Radio og tv by Gads Forlag

RADIO OG TV

Danmarks Radio og danskerne

Josef Peter Batikha

Sissel Bjerrum Fossat

Andreas Marklund

Gads Forlag

Forlagsredaktion: Peter Bejder Omslag: Nyhedsoplæser og journalist Poul Jørgensen. Henrik Dithmer/DR Grafisk design: Le bureau Repro: Narayana Press Tryk: Print Best

ISBN: 978-87-12-07937-8 1. udgave, 1. oplag

Printed in Estonia, 2025

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Tekst & Node, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Hvis ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Bogen er støttet af Augustinus Fonden

Vietnamkrigen og det forandrede nyhedsbillede

En elektromagnetisk forsamlingshal

I begyndelsen var monopolet.

Før radioen bragte fjerne rytmer og verdensomspændende nyheder, og før den blandede sin skratten ind i hverdagens baggrundsstøj, havde staten monopol på radiobølgerne. Men hvordan kunne staten have monopol på noget, der endnu ikke var af denne verden og ikke havde liv, legeme eller navn, før det blev Statsradiofonien (1925), Danmarks Radio (1959) eller blot DR (1996)?

Svaret er bemærkelsesværdigt. Monopoler er af natur enestående, men aldrig før og aldrig siden har staten fostret en så forunderlig og mageløs skabning fyldt med lyde, billeder, store budskaber og ligegyldigt pjank. Afsættet for foretagendet var mere ydmygt – om end ganske nyttigt. Trådløs telegrafi blev det kaldt. Bip bip, bip, biiiip biiiip biiiip, bip bip bip.

Allerede i 1905 kunne danske telegrafer sende budskaber kloden rundt. Søværnet på Holmen tog den nye teknologi til sig med skibskommunikation for øje. Helt frit svævende var budskaberne dog ikke. De elektroniske breve måtte fæstes på lange strimler af papir, før de kunne nå de ivrige modtagere. På den vis var telegrafien en slags post, og Telegrafvæsenet var bundet af regler og infrastruktur, der lignede postvæsenets. Ansvaret for den trådløse telegrafi kom naturligt under Ministeriet for offentlige Arbejder (i dag Trafikministeriet), men også andre dele af staten ønskede at stå fadder til den lille ny. Forsvarsministeriet gav nødvendighed, hemmelighed og alvor i vuggegave, og senere tilføjede Kulturministeriet dannelse, folkeoplysning og samfundskritik.

Staten drev telegrafi, men om staten også skulle lave radio, delte vandene. Det var da heller ikke sådan, at staten var med, da de tidligste ra-

dioudsendelser blev til. Det havde glade amatører stået for. Men da radioen voksede i betydning og udbredelse, opdagede staten sit monopol. I ”Organet for den højeste oplysning i det danske folk” – eller Politiken, om man vil – kunne man i september 1924 læse en syrlig kommentar til statens engagement i radiosagen:

At vi ikke er kommet videre, skyldes Statstelegrafens hævdelse af sit privilegium samt dens uindskrænkede herredømme over luften. Dens indsats har hidtil væsentlig bestået i udstedelsen af påbud, som intet menneske blandt det danske radiopublikum tager højtideligt.1

Selv om monopolet kom før Statsradiofonien, var det hverken naturligt eller selvfølgeligt. Medier gav staten sig ikke af med. Politiken, Berlingske og alle de andre Tidender var private og henvendte sig til hver sit publikum i forskellige dele af landet og med forskellig politisk observans. Med først radio og siden tv opstod en ny type massemedier, der på flere punkter adskilte sig fra den trykte presse. Aviser var der mange af, og selv de store omnibusaviser gik efter en bestemt og afgrænset læserskare. Med de elektroniske medier var det anderledes. Radioen sendte til alle – høj og lav, ung og gammel, jyde og bornholmer. Den havde et massepublikum. Samtidig kom statens radiofoni uvægerligt til at sende fra et center mod en periferi. Med andre ord blev Statsradiofonien fra sin allerførste færd fyldt med spændinger, modsætningsforhold og konfliktflader til det samfund, den var sat i verden for at servicere. Bogen fortæller historien om, hvordan den danske stat i det 20. århundrede fik monopol på de elektroniske medier, og hvordan det ikke er sådan

Forrige side. Statsradiofoniens leder, Jens Frederik Lawaetz, bød velkommen til premiere på fjernsynet den 2. oktober 1951. Fra klokken 20 kunne de 400 forventningsfulde danske husstande med tv-apparat se med.

I 1924 lyttede høj og lav til radioen. Lydkvaliteten var ikke altid prangende, men det nye medie tiltrak mange interesserede. Radioklubber og glade amatører stod for de første udsendelser på dansk, men snart viste også staten sin interesse.

længere. Historien begynder før Første Verdenskrig i radiopionerernes æra, fortsætter med krystalmodtagernes tid i de brølende 1920’erne, strækker sig over frygten for dummekassen i 1950’erne til den kritiske nyhedsdækning under Vietnamkrigen (1964-1975) for til sidst at nå nutidens internetbaserede medielandskab. Bogen handler ikke blot om Danmarks Radio, men også om de mennesker, institutioner og teknologier, der opretholdt eller udfordrede monopolet. Det er en meget dansk historie, men den kan hverken fortælles eller forstås uden at løfte blikket fra danmarkskortet.

Statsradiofonien blev oprettet den 1. april 1925 som forsøgsordning og havde kun et radioprogram, der det første år sendte tre timer dagligt. Dermed bekræftede staten sit monopol på at sende radio i Danmark. Med radiofonien kom staten helt ud i stuerne med underholdning, oplysning, nyheder og undervisning. I årtier talte danskerne om Statsradiofoniens radio- og senere tv-programmer i kantinen og over hækken, når det da ikke lige var vejret, der skulle vendes. Udsendelserne skabte fælles oplevelser og sammenhængskraft. I 1980’erne svandt monopolet gradvist ind. På radiofronten havde monopolet altid været mindre entydigt end tv. Der var lokalradioer, inden de første små, private tv-stationer opstod, og udbuddet af udenlandske kanaler voksede gennem satellitter, kabler og fællesantenner.

I 1988 gik TV 2 i luften. Stationen brød endegyldigt Danmarks Radios monopol på landsdækkende dansksproget tv, men staten var der stadig. Selv om båndene mellem staten og de elektroniske medier var forandrede, var de intakte. På trods af entreprisemodel og reklamefinansiering var det nemlig ikke TV 2, der i 1988 brød statsmonopolet.

Danmarks Radio fik ganske vist med TV 2 en konkurrent, der ruskede op i de vante forestillinger om dansk tv. Men bruddet med statens overordnede ansvar og i sidste ende også indflydelse på de elektroniske medier kom fra udenlandske medier. Selv TV3 kom før TV 2. Satellitkanalerne havde budt sig til fra de tidlige 1980’ere og åbnede for både ønskede og uønskede påvirkninger af danskerne uden for politisk kontrol. I den digitale tidsalder er medierne blevet utælleligt mange. DR’s æra er slut. I dag udfordres både DR og TV 2 af Facebook, Google, YouTube og Netflix, der på meget kort tid er blevet vigtige i danskernes medievaner og i politikernes kamp om indhold og tolkning af public service-begrebet.

DR har altid været en ideologisk kampplads, men er i dag mere omdiskuteret end nogensinde. Politikerne kræver sammenhængskraft og fællesskab, selv om frisættende og opløsende digitale medier har taget over. ”Fællessang – hver for sig”, kom det paradoksalt nok til at hedde under coronanedlukningerne (2020-2021), hvor danskerne kunne synge sammen hjemme i stuerne, og hvor tv (næsten) vendte tilbage til de gode, gamle dage.

Historien om Danmarks Radio er en central brik i det moderne Danmarks kulturhistorie og fortællingen om, hvordan staten har forsøgt at kontrollere, opdrage og danne sine borgere gennem oplysning og underholdning.

Fællesskab eller mareridt?

Modernitet bygger på forandringer så grundlæggende, at de næsten forekommer selvfølgelige eller banale. Forfatteren George Orwell holdt af at

spekulere over, hvordan verden hang sammen, og skrev i 1937: ”Vores civilisation, med al respekt for Chesterton, er skabt på kul, i højere grad end vi indser, indtil vi stopper op og tænker over det”.2 Sådan var det med moderniteten, og sådan var det med modernitetens massekommunikationsmidler. De fungerede med knitrende elektricitet og byggede på en helt ny udnyttelse af højpotent energi. De fik verden til at blive mindre, gå hurtigere og fik tanker, ideer og kultur til at mødes på helt nye og ukendte måder. Længe før nogen havde tænkt på Statsradiofonien, funderede forfatteren H.C. Andersen over, hvad modernitetens hurtige

kommunikation ville komme til at betyde. Osende dampskibe og fløjtende lokomotiver bugserede mennesker og budskaber over store afstande, og endnu hurtigere sang telegrafens tråde enhver besked mod nord, syd, øst og vest. Andersen havde diskuteret spørgsmålet med sin gode ven, forfatteren B.S. Ingemann. Den blide digter fra Sorø mente, at de moderne opfindelser nok var vigtige, men at deres betydning begrænsede sig til det mekaniske og det materielle. Helt anderledes betragtede Andersen modernitetens højenergikommunikation som noget, der ville forandre alt. De store kuldrevne opfindelser ville blive ”nødvendige bærere

Forestillinger om en højteknologisk fremtid fulgte med 1800-tallets udnyttelse af elektricitet og dampkraft. Her tegner et fransk postkort fra 1899 et billede af et kommunikeret liv i år 2000, hvor en trådløs cinéma-phono-télégraphique kunne overbringe både lyd og billede.

for det åndelige, de store grene hvorpå poesien siden kan sætte sin blomst”. Begejstret skrev han til sin veninde Henriette Wulff i 1853:

Det at menneskene rykker nærmere, at lande og byer ved dampen og elektromagnetismen forbindes til én stor forsamlingshal, synes mig så åndeligt stort og herligt at jeg ved tanken derom løftes så højt, som nogen digters sang har kunnet løfte mig.3

I det næste århundrede blev elektromagnetismens forsamlingshal ikke kun et herligt sted, hvor poesien og fællesskabet blomstrede, for den hurtige kommunikation havde også et destruktivt potentiale. I Orwells fremtidsfantasi 1984 fra 1948 blev massekommunikationen et manipulerende redskab for en knusende statsmagt i et totalitært mareridtssamfund. Man kan indvende, at hverken Andersens floromvundne drøm eller Orwells mareridt har meget at gøre med den hjemlige måske lidt mere leverpostejsfarvede statsradiofoni. Hver især sætter de imidlertid forhåbning og frygt for statens medier på spidsen, og det er i det underforståede spændingsfelt, de mest højrøstede debatter om statens radio-tv-monopol har udspillet sig.

Monopolet

Monopolet bringer os tilbage til den mystiske Chesterton, som Orwell med al respekt tillod sig at modsige i 1937. Forfatterkollegaen Gilbert Keith Chesterton var død året forinden og kunne under alle omstændigheder ikke gøre indsigelser. Når Orwell så lemfældigt og uden forklaring flet-

tede Chesterton ind i sin tekst om kulminerne, skyldtes det, at Chesterton i 1928 havde haft en berømt debat om netop kul med sin gode ven, den irsk-britiske skuespilforfatter George Bernard Shaw. Deres intellektuelle fantasi blev ikke overraskende næret af det sorte guld. Spørgsmålet lød, om staten skulle eje landets kulminer. Chesterton mente, at kullet var et helt særligt tilfælde. Almindeligvis var han ikke den store tilhænger af statsejerskab, men når det kom til kul, var det måske alligevel ønskeligt. Der var simpelthen områder af økonomien, hvor privat ejerskab ikke var det mest hensigtsmæssige.

Vi må indrømme, at i det ganske særlige tilfælde kullet, er det det mest ønskelige og den bedste løsning, at det skal kontrolleres af statens embedsmænd, på nøjagtigt samme måde som frimærker bliver det. Ingen siger noget imod frimærker. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville ønske sig sine egne frimærker i et måske smukkere design og varierede farver. […] Der er institutioner i staten, hvor man kun meget vanskeligt kan benytte princippet om privat ejerskab, og et af de tilfælde er, når værdifulde mineraler findes under jorden.4

Chesterton og Shaws forfatterskænderi trak tråde til debatter om forholdet mellem naturlige monopoler og staten. Ideen om naturlige monopoler kan spores til slutningen af 1700-tallet. Her kunne man finde monopoler på produktion knyttet til bestemte naturressourcer, der kun fandtes på afgrænsede områder. Det kunne være særlige jordforhold til ganske særlige franske vine med helt

Radioens politiske potentiale var enormt. Budskaber kunne bevæge sig på tværs af grænser og sociale skel. Lyttede den trætte, men koncentrerede, arbejder på den tyske kunstner Max Radlers portræt fra 1930 mon til budskaber fra Sovjetunionen?

Rubrik

Generaldirektører 1925-2025

Emil Holm (1925-1937). Driftsleder

Frederik Emil Jensen (1937-1961). Driftsleder – fra 1958 med titlen generaldirektør

Hans Sølvhøj (1961-1964)

Erik Carlsen (1964-1967). Konstitueret

Hans Sølvhøj (1967-1976)

Laurits Bindsløv (1976-1985)

Hans Jørgen Jensen (1985-1994)

Christian S. Nissen (1994-2004)

Lars Vesterløkke (2004-2005). Konstitueret

Kenneth Plummer (2005-2010)

Maria Rørbye Rønn (2010-2025). Konstitueret maj 2010-februar 2011

Bjarne Corydon (2025-). Fra den 1. august 2025

særlige smagsnuancer. Det naturlige monopol kunne også opfattes bredere, og økonomen John Stuart Mill mente, at det naturlige monopol var et resultat af givne omstændigheder – ikke af love eller regler.5

I det bredere perspektiv kunne naturlige monopoler også opstå af teknologi eller infrastruktur som post, jernbane, telegraf, telefon, gas, kraftcentraler eller vandværker. I Danmark beskæftigede økonomen Lauritz Vilhelm Birck sig med statens rolle i de naturlige monopoler under Første Verdenskrig. Han sad i prisreguleringskommissionen, der for en stund overtog det job, mar-

kedskræfterne ellers tog sig af. For Birck var det i 1916 åbenlyst, at staten måtte træde til, regulere priserne på fødevarer og brændsel og i sidste ende rationere.

Statens kontrol med trafikmonopoler som post, jernbane og telegraf virkede i det store og hele til at fungere til gavn for samfundet. Med statslig drift opstod muligvis ikke den størst mulige profit, men den største nytte.6 Tilliden til kapitalismen og den frie prisdannelse led i høj grad under opfindsomme spekulationer i krigens mangelsituation og led endnu et knæk, da Landmandsbanken krakkede i 1922. Den Store Krigs krise og kulturelle op-

At radioen skulle have betydning for dansk kultur, lå bag grundlæggelsen af Statsradiofonien. Den kunne bruges til folkeoplysning og som formidler af musik, drama og litteratur. Omvendt blev man senere bekymret for radioens magt og indflydelse på barnesindet.

brud indvarslede en tid, hvor staten fik flere og større roller end tidligere. Koncessioner til private gas- og elværker blev sjældnere, og offentlig drift mindre usandsynlig.

Med det som bagtæppe opstod Statsradiofonien. En koncessionsordning efter britisk forbillede var ikke utænkelig, men omridset af et fornuftigt, indlysende eller ligefrem naturligt monopol tegnede sig i 1924 i de politiske debatter. Den konservative folketingsmand Holger Ibsen fra Holbæk var ikke imponeret af de amatører, som drev radioen:

Herhjemme har vi jo fuldstændig overladt radiofonien til amatørerne selv; men ad den vej kan den aldrig nå at få den betydning, som tilkommer den, idet private klubber og sammenslutninger ikke vil kunne skabe den fornødne basis og løse sagen på tilfredsstillende måde.7

Når Ibsen så ud mod Europa, havde flere stater med held centraliseret radioen for at gøre den til den betydende ”kulturfaktor”, den burde være. Ministeren for offentlige arbejder, den socialdemokratiske Johannes Friis-Skotte, kunne berolige Ibsen med, at regeringen skam var ved at undersøge, hv ad der skulle ske med radioen. En ny lov på området skulle den konservative kollega dog ikke sætte næsen op efter: ”En sådan lov behøves ikke, thi en sådan lov har vi allerede i lov nr. 166 af 1. maj 1923, nemlig loven om de trådløse telefoner, som giver staten eneret til afsenderstationer for radiofoni […]”. 8

I dag forekommer et statsmonopol på radio, tv eller ligefrem streaming og internet helt

unaturligt, mærkværdigt og aldeles uladsiggørligt. Et statsligt monopols selvfølgelighed er fordampet, selv om det holdt sig nogenlunde intakt fra 1920’erne indtil 1980’erne. Ikke uden diskussion og debat, men de grundlæggende logikker viste sig sejlivede. Selv i dag, hvor monopolet er en saga blot, genfindes en stærk reminiscens af Ibsens forestilling om radiofonien som en ”kulturfaktor”. DR er et statsforetagende i milliardklassen, og på trods af brok og kritik forestiller ingen seriøse stemmer i debatten sig at overlade hele mediefladen til private eller udenlandske aktører. Det sidste er helt utænkeligt.

Staten og folket

Bogen handler ikke kun om radiofonien, men også om staten. Det var staten, som fik roret, men på trods af statsbegrebets urokkelige og tidløse klang var staten ikke den samme i 1920’erne, som den var 100 år senere. I de tidlige elektroniske mediers tid var staten ganske vist en nationalstat, og det er den for så vidt stadig, selv om den med jævne mellemrum er blevet erklæret død og borte. En nationalstat er ikke alene et territorium, nogle streger på et kort, men også en idé og et fællesskab, der er formet af de mennesker, der lever i den. Uden at kende hinanden personligt fik indbyggerne alligevel fælles oplevelser og perspektiver gennem de elektroniske medier. Bøger, aviser og blade er også medier, der bringer budskaber og ideer fra det ene hoved til det næste, og de har en fællesskabsdannende kraft. Men bøger og aviser er der mange af, nogle bøger bliver bestsellere, mens andre går i glemmebogen, så snart de er trykt. De elektroni-

Ægteparret Baunsgaard fra Ry nød i anden halvdel af 1920’erne en morgen med brød på sengen og radio i ørerne. Kalundborgsenderen fra 1927 gjorde det langt lettere at modtage radio i alle dele af landet.

ske medier var derimod færre, men lynhurtige og langtrækkende. De nåede høj og lav og var på den måde med til at forme den nation, som de samtidig skulle udtrykke.

I 1920’erne var publikum et dansk folkefællesskab, som ikke nødvendigvis befandt sig inden for statens grænser. Radiofonien sendte sine budskaber fra statens naturlige centrum ud mod en meget vid periferi – om der så var tale om danskere på prærien, i Sydslesvig eller i Grønland. Andre europæiske stater gjorde nøjagtig det samme, hvilket skulle vise sig ikke at være den perfekte opskrift på konfliktfri kulturudveksling. At den danske stat stadig byggede på resterne af et imperium, lod sig ane, selv om der i 1930’erne blev trådt særdeles varsomt for ikke at forstyrre den store nabo i syd.

Allerede i den spæde begyndelse tegnede der sig et modsætningsforhold mellem jyder og københavnere, mellem provins og hovedstad. Især to forhold lå bag skærmydslerne. Det ene var tilgængelighed, det andet var knyttet til indhold og perspektiv. Når nu staten havde ansvaret for radiofonien, skulle radiofonien også være tilgængelig for alle. Det kunne ikke nytte, at signalerne var så svage, at hr. og fru Jensen kunne høre dem i Nyborg og ikke andre steder. Og når nu både staten og folket havde fået en fælles radio, skulle man ikke kun høre stemmer og perspektiver fra hovedstaden.

Efter Anden Verdenskrig blev staten for alvor en velfærdsstat. Folket, der skulle modtage radio- og – fra 1951 – tv-programmer, befandt sig nu inden for statens grænser. Kultur til folket blev en del af den velfærd, som en stor del af den stigende velstand blev vekslet til. Mens man tidligere havde

måttet acceptere, at der ganske enkelt var områder af landet med dårlige modtageforhold, skulle alle i velfærdsstaten – til yderste klitrække – have adgang til Danmarks Radio. Statens monopol på de elektroniske medier stod stærkest fra 1950’erne og frem. Internationalt var der stemning for at opstille regler for frekvenser og sendemuligheder. Og selv om tv’et i princippet var et fjern-syn, betød reguleringen, at der var tydelige grænser for, hvor langt væk det faktisk kunne ses. Selv i et lille land som Danmark var det kun ved rigets ellers så klart definerede grænser, at forstyrrende tyske og svenske signaler bød sig til ved aftenkaffen. Samtidig steg forventningerne til, at Danmarks Radio ikke var forbeholdt hverken staten eller hovedstaden. Folket, nærdemokratiet og provinsen skulle ikke kun se og høre, men også afspejle sig i programmerne. I 1973 blev Provinsafdelingen oprettet i Aarhus, men kritik af københavneriet var kommet for at blive.

Villigheden og måske også muligheden for lange, detaljerede internationale aftaler blev mærkbart ringere omkring 1980. Udenlandske signaler meldte deres ankomst via private satellitsystemer, som der ikke længere var samme vilje til at regulere. Måske var det faktisk ok at gøre som amerikanerne og tjene penge på de elektroniske medier? Det var i begyndelsen en ganske kættersk tanke for de fleste partier i Folketinget, men blev efterhånden tilladt i det små og trængte sig derefter mere og mere på via de nye, uregulerede kanaler. Hos Danmarks Radio forblev reklamerne uden for døren, om end der først i 1990’erne blev åbnet for sponsoraftaler. Eksempelvis var tv-serien Taxa i 1998 sponsoreret af Fakta. Selv om Danmarks Radio forblev på statens hænder og ikke

Tv fortryllede familierne i 1950’erne. Det blev snart en fast del af hverdagen til aftenkaffen, og det futuristiske fremtidsvidunder blev til et mere jordnært stykke inventar: flimmerkassen eller fjerneren.

kom til at fungere på privatkapitalistiske vilkår, forandrede de nye konkurrenceperspektiver alligevel den gamle institutions logik og udtryk ganske eftertrykkeligt. Publikum var ikke længere hverken folkefællesskab eller borgere i velfærdsstaten, men seere og lyttere – nærmest kunder i butikken. De skulle nu på en helt anden måde end tidligere tælles, måles og deles op i alverdens segmenter. Og det var godt at have mange.

I 1980’erne og 1990’erne blev det muligt at se mange nye kanaler og programmer på tv. Selv med de mange nye muligheder fulgte klassikere fra monopoltiden med ind i en ny tid. Her ser et barn ”Bamse og Kylling” i 1989.