BG ÅRSSKRIFT 2019
2020
Coronaens år Skoleåret 2019-20 blev et år, vi aldrig glemmer. Et helt særligt år, som fra det tidlige forår og frem til skoleårets afslutning stod i Coronaens tegn, med alt hvad det indebar af aflysninger, omlægninger og ændringer i den praksis og de rutiner, vi har oparbejdet gennem mange år. Alt skulle nytænkes og omtænkes i forlængelse af de løbende pressemeddelelser fra regeringen – og fra begyndelsen af marts og frem til juni måned kom der hele tiden nye udmeldinger og retningslinjer i forsøget på at inddæmme Covid-19. Det var et forår, hvor alle aktører på skolen – elever, lærere, administration og ledelse – i allerhøjeste grad blev udfordret på evnen og viljen til lynhurtigt at omstille sig – og få det bedste ud af situationen. En udfordring, som Birkerød Gymnasium samlet set, og ved fælles hjælp, har håndteret virkelig flot. Det er vi stolte af, og vi ser nu tilbage på et forløb, hvor alle bestræbte sig på at få det bedste ud af situationen og sikre de bedst mulige eksamensresultater for årgang 2020-studenterne
fra BG, der i den grad fik en anderledes afslutning på deres ungdomsuddannelse. Skoleåret 2019-20 skulle ellers have været skoleåret, hvor de første studenter blev færdige efter den nye reform, og hvor vi som sektor og skole skulle have gjort os vores første erfaringer med de ”nye” treårige forløb. Derfor havde den faglige og pædagogiske tilrettelæggelse i hele efteråret også fuldt fokus på den sidste del af reformimplementeringen. De store treårige gymnasiefag skulle nu afsluttes, og vi gjorde os overvejelser og erfaringer med SRP-processen, som med reformen er blevet noget anderledes i forhold til tidligere. Men så ændrede alting sig. Afgangseleverne blev ganske vist færdige, men på en noget anderledes måde end planlagt! I marts lukkede skolen fysisk ned, og i april kom udmeldingerne fra ministeriet omkring den justerede prøveafvikling. I overblik så det således ud:
Prøvebegivenheder
Resultat/karaktergivning
3g
2 skriftlige prøver: Dansk og et udtrukket studieretningsfag på A-niveau. 1 mundtlig prøve: SRP-forsvar.
I øvrige fag ophøjes årskarakterer til eksamenskarakterer i udtræksfag.
2g
Alle prøver aflyses.
Årskarakterer ophøjes til eksamenskarakterer i udtræksfag.
1g
Kun interne mundtlige DHO-prøver gennemføres (lokal BG-beslutning) Ellers som 2g.
Årskarakterer ophøjes til eksamenskarakterer i udtræksfag.
2HF
2 skriftlige prøver: Dansk og engelsk. 2 mundtlige prøver: Dansk og senest placerede mundtlige prøvefag.
Der gives afsluttende karakterer på baggrund af bl.a. individuelle faglige vurderingssamtaler – i alle fag.
1HF
Både den interne flerfaglige nf-prøve og den eksternt bedømte enkeltfaglige mundtlige prøve aflyses.
Der gives karakterer på baggrund af bl.a. individuelle faglige vurderingssamtaler.
Selvstuderende
Prøver gennemføres. I alt har vi afholdt prøver for fem selvstuderende i sprog A: kinesisk og fransk.