It takes a village to raise a child!

Dansk pædagogik i Paris

Af Fie Cambell, tidl. leder af børnehavegruppen i Frederikskirken

“It takes a village to raise a child!” siger et afrikansk ordsprog. (Det kræver en landsby at opdrage et barn, red.). Den “village” fandt jeg i Den Danske Kirke i Paris. Når livet var allersværest eller allersjovest – og alt derimellem – så havde vi brug for vores danske netværk i kirken.

Mine tre piger er født forskellige steder pga. deres fars arbejde. Den ældste i Japan, den mellemste i USA og min yngste i Tyskland. Efter fire år i Strasbourg, uden et dansk netværk, fandt jeg frem til kirken i Paris. Min eksmand er amerikaner, så jeg kunne godt mærke, at jeg manglede den side af mig på udebane: Humoren i vores sprog, logikken, mentaliteten, traditionerne og smagsoplevelserne; alt det, som kirken tilbyder.

På et tidspunkt søgte kirken en medhjælper til deres pædagogiske arbejde, en erfaring jeg har med mig fra Danmark, så jeg søgte stillingen og tiltrådte i september 2017. Året efter blev jeg leder af børnehaven.

Det var fantastisk at opleve, hvordan vi alle investerede i at blive et ”community” (fællesskab, red.). Et år fløj jeg selv ind fra Antibes på ugentlig basis for at undervise børnene, der kom i kirkens tilbud. Så overnattede jeg i et af kirkens gæsteværelser, underviste hele onsdagen og fløj hjem igen. Lidt atypisk, men på den måde kunne jeg beholde mit job i Antibes og samtidigt tage del i det danske netværk.

SPROGET OG KULTUREN Vi havde ca. 13 børn i vores gruppe. Børn af danske par, som var tilflyttet pga. arbejde i et antal år. For dem var det en prioritering, at barnet skulle i kirkens tilbud for at bibeholde sproget, traditionerne og miljøet, så ikke for meget var gået tabt, når de flyttede tilbage til Danmark. Der var børn af dansk-franske par, som havde startet familie i Paris. Her var den sproglige stimulering vigtig. Den er ikke rigtigt til stede, når kun én forælder har danske rødder. Det gjaldt også min egen familie, hvor vi jonglerede tre sprog i hjemmet. Endelig kom der børn af anden- og tredjegenerationsdanskere. Her søgte forældrene mod kirken for at få støtte til det danske, som de ikke selv nåede i hverdagen, sprogligt, men også kulturelt. Alle familier ønskede desuden den danske pædagogiske tilgang til, at børnene skulle have et frirum under trygge rammer at lege og udvikle sig i. Det var en dejlig gruppe med forskellige kærlighedshistorier og rejser i bagagen.

Børnenes sproglige niveau var meget individuelt, nogle talte flydende dansk, andre kunne nærmest intet. Vi støttede op om det, de kunne, og prøvede blandt andet at skabe sprogstimulering gennem de mange danske bøger, kirken havde. Vi lavede et lån-en-bog-med-hjem-system. Da det er svært at få fingrene i lækre danske bøger ellers, var det en kæmpe succes. Lars, som var assistent ved kirken, var ekspert i at understøtte hyggen, blandt andet med æbleskiver og brunsviger.

GODE SOM SVÆRE STUNDER Vi oplevede en masse glade stunder med børnene og deres familier, fx fastelavn og Lucia, men også svære ting. En søster til et af børnene fik kræft, og et andet barn mistede en forælder. Her kunne jeg særligt

Asia, Naomi og Maliyah bor nu i Danmark med deres mor.

mærke vigtigheden og værdien i et netværk og et kulturhus. Når man er langt væk fra alt og alle, så støtter netværket op om hinanden, som en familie væk fra familien.

I dag er vi retur i Danmark efter 17 år i udlandet. Både pigerne og jeg mindes med stor glæde årene, hvor vi havde en del af vores liv i Frederikskirken.

Inden udrejsen vidste vi, at der blev brug for kirken

Af Anne Luja Hansen, mor til to børn, der har brugt de pædagogiske tilbud i Paris

Min familie og jeg boede fem år i Paris i forbindelse med en udstationering. Vi rejste ud med Tobias på et og Mikkel på fire-et-halvt år. Allerede hjemmefra havde vi undersøgt, hvordan vi kunne understøtte vores børn i at trives godt i udlandet, men også vende hjem til Danmark på en god måde. Vi var optaget af, hvordan vi skulle fastholde dansk, når nu børnene skulle være en årrække i Frankrig og gå i fransk skole.

Mikkel startede med det samme i fransk førskole og i kirkens ugentlige børnehavetilbud. Tobias måtte vente et par år. Børnehavetilbuddet er for børn i tre til seksårsalderen, og herefter kan man komme i onsdagsskolen, hvilket Mikkel fik glæde af.

Til trods for, at vi havde valgt et mindre strikt fransk førskoletilbud til Mikkel, blev børnehavegruppen i kirken et skønt frirum for ham og senere Tobias. Vi betragtede det nærmest som en blanding af børnehave og ”forkælelse hos bedsteforældre”. Vi kom fra Danmark, hvor der fx var nultolerance over for sukker, til en dag i ugen, hvor der blev kræset og hygget med pandekager og æbleskiver. Når man er langt væk fra familie og venner, giver det tryghed at have sådan et sted. Det er også rart at have et fællesskab, hvor andre kender udfordringerne ved at være hjemmefra.

Begge drenge var rigtig glade for at komme i Frederikskirken, og de har haft så mange gode oplevelser med andre børn der. Fx vandkampe på kirkens fantastiske terrasse, hvilket var et kæmpe hit. Æbleskiver om sommeren og bål i sandkassen! Samling på det røde tæppe med danske sanglege og højtlæsning var populært, ligesom afslapning i kirkerummet med musik og tæpper. Et andet aspekt er det kulturelle. Da vi havde vores gang i kirken, oplevede børnene arrangementer som fastelavn og Sankt Hans. Det har der ikke rigtig været mulighed for siden pga. pandemien.

Børnene i gruppen var ret forskellige. Fx talte de ikke lige meget dansk eller fransk. Madpakker er også et vidt begreb. Hvor nogen bagte groft rugbrød, kom andre med hvidt sandwichbrød, hvor kanterne var skåret af, og madkassen fuld af chokolade.

Da vi kom retur til Danmark, lå Mikkel samtidigt rigtig godt fagligt. Superdygtig til engelsk, god til dansk og fransk. Tobias, som ikke havde meget sprog, da vi rejste ud, kom tilbage noget sprogforvirret. Han sagde sætninger på dansk, men med fransk ordstilling. Han kom heldigvis hurtigt efter det. Begge har, synes jeg, fået et bredere perspektiv på og interesse for omverden med sig.

Socialt var det svært for Mikkel at komme retur ind i en 3. klasse, som havde kendt hinanden fra start. Til gengæld skulle han ikke længere omstille sig mellem franske og danske regler. Han har savnet sine bedste venner fra Paris, og det har været vanskeligt at komme tilbage pga. corona-restriktioner.

Vi bor i Vedbæk nu og har ingen aktuelle planer om at rejse ud igen, men vi kunne sikkert godt finde på det. Man kan godt savne eventyret lidt.

Drengene Mikkel og Tobias oplevede danske kulturelle traditioner i kirken.