Bartenderen på Hotel Ritz Philippe Collin
PHILIPPE COLLIN
Bartenderen på Hotel Ritz
Roman
GADS FORLAG
På dansk ved Rasmus Stenfalk
Bartenderen på Hotel Ritz er oversat fra fransk af Rasmus Stenfalk efter Le barman du Ritz
Copyright © Editions Albin Michel, 2024
International Rights Management: Susanna Lea Associates
Dansk udgave © Gads Forlag 2025
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet
Forsidefoto: Getty Images
Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80091-0
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Tak til Institut Français og støtteprogrammet PAP for støtte til denne udgivelse
Udgivet med støtte fra Centre National Du Livre
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Citatet af Ernest Hemingway på s. 7 og Afgangssangen på s. 352-353 er oversat af Rasmus Stenfalk
Til Blanche Auzello, den sande dronning af Ritz
“Når
jeg drømmer om livet efter døden, om Paradis, er handlingen altid henlagt til Hotel Ritz i Paris.”
Ernest Hemingway
Paris var besat af tyske tropper fra den 14. juni 1940 til den 25. august 1944: 1.533 nætter. 1.533 nætter hvor Hotel Ritz udgjorde sin egen besynderlige og komplekse verden i hjertet af et krigshærget Europa. Der er tusind forskellige måder at fortælle den historie på. Bartenderen på Hotel Ritz er en roman der bygger på virkelige hændelser og personer. Det er en fortolkning af dette mørke kapitel i Frankrigs historie. For at lade visse sider af det træde tydeligere frem tager bogen fiktionens virkemidler i brug, romanforfatterens våben, der lader ham gå ad veje som er lukkede for historikeren. Dette forsøg på en rekonstruktion af livet i Paris under besættelsen er mindre optaget af at alt skal være “sandt”, end af at give et retvisende billede og anskueliggøre de uklare og konfliktfyldte følelser som Frank Meier kan have haft. Hvad ville du have gjort i hans sted? Det er romanens centrale spørgsmål.
Mange dele af Frank Meiers liv henligger i det dunkle. Forfatteren har udfyldt disse huller for at skabe en stærkt personlig historie et sted mellem romanens sandhed og romantikerens opspind, dette grænseland der lå René Girards hjerte så nær. Romanens Frank Meier er således på én og samme tid en virkelig person og helt igennem fiktiv. Luciano er derimod frit opfundet, og karakteren Fersen er inspireret af flere af de mennesker der omgav Frank Meier i de år. Uddragene af hans optegnelser er ligeledes opdigtet af forfatteren i et forsøg på at kaste lys over denne ekstraordinære skæbne.
PROLOG
Dagen forinden
13. juni 1940
I morgen rykker de tyske tropper ind i Paris. Frankrig er gået i opløsning som en sukkerknald i et glas absint.
Det er kun én måned siden at slaget om Frankrig begyndte.
Guderians kampvogne har slugt Ardennerne i én mundfuld. Der er kampe ved Rouen. Der er kampe ved Senlis. De har krydset Marne-floden. Siden i går har himlen været sort af truende røgskyer, hovedstaden har allerede overgivet sig. Den er erklæret en “åben by”. Pariserne har taget flugten i hobetal. I tog, i bil, i hestevogn eller til fods, de har taget hvad de kunne bære, og ladet resten blive. Næsten fem hundrede tusind sjæle holder sig i skjul – men rygtet går.
Regeringen forlod byen i forgårs for at søge tilflugt i Tours. Der er ikke længere nogen myndigheder, ikke nogen hyrevogne, intet politi, intet postvæsen, ingen offentlige institutioner. Panikken spreder sig som en skovbrand. I ministeriernes gårde brænder man dokumenter, og i to dage har forbryderbander plyndret løs. Gaderne ligger øde, butikkerne har lukket og slukket. Paris er sunket ned i stilhed, ensomhed og død.
Men på Place Vendôme holder Hotel Ritz stadig åbent. Hvem skulle tro at Winston Churchill for kun to uger siden personligt var på besøg? Stamgæsterne er flygtet. Gabrielle Chanel
har søgt tilflugt i Biarritz. Hertugen af Windsor og hans kone, Wallis, er rejst til Spanien. I sin suite på første etage tøver den amerikanske Woolworth-arving Barbara Hutton stadig, pakker sine ting og pakker dem ud igen.
I Galerie des Merveilles, den smalle passage der forbinder hotellets to fløje med hinanden, ligner de strålende skilte i butikkernes vinduer allerede noget fra en svunden tid. Bar Cambon lukkede i forgårs. Kun Le Petit Bar er stadig i brug. Den åbnede klokken seks, som enhver anden aften. Den skinnende bardisk, mahognipanelerne, læderlampeskærmene, Louis XV-lænestolene med deres bleggrønne fløjl – indretningen er den samme som altid. Flaskerne med spiritus er stillet op som bøgerne på et bibliotek. Det er den personlige fæstning for Frank Meier, bartenderen på Hotel Ritz. Østrigeren er en legende i overdådighedens smalle kreds, vidtberømt for sine cocktails og beundret af de mest raffinerede nydere af alkohol i Europa og Amerika. Hans sirlige overskæg, hans præcise bevægelser og hans skælmske blik er mindst lige så berømmede som hans drinks. Dagen før tyskernes invasion er han på sin post, i hvid jakke med sort slips. Han er omkring de halvtreds, med et harmonisk ydre, hverken tyk eller tynd, har været i huset i tyve år; han er barens øverstbefalende. Meier var med til at åbne den tilbage i 1921, og han vil holde fast i den for enhver pris, tyskere og kaos til trods. Han vil gerne fremstå upåvirkelig, men i aften er bartenderen på Ritz rastløs. Rådvild. Bag hans forekommende ydre aner man udmattelsen og angsten. Indtil nu har han omhyggeligt sørget for ikke at røbe noget om sin afstamning, og ingen har skænket den en tanke.
Folk ser ikke andet end en bartender der er ferm på hænderne,
en lille guddom i flaskernes rige. Som om jeg altid havde været der, som om jeg var født bag baren.
Frank Meier er i selvforskyldt landflygtighed fra et liv han ikke ønsker, og han har en hemmelighed: Han er jøde.
Denne aften drukner hans eneste gæst, Otto von Habsburg, den detroniserede arving til det østrig-ungarske rige, sin angst i gin. Nazisterne har sat en pris på hans hoved, han må flygte.
Hurtigt. I nat. Han sidder for enden af baren og lader en sidste gang tankerne dvæle ved de forløbne ugers begivenheder, så tømmer han sit glas med Gordon’s. Prinsen af Bøhmen rejser sig og slår sine spinkle arme om bartenderen, der er gammel nok til at være hans far. Frank stivner. Denne omfavnelse minder om en afslutning. Otto von Habsburg tager afsked med Europa; om få dage vil han være i Washington. Bartenderen på Ritz ser sin sidste kunde fra den gamle verden forsvinde.
FØRSTE DEL Skyttegravskrig
Juni-juli 1940
14. juni 1940
Her sidder jeg så, midt i denne tyskerrede.
Klokken er halv syv om aftenen, men tyskerne lader vente på sig.
I morges marcherede de ned ad Avenue Foch.
Nu er de så her, inden for murene, de er trængt ind på
Hotel Ritz.
Alle luksushoteller i Paris er inddraget af den tyske hær; Hotel Ritz skal huse omkring hundrede højtstående officerer – eliten af Wehrmacht – og bliver “residens for militærguvernøren i Frankrig”; hvis ikke det var fordi det henledte tankerne på den grusomme ydmygelse den franske hær netop havde lidt, kunne det næsten lyde prestigiøst.
Place Vendôme er omfattet af en særlig ordning. Indtil anden ordre gives, kan Ritz fortsat modtage sit sædvanlige klientel. Og baren holder vel at mærke åbent. Til at hjælpe Frank Meier er der ikke andre tilbage end hans gamle våbenbroder Georges Scheuer og en ung italiener, Luciano, der er under oplæring.
Bartenderen har ikke lukket et øje hele natten. Han har ligget og lyttet til den underlige stilhed der hersker hjemme i hans lejlighed på Rue Henri-Rochefort efter at størstedelen af hans naboer er flygtet fra Paris.
Kujoner.
I sin søvnløshed tænkte han på sin søn, Jean-Jacques. Frank har aldrig rigtig kunnet finde ud af at elske sin eneste søn, der blev født i 1921, et resultat af hans ulykkelige ægteskab med Maria. Der er en afgrund imellem dem. Han har ikke hørt noget nyt om sin dreng i lang tid, ikke siden den unge mand fik arbejde på Casino de Nice, det er allerede fem år siden nu …
Hvor er han henne? Er han blevet indkaldt?
Burde jeg sørge for at komme i sikkerhed? Tage ned til ham i Nice?
Jeg kan ikke overlade min bar til de fandens tyskere, det er udelukket …
Den aften står Frank rank i sin jakke og forbereder sig på at tage imod sine nye gæster. Han har lige fået et glimt af sit ansigt i Christofle-shakeren: Randene under øjnene er dybere end nogensinde, blikket er koldt af bekymring. Det er bedst ikke at tale om mavens tilstand. Han har tjekket sin ånde i hånden, den stinker. Tyskernes ankomst, og med dem også mindet om skyttegravene, føles som et slag i mellemgulvet.
Bartenderen skæver for 117. gang op til uret på væggen. Tyve minutter i syv.
Alt er klar: citrusfrugter, mynteblade, bær og rørsukker til Le Royal. Flaskerne med Perrier-Jouët er på køl, og der er rigeligt af dem. Sejrherrerne har nok at fejre.
Men indtil videre: ingenting. Stadig ingen.
Fra sin plads bag den solide disk i mørkt træ kan Frank ikke se når der kommer gæster, gangen der fører hen til baren, er uden for hans synsvidde. Nu er det mere end bare irriterende.
Umuligt at forudse hvornår de kommer. Derfor har han placeret sin elev ved døren for at holde udkig.
Hvor bliver de forbandede tyskere af?
Den tunge stilhed før et angreb. Georges holder hænderne beskæftiget ved at lege med hindbærrene.
– Hold op, du maser dem.
– Jeg er nervøs, Frank.
Vi er alle sammen nervøse, kammerat!
– Så giv baren en tur med vaskeskindet, der er fingeraftryk på den.
En mærkelig krig, det her.
Ah, der kommer nogen. Er det dem …?
Nej, det er en franskmand. Bartenderen må beherske sig for ikke at skære en hånlig grimasse. Den umulige monsieur Bedaux.
I et kort øjeblik dagdrømmer Frank om høfligt men bestemt at bede ham vende om og gå igen. Men Bedaux er en af herrerne nu, man kan lige så godt vænne sig til det. Så i stedet ser han bare til mens den første kunde fra den nye verden går op i baren.
En bemærkelsesværdig person, denne Charles Bedaux. Høj pande, fine træk og lige så gammel som Frank, en energisk halvtredsårig. Også han tog som ganske ung til Amerika uden en øre på lommen. Deres veje har ofte krydset hinanden. I New York lærte Meier at servere, Bedaux at drikke. De opnåede begge hurtigt ekspertise inden for deres respektive felter: Frank som bartender, Bedaux som forretningsmand. Inden for ti år nåede Bedaux at gifte sig med to forskellige amerikanske arvinger og blive en førende skikkelse inden for teorien om “den videnskabelige organisering af arbejdet” – han har skrevet en bog om emnet, som han gerne taler om, akkurat som han også gerne taler om fabrikkerne han ejer rundtomkring i verden, hans nylige amerikanske statsborgerskab og hans selvopfundne
måleenhed, en “Bedaux”. Men allerhelst taler han om sin beundring for Nazityskland.
Frank noterer sig hans triumferende smil. Med uforstyrrelig ro kaster bartenderen sig ud i det:
– Et glas Pol Roger som sædvanlig, monsieur?
– Ikke i aften, Frank. Giv mig i stedet en af Deres Royal Highballs, en dobbelt. Vi må fejre Frankrigs genfødsel. Endelig er landet befriet for de dekadente og kvindagtige elementer! Det er det jeg altid har sagt: Naturen er et kaos, og orden skal blive menneskets redning, intet andet. Ikke sandt, Frank?
Hvis det at mixe en cocktail er en streng og nøjagtig kunst, er det lige omvendt når det drejer sig om at drive en bar; her gælder det om at gøre en kunst ud af uordentligheden, at lade livet flyde over, at lege med grænserne, at acceptere at de nogle gange bliver overskredet. Det, mere end noget andet, har skaffet Frank Meier hans succes; mere end selv hans berømte cocktails. Og deri ligger også hele hans dobbelthed. Et disciplineret sind draget mod oprøret. Men det har Charles Bedaux aldrig forstået. Hvad ham angår, er der intet der flyder over; det skulle da lige være den omhu han lægger for dagen når det gælder hans egne interesser. Kunst, mennesker, politik, alt er indsats, investering, merværdi. Der er i grunden kun én ting som Frank og Bedaux kan enes om: Frankrig har brug for Philippe Pétain. For industrimagnatens vedkommende fordi det vil være godt for hans forretning, for bartenderens fordi han stod under marskallens kommando som underofficer i den store krig.
Frank ville aldrig afsløre det for den forræder til Charles Bedaux, men dengang ved fronten, da han tjente under den store mand med det hvide overskæg, blev oversergent Meier patriot.
Forretningsmanden sætter glasset til læberne, så stiller han
det tilbage på disken. Det ser ud som om han tager tilløb til en af sine udgydelser, men så bliver stilheden pludselig brudt af stemmer og latter, og han må opgive.
Det er dem …
Øjeblikket er kommet. Frank retter på sin krave, lægger en hånd på Georges’ skulder. Det er ham der skal tage imod dem. Latteren nærmer sig i korridoren udenfor. Kasernelatter. I et splitsekund er Frank tilbage ved Verdun. Han hæver skuldrene, men kan mærke sveden pible ned ad ryggen. Hans skjorte er gennemblødt under jakken, han fryser helt ind til knoglerne.
Første bølge fjender kommer til syne.
–Godaften, messieurs. Velkommen til baren på Ritz.