Pædagogisk Extrakt
7
VIA University College
PÆDAGOGIKKENS USTYRLIGHED
det må man insistere på pædagogikken som et frihedens rum, der giver plads til både barnets og verdens frie tilblivelse. Den belgiske filosof Jan Masschelein har skrevet om skolen som ’suspension’. Suspensionen er en slags pause fra omverdens krav og forventninger. De fakta og den viden, der trækkes ind i skolens rum bliver til et stof, der kan vendes, drejes og undersøges fra utallige perspektiver: London er ikke blot hovedstad i England, men tusind andre ting, der viser sig, når man begynder at spørge; hvorfor er London Englands hovedstad? Hvem bor der? Hvordan lever de? Hvordan ser der ud i London? På samme måde bliver de børn, der træder ind i skolen, til elever, der skal løftes (eleveres) ind i deres plads i verden: Hvem er jeg i denne verden? Hvem er jeg med mine kammerater? Hvem er jeg i min familie? I mit land? På fodboldbanen og i SFO’en? Hvem vil jeg være?
Frihedens pædagogik begynder således ikke med et tydeligt mål. Den begynder derimod med et spørgsmål. Hvad er verden, og hvem er jeg?
Frihedens pædagogik begynder således ikke med et tydeligt mål. Den begynder derimod med et spørgsmål. Hvad er verden, og hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne have verden til at være – og hvem vil jeg gerne selv være? Et åbent og spørgende forhold til verden Pædagogens opgave er at hjælpe børnene med at finde svar på disse eksistentielle spørgsmål, men også, og ikke mindst, at hjælpe dem med at holde spørgsmålene åbne. Det er pædagogikkens grundlæggende formål at lære barnet at stå i et åbent og spørgende forhold til verden og til sig selv. Derfra kan det gå alle veje; hvem ved, hvilke svar barnet finder frem til, og hvem ved, hvilke nye spørgsmål der rejser sig. Hvem ved, hvilke mennesker de bliver til, eller hvilken fremtid, de skaber sammen. Det er ikke sikkert, at en frihedens pædagogik kan betale sig
på den korte bane. Men derfor kan den godt vise sig at være det hele værd.