Den filosofiske og den videnskabelige tilgang

mere moderne standpunkter har det til fælles, at de derimod benægter, at det mentale er anderledes konstitueret end det fysiske. Filosoffer med denne holdning argumenterer for, at det er muligt – om ikke i dag så engang – at forklare bevidsthedsfænomener i rent fysiske termer. Med andre ord hævdes det, at det mentale er reducibelt til det fysiske. Vi skal kalde sådanne reduktionistiske teorier for fysikalistiske.

I dag er det ikke alene filosofien, men også empiriske videnskaber som psykologien, neurovidenskaben og kognitionsforskningen, der forsøger at afdække, hvordan vi skal forstå bevidsthedslivet. Vor forståelse af naturen og mennesket forløber således ad to spor, som konstant krydser hinanden. Det ene er det empiriske spor; det andet det filosofiske. Det empiriske spor undersøger et bestemt område, som dækker en bestemt type fænomener, ved hjælp af iagttagelse, eksperimenter og teoretiske overvejelser. Så længe de teoretiske overvejelser understøttes af erfaringen og de eksperimentelle resultater, mener forskerne, at disse overvejelser giver os viden om bevidsthedens struktur og funktion. Det filosofiske spor retter sig imod en afklaring af, hvilken grundlæggende beskaffenhed bevidstheden har, som videnskabelige undersøgelser ikke umiddelbart giver svar på. Det drejer sig om metafysiske spørgsmål, hvis svar med et teknisk ord er empirisk underbestemte.

Forskellen mellem de to tilgange er ikke blot en forskel i typen af spørgsmål, de stiller, men også i, hvordan de besvarer dem. Videnskaben arbejder med erfaringsbegrundede svar, mens filosofien traditionelt har søgt at give svar, hvis sandhed er fornuftsbegrundede. Mange moderne filosoffer hælder dog mere og mere til en naturalistisk opfattelse af, hvad filosofien kan udrette, og søger at inddrage den indsigt, som videnskaberne bidrager med, i udviklingen af metafysiske scenarier.

Det giver sædvanligvis en fin arbejdsdeling mellem forskerne og filosofferne. Forskerne trækker i nogen grad på filosoffernes analyser, og filosofferne forholder sig normalt positivt til grundlaget for forskernes empiriske forklaringer. Men i tider, hvor forskerne befinder sig i krise, de empiriske resultater er sparsomme, og spekulationerne er mange, har forskerne brug for, at filosofferne kritisk tænker med.

Det kunne måske få én til at tro, at arbejdsdelingen alene består i, at forskerne er interesseret i fænomenerne og filosofferne i begreberne. Men det