Christina Wex
NÅR BØRN FLYVER
FRA REDEN
– forældreskab, savn og nye muligheder
Gads Forlag
Når børn flyver fra reden – forældreskab, savn og nye muligheder
© forfatteren og Gads Forlag 2025
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80213-6
Projektledelse: An-Magritt Erdal
Tekstredaktion: Marie Ejlersen
Omslag: Rasmus Funder
Foto på omslag: Heidi Maxmiling
Grafisk tilrettelæggelse: LYMI
Tryk: Print Best, Estland
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Nye bøger fra Gads Forlag
Tilmeld dig vores nyhedsbrev på www.gad.dk og få information om nye bøger og følg Gad Sundhedsfag på Facebook og LinkedIn.
Forord
Indholdsfortegnelse
Interview
Mulle Gregorius og Christian Eppers
Et familieliv i forandring
Refleksion
Forsker Noemi Katznelson
At blive voksen handler ikke om at lægge afstand til forældrene
Interview
Anja Hitz
Familiens hverdag forvandlet til litteratur
Refleksion
Interview
Julie Pri Kovsted
Begyndelsen på en anden ungdom
Refleksion
Interview
Helle og Rasmus Bjerg Fra
Refleksion
Interview
Razan Haugaard
Ensomheden er et tabu
Refleksion
ANGSTEN FOR AT BLIVE ÆLDRE
Coach og karriererådgiver Pernille de Fine Lützhøft
Vi har halvdelen af livet tilbage, når børnene
flytter hjemmefra
Refleksion ET FÆLLESSKAB AF KÆRLIGHED
Interview
Lars Sandahl Sørensen
Trygheden bor inde i os selv
AFSLUTNING
DEDIKATION
Om forfatteren
FORORD
Vi sidder i hver sin sofa.
Klokken er 22.
Som flere gange i den senere tid har Agnes sendt en sms på vej hjem fra et eller andet socialt med veninderne: “Laver du te og gør klar til Bachelorette?”
Det gør jeg. Naturligvis.
Ikke fordi jeg har lyst til at se Bachelorette, men fordi jeg elsker invitationen og nyder samværet.
Mens vi sidder der, får Agnes en sms.
Hun læser den og er et øjeblik stille.
Så rækker hun mig telefonen.
“Hey, værelset er dit, hvis du vil have det. Vi vil i hvert fald rigtig gerne være dine roomies.”
Og så nogle smileys og hjerter.
Vi ser på hinanden. Og jubler. Hun blev valgt.
Pludselig rejser hun sig, kommer over til mig og sætter sig på mit skød.
En lille smule akavet, for hun er større end mig.
Hun putter sit hoved ind til min hals, som hun plejede at gøre engang.
Og så begynder hun at hulke.
Jeg trøster et øjeblik.
Og så gør jeg det samme.
Den næste halve time sidder vi der.
Og hulker.
Med mellemrum udstøder hun halvkvalte sætninger mod min hals: “Det kom alt for pludseligt”... “ jeg er slet ikke klar”.
Og midt i et kæmpe hulk: “Jeg har jo ikke engang lært at vaske tøj endnu”.
Men jeg ved, hun er klar.
Hun har været det længe.
Spørgsmålet er, om jeg er.
Sidste år oplevede jeg livet i sin mest komprimerede form: Mit yngste og sidste hjemmeboende barn tog et halvt år på højskole, min mor var meget pludseligt døende, og mens min ældste datter og jeg vågede over hende, fortalte min datter, at hun var gravid.
Afskeden, døden og den nye begyndelse efterlod mig med en overvældende erkendelse af, at mit eget liv er i forandring. En erkendelse, der har sat gang i en strøm af indre dialoger; for hvem er jeg, når jeg ikke længere er nogens datter – eller mor?
Efter et helt liv omgivet af mennesker og med konstante forpligtelser over for mine nærmeste, fandt jeg pludselig mig selv helt alene i mit hjem. Og det gik op for mig, at jeg aldrig nogensinde har boet alene. Fra barndomshjemmet flyttede jeg sammen med en kæreste, så med en veninde, så med en ny kæreste – og så fik jeg et barn, blev skilt og fik en ny familie og yderligere to børn – og blev skilt igen.
De sidste 34 år har jeg boet sammen med mindst et af mine børn. Altid har jeg hørt sammen med nogen og været forpligtet i nære relationer.
Her et år senere er min yngste datter flyttet endeligt hjemmefra, og der er ikke længere nogen, der spørger, hvad vi skal have at spise,
der er ingen lyd af nøglen i døren, når nogen kommer hjem, ingen nætter med uroligt at holde øje på Find for at sikre mig, at hun kommer sikkert hjem fra byen. Opvaskemaskinen er dage om at blive fyldt, og vasketøjet reduceret til et par maskiner om ugen. Ingen siger godmorgen, ingen siger godnat. Og ingen lytter overbærende til strømmen af de hverdagstrivialiteter, jeg som mor elsker at dele.
Fra at have oplevet livet som en konstant og spændende udviklingsproces, hele tiden på vej mod nye mål, er der opstået en nagende følelse af afvikling. Af at have udfyldt min rolle. Og jeg ved, jeg ikke er alene.
Begrebet Empty Nest Syndrome er velkendt og har i årtier været brugt til at beskrive den tomhed og for nogle også den sorg og identitetskrise, som kan opstå, når man som forældre skal sige farvel til én livsfase og finde mening i den næste. For mange sker det samtidig med andre store forandringer i livet som overgangsalder, aldrende forældre, måske også ændringer i arbejdslivet.
For nogle sker forandringen stille og glidende – for andre er det en dyb og eksistentiel omstilling.
Jeg tilhører en generation, som har meget identitet i det at være forældre. Vi har investeret meget tid og engagement i rollen, og som føler os meget tætte på vores børn. Derfor er jeg nysgerrig på, hvordan andre oplever den forandring. Hvordan deres familieliv har været, og hvilke værdier det har bygget på. Hvilke rollemodeller har de spejlet sig i – og hvilke forventninger har de til det næste kapitel af deres liv?
Derfor opstod ideen om at tale med andre om at være lige her i livet, hvor vi skal forholde os til både en accept af og en sorg over, at årene er gået så hurtigt, og at det nu er slut med at være en familie som før.
Vi kommer naturligt til at stille os selv en masse spørgsmål, der følger med forandringen, både praktiske og følelsesmæssige: Hvordan skal vi nu være sammen med vores børn, hvor meget skal vi fortsat stå til rådighed, skal vi støtte dem økonomisk? Er det okay at downsize og sælge huset for at skabe noget nyt for os selv – eller skylder vi børnene, at barndomshjemmet står klart med velkendte rammer og plads til børnebørn? Skal vi bruge den nye frihed på at dyrke os selv og måske udleve gamle drømme, eller bør vi hellige os rollen som bedsteforældre og stå til rådighed, så de unge kan dyrke deres?
Og hvordan skaber vi nye fælles mål for parforholdet – eller finder nye veje, måske endda ny kærlighed, hvis vi ikke har en partner?
I bogen deler mennesker, der står netop det sted i livet eller snart har det i udsigt, deres erfaringer og tanker om det at være forældre, om børn og familieliv, om egen opvækst, rollemodeller og værdier, om selvudvikling og det at blive ældre – og om det, der er vigtigt for dem at give deres børn med ud i livet.
Jeg havde en forventning om, at de fleste som jeg ville være ramt af tomhed og savn, men samtalerne tegner et billede af, at mange forældre i min generation insisterer på at blive ved med at udvikle sig og ikke nødvendigvis ser tiden efter børn som en afslutning, men også som en mulighed for en ny begyndelse.
INDLEDNING
FØRST OG FREMMEST ER JEG MOR
Jeg var 27 år, da jeg blev mor første gang. Dengang boede jeg i en forstad til Bruxelles. Ikke en af de fancy, hvor alle expats boede, men i et virkelig grimt rækkehus i en af de nordlige bydele, så tæt på lufthavnen, at man næsten kunne se folks ansigter, når flyet lettede og landede.
Det var, hvad vi havde råd til, min belgiske mand og jeg, og det lå praktisk tæt på mit arbejde.
Vi flyttede ind to måneder før fødslen medbringende to store hunde – og en tro på livet, kærligheden og fremtiden.
Manden havde jeg mødt i forbindelse med et besøg hos gamle interrailvenner i Belgien. Dengang havde jeg en rigtig sød kæreste derhjemme, som jeg havde boet sammen med i flere år, og som uden tvivl var ham, jeg regnede med at skulle dele livet med.
Jeg har ofte tænkt på det der med, at var jeg gået til højre, så ... og når jeg så valgte at gå til venstre, blev mit liv helt anderledes.
Jeg sprang ud i eventyret, flyttede til Belgien, fik job i en lille amerikansk IT-virksomhed, blev gift, købte hus og fik en datter, Amalie.
At få barn i udlandet var på mange måder ensomt. Jeg kendte ingen udover mine få kolleger, som alle var mænd, og så de gamle interrailvenner, som boede 80 km væk.
Her var ingen organiserede mødregrupper, som vi kender det i Danmark, og da det var længe før internettet og sociale medier, havde jeg ingen mulighed for at opdyrke et lokalt netværk.
I dag er det svært at forestille sig en verden uden internet, men dengang sendte jeg nyhedsbreve hjem til familie og venner hver måned – med post!
Der var dermed heller ingen at udveksle erfaringer med som ny mor, ingen at spejle sig i – eller for den sags skyld at sammenligne sig med.
Jeg fandt på et tidspunkt via den danske kirke en gruppe af søde danske mødre, som havde lavet deres egen gruppe, men barselsorloven i Belgien var kun på 15 uger, så det varede ikke ret længe, før jeg var tilbage på fuldtidsarbejde, og min datter i en kærlig dagpleje. Det var derfor ikke et fællesskab, jeg havde mulighed for at dyrke, selvom jeg gerne ville.
Når jeg i dag tænker tilbage, var det umenneskeligt at skulle overlade min meget lille baby til fremmede otte timer om dagen, men det var betingelserne.
Selvom det var ensomt at blive mor i et fremmed land, følte jeg mig heldigvis godt klædt på til opgaven. Da min far døde, da jeg var 16 år, og min mor, som altid havde været hjemmegående, skulle finde en måde at forsøge sig selv og sine to hjemmeboende børn på, blev hun dagplejemor, og jeg, der altid har elsket babyer, tog med stor glæde del i opgaven.
Min mavefornemmelse for det at tage ansvar for et barn var derfor stærk, og er der én eneste opgave i livet, jeg aldrig har følt mig usikker på, så er det faktisk den. Det betyder ikke, at jeg har været perfekt i rollen, vel at mærke, men jeg har været veltrænet i det praktiske – og har haft en stærk overbevisning om, hvad jeg gerne ville give mine børn.
Under familieidyllen lurede min eksmands dengang ikke-erkendte alkoholmisbrug. Sidste år fik han en ny lever, så misbruget er ingen hemmelighed, men erkendelsen var længe undervejs, for i den kultur, han er vokset op i, er det ikke ualmindeligt at have et stort alkoholforbrug.
Selv havde jeg ingen erfaring med misbrug, det var nærmest en begivenhed i mit hjem, når min far drak et glas vin juleaften, men med tiden blev misbruget meget tydeligt. Han flyttede ud og vendte tilbage et par gange, og jeg husker med gru søndage i en mennesketom storby med en etårig uden nogen at tale med. Besøg på museum og i zoologisk have – fornøjelsen er til at overse, når den, man deler fornøjelsen med, endnu ikke har noget sprog.
Jeg husker særligt den sommeraften, hvor Danmark vandt EM i fodbold som et af mine all time lows. Jeg så kampen alene, mens min datter sov ovenpå, og da jeg ringede hjem til min mor efter sejren, kunne jeg høre jublen gennem tv’et fra festen på Rådhuspladsen.
Der følte jeg mig meget langt væk. Og meget ensom.
Amalie var to-et-halvt år, da vi rejste hjem til Danmark. Hundene havde jeg med stor sorg måttet forære bort, huset var det lykkedes mig at sælge på egen hånd og uden fortjeneste, jobbet var sagt op, og mine to brødre var søde at tage turen hele vejen sydpå i en
varevogn for at hente mine ejendele. Klar til næste kapitel. Og med en masse bristede illusioner.
Vi flyttede ind i mit barndomshjem, Amalie og jeg. Her boede min mor stadig alene på rigeligt plads, så løsningen var oplagt. Jeg havde ingen penge og var kun nået to-tredjedel gennem mine studier, inden jeg rejste til Belgien, så jeg skulle tilbage på skolebænken.
Det havde stor kvalitet for både Amalie og mig at bo sammen med min mor; Amalie knyttede tætte bånd til sin mormor, der var dagplejebørn at lege med hver dag, og jeg kunne genoptage mit sociale liv med vished om, at der altid var nogen til at passe. Ingen af mine veninder havde fået børn endnu, så jeg var taknemmelig for den frihed, og min mor var glad for, at der igen var liv i huset.
Det var selvfølgelig ikke omkostningsfrit, hverken for min mor eller jeg at bo under samme tag igen efter mere end ti år. Med velkendte mønstre triggede vi naturligt hinanden og genåbnede gamle diskussioner, men det kunne have være meget værre, og én ting, min mor aldrig gjorde, var at blande sig i min opdragelse af Amalie.
I Bruxelles havde jeg fundet sammen med en amerikansk kollega, lige inden jeg tog hjem, så Amalie og jeg var i USA i to længere perioder, inden hun et lille år senere startede i børnehave. Jeg måtte imidlertid erkende, at det eneste, jeg havde lyst til, var at komme hjem. Og blive der. Amalie skulle have en dansk barndom.
Og så fyldte jeg 30! Det var langt fra den situation, jeg havde drømt om at være i på det tidspunkt i mit liv. Mens både mine tætte veninder og alle dem, jeg havde gået i skole med, var i gang med at skabe deres egne kernefamilier, var jeg blevet enlig mor.
Jeg genoptog de studier, jeg var rejst fra, og blev færdig som cand. mag. i fransk og engelsk. Spørgsmålet var så bare, hvad jeg skulle bruge det til. Jeg var egentlig kun begyndt på det studie, fordi jeg ikke var kommet ind på Journalisthøjskolen. Nu var jeg rådvild.
Mange af mine gamle skolekammerater bevægede sig naturligt ud i erhvervslivet i rigtige voksenjobs, men jeg havde vanskeligt ved at se, hvad det var, at jeg var særligt god til. Jeg kunne lidt af meget, men udover en lethed ved sprog, kunne jeg ikke rigtig se, hvilke job jeg skulle søge på baggrund af den uddannelse, jeg havde taget, når jeg ikke var fristet af en tilværelse som gymnasielærer.
Mest af alt vidste jeg, at jeg ikke havde lyst til at være væk fra mit barn 40+ timer om ugen.
Skæbnen ville, at en fjern kontakt tilbød mig være leverandør af artikler til et boligmagasin. Det var lige præcis arbejde nok til, at jeg turde etablere mig som arbejdsløs ‘med selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse’ til en begyndelse. Vel at mærke stadig bosiddende hos min mor med billig husleje.
Dermed blev jeg selvstændig. Ikke på baggrund af en stor passion eller et modigt valg, men som en rationel løsning.
Vi fik med tiden egen bopæl, Amalie og jeg, en toværelseslejlighed, som var til at betale, og jeg følte det, som havde jeg vundet i lotto. Jeg kunne godt føle en lille smule skam, når det var Amalies tur til at have madgruppe, fordi vi boede så småt, og langt de fleste fra klassen boede i hus. De andre børn havde også to forældre, Amalie havde ingen far.
Han og jeg kunne ikke enes om, hvordan samvær skulle foregå.
Han ville ikke komme til Danmark for at se hende, og jeg ville ikke sende hende alene til Belgien. Og derved blev det.
Kontakten blev forsøgt genoptaget flere gange med års mellemrum, og da hun blev konfirmeret, kom både hendes far og hans to søstre med hele deres familier og var med, men det viste sig umuligt at gøre forbindelsen konstant.
Da vi besøgte ham inden levertransplantationen sidste år, var der gået 15 år siden sidst, og selvom mødet var fint, er kontakten fortsat næsten ikke-eksisterende og bliver næppe nogensinde den lykkelige genforening, som alle kunne ønske sig. Og det er det kors, min datter må bære. Vores børn mærker altid konsekvenserne af de valg, vi træffer i parforholdet, uanset om vi går fra hinanden, bliver sammen trods konflikter eller vælger at flytte et helt andet sted hen.
Jeg har gjort mig umage for at være tilstrækkelig, men én forælder kan næppe helt dække det hul, en anden efterlader, selvom Amalie siger, hun aldrig har savnet noget.
Da jeg var 37, blev jeg mor for anden gang. Efter nogle meget rolige og glade år alene med Amalie, mødte jeg en ny mand, som selv havde to døtre på samme alder. Sammen fik vi yderligere to piger. Hverdagen med skiftevis tre og fem børn på for lidt plads og med for få penge var en udfordring. Det var ikke, fordi vi ikke gerne ville lykkes. Vi kæmpede for at forstå hinanden, rumme hinanden og holde sammen, men måtte kaste håndklædet i ringen efter otte år.
Jeg var igen alenemor, nu med tre børn på seks, otte og 18 år.
Efter nogle år med bitter stemning og en oplevelse af gensidig skyld for familiens fald, har relationen til min anden eksmand i mange år været fredelig og ukompliceret. Heldigvis. Det er vigtigt for mig og for ham, men mest af alt er det vigtigt for vores børn.
I mange år har jeg levet et ægte aleneliv med mine børn, og jeg har fundet stor glæde i at være selvstændig. Hvad der begyndte som en praktisk nødvendighed, viste sig at give mig mulighed for at beskæftige mig med forskellige ting, der giver dyb mening for mig, og som på en eller anden måde hænger sammen; at skrive bøger, blandt andet sammen med unge mennesker om at have ADHD og være psykisk sårbar. Og at projektlede et udskolingsforløb, jeg har været medskaber af, og som tager udgangspunkt i elevernes interesse for fodbold med det mål at løfte deres faglighed og skoleglæde.
Mit arbejde betyder utroligt meget for mig, og jeg har altid værdsat den fleksibilitet, der har gjort det muligt først og fremmest at være til rådighed for mine børn.
Vi har, børnene og jeg, siden børnene var små, haft et stort fællesskab omkring sport. Stort set hver eneste dag har en eller flere skullet ‘i klubben’ for enten at spille fodbold- eller håndbold, og klubben har været en vigtig fælles ramme for os som familie. Jeg har været holdleder på alle børnenes hold, været med på alle ture, sovet i klasseværelser på luftmadrasser sammen med de unge trænere og et helt hold af håndbold- eller fodboldspillere, og jeg har dyrket fællesskabet og samhørigheden med ligesindede voksne og alle spillernes forældre.
Og jeg har elsket det.
Det har givet mit liv mening. I mere end 20 år.
Og så kommer den dag, hvor det hele ændrer sig. Den dag, hvor de ikke længere er ungdomsspillere og derfor ikke længere har brug for deres forældres indsats på sidelinjen. De bliver færdige med at gå i skole. De tager ud at rejse, er væk et halvt år på højskole og begynder at tale om at flytte hjemmefra.
Fundamentet ryster.
I 34 år har jeg først og fremmest været mor, og mine børns liv har sat rammen for mit.
Nu har min flok forladt mig.
Hvem er jeg så?