Fra 0 til 100 % engagement

Af Dorte Bille Harding, DSUK-bestyrelsesmedlem

Dorte Bille Harding er opvokset i Svaneke på Bornholm og har boet i udlandet siden 1987.

Min barndom var helt u-kirkelig, selvom vi boede lige ved siden af kirken. Mine forældre var venstreorienterede og mente vist nærmest, at kirken var opium for folket. I hvert fald var kristendom ikke noget, vi talte om. Det var et lidt latterligt levn fra en svunden tid, en krykke, som moderne oplyste mennesker ikke havde brug for.

Men på Bornholm var det ikke alle, der så sådan på kristendommen. Faktisk var der hele tre missionshuse med konkurrerende søndagsskoler til de 1.100 indbyggere i Svaneke. Engang forsøgte jeg at gå med i søndagsskolen over for vores hus. Jeg blev smidt ud, da jeg sang ’Lille frække Frederik’ i stedet for den religiøse børnesang, jeg ikke kendte. Det var enden på min karriere med ’de hellige’.

Alligevel var mit personlige ungdomsoprør at blive konfirmeret. I mit tilfælde var konfirmationen måske især et tilvalg af tradition og sammenhæng – men det var i hvert fald ikke for gavernes skyld, for jeg måtte bruge en god del af min børneopsparing på selv at betale for festen, den hvide kjole og andet udstyr.

Efter studentereksamen tog jeg et år til Paris for at lære fransk på Sorbonne Universitet. Jeg boede centralt i et lillebitte kammer uden andre møbler end en madras på gulvet, så jeg fandt hurtigt hen til Den Danske Kirke i Paris, hvor jeg læste lektier i timevis hver dag. Det var socialt og hyggeligt – men ikke så effektivt, for jeg blev aldrig særlig god til fransk.

Hver anden søndag bød kirken på stor, billig frokost for kirkegængerne, og det var et tilløbsstykke, der virkelig var med til at sænke dørtærsklen til kirken. På et tidspunkt opdagede jeg så, at jeg faktisk også var blevet glad for at gå til gudstjeneste, når der ikke var frokost bagefter - man bliver kristen af at gå i kirke!

Som nygift tog jeg med min engelske mand, Andrew, til USA, hvor han havde fået arbejde. I Sømandskirken i New York følte vi os velkomne fra start, fandt venner og brugte flittigt det hjemlige danske anker i storbyen.

Da vi senere flyttede til Chicago, gik det op for mig, hvor meget jeg savnede den danske kirkegang. Vi var med i en aktiv international gruppe, der mødtes hver weekend, så vi manglede ikke socialt liv. Men selvom jeg forsøgte forskellige kirker, fandt jeg aldrig én, der talte til mit hjerte: Salmerne var ukendte og svære at synge, den anderledes rytme i gudstjenesten gjorde mig usikker, og selvom jeg egentlig forstod præstens ord, ramte de mig ikke. Kirkegangen fik mig til at føle mig udenfor, som en rodløs turist, og jeg holdt hurtigt op.

Tilbage i London plukkede vi fra udbuddet af Den Danske Kirkes aktiviteter, og efterhånden som jeg fik mere tid, hørte jeg flere foredrag, deltog i udflugter, studiekredse, så danske film osv. Andrew og vores to børn begyndte at lære dansk i kirkens Lørdagsskole, mens jeg blev dansklærer for andre børn. Vores familie stod i mange år for børneboderne ved den årlige basar, og jeg overtog ledelsen af den danske bogklub.

Frivilligt arbejde skaber medejerskab. Og indflydelse på hvad der sker, og hvordan tingene foregår. Alligevel kom det som en overraskelse for mig, da jeg blev opfordret til at stille op til kirkerådet; den rolle havde jeg slet ikke set mig selv i.

Der viste sig at være nok at gå i gang med i kirkerådet. Sammen med andre har jeg arbejdet hårdt gennem de sidste 11 år på at få kirken sat i stand og den daglige drift til at hænge sammen. Jeg stoppede i kirkerådet for nylig, så friske kræfter kunne starte nye spændende aktiviteter i de færdigrenoverede lokaler. Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg afleverede kirken i bedre stand, end da jeg startede. Nu har jeg involveret mig i Danske Sømands- og Udlandskirkers bestyrelse, så jeg er ikke helt færdig med engagement i udlandskirkerne.