Dansk pædagogik i Paris Af Fie Cambell, tidl. leder af børnehavegruppen i Frederikskirken
“It takes a village to raise a child!” siger et afrikansk ordsprog. (Det kræver en landsby at opdrage et barn, red.). Den “village” fandt jeg i Den Danske Kirke i Paris. Når livet var allersværest eller allersjovest – og alt derimellem – så havde vi brug for vores danske netværk i kirken. Mine tre piger er født forskellige steder pga. deres fars arbejde. Den ældste i Japan, den mellemste i USA og min yngste i Tyskland. Efter fire år i Strasbourg, uden et dansk netværk, fandt jeg frem til kirken i Paris. Min eksmand er amerikaner, så jeg kunne godt mærke, at jeg manglede den side af mig på udebane: Humoren i vores sprog, logikken, mentaliteten, traditionerne og smagsoplevelserne; alt det, som kirken tilbyder. På et tidspunkt søgte kirken en medhjælper til deres pædagogiske arbejde, en erfaring jeg har med mig fra Danmark, så jeg søgte stillingen og tiltrådte i september 2017. Året efter blev jeg leder af børnehaven. Det var fantastisk at opleve, hvordan vi alle investerede i at blive et ”community” (fællesskab, red.). Et år fløj jeg selv ind fra Antibes på ugentlig basis for at undervise børnene, der kom i kirkens tilbud. Så overnattede jeg i et af kirkens gæsteværelser, underviste hele onsdagen og fløj hjem igen. Lidt atypisk, men på den måde kunne jeg beholde mit job i Antibes og samtidigt tage del i det danske netværk. SPROGET OG KULTUREN Vi havde ca. 13 børn i vores gruppe. Børn af danske par, som var tilflyttet pga. arbejde i et antal år. For dem var det en prioritering, at barnet
10 KULTUR
skulle i kirkens tilbud for at bibeholde sproget, traditionerne og miljøet, så ikke for meget var gået tabt, når de flyttede tilbage til Danmark. Der var børn af dansk-franske par, som havde startet familie i Paris. Her var den sproglige stimulering vigtig. Den er ikke rigtigt til stede, når kun én forælder har danske rødder. Det gjaldt også min egen familie, hvor vi jonglerede tre sprog i hjemmet. Endelig kom der børn af anden- og tredjegenerationsdanskere. Her søgte forældrene mod kirken for at få støtte til det danske, som de ikke selv nåede i hverdagen, sprogligt, men også kulturelt. Alle familier ønskede desuden den danske pædagogiske tilgang til, at børnene skulle have et frirum under trygge rammer at lege og udvikle sig i. Det var en dejlig gruppe med forskellige kærlighedshistorier og rejser i bagagen. Børnenes sproglige niveau var meget individuelt, nogle talte flydende dansk, andre kunne nærmest intet. Vi støttede op om det, de kunne, og prøvede blandt andet at skabe sprogstimulering gennem de mange danske bøger, kirken havde. Vi lavede et lån-en-bog-med-hjem-system. Da det er svært at få fingrene i lækre danske bøger ellers, var det en kæmpe succes. Lars, som var assistent ved kirken, var ekspert i at understøtte hyggen, blandt andet med æbleskiver og brunsviger. GODE SOM SVÆRE STUNDER Vi oplevede en masse glade stunder med børnene og deres familier, fx fastelavn og Lucia, men også svære ting. En søster til et af børnene fik kræft, og et andet barn mistede en forælder. Her kunne jeg særligt
Asia, Naomi og Maliyah bor nu i Danmark med deres mor.
mærke vigtigheden og værdien i et netværk og et kulturhus. Når man er langt væk fra alt og alle, så støtter netværket op om hinanden, som en familie væk fra familien. I dag er vi retur i Danmark efter 17 år i udlandet. Både pigerne og jeg mindes med stor glæde årene, hvor vi havde en del af vores liv i Frederikskirken.
