NYT fra Danske Sømands- og Udlandskirker juni 2024

NYT

Nr. 2 - Juni 2024 - 21. årgang

UNGE

Konfirmander i verden | Assistenttræf | Specialestuderende på felttur

Unge i de danske kirker Tekst: Anne E. Jensen, formand DSUK Foto: Anne Meldgaard

Mange kirker i udlandet har særlige arrangementer for de unge, der selvfølgelig også kommer til fejring af jul, sankthans, til koncerter og andre begivenheder og som frivillige hjælpere i kirken. Vi oplever også stor interesse fra unge for at komme ud som assistenter i kirkerne, hvor en del af arbejdet bl.a. er at organisere aktiviteter for jævnaldrende og medvirke ved julebasar og arbejdet med andre aktiviteter i kirken.

I den danske folkekirke begrædes det ofte, at man ikke ser meget til ungdommen mellem konfirmationen og frem til, man som voksen skal giftes eller holde barnedåb. Anderledes forholder det sig med de danske kirker i udlandet. De har traditionelt været samlingssted og holdepunkt for unge danskere på midlertidigt ophold under uddannelse, som au pair eller i anden praktik og beskæftigelse. Indgangen til kirken bliver mere åben i det fremmede, hvor man på sikker grund kan møde ligesindede, få venner, tale eget sprog og have en støtte, hvis der er svære eller ensomme stunder under udlandsopholdet.

NYT udgives i marts, juni og november 2024 af: Danske Sømandsog Udlandskirker Oplag | 7.200 eksemplarer ISSN 1603-6689 Danske Sømandsog Udlandskirker Smallegade 47, 2000 Frederiksberg Tlf | +45 7026 1828 E-mail | kontor@dsuk.dk www.dsuk.dk

02 LEDER

Kirken, som samlingssted for de unge, er i stadig udvikling, alt efter hvilke unge der rejser ud. Det er vigtigt hele tiden at sikre, at tilbuddene er relevante for dem, og at de kender tilbuddene.

Ofte får de unge den viden fra mund til mund og gennem de sociale medier.

Men kirkerne må også række ud.

Derfor har vi i Danske Sømands-og Udlandskirker (DSUK) nu et samarbejde med en af søfartens uddannelsesinstitutioner, så de unge søfolk ved, hvad de kan forvente af DSUK, når de kommer ud at sejle på langfart eller på anden vis arbejder i udlandet for Det Blå Danmark.

Redaktion Selma Ravn, ansvarshavende redaktør Anne Meldgaard, redaktør Tlf | +45 7026 1828 E-mail | nyt@dsuk.dk Layout Pernille Picherit www.pernillepicherit.fr Tryk Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern Annoncer Eva Brøsted | eb@dsuk.dk

Folkekirken kunne nok blive inspireret af kirkerne ude, men hjemme i Danmark har de unge så mange andre tilbud, at det formentlig er et vilkår, at kirken ikke ser så meget til de unge i den fase af deres liv. Her er vilkårene for de danske kirker ude anderledes.

I august mødes repræsentanter fra folkekirkens menighedsråd og fra kirker i udlandet til det årlige Landsog Repræsentantskabsmøde. Vi skal fejre, at DSUK bliver 20 år. Og det skal fejres med manér. For det er en stærk organisation, der nu lever i egen ret, omend den har rod i to forskellige traditioner.

Men vi skal også samles om at lave justeringer af vores vedtægter, der kan styrke samspillet med folkekirken og dermed forankringen hjemme. Vi skal styrke kendskabet til organisationen i Danmark, så vi fortsat kan få støtte og sikre det økonomiske fundament for at udsende præster og andet personale.

Og hvem ved – måske kan vi finde et mere mundret navn.

Forsidefoto Konfirmation i ørkenen lnformation Danske Bank Reg. nr | 4400 Konto | 4525 2100 49 SWIFT-BIC DABADKKK IBAN nr.

DK 91 3000 4525 2100 49 MobilePay 11980

Næste NYT Fortællinger relateret til DSUK kan sendes til redaktør Anne Meldgaard på nyt@dsuk.dk.

Deadline VINTER: 10. oktober Udgivelse 3.-7. november

INDHOLD UNGE I SØFARTEN

8-9

Læs om det unikke samarbejde vi netop har indledt med Marstal Navigationsskole. Vores projektleder Pia Hansen og rektor på navigationsskolen, Helle Bak Poulsen fortæller.

TRE UNGE DOWN UNDER

12-13

Niclas, Klara og Ellen fortæller om deres forskellige tilgange til kirken i Sydney. Der er mange unge danskere i Australien, og de bruger meget gerne Frederikskirken.

KONFIRMATION I ØRKENEN

16-17

Vi er tilbage i emiratstaten Dubai, hvor danskerne gerne vil have deres unge konfirmeret. En rejsepræst har undervist både fysisk og online siden efteråret, og konfirmationerne fandt sted midt i marts. Læs hvad rejsepræst og konfirmandforældre har oplevet.

FRA DANMARK TIL

PORTUGAL PÅ CYKEL

24-25

Fire unge kvinder har været på en cykeltur noget ud over det sædvanlige. Undervejs havde de god gavn af sømands- og udlandskirkerne. Med sig hjem bringer de oplevelser for livet.

INDHOLD 03

De unge er på vores radar Af Selma Ravn, udlandsprovst. Foto: Sille Arendt

I disse uger summer sekretariatet i Smallegade af lyden og stemningen af håbefulde unge mennesker, der drømmer om at rejse ud i verden.

Vi udsender, som vi har gjort det i årtier, udsender til kirkerne. Nogle steder er de søfarende i fokus, andre steder de unge, alle steder handler det om kulturen og det sociale.

Vi plejer at sige, at det er en enestående mulighed for at rejse ud, at vi tilbyder et trygt og sikkert udgangspunkt at gå ombord i det nye og spændende. Det er også rigtigt.

Med bolig og diæter er fundamentet på plads for at gøre en indsats for Danmark og blive klogere på verden på én og samme tid.

”Det ukendte, det anderledes, det forandrede” Vi er begavede med mange og gode ansøgere. Unge mennesker, der har tænkt og mærket efter og vover at forlade det vante og kaste sig ud i det ukendte, det anderledes, det forandrende. Det glæder mig hvert år, at vi kan bidrage til denne smukke udveksling mellem danskere i Danmark og danskere i verden. At vi er med til at give unge mennesker muligheden for et glimt af den store mangfoldighed, der lever i traditioner, vaner og historier udenfor vores fædrelands grænser.

Men endnu mere glæder det mig, at den næste generation vælger os til. At de søger, og rejser ud, og bliver en uundværlig del af menighederne derude. Sikken en lykke, i

04 UDLANDSPROVSTEN

et land, hvor mulighederne næsten er uendelige, at så mange har appetit på lige netop vores fællesskaber. De assistenter vi sender ud, bliver stærke bindeled til de unge danskere, der rejser ud på egen hånd og finder frem til vores kirker af så mange forskellige grunde: Længsel, krise, netværk, fodfæste, kirke, sprog, sang, kultur, tradition, fællesskab og meget mere.

september sender vi nye afsted, og også vi har drømme for dem – at de kommer glade og forandrede hjem igen.

De unge er på vores radar, både i Sydslesvig og videre ud i verden, og vi er taknemmelige for alt det, vi kan med hinanden på tværs af grænser og generationer. I den tidlige sommer tager vi afsked med de fine unge mennesker, der har knoklet i vores kirker i snart et år, og til

De udsendes som volontører med skattefri diæter og fri bolig. Rejse, forsikring samt opbakning fra sekretariatet er også en del af pakken.

Hvert år udsender Danske Sømands- og Udlandskirker et sted mellem 6 og 10 juniorassistenter.

At være på vej

Af Kirstine Rasmussen, præst ved Den Danske Kirke i Toronto

Jeg følte mig fortabt. Lige der midt i en ny by. I et nyt land. I en ny rolle som mor. Helt fortabt eller måske nærmere bare fortvivlet over, hvilken vej jeg skulle gå: skrøbelig og på ukendt grund. Min mand og jeg var netop flyttet til Sverige med vores lille nyfødte datter. Jeg husker, hvordan jeg trillede med barnevognen på de ensomme fantasiforladte villaveje i vores nye kvarter. Tankerne vandrede ofte, når jeg travede rundt, og af den grund glemte jeg måske nok at orientere mig, mens fødderne tog mig videre. Og lige pludselig var jeg lige så meget faret vild i de svenske gader, som jeg var i min identitet.

Hvad skulle jeg navigere efter? Hvad skulle være mit kompas? Hvad kunne jeg pejle efter?

I vores liv står vi ofte over for spørgsmål om vores retning: Om vi er på rette vej eller på vildspor, om vi farer vild eller nærmer os vores mål. Denne tvivl kan være en dyb kilde til angst og usikkerhed, men det kan også være en invitation til at udforske og forstå vores eget indre landskab og vores forbindelse med verden omkring os.

På samme måde gjaldt det, da jeg stod der med uro i mit bryst. Hvad hvis barnet vågnede og skulle ammes? Hvad hvis jeg måtte gå rundt her i timer?

Telefonen med gps var for længst løbet tør for strøm, og ikke et menneske var på gaden sådan en hverdagsformiddag. Fyldt af følelsen af ensomhed og sårbarhed stod jeg der. Hvad skulle jeg stille op?

Fortsætte med at gå og på den måde måske komme endnu længere væk

fra mit nye ”hjem” (og mig selv). Helt tydeligt for mig var det, at passivitet jo i hvert fald ikke ville gavne mig noget. Det var simpelthen ikke et valg.

Jeg fortsatte med at gå, i håbet om at finde et velkendt træk eller et pejlemærke, der kunne lede mig tilbage på rette spor. Pludselig som ud af det blå, stod hun der – en ældre kvinde, som ventede på en bus. Som sendt fra himlen! I mine erindringer brød solen frem og skinnede direkte på hende (dette er nok ikke helt sandt), men sådan husker jeg det.

Mit svenske var det på tidspunkt ikke helt godt, men jeg fik alligevel fremtvunget ordene om hjælp til Plantskolvägen. Hun smilede et bredt smil og forklarede mig vejen hjem.

Derefter sagde hun ordene: ”Kære ven, du skal nok finde vejen.” Og lige der faldt noget på plads. Eller i hvert fald vidste jeg, at det nok skulle gå.

Når jeg i dag taler med dåbsfamilier, så fortæller jeg dem ofte, at vi i dåben hører ordene om, at vi sendes ud i livet, at Gud velsigner din udgang og indgang. Han sender os så at sige ud i livet på en vandring, så vi en dag kan vende hjem til Ham. På den vandring vil vi fare vild. Det er et vilkår, at vores veje ikke altid er lige stier, men kringlede og besværlige, og i det kan vi ikke lade være med at lade os lede på afveje.

Så er det godt at have et kompas.

Næsten som det kors, der også tegnes for dåbsbarnets pande og bryst, der som en art usynlig tatovering bæres med i det levede liv. Det er som et mærke, der fortæller den døbte, at Gud er med dig.

Birgitta af Vadstena, som grundlagde Birgittinerordenen, efterlod sig en enkel bøn, alle burde kende. Den lyder: “Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den.”

Den bøn er helt vidunderlig at kende.

Selvom den kan handle om den fysiske vej, peger den dybere på forskellen mellem den vej, Gud viser, og den vej, mennesket selv ønsker at følge. Birgittas bøn er som en pejling. Den fortæller os, at vi ikke skal vælge egoets vej, fordi den bliver overfladisk og måske ligegyldig. Hvis vi derimod vælger at lytte til Guds stemme, så går vi livets, kærlighedens, fredens, lysets, håbets og forsoningens vej.

Guds vej er ikke nødvendigvis hverken behagelig eller let. Men den fører til det sande sted, hvor tjeneste og fællesskab bliver centralt. Og på den vej er vi aldrig alene, vi ledsages af Gud. Så er det næsten som nogen, der siger til dig: ”Kære ven, du skal nok finde vejen.”

MINIPRÆDIKEN 05

Ven og hotelmanager på samme tid!

Af Anne Meldgaard, redaktør Fotos: Agnes Due og Nanna Buchardt Rasmussen

”Ven og hotelmanager på samme tid!” Sådan beskriver en sin rolle som juniorassistent ved sømandskirken.

En anden fortæller, at hun har levet mange liv på det ene år og en tredje har slugt et par kameler under sit ophold.

Der har været assistenttræf i Hamborg, hvor Frederikke, Agnes, Othilia, Mikkel, Rosa, Clara og Emma har sparret med hinanden og med HR-sekretær Margareta fra sekretariatet. Med online var også Nanna fra Sydney og Sylvester fra Hong Kong.

De er fælles om at have overkommet store udfordringer og blive kastet ud i opgaverne uden nogen videre overdragelse fra forgængerne. Frederikke lavede fx frokost til 50 mennesker uden særlige forudsætninger for madlavning, Rosa overvandt sig selv ved de uanmeldte skibsbesøg, hvor der skulle tales med mange forskellige mennesker, og Emma har oplevet, at det kan være svært at balancere mellem fritid og arbejde, når man bor i kirken tæt på sine kollegaer.

De fleste er også fælles om at være vilde med deres tid i sømands- og udlandskirkerne og en stor personlig udvikling båret af store udfordringer og oplevelser.

Mikkel, som netop er tiltrådt i Rotterdam, bidrager med sin oplevelse fra de første arbejdsdage: ”Jeg har været både bedemand og kirketjener allerede, foruden at have lavet mad til 55. Jeg forventer, at det bliver spændende og travlt, og jeg glæder mig til at være i udlandet i længere tid og møde anden kultur.”

06 UNGDERUDE

Assistenttræf - Hong Kong og Sydney er med online.

I Berlin siger Clara, at hun føler sig virkelig heldig. ”Jeg har vundet i jackpot. Jeg er vild med Berlin, har fået tyske venner og oplevet alt muligt skørt. Mine sociale færdigheder er blevet så stærke. Og så har jeg arbejdet rigtig meget.”

Fra Bruxelles lyder der et godt råd fra Othilia: ”Her hos mig er præsten virkelig god til at spørge: ”Er du på arbejde nu?” Det hjælper på den svære balance, hvor man er på arbejde hele tiden. Det er jeg glad for!”

Othilia fortæller desuden, at Bruxelles er et sted med gode rutiner: ”Jeg fik en ”drejebog”, da jeg startede, og den har været et godt udgangspunkt.”

Fra sekretariatet fortæller Margareta Bærentzen, hvorfor assistenttræf er blevet en del af det faste årshjul: ”Det årlige assistenttræf er bare en stor succes! De flittige juniorassistenter er ofte eneste ansatte sammen med præsten og derfor også lidt alene i jobbet.

Mange er støttet og hjulpet af de frivillige kræfter i kirkerne, men præsten og assistenten går forrest.

Træffet ligger sidst i januar, hvor juniorassistenterne er halvvejs i deres ansættelse. De har klaret den allertravleste tid med efterårsaktiviteterne og de vigtige julebasarer, som nok kræver den største arbejdsindsats, men som samtidig er en fantastisk fællesskabsdannende begivenhed. Kirkerne har faktisk tidligere assistenter, som kommer retur som frivillige på julemarkederne årene efter deres udsendelse på grund af fællesskabet!

Othilia, Agnes, Clara, Rosa, Mikkel og Emma på havnerundfart i Hamborg.

Under en udsendelse kan de unge godt mangle sparring med ligestillede, og her kommer de andre juniorassistenter ind i billedet. De står alle sammen stort set med de samme udfordringer og glæder.

Et træf halvvejs er en kærkommen lejlighed til at dele erfaringer, få tips og tricks – og få lidt luft og inspiration.

Træffet er først og fremmest en mulighed for at mødes, hygge sig og dele erfaringer: ”Hvor meget fars skal man bruge til 300 frikadeller?”, ”Hvordan laver man

bedst en fastelavnstønde?”, ”Hvilke ungdomsaktiviteter har I haft succes med?”

Assistenten i Hamborg har indtil videre stået som ”vært” og arrangeret diverse sociale aktiviteter, præsteparret i sømandskirken har været gæstfrie og inviteret hele flokken til middag i privaten, sømandskirken har huset assistenterne, og de respektive kirker har betalt assistenternes rejse. Danske Sømandsog Udlandskirker støtter med et mindre beløb til udgifter.

Jeg holder en workshop med dem, hvor også jeg kan lytte og blive klogere på deres udfordringer. Det gør mig endnu bedre rustet til rekrutteringen af nye juniorassistenter i fremtiden.

Vi har at gøre med en flok dygtige, engagerede og flittige unge mennesker.

De er en gave til udlandskirkerne, og samtidig får de forhåbentlig fyldt deres rygsæk med nye erfaringer og glæder.”

UNGDERUDE 07

Unikt samarbejde med Marstal Navigationsskole Af Pia Hansen, projektleder. Fotos Marstal Navigationsskole

SøfartsNetværket er vokset ud af et ønske om at bidrage til søfarendes trivsel, som er danske sømandskirkers kerneydelse og har været det siden 1867. Vi ønsker at være der, hvor de søfarende er. Det er selvfølgelig en udfordring at være fysisk til stede i hele verden og under de vilkår, der er i søfart med korte liggetider, sikkerhedshensyn i havne, højt arbejdspres m.m. Og måske derfor er det så vigtigt, at de søfarende kender os og altid kan få fat i os. Og det har vist sig, at det halter med kendskabet. Særligt blandt yngre søfartselever er kendskabet stort set lig nul. Det ønsker vi at ændre på, fordi vi ved, at besøget udefra gør en forskel.

Samarbejdet med Marstal Navigationsskole giver os en unik mulighed for at komme helt tæt på og arbejde med den primære målgruppe – de unge søfartselever. Og det er helt centralt, når vi udvikler tiltag, at vi kender de unge og er med, når de skal igennem deres uddannelse og dannelse til søfolk.

Vi ved fra uddannelsesforskning, at børn og unge er sårbare i overgangsfaser, fx fra folkeskole til ungdomsuddannelse, fra ungdomsuddannelse til voksenuddannelse.

Derfor vil vi være med i overgangen fra søfartsskole til arbejdsliv og lære, hvad de unge oplever, og sammen tilrette vores kerneydelse til de behov, som unge har.

Vi håber på den måde, at vi ved at være med, inden eleverne påmønstrer første gang, kan medvirke til, at de unge udvikler en bevidsthed og et beredskab til at række ud og

08 UNGE I SØFART

bruge os og andre velfærdsaktører, når de sejler – ligesom de lærer og gør brug af andre faglige kompetencer i deres arbejde. Kendskab er godt, men er der noget, sømandspræster ved, er det, at udgangspunktet for at række ud er det personlige møde.

Endnu er det i støbeskeen, men det er vores tanke at besøge Marstal Navigationsskole flere gange i projektperioden, ligesom der er planer om at udvikle workshops med de unge, hvor sømandspræster og assistenter indtænkes.

Jeg har allerede mødt lærere og de unge på Marstal Navigationsskole.

Og ingen af de unge kendte til os.

Alligevel stillede de gode, nysgerrige spørgsmål, og jeg mærker en velvilje til at finde ud af, hvad et samarbejde med den danske sømandskirke kan. Eller rettere – hvad vi kan sammen. For udvikling sker aldrig envejs, men opstår i dialog, når vi er nysgerrige på hinanden.

Helle Bak Poulsen, rektor

REKTOR PÅ MARSTAL NAVIGATIONSSKOLE, HELLE BAK POULSEN, FORTÆLLER: Jeg er virkelig begejstret for dette samarbejde og glad for at kunne være med til at påvirke resultatet.

Mange af os her på skolen har selv sejlet og oplevet sømandskirkerne rundtom i verden. Vi har haft dem som mødesteder, og vi har kunnet række ud til præster og assistenter for hjælp af forskellig karakter. Det vil jeg gerne, at vores unge studerende ved, allerede når de står til søs for første gang.

”Det er nu, vi skal skabe en ny og bedre kultur” Vi har de senere år set en større åbenhed omkring de arbejdsmiljøproblematikker, der kan herske til søs, og vi har set søfarende, der valgte deres fag fra på grund af disse problemstillinger.

Skolen har for tiden 130 elever på HF-Søfart og 125 studerende på de videregående uddannelser til skibsfører, kystskipper, og – som noget helt nyt – færgenavigatør. En uddannelse, der kun kan tages på Marstal Navigationsskole.

Marstal Navigationsskole har 15 % piger, hvilket skolen er meget stolt af. På videregående uddannelsesniveau, på HF-Søfart, er 45 % piger.

På HF-Søfart tager man en almen HF-uddannelse sammen med 1. del af den maritime grunduddannelse. For mere information se: www.marnav.dk.

Pia Hansen ved første besøg på Marstal Navigationsskole.

Det er nu, vi skal skabe en ny og bedre kultur og give de søfarende noget af det, de savner. Derfor er det vildt interessant for Marstal Navigationsskole at tage del i samarbejdet med Danske Sømands- og Udlandskirker.

Vi har lige nu 48 HF-Søfart-elever på 2. årgang, de har boet på skolehjem, og en stor del af dem gør det stadig her hos os, og det er dem, vi gør til fokusgruppe i projektet. Gennem deres uddannelse vil de blive

eksponeret for dét, sømandskirkerne kan tilbyde. Når vi har valgt disse elever, hænger det sammen med, at de som kostelever på skolehjemmet i høj grad er vant til at række ud og opsøge voksne, og de har også erfaring med at skulle klare sig socialt i en afgrænset sfære, som både et skolehjem og et skib udgør.

Vi vil også give dette års dimitterende elever information og i det hele taget give vores elever den vished med i bagagen, at der er nogen, de

kan række ud til, og holdepunkter, de kan opsøge, selv når de er langt væk hjemmefra. Det er vigtigt, at de har nogle at tale med, også hvis de tvivler på deres valg omkring et liv til søs. I det hele taget: opbakning og tryghed!

Det har været kutyme, at 3. års elever har besøgt sømandskirken i Hamborg, men fremover vil vi altså tage fat helt i starten af uddannelsen i samarbejde med Danske Sømandsog Udlandskirker.

UNGE I SØFART 09

Helt forskelligt og alligevel ens Af Karsten Møller Hansen, præst ved St Katharine’s i London Foto: St Katharines og Philip Wilson

men der er en kæmpe forskel på de to lande, meget større end jeg troede.

Forskellen viser sig måske allertydeligst i skolesystemet. Tænk sig at have fået et konfirmandhold, som jeg overhovedet ikke skulle opdrage, kun undervise, enhver lærers drøm.

Jeg har aldrig prøvet at have en konfirmand, som har rejst fem timer i tog for at komme til præst. Hun stod op kl. 5.30 for at tage toget fra Edinburgh kl. 6.30.

Det kørte ind på London St. Pancras kl.

10.07. Sammen med sin mor nåede de som regel kirken lige inden kirkeklokkerne. Hun sad nede bagi, sagde ”hej” på et lidt usikkert dansk.

Tilbage i Tårnby havde jeg hvert år fire store konfirmandhold. Som ved de fleste forstadskirker i Danmark bliver unge mennesker konfirmeret.

For mig var det altid det bedste ved at være præst; at få besøg en gang om ugen af de der usikre, kloge, sjove, pisseirriterende og virkelig søde konfirmander. En åben verden. Det er ikke som voksen, man er fri, det er som barn.

Der er heldigvis også konfirmander i London. Jeg overtog holdet i januar og opdagede allerede ved først præstetime noget fuldstændigt overraskende, noget jeg aldrig har prøvet før; ikke en eneste gang – og jeg overdriver ikke – ikke en eneste gang skulle jeg bede dem om at tie stille, og ikke eneste gang var der er en, som tog telefonen frem. De sad der bare, med hænderne hvilende på bordet, og kiggede på mig.

Det tager kun 1 time og 40 minutter at flyve fra København til London,

Der er en helt anden disciplin. Børn og voksne har en meget mere afmålt relation i England. Men efter ca. 30 minutter stoppede jeg op, så mig omkring. De sad alle stadig og kiggede på mig med det samme blik, og jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik bag deres venlige øjne. For første gang som konfirmandlærer vidste jeg pludselig ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg er ikke vant til envejskommunikation i undervisningen, og når det kommer til noget så svært som tro og Gud og kærlighed, fungerer det overhovedet ikke for mig. Så det slog mig; jeg bliver nødt til at gøre dem lidt mere danske; mere snakkende, larmende, selvstændige.

Fortæl mig, hvad I tænker på, lad os lære hinanden lidt at kende. For hvad hjælper det at vide en masse om Gud, men ikke forstå, at det er min Gud, der tales om, at tro er noget, man gør.

Det lykkedes lidt. De kom til at grine og smile, og vi talte om venskab og døden

og det, de tænkte på, lige inden de faldt i søvn. På et tidspunkt, det var til den sidste præstetime, skulle jeg lige til at bede dem om at tie stille.

Verden er en anden, end da jeg var ung, og der er stor forskel på England og Danmark, men det er stadig også det samme at være ung i dag, som det nok altid har været; alt det, man kan fornemme, ligger derude, men som man ikke helt ved, hvad er; alt det nye, fremtiden. Skræmmende, lokkende, livet! Tør man tro på, det bliver godt, eller bliver alt bare ved med at være trist? Vil der komme en dag, en dag på stranden et sted i Californien, hvor der er en, som vil sætte sig i sandet tæt på mig, dreje hovedet, blinkende hav, øjne mødes? Åh, de drømme. Og den længsel – efter at høre til, at finde hjem, til én selv, til en anden, til Gud. At gå i kirke skal være som at komme lidt hjem. Præstens job er at give mennesker et hjem mere.

Hun skulle hjem til Edinburgh. Konfirmationen den 7. april var gået godt.

Hun stod foran kirken med en solsikke i hånden og kiggede sig usikkert omkring. En anden konfirmand kom hen til hende, gav hende et kram. De tog deres telefoner frem. Jeg tror, de udvekslede telefonnumre.

Konfirmanderne på vej ind i St Katharines i spændt forventning.

UNGE I LONDON 11

Tre unge danskere i Australien Af Anne Meldgaard, redaktør

”En, der rejste ud samtidig med mig, er gift med en præst på Ærø. Han vidste derfor, at der er en dansk kirke her, og han kom der om søndagen. En dag spurgte han, om nogle af os ville hjælpe ved kirkens sommermarked, og så tog vi dertil et par stykker. Det var sjovt og hyggeligt og dejligt at tale dansk. Jeg stod i hotdog-boden, og der var fart på.

Derefter blev jeg ved at komme og hjælpe til, senest til påskefrokost, hvor der var omkring 60 gæster, heraf 20 af de danske håndværkere.”

Kirkens betydning for Nicklas kommer tydeligt frem i hans fortælling. Han har oplevet ensomhed, især i starten, og under hans ophold døde hans bedstefar hjemme i Danmark:

Nicklas og Rasmus er flittige frivillige ved kirken.

NICKLAS JUSTESEN Nicklas er en 21-årig gut fra Himmerland. Han er uddannet elektriker og rejste til Australien i maj 2023 for at arbejde. Med det aarhusianske ScandiMate i ryggen rejste Nicklas ud sammen med andre danske håndværkere for at få luft under vingerne. ”Den første måned havde ScandiMate sørget for et sted, vi kunne bo. Herefter fandt vi selv et lejet hus i Sydney. Vi var også omkring et hostel i China Town, det var både spændende og udfordrende at bo blandt kulturer så forskellige fra vores egen.”

Nicklas anslår, at der er omkring 200 danske håndværkere i Sydney, og de

12 UNGE I AUSTRALIEN

fleste er i arbejde i australske virksomheder, hvortil kontakten er formidlet hjemmefra. ”Jeg rejste ud som en slags sabbatår for at se mere af verden. Her i Sydney er ”hele verden” til stede, så det er en meget international oplevelse på godt og ondt.

Både byggestil og mennesker er anderledes end i Danmark. Det er interessant, og jeg er virkelig glad for, at jeg tog afsted.”

Inden længe rejser Nicklas hjem til Danmark, hvor der venter ham et job hos hans tidligere arbejdsgiver i Hobro.

I det år, der er gået, har han gjort flittigt brug af Frederikskirken i Sydney, og den har betydet en stor forskel på mange måder.

”Jeg fik nogle gode samtaler med præsten hernede, da min bedstefar døde. Det var en stor hjælp for mig. Det har åbnet op for mig, at kirken kan noget særligt. Jeg ville ikke have opsøgt en præst hjemme i Danmark, men det kan jeg godt se for mig ind i fremtiden, nu hvor jeg har mærket, hvad kirken kan.”

Selvom håndværkerne hurtigt fandt et fællesskab, var der mange alene-gåture i Sydney i starten, og en australsk byggeplads kan også være en udfordring. ”Det kan være svært at følge med i en australsk jargon, og så kommer man ligesom ikke rigtigt ind i deres kreds. Her er en dansk kollega på byggepladsen og danskerne omkring kirken rigtigt vigtige.”

Med sig hjem i bagagen har Nicklas en masse gode minder, gode historier at fortælle og oplevelsen af at have støttet et rigtigt godt formål gennem sin frivillighed.

Klara på sejltur med en tysk veninde, hun mødte i Sydney.

UNGE I AUSTRALIEN 13

Fortsat fra forrige side ”Opholdet i Australien har været en stor forandring i mit liv, og kirken har støttet mig i det hele. Jeg har fået gode venner, både nogle jeg kan gense derhjemme, og nogle jeg forhåbentlig ser igen, hvis de kommer til Danmark, eller når jeg rejser herned igen en dag.”

og efter få dage havde jeg både job og bolig. Det har været helt fantastisk at mærke al den hjælpsomhed.”

KLARA LIND TOUSTRUP Klara fra Aarhus er også rejst til Australien for at opleve og arbejde.

Hun ankom i november 2023 på det, der hedder ”working holiday”.

”Jeg elsker kulturen og attituden hernede; åbenheden, gæstfriheden og lysten til at hjælpe hinanden. Selv fremmede, man lige har mødt. Det er ret inspirerende. Jeg er virkelig taknemmelig over, at jeg er blevet en del af sådan et fællesskab.”

”Det tiltalte mig, at jeg kunne få en hverdag hernede. Både rejseformen og det at rejse alene har simpelthen været så givende og overvældende og langt bedre, end jeg turde håbe på, da jeg sad derhjemme og bookede to uger på et hostel og tænkte: ”Resten må jeg tage, når jeg er landet!”

Det er første gang, Klara rejser alene, og der var noget trygt i at tage til et land, hvor engelsk er det primære sprog, og hvor sikkerheden generelt er høj. Samtidig var der en dansk kirke at række ud til. ”Pudsigt nok – og ret tilfældigt – fandt min mor ud af, at hendes kollegas datter, Nanna, skulle arbejde for Den Danske Kirke i Sydney. Det var også derigennem, jeg hørte om julemarkedet og tilbød at hjælpe som frivillig.

Julemarkedet viste sig at blive helt afgørende for, hvordan min tid her skulle udvikle sig. Det var virkelig givende at møde og tale med så mange hjælpsomme mennesker – og pludselig dagen efter julemarkedet, og fire dage efter jeg var landet i Sydney – havde jeg en prøvevagt på den cafe, jeg arbejder på nu. Den ene mulighed efter den anden åbnede sig,

14 UNGE I AUSTRALIEN

Klara valgte at tage til Australien, fordi hun oplevede landet ti år tidligere på en rejse med sin familie.

Klara fortæller, at kirken har været en slags “base” helt fra starten. Hun har følt sig meget velkommen og taget imod af fællesskabet, og det er derfor, hun er kommet igen til både fællessang, juleaften, minigolf og senest påskefrokost. ”Det har været vildt at tale med danskere, der nu også er australiere, og høre deres historier, og det er meget, meget dejligt også at have fået nye venner, Her er et åbent og inkluderende fællesskab, som jeg er helt enormt glad for, at jeg er blevet en del af. Stemningen er skøn, og det er sjovt at tale dansk indimellem og lægge mærke til de skikke og traditioner, vi har og sætter pris på i Danmark.”

ELLEN CATHRINE LUKE Ellen bor til daglig i København, men hun er vokset op i nærheden af Den Danske Kirke i Brooklyn, New York, hvor hendes forældre altid havde fokus på at bevare det danske fællesskab for hende og hendes bror.

For Ellen var det derfor naturligt at søge en dansk kirke, da hun rejste på udveksling. Ellen fortæller:

Ellen og hendes kæreste besøgte kirken i Sydney under deres ophold i New Zealand.

”I efteråret 2023 var min kæreste, Johan, og jeg på udveksling i New Zealand. Gennem min familie vidste jeg, at en dansk præst førhen havde arbejdet i New Zealand, men nu var flyttet til Sydney, Australien.

Min kæreste og jeg valgte derfor at kombinere en tur til Sydney med julemarkedet i Den Danske Kirke.

Som barn betød julemarkedet i Brooklyn en del for mig og min familie, da det var bindeleddet mellem os og de danske juletraditioner. Jeg tænkte dermed, at det ville være sjovt at opleve den samme tradition i et andet land.”

For Ellen er det bedste ved en dansk kirke i udlandet at kunne finde et dansk fællesskab, og hun konkluderer: ”Nu har jeg også en base i Sydney, som jeg altid kan tage kontakt til, og det er uvurderligt i min verden.”

Ønsker fra kirkerne Fotos: Margareta Bærentzen og folkekirkens konfirmandcenter

100 SALMER

PÅSKEDUG

Menigheden og præsten ved St Katharine’s i London ønsker sig salmebogen ”100 Salmer”, som er et tillæg til den almindelige salmebog.

Heri finder man 100 nyere salmer af danske, nutidige salmedigtere som Lisbeth Smedegaard Andersen, Holger Lissner, Iben Krogsdal og mange andre.

Præsten i Toronto ønsker sig en påskedug til undervisning af konfirmander og børn.

Påskedugen, som repræsenterer Jesu lidelseshistorie i påsken, er en fysisk løber, som lægges på kirkens midtergang.

Fortællingen, som konfirmander og børn får, mens de går på løberen, strækker sig fra palmesøndag til påskemorgen, og det er brugt at lægge fx påskeliljer, palmeblade, brød og andet på dugen, som levendegør fortællingen.

Ønsket er 50 salmebøger samt en nodebog.

Værdi: 9.075,-

Værdi: 3.500,-

Vil du give en gave, helt eller delvist, til en dansk kirke i udlandet, bedes du kontakte vores fundraiser, Eva Brøsted, på eb@dsuk.dk eller 7026 1828.

Beløbet er fradragsberettiget, og vi indberetter det til SKAT, hvis vi har dit cpr-nummer.

I 2024 er beløbsgrænsen kr. 18.300,STØT 15

Konfirmation i ørkenen Af Anne Meldgaard, konfirmandforældre og rejsepræst

Julie, mor til konfirmand: ”De eneste tanker omkring konfirmation, vi havde gjort os inden udrejse, var, at vi med garanti var kommer retur til Danmark, inden vores børn blev så store.”

Det skete dog ikke, men heldigvis kunne Danske Sømands- og Udlandskirker være behjælpelig med forberedelse og konfirmation både i år, og da familiens ældste barn skulle konfirmeres. ”Konfirmanderne fik en helt særlig og smuk konfirmation i ørkenen. Et minde, vi alle synes, er meget særligt, når nu vi har boet her i den periode af deres liv. Det har også været sjovt for dem at møde andre danske unge i samme alder.”

Christian Madsen, pastor emeritus og rejsepræst hos Danske Sømandsog Udlandskirker, fortæller om forløbet. ”I sensommeren 2023 kontaktede en kreds af forældre i Dubai Danske Sømands- og Udlandskirker. De havde et stort ønske om at få deres børn konfirmeret. Det faldt i min lod at stable et undervisningsforløb på benene, og efter et Zoom-møde med udlandsprovsten og et par dynamiske mødre i Dubai fik vi skudt et konfirmandforløb med 16 tilmeldte konfirmander i gang.

1. oktober havde vi første undervisningsdag på Zoom. Det var spændende at møde de forventningsfulde unge mennesker, og selvom der var 5.000 km fra min skærm i København til konfirmandernes i Dubai og en tempera-

16 UNGE I DUBAI

turforskel fra 17 til 37 grader, fandt vi hurtigt et fællesskab.

Det blev til en række af gode Zoomdage og en stribe af mails vinteren igennem. Sammen med forældregruppen blev der arrangeret nogle weekender, hvor jeg rejste til Dubai for at være fysisk til stede med konfirmanderne.

Undervisningen blev meget koncentreret, da vi gerne ville nå så meget som muligt ved de fysiske træf. Undervisningsdagene blev efterfulgt af gudstjeneste for alle danske i Dubai.

Danske Sømands- og Udlandskirker har ikke kirke eller lokaler i Dubai, derfor blev undervisning og gudstjeneste afholdt i et fint lokale på 36. etage tilhørende en dansk virksomhed, som en af konfirmandforældrene var chef for.

Der blev udvist en enorm gæstfrihed fra forældrenes side. Der var indkøbt mad og snacks til de unge, og der blev i det hele taget gjort en stor indsats for at skabe gode rammer for weekenderne.

Ved én af gudstjenesterne på 36. etage blev en konfirmand døbt. Dåbsforældrene havde medbragt et smukt sølvfad som døbefont, og selvom den fremmedartede udsigt nok kunne distrahere en nordbo, blev det en god og stemningsfuld oplevelse.

Den 16. marts oprandt konfirmationsdagen – ikke på 36. etage, men langt ude i Dubais ørken. Forældregruppen var bekendt med en dalsænkning i ørkenen, hvor vi kunne holde konfirmationsgudstjeneste. Alle mødte forventningsfulde og festklædte op i de ikke helt almindelige rammer for en konfirmation.

Ude i ørkenens store åbne katedral, med sand så langt øjet rakte og en

himmel høj og klar, blev 13 af de 16 tilmeldte konfirmander konfirmeret, de sidste tre blev senere konfirmeret under hjemlige himmelstrøg i Danmark. Det var en stor oplevelse for såvel konfirmander, som forældre og præst.

Den interesse og hjælpsomhed, forældrene udviste gennem hele forløbet, var helt igennem fantastisk. Der blev

13 ud af 16 konfirmander fra Dubai blev konfirmeret under ørkenens sol. De øvrige i deres hjemlige folkekirker.

sørget for flybilletter, hotelreservation og transport osv. Jeg mødte en stor hjertevarme og måske ligefrem en længsel efter, at der mere regelmæssigt bliver kaldt til dansk gudstjeneste og samvær. Tak til alle, der deltog og bidrog!”

Rikke, som er mor til Oliver, fortæller desuden om samarbejdet mel-

lem folkekirken hjemme i Danmark og rejsepræsten i Dubai: ”Oliver startede op på konfirmationsforberedelse i Danmark sammen med sine kammerater og fortsatte forberedelserne i Dubai. Simon Peters Kirke i København var helt åbne for, at han deltog i konfirmationsforberedelserne her, men stadig fik mulighed for at blive

konfirmeret hjemme. Oliver blev konfirmeret den 11. maj, som planlagt inden vi tog afsted. Kirken var også så søde at lave en generalprøve kun for ham.

Jeg vil gerne sige stor tak til de tre danske mødre, Michelle, Tanja og Julie, der har koordineret konfirmationsforløbet med Danske Sømands- og Udlandskirker og præsten. Det har været uvurderligt for os andre.”

UNGE I DUBAI 17

Tag med til landsmøde og festmiddag FREDAG 30. AUGUST Vi fejrer 20-året for Danske Sømands- og Udlandskirker, og du er inviteret! Kom med til en festlig eftermiddag og aften, når ”hele verden” mødes i Nyborg.

Thor Pedersen

Vi skal møde verdens mest berejste juniorassistent – Thor Pedersen. Fra 2013 til 2023 brugte Thor næsten et årti på én lang sammenhængende rejse til alle verdens lande UDEN at flyve. Da pandemien brød ud, var Thor i Hong Kong og blev ansat i Sømandskirken, hvor han servicerede karantæneramte skibe og søfolk, arrangerede vandreture i naturen for danskerne i byen m.m. Det varede to år, inden pandemien slap sit tag, og Thor igen rejste videre.

Karsten Møller Hansen, vores nyligt udsendte præst til London, fortæller om sin første tid i en udlandskirke, og hvad ”friske øjne” bemærker.

Karsten Møller Hansen

Ved aftenens festmiddag skal vi synge sammen under kyndig vejledning af organist og kantor ved Holmens Kirke, Jakob Lorentzen.

Festtalen holdes af biskop over Fyens Stift, Mads Davidsen, som vil fortælle om sit første år som tilsynsførende biskop ved Danske Sømands- og Udlandskirker.

PROGRAM FREDAG Jakob Lorentzen

14.00 Værelser er til disposition for overnattende 15.00 Kaffe og kage samt registrering 15.30 Foredrag af Thor Pedersen 17.00 Indblik ved Karsten Møller Hansen 18.45 Drink og festmiddag med fællessang og festtale

Mads Davidsen

18 I DANMARK

Repræsentantskabsmøde 2024

PROGRAM LØRDAG Fra 07.00

Morgenbord for overnattende gæster

Fra 09.00

Rundstykker til nyankomne

09.30-10.00 Velkomst og andagt 10.00-16.00 Repræsentantskabsmøde Frokost og eftermiddagspause indlægges

LØRDAG 31. AUGUST Du er også velkommen til repræsentantskabsmødet lørdag 31. august, og vi ser frem til at se kendte såvel som nye ansigter på Hotel Nyborg Strand. Sæt kryds i din kalender, hvis du har lyst at være med.

INDMELDELSE kan ske direkte på www.dsuk.dk under fanen STØT. TILMELDING til lands- og repræsentantskabsmøde kan ske til tilmelding@dsuk.dk.

I begge sammenhænge kan du selvfølgelig ringe til os på 7026 1828.

Læs om tilmelding og priser på www.dsuk.dk. Har du brug for overnatning så giv os besked SENEST 14. JUNI.

I DANMARK 19

Kanye West og den fortabte søn Af: Kirstine Rasmussen, præst ved Den Danske Kirke i Toronto

“Jesus, walk God show me the way because the devil’s tryna break me down Jesus, walk with me”

fordybelse i deres tro, som de ikke havde oplevet før: Få dem til at stille anderledes spørgsmål gennem en legende praksis.

Lyden strømmer ud af højtalerne.

Dagens præludium får gudstjenestedeltagerne til at vågne op. Rytmerne er anderledes denne formiddag i det smukke kirkerum. Det er ikke så ofte, at lyden af Kanye West* får lov at indlede gudstjenesten. Men sådan skulle det være denne søndag, hvor de fem konfirmander i Toronto fik lov at bestemme. For det var ”deres” gudstjeneste – deres mulighed for at udlægge evangeliet og bede bønner med egne ord. Deres mulighed for at mærke ånd og skabe rammen for det gudstjenestefællesskab, som de det seneste halve år er blevet en stor del af.

Når jeg som præst skal planlægge en overnatning med konfirmanderne, bliver det tydeligt for mig, at det både handler om læring og fortrolighed med den lutherske kristendom, men i særlig grad også om sammenhold og fællesskab. De unge mennesker skal have mulighed for at dyrke fællesskab på tværs af deres forskellige baggrunde og erfaringer. Ved at tilbringe tid sammen og forberede måltider får vi ikke kun maverne fyldt – det giver også åndelig føde.

Her er der tid til at samtale om det vigtige, venskaber bliver styrket, og præsten får endda lov at lære sine konfirmander endnu bedre at kende – noget, vi ellers sjældent har tid til og mulighed for i den helt almindelige undervisning.

Forinden søndagens gudstjeneste havde konfirmanderne tilbragt en forhåbentlig mindeværdig eftermiddag, aften og nat i kirken, fyldt med teamwork og udforskning af deres tro. Det var ikke bare endnu en gudstjeneste for dem; det var en oplevelse skabt af dem.

Som indledning til konfirmandernes egen planlægning af en gudstjeneste stod de først over for en udfordring, der var langt mere end blot at lytte og lære. De skulle finde vejen gennem et mysterium, som var blevet indkapslet i et escape room**. Her var nøglen til deres kommende gudstjeneste, og ved samarbejde og kreativ tænkning fik de løst gåden om gudstjenestens elementer. Denne måske lidt uortodokse tilgang skulle ikke kun give dem en følelse af spænding, men også en

20 UNGE I CANADA

Da vi ramte søndagens gudstjeneste, var konfirmanderne klar: så veludhvilede, som teenagere nu kan være, og muligvis med lidt spænding over at skulle stå frem for en hel menighed med deres ord og udlægning af evangeliet. Dette var nemlig alt sammen forberedt lørdag eftermiddag og aften.

Og med ordene fra rapperen Kanye West gik det hele altså i gang. Stolte ledte de dagens gudstjeneste med dygtighed og ro. De fremsagde de forberedte bønner med indlevelse og forståelse af den kraft, som udtrykkes her. De læste evangeliet og udlagde lignelsen om den fortabte søn med velovervejet mine og med stor forståelse for budskabet.

Gudstjenesten var altså ikke bare en rutinemæssig handling; den var et fælles udtryk for konfirmandernes rejse mod forståelse for kristen praksis, fællesskab og troens dybde.

”Kan vi ikke gøre det her igen næste år?”

Det er mit håb som præst, at konfirmanderne med denne oplevelse får en forankret og et unikt personligt møde med kirken, hvor de ikke blot lærte om deres tro, men også oplevede den på en meningsfuld og levende måde, og at de derfor vil bære det med sig, når de træder ind i den næste fase af deres trosliv.

Og til min store glæde spurgte en af konfirmanderne: ”Kan vi ikke gøre det her igen næste år? Vi kan jo have det som en reunion (red: genforening) hvert år.” Og således må jeg i gang med at tænke på, hvordan det kan gøres. For hvem vil ikke gerne have sine konfirmander til at fortsætte med at komme i det hus, der også i fremtiden skal være deres.

Red: *Kanye West er en amerikansk rapper, producer m.m. med ni Grammy Awards og stor international popularitet. **Escape room: Et aflåst rum med mysterier og koder, der skal løses i samarbejde.

Atlas, Hannah, Karsen og Cassius skabte deres egen gudstjeneste sammen med Christian, som dog ikke kom med på billedet.

UNGE I CANADA 21

Asbjørn kom forbi sekretariatet for at dele sine indsigter fra feltturen.

Fra kirke til kirke rundt i Europa Tekst: Asbjørn Bonfils, studerende. Foto: Anne Meldgaard

I forbindelse med mit speciale i religionsvidenskab har jeg været på felttur rundt i Europa og besøgt flere danske sømands- og udlandskirker. Opgavens fokus ligger på, hvordan man som udlandsdansker bruger kirken til at ”finde tilbage til Danmark”. Jeg har fokus på savnet af dansk sprog, kultur, mad og danske traditioner, som kirkerne tilbyder udlandsdanskere.

Dermed kirken som kulturbærende institution i udlandet.

I hver kirke, jeg besøgte, har jeg deltaget i de arrangementer, der har været i kirken som fastelavn, mormormad, torsdagskor, ungeaften og legegruppe for de mindste.

Derudover foretog jeg interview med kirkens præster omkring kirken og om, hvorfor det er vigtigt at have en dansk kirke i udlandet. Hermed fik jeg et indtryk af, hvad kirken kan tilbyde udlandsdanskerne, og hvem der deltager i arrangementerne og, hvorfor de deltager.

vægte også de ikke direkte kristne arrangementer højt væsentlig. Det er arrangementer som torsdagskor, ungeaften og legegruppe, som binder udlandsdanskerne sammen. Netop fordi kirken stiller et rum til rådighed, hvor danskerne kan mødes, tale dansk og dermed sænke skuldrene.

Man ved på forhånd, at det rum er noget, man kender til, da det er et dansk rum. Derudover er muligheden for udlandsdanskerne at skabe kontakter til andre udlandsdanskere vigtig, da man oplever ikke at være alene i en fremmed kultur og fremmed hverdag. Kirken skaber altså et vigtigt sikkerhedsnet og et rum, hvor udlandsdanskerne kan ”vende hjem” til Danmark.

Det er både af ren og skær misundelighed over at have muligheden for at bo i udlandet i en periode, da jeg ikke selv havde mulighed for det i min uddannelse. Derudover også en forundring over at turde flytte sin familie og sin sikre hverdag væk fra Danmark og bo i et andet land med anden kultur.

Som solorejsende har jeg også selv oplevet den ensomhed, man kan føle, når man befinder sig flere hundrede kilometer væk fra familie, kæreste og venner. Her har et planlagt besøg i kirken været et friskt pust og givet mig videre energi i feltturen. At jeg kunne komme til kirken og interviewe præsten på dansk og tale dansk til andre udlandsdanskere, fik også mig til sænke skuldrene og føle mig velkommen. Det er det velkendte i en småkaotisk fastelavn med udklædte børn og voksne, den afslappende legegruppe for tumlinger og det danske køkken, som får en til at slappe af, da man ved, hvad der forventes af én, og hvad man forventer af arrangementet.

Det er mit indtryk, at kirkens verdslige arbejde er yderst vigtigt for udlandsdanskerne. Hvilket betyder, at vedligeholdelse af den danske kultur i udlandet er vigtig for folket, og dermed er argumentet for at

Feltturen rundt i de europæiske hovedstæder og storbyer havde først og fremmest det sigte at indsamle empiri, jeg kan analysere til specialet, men da det var selvfinansieret, brugte jeg også muligheden for

Hvorfor har jeg valgt at undersøge udlandsdanskeren og udlandskirken?

at besøge nogle storbyer, jeg altid gerne ville besøge som Strasbourg og Edinburgh. Jeg prøvede også at tage ud og se fodbold i hvert et land, da jeg ved hjemmefra, at fodbold også samler folk. Her fik jeg et indblik i andre landes fodboldkultur, bl.a. ved en rigtig sjov kamp for Red Star FC i Paris. En 2. divisions arbejderklub lige uden for Paris’ kvarterer. Her faldt jeg i snak med en fan, da jeg spurgte, om han kunne fortælle mig om klubbens historie, ligaen og mulighederne for at rykke op. Efter en sejr på 4-1 mod et bundhold fra Le Mans blev der fejret, som om de havde vundet ligaen.

Jeg fik tilbudt halstørklæder og andet merchandise gratis, da flere mente, det var fedt, at folk fra udlandet tog til deres klub og ikke den berømte club Paris Saint-Germain.

Jeg vidste på forhånd, at en måneds felttur ville kræve en hel del stillesiddende arbejde omkring håndteringen af indsamlet empiri og specialeskrivning. Derfor prøvede jeg at efterligne min hverdag herhjemme ved at pakke løbe- og klatresko, så jeg kunne få et afbræk fra computeren og se byerne på en anden måde.

Hele feltturen har været en rigtig dejlig oplevelse, hvor jeg har fået set en masse europæiske byer og oplevet kirkernes åbenhed for besøgende, hvilket har været tiltrængt i en mere individuel digitaliseret rejsende hverdag. Jeg er glad for, at jeg tog mig modet til at rejse alene, da jeg nu ved, at hvis noget skulle gå galt, eller jeg savner noget dansk at lave en dag, så kan jeg komme til kirkerne, selvom jeg blot er gennemrejsende.

UNGDERUDE 23

På cykel fra Danmark til Portugal Af Anne Meldgaard, redaktør. Fotos: Benediktekirken og cykelholdet

Sømandspræst Sune Haubek tog imod i Benediktekirken Hamborg.

Fire unge danske kvinder – Amanda, Wilma, Nanna og Olivia - havde arbejdet og boet sammen på Egmont Højskolen gennem et år. Efter opholdet ønskede de at foretage sig noget sammen, men vidste ikke rigtigt, hvad det skulle være. De havde i årets løb spurgt en berejst foredragsholder, hvor fire unge kvinder kunne bo i Europa, og svaret var Lissabon!

På et tidspunkt var Olivia og hendes kæreste på cykeltur og kom retur med ordene:

24 UNGDERUDE

“Piger, det er det, vi skal!”.

Altså på cykel til Lissabon.

Med både et transportmiddel og en destination gik turen gennem Europa. De cyklede gennem Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien og Portugal, og undervejs overnattede de hos tre danske kirker.

Om oplevelserne undervejs fortæller Amanda: ”Nogle af de store oplevelser var selvfølgelig at cykle ind i milepælsbyerne;

Amsterdam, Paris, Porto og naturligvis Lissabon. Også bjergene – og hvor hårdt det er at cykle i bjerge – er noget, vi tit taler om.

Oftest er det dog de mennesker, vi mødte på vejen, og som tog os ind, når vi virkelig manglede et sted at sove, der gjorde størst indtryk: Bondemanden og konen i Bad Zwischenahn, der lod os sove på en terrasse. Parret, hvis dør vi måtte banke på, fordi vi ikke havde lagt mærke til, hvor vi var endt. De lod os sove i deres garage og lavede kæmpe morgenmad til os dagen efter. Og der er så mange flere!”

At opsøge de danske kirker var ikke planlagt hjemmefra, men det endte med besøg og overnatning både i Hamborg, Paris og Rotterdam. ”Vi opsøgte kirken i Hamborg, fordi vi pludselig stod uden overnatningsmulighed midt inde i byen en aften. Vi gik lidt i panik og begyndte at søge rundt efter steder, der måske kunne tage os ind. På Google kom sømandskirken i Hamborg op. Ingen af os kendte til sømandskirkerne, men vi var desperate og gav dem et opkald. De svarede med stor generøsitet og var dem, der lagde grobunden for vores forhold til kirkerne på resten af turen.”

”I Paris mødte vi et stort fællesskab” Om deres oplevelser ved kirkerne fortæller de: ”Det var som et lille stykke af hjem, langt væk fra hjem. Allerede i Hamborg og Rotterdam, havde vi jo været væk i nogle uger, så bare det at se dansk slik i butikken og tale dansk med nogen var stort. Og den imødekommenhed, vi oplevede alle tre steder, var meget overvældende. I Paris mødte vi et stort fællesskab, og kvinderne i kirken var ikke blot inspirerende, men også enormt gæstfrie og sjove!”

Pigernes venskab oven på den lange færd har naturligt nok givet dem et nyt perspektiv på hinanden.

Amanda siger: ”Selvom vi havde kendt hinanden længe og nok mente, at vi kendte hinanden ud og ind, så satte turen os

Nanna Emilie Bregendahl-Rafn, Olivia Rønde Aspen, Amanda Weiling og Wilma Hovind foran Santiago de Compostela Katedralkirke.

i nogle situationer, vi ikke har set hinanden i før. Ja, endda nogle situationer, som vi måske ikke har set os selv i før: store breakdowns, kæmpe opture, diarré på cyklen, eufori og mentale blokader.

Og hvem banker på døren, når vi skal spørge om et sted at sove?

Hvem cykler forrest, når vinden raser?

Hvem klemmer en tåre på vej op ad bjerget, og hvem siger undskyld først,

når bølgerne går højt, mens regnen siler, og vi kørte forkert (igen)?”

På spørgsmålet, om der kommer en tur mere, svarer pigerne: ”Vi er ved at planlægge en sommertur, måske Estland-Letland-Litauen eller sydpå til Kroatien. Men indtil da nyder vi bare at kunne cykle ud sammen og drikke en kop kaffe og så cykle hjem igen og få et bad og en lur.”

UNGDERUDE 25

Medsejlads for sømandspræster Af Rebecca Holm, sømandspræst i Hong Kong

Vores sømandspræst i Hong Kong, Rebecca Holm, har været på medsejlads – altså medsejlende på en sejlads over flere døgn, hvor hun på egen krop har oplevet ”livet til søs”.

Turen gik fra Hong Kong til Singapore og varede fem dage.

Projekt ”medsejlads” startede før pandemien, hvor en enkelt sømandspræst kom afsted. Nu er det igen blevet muligt, takket være Mærsk, at vores udsendte kan få denne chance for at opleve de søfarendes hverdag.

Det er vi dybt taknemmelige for.

Det er ikke helt enkelt at få adgang til skibene. Der kræves blandt andet visa, helbredsbevis, skadeserstatningsbevis, vaccinationskort og pas, før man får nøglen til en kahyt udleveret. Der er derfor lang tids forberedelse forinden.

Rebecca sejlede med Mærsk Luz, som er et danskflaget 300 meter langt containerskib. Skibet anløber jævnligt i Hong Kong, hvor Rebecca har besøgt besætningen tidligere.

Rebecca fortæller: Jeg havde glædet mig, lige siden jeg blev ansat som sømandspræst, til at få den helt unikke mulighed for at sejle med et Mærsk-skib. Grundet corona-restriktioner tog det lang tid, før skibene måtte medtage passagerer igen, men det lykkedes endelig at komme afsted i januar 2024.

Skibet, Mærsk Luz, var bemandet af en meget venlig kaptajn, som straks meldte tilbage, at jeg var velkommen til at sejle med dem. Besætningen var en god blandet flok af både mænd og kvinder af mange nationaliteter.

Vi havde fest for kirkens frivillige i Hong Kong om aftenen, hvor vi havde spillet bingo og spist smørrebrød, da jeg kunne se, at skibet allerede var langs kaj. Jeg skrev straks til kaptajnen ”Må jeg komme allerede nu?”, selvom meningen var, at jeg først skulle komme dagen efter, men jeg kunne slet ikke vente med at komme ombord.

Jeg hentede min taske og blev budt velkommen ombord en sen lørdag aften. Næste morgen begyndte med morgenmad med besætningen og straks derefter den obligatoriske sikkerhedsintroduktion. På skibene går mottoet ”sikkerhed først” igen, og det var også tilfældet her. Jeg fik en grundig introduktion til sikkerhedsudstyret, hvordan jeg skulle gebærde mig, hvis der startede en alarm, udbrød brand m.m.

På tredjedagen, da vi var kommet ud på havet, skulle hele skibet undergå en større brandøvelse. Disse øvelser sker regelmæssigt, så alle ombord er fuldstændigt klar over, hvad de skal gøre. Der blev iscenesat brand i skralderummet, og besætningen, som et øjeblik forinden var afslappet og i god stemning, blev alle fuldstændigt fokuserede og seriøse omkring brandøvelsen, i samme øjeblik alarmen lød. Det var meget imponerende. I løbet af få sekunder havde de brandudstyret på, sat vandslangerne til og

På medsejlads med og uden brandøvelsesudstyr.

26 SØFART

var i gang. Mig, ”passageren”, var der også særlig procedure for. Jeg skulle bringes i sikkerhed og skulle passes på af udvalgte besætningsmedlemmer. Intet var overladt til tilfældighederne, og jeg følte mig i meget trygge hænder blandt de duelige søfolk.

Jeg fik lov at følge de forskellige teams på skibet, både i maskinrummet, på dæk og broen. Særligt imponerende var det at opleve, hvordan et kæmpe containerskib bliver navigeret om natten ude på det åbne hav, hvor det ellers er så mørkt, at man ikke engang kan se sin egen hånd foran ansigtet.

Ude på havet var der vand, vand og mere vand. Vi så ikke land på noget tidspunkt. Der kom højst en måge og et andet skib forbi en sjælden gang. Om aftenen havde vi tid til at spille bingo og lave forskellige aktiviteter. Det var dejligt at se besætningen have et godt fællesskab ombord og være sociale med

hinanden – det er nemlig ikke en selvfølge, at det altid er sådan.

Den sidste aften arrangerede kaptajnen, at vi kunne grille sammen, og det var en hyggelig afslutning på den gode medsejlads, jeg havde. Alt i alt var det en meget lærerig tur, hvor jeg fik en helt anden indsigt og fornemmelse for, hvad det vil sige at være søfarende. Godt nok var det kun fem dage, sammenlignet med søfolkene, der kan være ude på havet i over et halvt år, men det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, og som jeg er meget taknemmelig for.

”Det har givet mig street credit hos søfolkene” Siden min medsejlads kan jeg mærke, at det har givet mig lidt ”street credit” hos søfolkene, eller måske skulle man kalde det ”sea credit”.

Når jeg fortæller, at jeg har prøvet at sejle på et containerskib, opstår

der et andet rum for samtalen, for så ved søfolkene, at jeg forstår deres hverdag. Jeg har helt lavpraktisk fået en dybere indsigt i deres arbejde, og hvad de laver til søs. Jeg ved mere om, hvordan deres vagter, hviletider og spisetider fungerer. Og ikke mindst har det givet mig en mere levende forståelse for, hvor meget det betyder at komme en tur i land og glæden ved at afmønstre igen.

Da vi ankom til Singapore, stod min kæreste og ventede på mig, og hvordan må dét ikke føles, hvis man har været væk fra sine kære i over et halvt år. Når jeg af og til spørger søfolkene, hvad de glæder sig mest til, når de kommer hjem til familien, har svaret gentagne gange været ”min mors mad”. Ude godt, men hjemme bedst.

I skrivende stund sidder jeg og glæder mig til at Mærsk Luz anløber i Hong Kong igen i morgen. Det er nu et helt særligt skib, når man selv har sejlet med.

SØFART 27

På sekretariatet Fotos: Sille Arendt og Anne Meldgaard

Her ser du sekretariatets personale.

Fra venstre: Sisse Fynbo, studentermedhjælper. Anne Marie Kraul, receptionist. Winnie Mendahl, bogholder. Lisbeth Johansen, løn- og HR-medarbejder. Margareta Bærentzen, HR-sekretær og PA. Selma Ravn, udlandsprovst. Maria Ødgaard Dalum, projektleder. Eva Brøsted, fundraiser. Pia Hansen, projektleder.

Anne Meldgaard, kommunikationsmedarbejder. Tommy Liechti, administrationschef.

Pr. 1. maj har vi desuden ansat Lasse Bauer.

Lasse Bauer tiltræder som CRMprojektmedarbejder i en tidsbegrænset stilling på sekretariatet. Lasse skal i samarbejde med leverandøren hjælpe os med at konvertere vores nuværende CRM-system af ældre dato til et nyt system i Microsoft Dynamics. Lasse kommer fra en mangeårig ansættelse hos Scleroseforeningen.

I CRM-systemet holder vi styr på kontakter af enhver art: medlemmer, sogne, bidragsydere og andre støtter, ansatte osv.

MobilePay 11 980

28 I DANMARK

Netbank Reg. 4400 Konto 4525 2100 49

Sydslesvigkonfirmander besøgte københavnerkonfirmander

Tekst og foto: Mai-Britt Josephsen Knudsen, præst ved Helligåndskirken i Flensborg

Mine konfirmander synes, det er en super god idé, at vi har et samarbejde med Anna Kirke i København. Det er vigtigt, også når man er ung, at man kender nogen i Danmark, når man kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig.

En konfirmandtur ligger der meget arbejde bag, men det er det hele værd!

Samarbejdet giver de unge mulighed for venskaber hen over grænsen, da vi bruger mange timer sammen, og indkvarteringen er privat.

Det er min mand og mig, som tager med på de to årlige weekender. Jeg er med som præst, og Morten er med som frivillig. Vi har fået opbygget et rigtig godt samarbejde og venskab med præsterne, Jonna og Susanne, fra Anna Kirke.

Her fortæller årets konfirmander lidt om deres oplevelser på turen.

KONFIRMANDTUR TIL KØBENHAVN – HVORDAN VAR DET? Jonas: Det var godt og sjovt at se bl.a.

Amalienborg. Det var interessant at bo sammen med en anden familie, som man aldrig havde set før. Det var anderledes og spændende at se, hvordan de boede.

Michel: Det var meget anderledes og sjovt. Sjovt at se en kirke oven på et højhus. (red: Anna Kirke ligger på 1. sal) Deborah: Jeg var superspændt. Jeg tænkte, at familien sikkert var søde. Men jeg var alligevel megaoverrasket over, hvor søde alle var. Pigerne kom hen og krammede mig. Bygningerne var fantastiske. Især domkirken var så smuk, og jeg tog SÅ mange billeder.

En del af konfirmanderne, Deborah, Michel, Linus, Jonas og Joran foran Amalienborg.

HVAD BETYDER DET AT MØDE ANDRE UNGE I DANMARK? Deborah: Det er sjovt at opleve, hvordan unge i Danmark bor og bliver undervist.

Normalt ser jeg jo kun mine venner her fra Flensborg. Det er, som om vores nye venner fra Nørrebro er en slags bro mellem Sydslesvig og Danmark for mig.

Michel: Jeg synes, det var en god oplevelse, og nu kender jeg nogle fra Danmark.

HVILKEN ROLLE SPILLER DIN KIRKE OG DIN PRÆST FOR DIG? Deborah: Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle konfirmeres katolsk eller protestantisk. Det evangeliske og danske virker mest sympatisk for mig. Præsten er mere personlig og ikke fjern og distanceret. Det tiltalte mig meget.

Michel: Kirken er lidt som et hjem, når jeg er væk hjemmefra. Min præst

kender mig mere personligt, end mine lærere gør.

Jonas: Kirken føles hjemlig, også når man kommer ind i en kirke i København. Det føles kendt.

OPLEVEDE DU FORSKELLE MELLEM KONFIRMANDERNE FRA ANNA KIRKE OG DIG SELV? Michel: Det var anderledes, fordi det var i en lille lejlighed, hvor hele familien mest var i stuen og køkkenet sammen. Men ellers… Vi spiste sammen, og det gør vi også hjemme hos mig.

Jonas: Det lignede meget, sådan som jeg selv bor med min familie. Der var også meget Lego – ligesom hjemme hos mig.

Deborah: Da vi kom, lagde jeg mærke til alle de mange mennesker i byen og til deres tøj. Det var mere interessant at kigge på.

UNGE I SYDSLEVIG 29

Små fortællinger

Af Anne Meldgaard, redaktør. Fotos: Kirkerne i Mijas og Bruxelles

ØST FOR MALAGA Guldbrudeparret Marianne og Henning fra Nørre Alslev valgte for nylig at besegle deres ægteskab med en velsignelse i Fiskerkapellet i Almuñjecar på Solkysten.

Præst ved vintermenigheden øst for Malaga, Nina Morthorst, sørgede for tale og velsignelse. Frivillige fra menigheden bakkede op med lækkerier og pyntning og en hjertevarm stemning.

Vintermenigheden, som fungerer fra november til april, lejer forskellige kirkerum til gudstjenester og andet, ligesom sæsonen altid indledes udendørs på den gamle tærskeplads i bjergene over La Herradura.

Menigheden fejrede sit 40-års jubilæum i 2020.

Guldbrudeparret med præst Nina Morthorst

BRUXELLES

HØSTGILDE I VESTER SKERNINGE

Hele to personer ved Den Danske Kirke i Bruxelles har netop fejret 25 år som aktive medlemmer af menighedsrådet. Lene Graversen har alle årene været kasserer, og Torben Toft har været formand siden 2005.

De fortsætter begge i rollerne.

I samarbejde med menighedsrådet i Vester Skerninge, Ulbølle og Hundstrup fejrer nørklegruppen og sømandskredsen i Vester Skerninge høsten med gudstjeneste 22. september kl. 10 i Vester Skerninge kirke efterfulgt af høstgilde i Sognehuset.

Lene Graversen og Torben Toft fik flotte buketter af kirken.

Der bydes på frokost og kaffe med kage, og indimellem bliver der auktion og salg af sømandskredsens kranse og strikkerier.

Se mere om pris, sted og sidste frist for tilmelding via kirkens hjemmeside: www.vesterskerningekirke.dk.

Begrænset plads.

FÅ VORES NYHEDSMAIL

Find formularen i bunden af www.dsuk.dk

30 RUNDT OMKRING

Dansk Kirkes Hus blev indviet

Af Anne Meldgaard, redaktør Fotos: Den Danske Ambassade i Bangkok og Christa Lund Herum

Ambassadøren og præsten klippede i fællesskab det røde bånd, som en symbolsk handling for indvielsen af Dansk Kirkes Hus i Bangkok, hvor vores arbejde i Thailand tager sit udgangspunkt. Danske foreninger og organisationer i Thailand og præstekollegaer fra Church of Christ Thailand (CCT), Svenska Kyrkan, den norske Sjømannskirken samt den finske og tyske præst tog del i festlighederne, som markerer en ny tid for indsatsen i Thailand.

Siden den først udsendte præst, Christa Lund Herum, tog fat på arbejdet i november 2017, er der sket en masse.

Indsatsen har, foruden faste gudstjenester og sammenkomster i Bangkok og Pattaya nu også tilbagevendende besøg i Hua Hin længere sydpå. Fængselsbesøg, og andre former for omsorgsarbejde udgør, sammen med gudstjenester og kirkelige handlinger, størstedelen af arbejdet.

Dansk Kirke Thailand har frem til erhvervelsen af huset i Bangkok lejet sig ind i både kontor og kirkerum hos Church of Christ Thailand, hvor den danske kirke også har sin registrering for at kunne virke som kirke i Thailand.

Diakonien og beredskabsarbejdet fylder meget, både for kirken og ambassaden, og derfor er ambassaden også en vigtig samarbejdspartner.

Ambassadør Jon Thorgaard var tydelig glad på kirkens og alles vegne over det nye skridt i arbejde på stedet – et hus, hvor danskere kan mødes, og hvor der kan skabes stærkere grobund for kirkens tilstedeværelse. Han sagde blandt andet i sin tale, at fællesskabet danskere og skandinaver imellem er af stor betydning for kirken. Ambassadøren takkede for det gode og stabile samarbejde mellem kirken og ambassaden, som er en betingelse for, at der i fællesskab kan ydes tilstrækkelig hjælp for danskere og deres familier, når de kommer ud for ulykker og andre problemer i Thailand.

At kirken nu har et hus i Thailand, skyldes et ekstraordinært tilskud fra Danske Sømands- og Udlandskirker, der ønsker at udvikle indsatsen på grund af det store behov for diakoni og beredskab.

I 2023 modtog Danske Sømands- og Udlandskirker en ekstra engangsbevilling fra finansloven på fem millioner

kr. til styrkelse af netop denne indsats. Midler herfra har gjort det muligt at fastholde og styrke det diakonale arbejde blandt danskere i Thailand. Den sociale indsats i landet, er af en karakter, som en lokal menighed ikke kan løfte, og derfor har Danske Sømands- og Udlandskirker bevilget ekstra midler til arbejdet.

THAILAND 31

Den første sømandskirke fejret Af Anne Meldgaard, redaktør Fotos: SydPix og Hans Christian Andersen

Den første danske sømandskirke i Hull blev ramt af en fuldtræffer under 2. verdenskrig og totalt smadret. Man reddede dog fragmenter af et mosaikvindue, som er genbrugt i den nye kirke.

Til venstre Anders Ellebæk Hansen, tidl. assistent i Hull, formand for kirkerådet Peter Aarosin og pastor Arne Kristophersen.

Den tidligste formelle organisering af en dansk kirke i udlandet, under dét, der ved oprettelsen hed ”Den danske forening til Evangeliets Forkyndelse for skandinaviske Sømænd i fremmede Havne” – bedre kendt som sømandskirken – skete i 1867. Kirken var St. Nikolaj i Hull i det nordlige England, hvortil der var en livlig trafik af danske dampskibe.

St. Nikolaj lå og ligger fortsat i Hull og har i dag også navnet Nordic House. Den første kirkebygning blev indviet i 1871, men under Anden Verdenskrig blev kirken ødelagt af bombninger. Menigheden måtte starte forfra – ligesom menighederne i Danzig og Gent – en ny kirke skulle bygges op.

32 HISTORISK

Dette skete i 1954, og derfor fejrede menigheden i Hull sin kirke og sine 70 år med festgudstjeneste og sammenkomst midt i maj.

vær før eller efter en gudstjeneste, og vi fejrer fortsat højtider og danske kulturelle traditioner, så langt kræfterne og de frivillige hænder rækker.

Kirken har de senere år ikke haft en fast præst, men er blevet betjent ved egne aftaler med besøgspræst Arne Kristophersen, som var den seneste præst ved kirken. Præsten fra St Katharine’s i London har også glædet menigheden med en påskegudstjeneste.

Vi arbejder på at blive selvfinansierende. Derfor lejer vi kirken ud til foreninger og møder med nogen succes. Sidste år husede vi desuden en udstilling med en lokal kunstner, hvilket gav en trafik og dermed eksponering af kirken som mødested. Vi har netop lagt hus til en konference for Maritime History North og også haft bryllupsfest for et par, der blev gift i Danmark, men også lod sig fejre her i Hull. Vi prøver forskellige muligheder af for at opbygge en indtægt.

Charlotte Theill, daglig leder ved St. Nikolaj, fortæller: ”Vi er glade for, at vi fortsat kan være kirke. Antallet af gudstjenester er kun fire-fem gange årligt, men dét er vores eksistensberettigelse. Vi har altid sam-

Et kirkeråd og frivillige bakker op om St. Nikolaj, og vi mødes til kaffeefter-

middage og frokost en gang om måneden for at holde fast i fællesskabet.

Som eneste ansatte kan det være svært at balancere de mange opgaver, især julemarkedet er et stort arbejde.

Vi ønsker os nye og yngre kræfter i arbejdet, for menigheden er oppe i alderen. For nylig kom en yngre mand. Han var blevet henvist af sin far hjemme i Danmark og havde kørt en time for at få noget lakrids. Han ville gerne komme igen til sankthans, så der er nogle derude!

Vi kunne også ønske flere besøg fra Danmark! Fx af musikere og foredragsholdere. De kan være svære at trække helt her op nordpå.”

Fejringen 12. maj var en festlig dag, hvor Arne Kristophersen stod for festgudstjenesten, og Hans Christian Andersen fra den danske menighed i Newcastle for festtalen. Gæsterne

nød desuden en dejlig frokost lavet af de flittige frivillige samt underholdning af Susanne Gilbert, der blandt andet sang uddrag af Carl Nielsens ”Fynsk Forår”.

BS INDBETALINGSKORT ER DYRE! Af Eva Brøsted, fundraiser

Både i januar og marts steg portoen voldsomt*.

Det betyder, at der bliver færre kroner til vores egentlige arbejde, når vi modtager medlemskontingent og gavebidrag gennem udsendelse af indbetalingskort.

Ved at ændre din Betalingsserviceaftale til automatisk træk sparer du os for penge.

Danske Sømands-og Udlandskirker har heldigvis mange loyale medlemmer og bidragsydere, der støtter os med medlemskontingent eller gavebidrag via en Betalingsserviceordning. Alle bidrag har meget stor økonomisk betydning for os.

En Betalingsserviceaftale med et automatisk træk er lettere for dig, fordi du slipper for at håndtere betalingerne manuelt. Samtidig er det den billigste løsning for os.

Så har du i dag en Betalingsserviceordning, hvor du modtager et indbetalingskort med posten, vil vi gerne appellere til, at du ændrer denne til et automatisk træk via Betalingsservice.

Kontakt os på tlf. 7026 1828 eller send en sikker mail fra www.dsuk.dk/kontakt. Så hjælper vi dig videre derfra. *prisen er steget med hele 50,45% siden december 2023

HISTORISK 33

Til- og fratrædelser Hjertelig velkommen i Danske Sømandsog Udlandskirker og held og lykke i jeres gerning.

FREDERIKSBERG Lasse Bauer er tiltrådt 1. maj som CRMmedarbejder i en 1-årig projektstilling.

MIJAS Henning Nielsen har vikarieret ved Margrethekirken i Mijas fra 1. april – 31. maj.

GØTEBORG Margith Pedersen vikarierer ved sømandskirken i Gøteborg fra 1. maj til 30. juni.

Bliv dagens helt for Danske Sømandsog Udlandskirker

34 NAVNENYT

Find os...

EUROPA

ASIEN

NORDAMERIKA

Belgien

Spanien

Hong Kong + Kina

USA

BRUXELLES Tlf +32 2 660 93 34 www.dankirke.be

ALGECIRAS Tlf +34 696822 751 MALAGA ØST Tlf + 34 609 825 899 MIJAS Tlf +34 952 587 481 www.dsuk-spanien.dk

HONG KONG Tlf +852 9490 8562 www.soemandskirken.org

NEW YORK Tlf +1 718 875 0042 www.dskny.org

Malaysia

Canada

PELEPAS Tlf +60 0193 700 645 www.churchsg.dk

CALGARY Tlf +1 403 277 5804 www.danishlutheranchurch.ca EDMONTON Tlf +1 780 422 8777 www.ansgar.ca TORONTO Tlf +1 416 222 2494 www.danishchurchtoronto.ca VANCOUVER Tlf +1 604 298 6112 www.danishchurch.vancouver. bc.ca

England HULL www.danchurchhull.co.uk LONDON Tlf +44 207 935 7584 www.danskekirke.org LONDON, DANSK KFUK* Tlf +44 207 435 7232 www.kfuk.co.uk

Frankrig NICE Tlf +33 6 60 81 64 48 www.eglisedanoise.org PARIS Tlf +33 1 42 56 12 84 www.frederikskirkenparis.dk

Holland ROTTERDAM Tlf +31 10 714 2626 www.kirken.nl

Luxembourg LUXEMBOURG Tlf +352 691 325 035 www.dankirke.lu

Schweiz GENÈVE Tlf +41 22 798 8018 www.dankirke.ch BERN BASEL CHÂTLET ST-DENIS ZÜRICH

Sverige GØTEBORG Tlf +46 72 037 811

Singapore

STOCKHOLM Tlf +46 72 037 2811

SINGAPORE Tlf +65 8869 4828 www.churchsg.dk

SKÅNE Tlf. +45 31 47 69 47

Thailand

SMÅLAND ww.dankirken-smaaland.se

Tyskland BERLIN Tlf +49 30 873 4430 www.christianskirken.de HAMBORG Tlf +49 40 37 13 00 www.dankirke.de

BANGKOK PATTAYA Tlf +66 82 251 0039 www.danishchurch.in.th

OCEANIEN Australien

SYDSLESVIG Tlf +49 461 529 25 www.dks-folkekirken.dk www.praestisydslesvig.dk

SYDNEY BRISBANE MELBOURNE Tlf +61 299 80 82 23 www.danishchurch.org.au

MELLEMØSTEN

SYDAMERIKA

Israel

Argentina

JERUSALEM** www.israel.dk

BUENOS AIRES NECOCHEA TANDIL TRES ARROYOS www.iglesiadanesa.com.ar

Her finder du danske præster og kirker.

I disse byer besøger vi danske søfarende på havnen.

Her er der en dansk menighed, og der holdes gudstjenester med fast interval.

Højtidsgudstjenester holdes desuden mange andre steder. *Dansk KFUK i London er et hostel for unge, organiseret hos DSUK. **Kirken i Jerusalem hører under Israelsmissionen.

OVERSIGT 35

214

BAK OP OM UNGE DANSKERE NÅR DE ER I UDLANDET

UNGE FINDER HINANDEN I KIRKERNE NÅR DE ER I UDLANDET

Vi tilbyder en lang række aktiviteter målrettet unge

STØT VORES ARBEJDE FOR UNGE DANSKERE

MobilePay 11 980

Netbank Reg. 4400 Konto 4525 2100 49