1 minute read

Et anderledes sammenhold

Next Article
Speeddating

Speeddating

Kostskolen og Covid-19: Et anderledes sammenhold

Det, som står tydeligst i erindringen for skoleåret 2019-20 på kostskolen, er nedlukningen af samfundet grundet Covid-19.

Kostskolen gik fra den ene dag til anden i midten af marts fra at være et pulserende og livsbekræftende sted med 78 livsglade, friske og eksamensforberedende unge mennesker til at være en gabende tom bygning, hvor både elever og ansatte var blevet spredt ud over landet og verden for at søge isolation og tryghed hos egen familie.

En måned senere kunne kostskolen genåbne for de elever, som ikke længere havde et alternativt sted at bo. Kostskolen var ikke længere det samme sted, hvor sociale værdier og frihedsværdier normalt bliver praktiseret, men vi blev nødsaget til at genåbne med restriktive regler for at kunne have en ansvarlig drift både for elever, personale og kostfamilier. I flere uger var der under 20 kostelever, som levede under disse restriktioner med afstand til hinanden, hyppig håndvask og afspritning af hænderne. I spisesalen sad vi med hver vores portionsanrettede mad med to meter til hinanden. Fælleslokalerne så anderledes ud med afmærkede områder, hvor man måtte sidde, og alle aktiviteter som klubber, fester, ture og lektiecafe var aflyst. Vores biograf, kreaværkssted samt fitnessrum var ligeledes aflukket. Kun én kostelev måtte være i vaskerummet ad gangen, og der måtte kun være én person på værelserne.

To gange om ugen måtte eleverne handle og ellers kun gå ture på skolens grund. Men trods disse rigide forhold fandt kosteleverne alligevel en god hverdagsrytme, hvor de trivedes og hyggede sig på afstand, men stadig sammen.

Langsomt løsnede vi på restriktionerne i takt med, at regeringen lempede på landets samlede restriktioner, og det gjorde, at flere kostelever kunne komme tilbage. Inden skolesommerferien var vi således oppe på 39 kostelever.

This article is from: