3 minute read

Start-up Academy

På BG giver vi vores erhvervsøkonomielever mulighed for at deltage i Start-up Academy, og det viste sig at være et godt valg for Michael, Bertil og Gustav, der i år vandt konkurrencen.

“Jeg har vidst, siden jeg startede på BG, at jeg ville vælge erhvervsøkonomi som valgfag. Jeg er interesseret i, hvordan virksomheder tjener penge, markedsfører produkter osv.”, fortæller Bertil, “og så er det interessant, at man kommer på virksomhedsbesøg og får mere indblik i “den virkelige verden” end i så mange andre fag”.

Michael har ligeledes længe haft en interesse for erhvervsøkonomi: “Jeg hører Millionærklubben på 24/7 og begyndte at interessere mig for aktiehandel, da jeg var teenager” siger Michael. “Og jeg var rigtig glad, da jeg fandt ud af, at man kan handle aktier, inden man bliver 18 år”.

Bertil Storr, Gustav Emil Koch Jensen og Michael Eskild Paulsen Husted deltog i Start-up Academy med deres helt egen idé - et forretningskoncept ved navn Back Yard. “Vores idé var at lave en platform, der samler unge, som gerne vil have et fleksibelt fritidsjob med familier eller pensionister, der ikke har tid eller kræfter til at slå græs.

Man vil derfor via hjemmesiden kunne søge efter unge i nærheden, som er klar til at slå ens græsplæne”, forklarer Gustav om idéen. Og der ligger et kæmpearbejde bag konceptet. “Der er mange faktorer, som vi har skullet indregne – fx fastsætning af lønninger – og skulle det være en app eller hjemmeside, og hvad hvis nogen kommer til skade, hvad sker der så juridisk? Der har alt i alt været meget at tænke over”, fortæller Michael.

Den unikke idé var ikke noget, som drengene brugte lang tid på at komme frem til. “Det var Michael, der fik idéen” siger Bertil. “Jeg havde lagt mærke til i lokale facebookgrupper, at mange efterspurgte nogen til at slå deres græs. Og så har jeg også selv slået græs”, siger Michael og griner. “Der er flere markeder, både for husejere og sommerhusejere - og så vi er et billigt alternativ til en gartner, som jo kan meget mere end at slå græs, men også er dyrere!”

Undervejs i processen har drengene været til undervisning og fået en masse konkrete værktøjer til at gøre deres forretningsidé til et gennemtænkt koncept, og disse iværksættere, som har undervist dem, har været noget af det bedste i forløbet. “Nogle af iværksætterne havde udarbejdet nogle fede koncepter, som vi allerede kendte, og det var fedt at høre mere om dem, deres vej til succes og alle deres op- og nedture”, siger Bertil. Og de andre er helt enige. “Vi har fået nogle rigtig gode kontakter af dygtige mennesker, som vi kan kontakte fremover”, siger Michael, “og det vil vi helt sikkert gøre”.

Til selve konkurrencen havde de tre drenge slet ikke regnet med at vinde. “Vi havde fået feedback undervejs, og vi var blevet udfordret med nogle svære spørgsmål. De var meget kritiske, men de gjorde også, at vi var nødt til at gøre et grundigt stykke arbejde”, fortæller Bertil.

“Dommerne sagde, at det var svært at finde en vinder. Men vores idé var realistisk, og de kunne godt lide vores logo”, fortæller Bertil og griner. “De synes også, at vores idé var konkret, og noget de kunne hjælpe os videre med”, fortsætter Michael. “Vi har jo vundet et mentorforløb, så vi kan gå videre med konceptet, hvis vi vil! Så vi kan få hjælp i opstarten til at få lavet det rigtige software osv. Vi vil alle tre gerne arbejde videre med konceptet, når vi er færdige med gymnasiet”, siger han og fortsætter: “Jeg tager nok et sabbatår, og så vil vi da prøve at give den en skalle!”

“Vi havde ikke regnet med at vinde”, siger Bertil, og Michael er helt enig: “Jeg fattede det slet ikke. Jeg var så overrasket, og vores lærer Christian var mindst lige så meget oppe at køre over det, som vi var”, griner Michael.

Dette års dommerpanel bestod af iværksætterne bag virksomhederne Rentatrend, Solarsack, DropBucket og Istid.

This article is from: