at huske på, at 2. Verdenskrig først fik betegnelsen verdenskrig, da USA trådte ind i krigen i 1941. Det har fundamental betydning, at USA og Europa for første gang i NATO’s historie ikke deler den samme overordnede forsvarsog sikkerhedspolitiske prioritet. I mange år var Sovjetunionen og Warszawapagten ”hovedfjenden”, og den fælles førsteprioritet for USA og Europa. Siden 2010’erne har USA cementeret konkurrencen med og afskrækkelsen af Kina som sin førsteprioritet, mens Rusland stadig er Europas førsteprioritet. Den ændrede amerikanske fokus har stor betydning for og danner baggrund for mange af diskussionerne om en ændret byrdedeling i NATO, hvor europæerne i de kommende år skal tage et større ansvar for deres egen sikkerhed, men hvor der også er brug for samlet at forholde sig til udfordringen fra Kina, herunder i forhold til at bevare alliancens teknologiske fortrinsstilling. På helt afgørende stræk kan det ikke ske uden et langt tættere samarbejde mellem NATO og det EU, som også fortsat vil være vigtigt for håndteringen af truslen fra Rusland og den fortsatte støtte til Ukraine. Både i forhold til Rusland (sanktionspolitikken) og Kina (handelspolitikken) besidder EU nogle værktøjer, som NATO ikke har. Hertil kommer EU’s styrkelse de seneste år af indsatserne for at øge den forsvarsindustrielle kapacitet og sikre en bedre forsyningssikkerhed, ikke mindst i forhold til energiforsyning og kritiske råstoffer.

Der er også behov for at styrke den samlede forståelse af den forsvarsog sikkerhedspolitiske situation i Europa fra en fredstidsopfattelse, som fortsat præger mange europæiske lande, over mod en krigstidsopfattelse, hvor der er styrket vilje i samfundet og hos den enkelte til at prioritere sikkerhed og forsvar over andre forhold. Det drejer sig ikke kun om at afsætte

de nødvendige økonomiske midler, men nok så meget om at rekruttere, uddanne og fastholde et betydeligt større antal militære og civile i forsvaret, i hjemmeværnet og i det civile beredskab, sikre tæt samarbejde med relevante civilsamfundsaktører samt skabe en bredere forsvarsforståelse og -vilje i samfundet. Det er også centralt, at der er en vilje til at styrke samfundets robusthed generelt. Det gælder blandt andet i forhold til en i stigende grad kompleks og digital kritisk infrastruktur, så den kan modstå en situation med krise og konflikt.

Den 24.-25. juni 2025 afholdt NATO sit første topmøde efter genvalget af Trump som præsident. Det var et bedre forberedt NATO, der denne gang mødte Trump. Men det var også en Trump II-administration, som var langt bedre forberedt end tidligere. De allierede og NATO’s nye generalsekretær, hollænderen Mark Rutte, var opmærksom på Trumps psykologi, hans transaktionelle ”noget-for-noget-tilgang” og den grundlæggende uforudsigelighed forbundet med hans præsidentskab. De europæiske NATO-lande var også bedre forberedt, idet de som helhed havde øget deres forsvarsbudgetter betydeligt og dermed var på vej til at styrke deres nationale forsvar. Mange allierede har også taget hul på forventelige nye, øgede krav til forsvarsbudgetternes stigning, men nok så meget også til nye styrkekrav fra NATO til, hvad landene skal levere af militære kapaciteter.

Gennem forberedelserne og opvarmningen til topmødet meldte Trump i starten af 2025 ud, at 5 procent af BNP skulle være den nye målsætning. NATO’s generalsekretær fulgte i foråret op med at tale om 3,5 procent til de rene militære investeringer og hertil yderligere 1,5 procent til forsvarsog sikkerhedsrelaterede udgifter. Den fortsatte krig i Ukraine kombineret med ønsket om et fortsat stærkt amerikansk engagement i Europas sikkerhed fik de europæiske regeringer i tænkeboksen. Og efter nogen tid begyndte snebolden at rulle.

Topmødet blev derfor en succes og signalerede transatlantisk sammenhold samt sendte budskaber om afgørende enighed på vigtige områder: massive forøgelser af forsvarsbudgetterne i NATO-landene, vigtigheden af at styrke forsvarsindustrierne på begge sider af Atlanten, USA’s

fortsatte engagement i NATO, fortsat fælles forpligtelse til Artikel 5, enighed om Rusland som den største trussel samt bekræftelse af NATO-landenes fortsatte støtte til Ukraine. Det var imidlertid også et topmøde, hvor der i forbindelse med betydelige sikkerhedspolitiske emner ikke blev taget beslutninger eller sendt fælles politiske signaler fra stats- og regeringslederne. Fraværet af en Rusland-strategi var det mest iøjnefaldende. Den manglende omtale af Kina var et andet spørgsmål. Ukraines situation i forhold til landets ønske om at opnå medlemskab af alliancen var et tredje. Hertil kommer, at der i de kommende år skal ske en udmøntning af de forøgede forsvarsinvesteringer og en videre udvikling af NATO som organisation. Der er således et særdeles omfattende og kompliceret opfølgningsarbejde for medlemslandene og NATO, og dermed også udfordringer, som skal håndteres med politisk modenhed.

NATO står således over for at håndtere afgørende spørgsmål om sikkerheden i Europa og alliancens fremtid. Trump II-administrationens ageren i det første halvår af 2025 var særdeles egenrådig – i forhold til Ukraine, Grønland, Canada, Panama, Gaza og indførelse af straftolde. Trump og hans folk sendte adskillige chokbølger gennem Europa og store dele af resten af verden.

For et mindre europæisk land som Danmark er det på mange måder en sikkerhedspolitisk situation, der rummer de største udfordringer siden ophøret af Den Kolde Krig. Kongeriget Danmarks territoriale sikkerhed er ubetinget knyttet til NATO. Det er umiddelbart ikke muligt at forestille sig et sikkerhedsarrangement, som vil give Kongeriget den samme eller en bedre sikkerhed og samtidig være en realistisk mulighed. Danmark har gennem skiftende regeringer derfor i mange år også lagt vægt på at være et solidarisk land, som de andre allierede kunne forvente tog sin del af ansvaret i NATO – et kerneland.

Den danske regering har desuden været af den klare overbevisning, at Rusland ikke må vinde krigen i Ukraine. Danmark har på den baggrund – set i forhold til landets størrelse – givet de i europæisk sammenhæng største donationer til Ukraine samt været hurtig til at levere avancerede våbensystemer som kampfly og artilleri. Dermed har Danmark også pla-

ceret sig i en udsat position i forhold til Rusland, hvilket kunne ses af den russiske udenrigsminister Lavrovs udtalelser i december 2024, hvor Danmark blev truet med foranstaltninger af militærteknisk karakter på grund af sin store støtte. Lavrov omtalte Danmarks overførsel af F-16 fly som en fremprovokation, der ydeligere eskalerede Ukraine-konflikten. Han tilføjede, at sådanne beslutninger tvang Rusland til at træffe passende foranstaltninger, herunder af militær-teknisk karakter.

For Danmark er det blevet langt mere krævende at sikre en status som kerneland i alliancen. Der er NATO’s øgede krav til Danmark og opbygning af dansk forsvar, som følger af krigen i Ukraine og et langt mere aggressivt Rusland. Der skal også tages højde for USA’s øgede prioritet af udfordringerne fra Kina, og at europæerne generelt må tage større ansvar for deres egen sikkerhed, som Trump ved starten af den anden præsidentperiode har lagt yderligere vægt på. Der er tillige bredere krav til at kunne modstå hybrid- og cyberangreb, medvirke til at bevare alliancens teknologiske fortrinsstilling og innovation samt bidrage med forsvarsindustrielle kapaciteter i den ændrede sikkerhedssituation.

Den største og sværeste opgave i den kommende tid for Kongeriget Danmark er dog at håndtere og finde en landingsplads for den betydelige politiske, diplomatiske og militære udfordring i forhold til Trumps gentagne ønsker om at få kontrol over Grønland. Han understregede i december 2024 med en lidt tvetydig formulering, at “ejerskab og kontrol over Grønland er en absolut nødvendighed” for USA og international sikkerhed. Trump og hans ministre udelukkede efterfølgende ikke at anvende militær eller økonomisk magt og har videre tilkendegivet, at Danmark nok skal indordne sig (“come along”). Trump vendte dermed indirekte tilbage til sit tilbud fra 2019 om at købe Grønland.

‹ Danmarks udenrigsminister Gustav Rasmussen underskriver Den Nordatlantiske Traktat den 4. april 1949 ved NATO-mødet i Washington. Den daværende socialdemokratiske regering havde oprindeligt foretrukket et nordisk forsvarssamarbejde, men måtte opgive denne ambition og fulgte dermed Norge ind i alliancen, mens Sverige forblev neutralt. Foto: Nato/Ritzau Scanpix.

Med denne bog er det hensigten at forklare, hvad der gør NATO til en unik sikkerhedspolitisk alliance, hvordan NATO fungerer, og hvorfor alliancen er så vigtig for Danmarks, Europas og USA’s sikkerhed. Hensigten er også at formidle, hvorfor det ikke er lige til at erstatte NATO med en anden organisation. Det har taget årtier at bygge alliancen op. Bogen fortæller også NATO’s historie med særlig vægt på tiden efter Den Kolde Krigs afslutning og udviklingen i NATO i de seneste år. I den forbindelse ses der på, hvilke udfordringer NATO står over for, og hvordan sikkerheden for Danmark afgørende er ændret med Sveriges og Finlands medlemskab af NATO.

I bogen belyses fire bærende teser. For det første understreges det, at det transatlantiske forhold har været dybt forankret i et stærkt gensidigt interesse- og værdifællesskab på tværs af Atlanten. NATO skal tilpasse sig – som det løbende har været tilfældet gennem årtier. Alliancen har dermed mulighed for at overleve også i forhold til de aktuelle seriøse udfordringer. Det er min vurdering, at NATO vil gennemgå endnu en omstillingsproces baseret på en langsigtet, gensidig transatlantisk sikkerhedspolitisk interesse i dette. Der er med Trumps genindtræden i præsidentembedet i 2025 sket en betydelig svækkelse af den fælles transatlantiske værdipolitiske dagsorden i forhold til den internationale scene. Der kræves tilstrækkelig politisk modenhed i medlemslandene til at sikre, at NATO fortsat kan spille en særdeles vigtig rolle i en verden, som er blevet mere kompliceret, farlig og uforudsigelig – for alle medlemsstaterne. For der er fortsat grundlæggende fælles sikkerhedsinteresser i forholdet mellem europæerne og nordamerikanerne.

For det andet vurderes det, at en ny transatlantisk forståelse og tilpasset arbejdsdeling er nødvendig med udgangspunkt i, at USA og Europa for første gang i NATO’s historie ikke deler den samme overordnede trusselsopfattelse. Europæerne skal – inden for en kortere årrække – med tilstrækkelige militære midler og mere robuste samfund selv være i stand til at levere en troværdig militær afskrækkelse af Rusland. USA vil til gengæld som en del af den overordnede forståelse fortsat bidrage til at garantere sikkerheden for de europæiske allierede, ikke mindst gennem den udvi-

dede nukleare afskrækkelse. Desuden vil NATO og de europæiske allierede skulle engagere sig i en langt tættere politisk og militær dialog med USA og Canada om, hvordan udfordringerne fra Kina bedst kan forstås og håndteres.

For det tredje ses militær interoperabilitet, det vil sige evnen til, at militære enheder kan samarbejde hurtigt og effektivt, som et af NATO’s vigtigste resultater. Det er frugten af mange årtiers integreret militært, civilt og teknologisk samarbejde i NATO skabt ved hjælp af særligt alliancens kommandostruktur, forsvarsplanlægning og militære øvelsesvirksomhed samt uddannelsesinstitutioner. Men der er – ikke mindst på baggrund af erfaringerne fra Ukraine-krigen – brug for at arbejde intenst videre med en dagsorden om styrket interoperabilitet i alliancen.

Endelig er det for det fjerde blevet betydeligt mere krævende for Danmark at sikre sin status som selverklæret kerneland i det mere komplekse sikkerhedspolitiske billede. Ikke kun på grund af de store nye krav til Danmark i form af ambitiøse styrkemål fra NATO, som skal implementeres effektivt, men også fordi de bilaterale relationer til Trump II-administrationen er blevet så ramponerede på grund af Grønland-spørgsmålet. Det forudsætter, at der udfoldes betydelig ”diplomatisk akrobatik” for at finde en landingsbane mellem Danmark, Grønland og USA.

Forhåbentlig vil mange have lyst til at læse hele bogen og derved få et bredt indblik i NATO’s opbygning, opgaver og udfordringer samt Danmarks interessevaretagelse i NATO. Men hvis du som læser blot ønsker indblik i et særligt fagligt område – NATO’s nyere historie, NATO’s opbygning og opgaver, alliancens kommende udfordringer, udvidelsesprocessen, Danmarks rolle og interessevaretagelse i alliancen, Kina og NATO og så videre –er kapitlerne søgt skrevet, så det bør være muligt at læse dem hver for sig.