Pædagogisk Extrakt 26 - Kunst, krop og kreativitet

Få viden til at vælge

VIA University College

Nr. 26, juni 2025

PÆDAGOGISK EXTRAKT

TEMA: Kunst, krop og kreativitet

udenom, under, over og gennem ord 04 Redaktørens klumme

Smadreværk og skaberværk

Kreativ og kunst

05 Så skal der smadres!

10 Fra røv og nøgler til keramik og kæmpe værker

14 Når pædagoger og forskere følger børn, er det børns kroppe, der ved bedst

Anmeldelse

18 Boganmeldelse: Legedesign i skole og SFO

Krop, humor og drama

20 Vi skal tisse i håndvasken

24 Nye mulighedheder for at udforske dramapædagogikken

26 Når kunstpædagogikken møder fritidspædagogikken

Tankebobler

30 Den faste streg: SFO Sofie

31 Metoder er i kraftig vækst – men hvad med pædagogikken

Fordybelse og perspektiver

34 Når børn tegner deres fritidsliv, kan vi se trivslen

37 Et roligt øjeblik med kunst og fordybelse

40 Dialogen forsvinder, når vi møder børn og unges mediebrug med forbud

Spids pen

43 Tænk hvis kunsten fik plads

Redaktør

Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk

Layout

Martin Littau mlit@via.dk

Forside

Jonas Hall, DR

Illustration

Dagmar Grau Møller instagram: @dagmar_tegner

Anna Dea Djuraas (side 31) Instagram: @feverinthebrain

Journalist

Hanne Duus hd@via.dk

Produktion VIA kommunikation – 2025

Af forskningscenterleder

Lotte Junker Harbo, VIA University College

Indeni, udenom, under, over og gennem ord

Pædagogik er et sanseligt, kropsligt, æstetisk fag.

Det er et fag, som kan MÆRKES, når man træder ind i et dagtilbud eller på et opholdssted. Knitrer det?

Er der ivrige børnestemmer, der forpustede involverer hinanden i legen? Eller er der en fornemmelse af fokuseret lytten til en voksenstemme, der fortæller?

Er der latter under middagen i opholdsstedets spisestue? Eller er der en knugende, tavs stemning, mens bestikket klikker mod tallerknerne?

Pædagogik kan mærkes

Vi kan alle sammen mærke, om det pædagogiske personale har noget for med de børn, unge og voksne, de arbejder med. Selv når vi ikke kan sætte ord på det, kan vi mærke, om vi trygt kan aflevere vores barn i vuggestuen. Vi kan mærke om de unge, som bor på opholdsstedet, føler sig hjemme på både deres værelse og i husets andre rum.

På det pædagogiske område ser vi i disse år en lang række metoder vinde indpas. Som Anne Mette Buus og Christian Aabro peger på i artiklen Metoder er i kraftig vækst – men hvad med pædagogikken? kommer metoderne ofte med anvisninger på, hvad

pædagoger skal gøre i en given sammenhæng. Men metoderne er kommercielle, og kan ikke rumme de nuancer, som er i hverdagens pædagogiske praksis.

Pædagogik med følsomhed

Metoder, uanset om de handler om at fremme sociale kompetencer eller læsefærdigheder, vil altid lande i en pædagogisk hverdag, hvor et af børnene pludselig forlader fællessamlingen og er ligeglad med, hvordan metoden anbefaler, at man holder deres opmærksomhed. Her er det nødvendigt med pædagogik, som har en følsomhed overfor netop denne specifikke situation. Pædagogik kan hjælpe pædagogen til på stedet at lave de faglige analyser, der hjælper barnet enten tilbage i fællessamlingen eller ind i den tiltrængte pause.

Pædagogik er et kropsligt, sanseligt og æstetisk fag. Når vi skal forstå det, har vi brug for forskningstilgange med en følsomhed overfor netop disse elementer i faget. I dette nummer af Pædagogisk Extrakt møder du et væld af perspektiver på de dele af faget, som vi i høj grad MÆRKER. Du møder de smadrende, svedende kroppe, du møder latter over

tis i håndvasken, du møder legens befriende og snærende facetter og kunsteksperimenternes fængslende samvær. Samlet bidrager artiklerne til viden om sanselige nuancer af pædagogikken – alt det, som ligger udenom og indeni, under og over ordene.

Rigtig god læselyst til dig.

Leder af Forskningscenter for pædagogik og deltagelse, ph.d. og socialpædagog.

Lotte Junker Harbo ljh@via.dk

Smadreværk

og skaberværk

Jeg er umanerligt glad for forsiden af dette nummer af Pædagogisk

Extrakt. Den fanger essensen af hele magasinet. Det er et foto af kunstneren Kenneth Rasmussen.

Han sidder og strikker midt i et af sine imponerende værker. Når jeg ser på billedet, kan jeg mærke både sanseligheden, kreativiteten og hans fanden-i-voldske energi.

Kenneth Rasmussens kunst er ikke pæn og sirlig. Den er vild, den tager plads, og den udfordrer. Han klipper gule Netto-poser i stykker og strikker kæmpe værker. Han skriver sine budskaber med store bogstaver på litografier: FRI SEX

TIL UDVIKLINGSHÆMMEDE En gammel, slidt taske er i

Kenneth Rasmussens hænder blevet til værket: ÅÅÅÅHH, HVOR

FANDEN BLEV MIN TASKE AF FUUU FUCK.

Når jeg ser Kenneths kunst, bliver jeg mindet om, at det kreative rum ikke nødvendigvis skal være blødt, roligt og dæmpet. Nogle gange skal det kradse mod huden eller larme som porcelæn mod beton.

Når skårene flyver, opstår nye muligheder

Når vi ser værkerne, kan vi selv få lyst til at male på tasker og strikke på store pinde. Vi bliver inspireret til at eksperimentere og gøre vores armbevægelser lidt større. Til at kaste noget af alt det, vi har lært, at vi må og ikke må, over bord og prøve os frem. Hvad sker der, hvis vi hækler med græsstrå? Hvis vi bruger

hegnspæle som strikkepinde og fiskenet som garn? Vi kan male på andet end lærreder og vægge, og vi kan bygge med næsten alting.

På den måde inspirerer Kenneth. Han inspirerer til at skabe, men også til at smadre. Smadre konventionerne, smadre nogle af vores overbevisninger og undersøge verden på nye måder. Han viser os, at han sagtens både kan være succesfuld kunstner og udviklingshæmmet. Men han viser os også, at vi for at skabe nyt, må kunne give slip på det, der allerede er. Hvis Netto-posen kun må lægges sammen, kommes i skuffen og fungere som pose, så kan vi ikke lave kunst af den. Vi må have lov til at rive i stykker, for at bygge nyt.

Byggestøv og fantasi-splinter Vi har fyldt dette nummer af Pædagogisk Extrakt med artikler om at eksperimentere, rive ned og skabe. Smadreværk og skaberværk. Du kan læse om at lege med materialer, sanselighed og kreativitet. Om hvordan det skaber fællesskab og grin, når vi hiver ordene fra hinanden og laver nye, overraskende sætninger. Du kan læse om smadreværksteder, legeeksperimenter, dramapædagogik og børnetegninger - og om, hvordan kommercielle metoder indskrænker, handlerum og muligheder. Måske vi skulle starte lige der med at smadre lidt, gentænke og gøre noget andet?

I portrættet af Kenneth Rasmussen siger han, at det burde være sådan, at vi kunne ringe til vores chef om morgenen og sige: ”Hej chef, jeg kan desværre ikke komme i dag. Jeg har fået inspiration!” Jeg ved ikke, hvad der ville ske, hvis vi kunne det, men måske er det et forsøg værd?

God læselyst – må artiklerne give dig inspiration!

Erika Zimmer Brandt Redaktør ezb@via.dk Dette nummer af Pædagogisk Extrakt er det sidste, der har et tema.

Fremover udkommer Pædagogisk Extrakt én gang om året med en bred vifte af aktuelle artikler.

Du kan lytte til Pædagogisk Extrakt podcast her.

KREATIVITET OG KUNST

pædagog Camilla Kjær, lektor Michael Blume, lektor Thomas Lind-Bech, VIA University College

Så skal der smadres! Erfaringer

fra et smadreværksted

i SFO

Kan det pædagogiske rum rumme destruktion? I et eksperimenterende smadreværksted fik den aggressive energi plads – med overraskende kreative og udviklende resultater.

KREATIVITET OG KUNST

At smadre ting er sjældent noget, vi forbinder med fritidspædagogisk arbejde. Destruktion og aggression er negativt ladede begreber, som helst undgås i pædagogikken. Dog har erfaringerne fra et såkaldt smadreværksted vist, hvordan destruktive handlinger – såsom at smadre porcelæn – har påvirket børnene og skabt grobund for kreative processer. Der er en særlig intens stemning omkring værkstedet. Alle har beskyttelsesbriller og arbejdshandsker på. Udstyret minder børnene om, at de har gang i en farlig leg. Værkstedet er markeret med rødt afgrænsningsbånd, og når børnene går ind i dette rum, må der smadres. Hvert barn må vælge en genstand ud af kassen fyldt med porcelæn. Der spilles sten, saks, papir for at sætte rækkefølgen fast. Kun en ad gangen. Efter smadringen samler hvert barn de skår, de synes, er særligt interessante, og lægger dem i deres egen navngivne spand.

Vi eksperimenterer med at smadre

Børnene eksperimenterer hurtigt med forskellige teknikker og værktøjer: Rundboldbat, hammer, skovl, koben – og nogle foretrækker at smadre mod en stor marksten eller en murstensvæg. Det handler ikke bare om at ødelægge, men om at finde ud af, hvordan de gør det bedst eller mest effektfuldt. Hver smadrerunde afsluttes med en fælles afslutning, hvor børn smadrer samtidig – et koordineret kaos, hvor energien er høj og skårene flyver.

Børns forskellige tilgange

Smadreprocessen kan gribes an på vidt forskellige måder. Nogle tøver og er forsigtige, andre går direkte til værks. Marius på 8 år har valgt at smadre en stor havenisse med et koben. Det første slag smadrer ansigtet og vælter nissen omkuld. Det andet slag slår hul i armen. Så skifter han til en metalskovl. Ved de næste slag ryger hovedet, og torsoen går i

stykker. Men det er ikke nok. Han henter en mindre hammer og slår med hurtige, præcise slag resten af nissen i små stykker.

Noah på 8 år står med et rundbold-bat og en Royal Copenhagen skål i hænderne. Han kaster skålen op i luften og med et enkelt, hårdt slag rammer han skålen klokkerent. Med et brag går den i stykker, og skårene flyver i alle retninger.

Andre børn er mere tøvende. Ella på 7 år står i kø, tydeligt nervøs. Albuerne og underarmene er tæt samlet foran kroppen, og hænderne dækker munden. Hun følger opmærksomt begivenhederne indtil det bliver hendes tur. Hun træder ind i rummet og smadrer med et kast en lille blå skål mod markste nen – og den går i stykker. Hun sky der armene i vejret og råber stolt: ‘Yaaa, jeg har gjort det!’ For nogle børn kan det være grænseoverskri dende at smadre noget, og suc cesen kan føles som en befrielse.

I Sofias verden - hun er en 8-årig autistisk pige - lyder det helt forkert, at man skal smadre noget. Ovenikøbet kunne lydene være for voldsomme. Først efter en del samtaler og forsynet med hørebøffer som værn mod farlige lyde, tør hun at prøve. Hun træder ind i rummet med et flot stykke porcelæn i den ene hånd og pædagogen Camilla i den anden. Hun tager en hammer og slår først forsigtigt på

Hver smadrerunde afsluttes med en fælles afslutning, hvor børn smadrer samtidig – et koordineret kaos, hvor energien er høj og skårene flyver.

KREATIVITET OG KUNST

Noah på 8 år står med et rundbold-bat og en Royal Copenhagen skål i hænderne. Han kaster skålen op i luften og med et enkelt, hårdt slag rammer han skålen klokkerent. Med et brag går den i stykker, og skårene flyver i alle retninger.

porcelænet. Slagene bliver gradvist kraftigere, og pludselig tager hun hørebøfferne af. ”Det lyder jo som musik, prøv at høre,” siger hun begejstret. Hun vil prøve igen og igen med voksende gå-påmod. Den sidste gang hun deltog i værkstedet, smadrede hun en lille skål mod vægen med fuld kraft, helt uden hørebøffer.

Porcelæn og det aggressive potentiale

Materialet porcelæn og værkstedets formål appellerer til bevidst destruktiv adfærd. Det kræver vilje og beslutsomhed at smadre noget, og når man står i smadrerummet, er man nødt til at finde sit iboende aggressive potentiale frem. For nogle børn - som Marius og Noah – falder det naturligt. For andre - som Ella og Sofia - er det sværere. Mange børn har fra en tidlig alder erfaret, at aggression er farligt og helst skal undgås. Dog kan aggressiv energi, brugt på en social forenelig måde, være drivkraften til kaste sig ud i

udfordrende opgaver. Når porcelæn splintrer og går i stykker, har børnene brugt denne energi, og de oplever konsekvensen. Den selvvirksomhed kan være grænseoverskridende, men kan også bidrage til at udvikle mere handlekraft eller en større grad af gå-på-mod, som kan bruges konstruktivt i andre pædagogiske kontekster.

Skår bliver til skaberværk

Hver gang porcelæn går i stykker i smadreværkstedet, opstår der noget nyt. De fleste børn tager sig

materiale og muligheden for at bruge det rigtige værktøj har sat gang i en mangfoldighed af kreative processer. Processen bevidner, at kreativitet i høj grad bygger på selvvirksomhed.

Smadret porcelæn har sat sit spor Værkstedet er slut, ikke mere porcelænsmusik og smadren med battet. Men hvad betyder oplevelsen for børn som Sofie og Noah?

Sofie står ofte i nye, udfordrende situationer, hvor tingene er uforudsigelige. Men nu har pædagogen

på, undersøger tingene sammen og tænker på, at vi faktisk før har smadret flot porcelæn, som spillede musik for os. Så kan vi nok også klare den nye situation’.

Når matematiktimerne bliver svære for Noah, bruger han ‘smadrematematik’. Han løser opgaven og smadrer den bagefter ved at rive papiret i stykker, hopper på det - eller krøller det sammen til en bold og skyder det i skraldespanden. Og så er han klar til at gå i kast med den næste matemahar udviklet sig, og det bliver nu i

KREATIVITET OG KUNST

højere grad accepteret, at børnene transformerer deres aggressive energi til fornyet gå-på-mod i undervisningen.

Camilla bruger succesoplevelserne fra smadreværkstedet pædagogisk, når børn møder nye udfordringer. De husker sammen tilbage og minder hinanden om, at det godt kan svare sig at møde verdenen med mere gå-på-mod.

Og, at det ikke er farligt at kaste sig ud i nye, ukendte udfordringer.

Og hvis noget går i stykker, så kan der opstå mange, nye spændende ting af skårene.

Om projektet

Smadreværkstedet blev gennemført som en del af Playful Learning Praxis, - et landsdækkende projekt, hvor undervisere og studerende fra professionshøjskolerne mødes med pædagoger og lærere fra praksis i udviklingsfællesskaber med fokus på at udvikle legende og eksperimenterende tilgange til pædagogik.

Værkstedet fandt sted i en SFO på en midtjysk skole i maj 2024 og varede fire uger. Der deltog i alt 35 børn fra 2. klasse. Fem kasser porcelæn - indsamlet af forældrene eller afhentet på en genbrugsstation –blev smadret og forvandlet. Afslutning forgik i SFO’ens kreative arbejdsrum. Ti pædagogstuderende fra VIAs pædagoguddannelse i Ikast var på besøg, hvor de smadrede og skabte nyt sammen med børnene.

Projektet blev dokumenteret gennem 56 min. videooptagelser, 158 fotos, skriftlige observationer, 11 børneinterviews og mailkorrespondancer. Dette datamateriale har dannet baggrund for denne artikel.

OM

Michael Blume

Lektor

mib@via.dk

Michael er lektor ved Pædagoguddannelsen og videnmedarbejder i Forskningscenter for pædagogik og deltagelse. Han underviser og forsker i krop, idræt og bevægelse i forskellige pædagogiske kontekster.

OM

Thomas Linde-Bech Lektor thbl@via.dk

Thomas er lektor ved Pædagoguddannelsen og en del af Playful Learning Praxis. Thomas er særlig optaget af børns leg og perspektiver.

OM

Camilla Kjær Pædagog camillartk@gmail.com

Camilla er pædagog og arbejder på en midtjysk friskole i indskoling og SFO’en, samt varetager læreropgaver i indskolingen. Hun er særlig optaget af at følge børns spor og børneinddragelse.

KREATIVITET OG KUNST

Af Frederik Henneberg Duus, Kommunikatør, duusentak@gmail.com

Fra røv og nøgler til keramik og kæmpe værker

Kenneth kalder sig selv kunstholiker. Ikke som en joke, men en konstatering. I snart to årtier har han brugt kunsten til at holde sig ædru, udtrykke sig og holde fast i hverdagen. I ler, tryk og strikkepinde har han fundet noget, som hverken alkohol eller systemet kunne give ham: Retning, mening og et rum, hvor han bliver taget alvorligt.

I et hjørne ved et stort bord sidder Kenneth Rasmussen og former ugler, hunde og mennesker ud af ler. Som kunstner med et mentalt udviklingshandicap har han fundet et frirum på FOF’s Kunstskole Bifrost, der specialiserer sig i at rådgive og vejlede kunstnere som Kenneth. Her er der plads til det vilde såvel som det vigtige.

Han har blandt andet udstillet i Skotland og Japan, lavet en figur til dronningen, snittet 2x13 meter i linoleum – og snart udstiller han på kunstmuseet Arken. Men vigtigst af alt har han fundet et sted, hvor han hører til. Nu kæmper han for at få Randers på outsiderkunstens landkort – ét kunstværk ad gangen.

Fotos: Mark Dyer og Randers Kunstmuseum

KREATIVITET OG KUNST

På Kunstskolen Bifrost

blev Kenneth mødt som en, der kunne noget og ikke en, der manglede noget. Og her begyndte han for alvor at forme sit eget liv.

Ifølge Per Kjærsgaard Jensen, underviser på Kunstskolen Bifrost, er skolen først og fremmest en skole for kunst og for kunstnere. Skolen blev startet tilbage i 1995, og er en kunstskole for personer mellem 18 og 65 år med sociale og kognitive udfordringer.

Underviserne er uddannede kunstnere, flere med pædagogisk baggrund. De er ansat til at undervise, vejlede og guide brugerne. Arbejdet med eleverne handler om at lave kunst, om at udvikle sig kunstnerisk og med en helt særlig opmærksomhed på, at den enkelte elev trives.

Et sted at høre til og noget at sige Der var ikke noget, der hed Bifrost, da Kenneth, første gang havde brug for det. Da han som ung boede i Aarhus, gik han blandt andet kortvarigt på højskole, hvor kunsten var det eneste sted, han kunne finde ro. Begge hans forældre døde, da han var i starten af tyverne. Søsteren døde senere. Han har boet alene det meste af sit liv og kæmpet med både alkohol og et system, der kun så hans problemer. Kenneths mange, lange kampe har gjort kunsten til et tilflugtssted. Alt andet, som han selv siger, var ‘røv og nøgler’. Nu kæmper han for noget andet: at blive taget alvorligt som kunstner.

Det blev han, da han fandt Kunstskolen Bifrost. Her blev han mødt som en, der kunne noget og ikke en, der manglede noget. Og her begyndte han for alvor at forme sit eget liv. ‘Jeg er kunstholiker,’ siger han med et skævt smil, ‘det er i stedet for at være alkoholiker’. Det er dog ikke bare

en letkøbt vittighed. Kenneth er altid i gang med sine værker - som i altid. På Bifrost arbejder han blandt andet meget i ler, hvorimod han strikker på livet løs, når han er hjemme. For Kenneth fungerer kunsten både som et sprog og et værktøj, men det er også her, han kan lade tankerne løbe frit ‘det er healing, det er medicin. Jeg glemmer tid og sted’.

‘Det giver alt,’ siger Kenneth på et tidspunkt, da han bliver spurgt, hvad kunsten betyder for ham. Og så siger han ikke så meget mere. Det behøver han heller ikke. Med ler på hænderne og et linoleumstryk ved siden af, til når leruglen skal have fred. Han arbejder hver dag.

For ham er kunsten ikke bundet til ét sted. Den følger ham hele dagen, mellem Kunstskolen Bifrost, hans eget værksted i Underværket - et kulturcenter i Randers - og lejligheden, hvor han bor alene.

KREATIVITET OG KUNST

Her er kunsten ikke bare en aktivitet, men en måde at være i verden på. Et sprog for dem, der måske ikke altid bliver hørt.

‘Jeg er så privilegeret at have tre hjem,' siger Kenneth og fortsætter. 'Derhjemme laver jeg ikke keramik, jeg strikker... og jeg maler,’ som han siger. Og det er ikke kun for hyggens skyld. Det er for at holde hænderne beskæftiget, mens hovedet får ro.

‘Hej chef. Det er Kenneth. Jeg kan desværre ikke komme på arbejde i dag. Jeg har fået inspiration’. Ifølge Kenneth burde man kunne ringe til sin chef og melde sig inspireret, ligesom man kan melde sig syg. En udtalelse, der næsten virker som noget fra Chris og Chokoladefabrikken. Heldigvis, tilføjer han, så får han det meste af sin inspiration hos Bifrost.

Outsiderkunst med adresse i Randers

Kunstscenen i Randers har flere tilbud til folk som Kenneth, der ikke altid passer ned i samfundets kasser. Kunstskolen Bifrost er en mindre kunstskole, hvor Kenneth har sin daglige gang. En større og mere kendt spiller indenfor outsiderkunsten er GAIA Akademi Randers, hvor det også er muligt at tage en STU - Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Det er dog ikke det, der trækker i Kenneth.

‘Gaia Gaia Gaia Gaia Gaia Gaia,’ siger han og ryster på hovedet.

‘Folk tror tit, at Bifrost og Gaia er det samme, men det er to vidt forskellige steder’. Han oplever

ofte, at forbipasserende stikker hovedet ind til ham på hans værksted i Underværket og spørger, om han ikke hører til Gaia. ‘De skærer alt over én kam. Men vi er noget andet’.

Og netop det ‘andet’ er Kenneth stolt af. Han vil, som han selv siger det, ‘sætte Randers på landkortet,’ mens han klør sig i øjet med håndryggen for ikke at få ler i det, ‘altså outsideart-landkortet’.

Kenneth nævner flere gange, at han henter inspiration fra andre kunstnere, ikke nødvendigvis

dem med de største navne, men dem med noget særligt i hænderne. En af dem er keramikeren Sten Lykke Madsen.

KREATIVITET OG KUNST

‘Han var døvstum,’ forklarer Kenneth. ‘Men han kunne noget med hænderne. Det handler ikke om, at han ikke kunne snakke. Det handler om, at han kunne sit arbejde’. For Kenneth er det netop det: Kunsten som et sprog, når andet ikke rækker. At bruge hænderne til ‘andet end tegnsprog,’ som han selv formulerer det.

Han bliver spurgt, om det tænder ham, at folk er outsidere. ‘Ja,’ svarer han kort. Og nævner Ovartaci som et andet eksempel. ‘Men det er ikke fordi, han skar sin [...] af, det har jeg godt nok ikke planer om,’ siger Kenneth tørt. ’Det er måden han var på, han var bare helt sin egen’. Det er det, der rammer Kenneth. Det skæve, der ikke prøver at rette sig ind.

Når verden får øje på én Selvom Kenneth ikke vil prøve at passe ind, betyder det noget at blive set. Mens han opremser nogle af de udstillinger, han har været med i, indskyder han,

at han jo har fået et godt CV efterhånden. Hans værker har blandt andet været udstillet i Illums Bolighus, i Finland, Irland og New York. Og til efteråret udstiller han på Arken i Ishøj. ‘Jeg sagde bare ja tak,’ fortæller han om invitationen, som kom efter en solo udstilling på Randers Kunstmuseum. ‘De snakker jo sammen, de der museumsfolk’.

Kenneth er ikke én, der har travlt med at forklare, hvad det hele betyder. Men han ved, hvorfor han laver kunst. ‘Det giver mig alt,’ sagde han tidligere. Og så sagde han ikke så meget mere. ‘Ja tak,’ sagde han til Arken, og så heller ikke andet. Han siger ikke så mange ting, men arbejder flittigt, stille og roligt videre.

Et værksted at høre til i På Kunstskolen Bifrost sidder Kenneth side om side med andre, der – ligesom ham – har særlige behov, noget på hjerte og hoved og hænder fulde af idéer. Her er

kunsten ikke bare en aktivitet, men en måde at være i verden på. Et sprog for dem, der måske ikke altid bliver hørt.

Der bliver arbejdet med ler, trykt linoleum og talt med både pensler og strikkepinde. Og der bliver grinet. Det pædagogiske og det kunstneriske går hånd i hånd. Her skal man ikke passe ind. Men der er plads til dem, der vil noget med deres kunst. Og det bliver set. Men hverdagens kunstskole Bifrost i Randers er stadig stedet, hvor det hele begynder.

En lille kunstskole med stor rækkevidde

Kunstskolen Bifrost rækker ud til mange sider. Fx udstiller eleverne mange forskellige steder - både i Danmark og internationalt.

Kenneth Rasmussen har haft værker med i Skotland, Irland, Finland, Japan, Australien, New York, Frankrig, Sverige, Tyskland og Ungarn.

Kenneth Rasmussen på ARKEN

Fra den 18. september 2025 til den 26. april 2026 kan interesserede møde Kenneth Rasmussen på Kunstmuseet Arken - Museum for Samtidskunst i Ishøj. Her kan publikum opleve et sandt vildnis af skulpturer strikket af lange strimler fra plastikposer.

Et væld af fantasifulde keramikfigurer og kæmpestore linoleumstryk, hvor billeder og ord slynger sig ud og ind imellem hinanden. Her er virkelig en rigdom af små, fine detaljer, der sammen skaber et komplekst og indbydende billede. Kunst, der åbner for en sluse af indtryk fra et kunstnerisk sind.

Mød Kenneth Rasmussen på kunstmuset Arken

Du kan også se DRs dokumentarfilm om Kenneth og hans kollegaer: Originalerne – DRTV

Fri Sex til de udviklingshæmmede – DRTV

Læs mere om Kunstskolen Bifrost her.

KREATIVITET

OG KUNST

ph.d. Hanne Hede Jørgensen og docent og ph.d. Anette Boye Koch, VIA University College

Når pædagoger og forskere følger børn, er det børns kroppe, der ved bedst

Når legen rammesættes som et eksperiment, der ikke skal føre til andet end mere leg, er det børnene, der ved bedst. Vi voksne kan følge børns veje ind i legen, og vi kan se, hvordan børnene bruger deres kroppe til at orientere sig, afprøve og udvikle deltagelsesformer. For sig selv, men faktisk også for os.

Gennem glasdøren til festsalen ses en stor bunke genbrugssengetøj og en halvt bygget sengetøjshule midt på gulvet. En gruppe 3-årige børn kommer gående om hjørnet hånd i hånd. Da de nærmer sig døren til festsalen, sættes farten op. Hænder slippes. Fødder løber,

tramper, trommer. Kroppe hvirvler, hopper, danser. Øjne stråler. Ansigter presses mod glasset. Stemmer stiger: ’Vi skal til TRoLD!’ Da døren åbnes, løber børnene hujende og skrigende ind. Nogle har fuld fart mod bunken af sengetøj, som de kaster sig glidende på maven ned i. Andre

KREATIVITET OG KUNST

drøner ind i hulen. Nogle går i gang med at begrave en liggende pædagog i sengetøj. Endelig er der nogle, der bare spæner rundt og rundt i rummet, indtil én af dem kaster et dynebetræk over hovedet på forskeren - som ellers har trukket en notesbog frem - og siger: ‘Det er faktisk meningen, du skal løbe efter mig!’

Trivsel – at kunne, ville, turde og opdage

Små børn nævner selv legen og legekammeraterne, når de skal fortælle, hvad der er det bedste ved at gå i dagtilbud. Derfor er legen vores udgangspunkt i forskningsprojektet TRoLD, hvor vi undersøger, hvordan det børn kan og gør i leg, har betydning for deres oplevelse af trivsel og deltagelse. Vi vælger altså sammen med pædagogerne at flytte blikket væk fra alt det små børn på 3 år endnu ikke kan. I eksemplet ser vi, hvordan tingene og rummet skaber muligheder for børnene til netop at opdage og vise, hvad de

kan, vil og tør. Vi ser også, hvordan mulighederne bag glasdøren får kroppene til at snurre og sitre af forventning og glæde.

Legeeksperimenter – vi ved ikke, hvad der kommer til at ske

Fordi vi ved fra børn, at legen er det vigtigste, har vi valgt at skabe legeeksperimenter som metode i projektet.

Et legeeksperiment er en undersøgende rammesætning af legemuligheder over en periode på 8-10 uger. Legeeksperimentet indrammes af et LAB, hvor legen forberedes af voksne.

Undervejs i perioden er der to refleksionsworkshops, hvor børns trivsel og legedeltagelse drøftes af pædagoger og forskere. Rammesætningen foregår ud fra fem forhold: børnegrupper, materialer, tid, sted og egen voksenrolle. Konkret gør vi det, at forskere og pædagoger udvælger de børnegrupper, der skal være med til at lege. Så undersøger og udvælger

vi et materiale, som skal være gennemgående i et legeeksperiment. Fx en bunke genbrugssengetøj. Dernæst afsætter vi tid. Det kan fx være mandag formiddag fra 9.30-10.30 eller onsdag eftermiddag fra 12.30-13.30. Så vælger vi et sted. Skal det fx foregå på stuen, hvor børnene kender rammerne? Eller skal det være i den og store, ukendte festsal eller på legepladsen? Endelig formulerer vi et eller to designprincipper for vores egen voksne deltagelse. Det kan fx være: Vi vil følge børns invitationer til leg. Eller vi vil ikke bruge ord. Så leger vi.

På de planlagte refleksionsworkshops reflekterer pædagoger og forskere over de enkelte børns trivsel og legedeltagelse, men vi justerer også på legeeksperimentet. Her bruger vi fire af de fem forhold i legeeksperimentet, for materialet er gennemgående i et legeeksperiment. Men måske flytter vi på tiden eller stedet. Fx har vi haft sengetøjet med på stuen

Legens præmis er det åbne og uafsluttede, og det er her i legen, hvor børnene udforsker materialer og følger legens præmisser, at de hver især finder deres helt egen måde at deltage på.

KREATIVITET

Da forskeren vælger at lægge notesbogen væk, tager dynebetrækket over hovedet og løber efter ham, kan vi se det som udveksling af viden.

Drengen viser, at han er vant til at blive set og mødt af voksne, og at voksne kan være til at lege med. Men han viser også den voksne, hvordan hun skal lege.

og på legepladsen. Måske inviterer vi flere børn med. Måske prøver vi en anden voksenrolle. Allervigtigst er det, at vi er åbne over for børns bevægelser og legens ustyrlighed. Vi kan skabe en ramme, men vi ved ikke, hvad der kommer til at ske.

Leg som kropslig tilstedeværelse

I projekt TRoLD trækker vi på en børnekulturel forståelse af leg, hvor leg ses som børns helt særlige tilgang til at udforske og skabe mening i verden. Vi knyt ter samtidig an til Helle Marie Skovbjergs teori om leg som en

stemningspraksis og et begreb om legens orden. Leg opstår omkring et materiale som en bunke sengetøj, som børn (og voksne) gør noget med. Fx svinger med, hopper i, begraver med, klæder sig ud i osv. - og så opstår der en magisk stemning af leg. En stemning, som fornemmes i kroppene. En stemning, man bare gerne vil være med i og have mere

naturligt ved at udforske tingene og rummene, og hvad de kan med sig selv og hinanden. Legen udfolder sig derfor i en balancegang mellem gentagelser og skift. For nogle børn giver det mening at gentage og øve sig i det uendelige. Fx ved gang på gang at trække et pudevår over hovedet og sige ’uuuuuuuh’, eller blive ved og ved med at få den voksne til at

Der er ingen regler for, hvad man skal, men legen viser sig, mens man gør det, man gør. Måske bliver det en fangeleg, Måske en huleleg. Måske en kasteleg. Legens logik er det åbne og undersøgende, og børnene er eksperterne. Det er dem, der ved bedst. Det er børns kroppe, der skaber relationer med materialerne, med de andre børnekroppe og med de voksne. Legens præmis

KREATIVITET OG KUNST

At vide med kroppen Som nævnt er legen de fleste børns tilgang til verden. Når legen rammesættes som et eksperiment, der ikke skal føre til andet end leg, kan vi følge børns måder at tage del i legen på. Vi kan se, hvordan de bruger deres kroppe til at afprøve og udvikle

deltagelsesformer. Den viden, børn udtrykker, er således en viden i handling. De viser med deres handlinger, hvad de har lyst til, kan, tør, afviser, opdager, udvikler – hvordan de trives.

Denne viden er en erfaringsviden, som udfolder sig som det, de allerede ved, de kan. Men det er også en ny viden, der skabes, idet de handler og opdager nyt om, hvad de faktisk kan hver for sig og sammen. Drengen i det indledende eksempel viser fx forskeren, hvad der forventes af hendes tilstedeværelse i legen. Da forskeren vælger at lægge notesbogen væk, tager dynebetrækket over hovedet og løber efter ham, kan vi se det som

udveksling af viden. Drengen viser, at han er vant til at blive set og mødt af voksne, og at voksne kan være til at lege med. Men han viser også den voksne, hvordan hun skal lege.

OM

Hanne Hede Jørgensen Lektor og ph.d. hhj@via.dk

Hanne er ansat ved Pædagoguddannelsen og forskningsmedarbejder ved Program for børns trivsel, Forskningscenter for pædagogik og deltagelse.

OM

Anette Boye Koch Docent og ph.d. abk@via.dk

Annette er docent i Forskningscenter for pædagogik og deltagelse. Anette er forskningsleder ved Program for børns trivsel og tilknyttet Pædagoguddannelsen.

Om projektet

I projekt TRoLD (Trivsel og legedeltagelse i dagtilbud) undersøger pædagoger og forskere små børns viden om trivsel. Det gør vi gennem en række legeeksperimenter. Formålet med forskningsprojektet er at udvikle ny viden til praksis om arbejdet med børns trivsel i dagtilbud.

TRoLD er et samarbejde mellem forskere, undervisere og pædagogstuderende fra VIA University College, Kolding Designskole, Aalborg Universitet og VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for velfærd samt 12 pædagoger, 8 pædagogiske assistenter, 150 børn og deres forældre i 5 dagtilbudsenheder i Horsens Kommune.

ANMELDELSE

Af adjunkt Jette Schioldan Keller, VIA University College

Boganmeldelse:

Legedesign i skole og SFO

Jeg har set mulighederne i legedesign i dagtilbud gennem mit arbejde som videnmedarbejder. Jeg har set børnenes fryd, hørt deres grin og set den stille glæde, når et barn får øje på nye legekammerater eller får plads i en god leg. Jeg har også tænkt, at legedesign har et stort potentiale i skolen, og derfor blev jeg begejstret, da jeg fik denne bog i hånden.

Bogen er en antologi redigeret af lektor og ph.d. Hanne Hede Jørgensen fra VIA University College og professor Helle Marie Skovbjerg fra Designskolen i Kolding. Den introducerer det nye fagbegreb legedesign i den pædagogiske praksis. Bogen er målrettet skole og SFO, men jeg kan sagtens se den bidrage til leg med deltagelsesmuligheder i andre pædagogiske arenaer.

‘Jeg har jo læst et hav af bøger om leg, så hvorfor skal jeg læse denne her?’ tænker du måske. Men netop denne bog adskiller fra mange andre bøger om leg, ved at beskæftige sig med legedesign. Og derigennem også materialitet, hvor omgivelser, materiale og handlingerne udgør kernen i legedesign som en triade. Bogens pointer præsenteres praksisnært gennem mange praksiseksempler.

Bogen er inddelt i ni velskrevne kapitler, som hver især bidrager med spændende og relevant viden. Jeg har i denne anmeldelse valgt at lave nedslag på nogle af kapitlerne.

ANMELDELSE

Bogfakta

Titel: Legedesign i skole og SFO

Sideantal: 136

Forlag: Akademisk Forlag Egmont

Bogen er anmeldt af Jette Schioldan Keller. Jette er pædagog og cand.pæd. i pædagogisk sociologi. Hun er adjunkt på Pædagoguddannelsen og videnmedarbejder i Forskningscenter for pædagogik og deltagelse, hvor hun blandt andet deltager i projektet Trivsel og legedeltagelse i dagtilbud.

Email: jesc@via.dk

I kapitel 1 bliver vi introduceret for en praksisnær model for at udvikle legedesign gennem legeeksperimenter og refleksioner. Dette kapitel giver et indblik i de nordiske pædagogiske traditioner, der fremmer deltagelsesmuligheder for alle børn.

Kapitel 6 dykker ned i materielle eksperimenter gennem en materiel nysgerrighed. De to legeksperimenter giver et indblik i, hvad der sker mellem børn, materiale og pædagoger. Det handler om, hvilke spor materialet sætter i legen.

Kapitel 7 handler om børns perspektiver på leg. Kapitlet beskriver, hvad der ifølge børnene kendetegner den gode og den dårlige leg - samt utopien at skabe et legedesign, der er lige godt for alle børn. At skabe legedesigns, hvor alle kan finde en samstemmighed. Et design, hvor alle kan finde en legitim lomme for deltagelse. Kapitlets eksempler viser også, hvordan den digitale og den virkelige verden smelter sammen i børnenes leg. Hvilket kan være udfordrende for de voksne, når de skal afkode legen.

Jeg mener, at denne bog med fordel kan læses af alle, der arbejder pædagogisk indenfor skole og SFO-området. Den bidrager med eksempler på, hvordan vi som fagpersoner kan eksperimentere med leg, der skaber deltagelsesmuligheder for alle i fællesskaberne. Mens jeg læste, tog jeg flere gange

mig selv i at lade tankerne flyve over til de børn og unge, der mistrives i skolen. Denne bog er også en hjælp til, at vi kan hjælpe dem mere, end vi allerede gør. Børnene i bogens kapitel 7 beskriver selv den gode legefølelse. Spænding, fantasi, vildskab og fjollerier. På den måde er bogen måske et lille skridt i retning af løsningen på en kompleks udfordring med mistrivsel. Vi kan arbejde meget mere med den gode leg gennem legedesign.

Efter at have læst bogen sidder jeg tilbage med følelsen af at være blevet præsenteret for et stort og uforløst potentiale for at skabe pædagogisk kvalitet i skolen. Jeg håber derfor, at mange pædagoger vil gribe både bogen og idéerne i den - og lege løs.

KROP, HUMOR OG DRAMA

Af lektor Sine Weissschädel, VIA University College

Vi skal tisse i håndvasken

–

Leg og humor som vej til fællesskab

og sprogudvikling i dagtilbud

Sproglig leg og humor skaber deltagelse og engagement i daginsti tutionens hverdag. Med finurlighed og grin inviterer pædagogen børnene ind i et legende fællesskab, hvor sproget ikke kun er et redskab til læring, men en indgang til relationer og fantasi.

KROP, HUMOR OG DRAMA

Sprogleg letter overgangen

‘Vi skal ud at tisse i håndvasken og vaske hænder i toilettet, inden vi skal videre,’ siger pædagogen til en flok børn.

‘NEEEJ!’ griner børnene.

‘Og så skal vi ud at have badetøj på, for vi skal lege med vand’.

‘NEEEJ!’

‘Skal vi ikke...?’ Pædagogen kigger overdrevet overrasket og undrende på børnene.

‘Vi skal have regntøj på!’ siger børnene.

‘Nå ja, fordi det har regnet! Så skal vi jo ud at lege med vand!‘

‘JA!’

Med humor og sproglig forvridning skaber pædagogen en levende overgangssituation. Børnene engagerer sig, retter hende og griner sammen. Det styrker deres sproglige bevidsthed og sociale kompetencer.

Tryllefingre og pruttelyde –latter som fællesskab

Under morgensamlingen sker noget lignende:

‘Hvor er madskraldespanden?’ spørger et barn.

‘Den er væk – så er nissen ikke på ferie alligevel!‘ svarer pædagogen.

Et andet barn finder den bag hende.

‘Bag min numse?! Så var det derfor jeg ikke kunne se den. Pas på, jeg ikke slår en kæmpe prut, så blæser I væk!‘

Pædagogen siger pruttelyde.

‘Må jeg hive i din finger?‘

‘Hvad sker der, når I hiver i min finger?‘ spørger pædagogen.

‘Så siger den prut!‘ griner børnene i kor.

‘Ja, men magien er ude af min tryllefinger lige nu. Jeg siger til, når den er tilbage!‘

Børnene kigger på hinanden og fniser. Her er sproget ikke kun kommunikation – det er fantasi, latter og samhørighed. Det er sprog i praksis.

Sprog som leg med identitet

Eksemplerne ved siden af stammer fra udviklingsprojektet

Playful Learning Praxis, hvor undervisere fra pædagoguddannelsen blandt andet undersøgte legende tilgange i dagtilbud.

Sammen med min kollega, lektor Frank Townley Porsborg, observerede vi i en daginstitution.

Pædagogen Trine kigger op, da vi kommer ind på stuen og siger med et glimt i øjet: 'Se, nu kommer Julemanden og Påskeharen!'

Børnene reagerer straks: 'Det er I ikke!' Grinene breder sig.

Pædagogen kigger rundt og spørger børnene, hvem de tror de nye voksne er? Der opstår et fælles grin og en hurtig, fantasifuld samtale. Her bruges sproget til at lege med identitet, tilhørsforhold og fortælling – en kreativ og næsten kunstnerisk tilgang, hvor fantasi og sprog smelter sammen.

Leg, æstetik og det uventede

Børn udvikler deres sprog i dialog med rollemodeller. Det har vi vidst i mange år, og det er også skrevet ind i bekendtgørelsen om læreplanstemaet ‘Kommunikation og sprog’. Kaj Struve understreger i sin bog Stemninger - om æstetik og læring fra 2005, at humoren åbner for et 'univers i et barns liv', og at børn lever i nuet – lige der, hvor sproget leger. Han uddyber, at al kommunikation har en æstetisk dimension, hvor sanser og fantasi skaber en imaginær verden.

Helle Marie Skovbjerg, professor i leg ved Designskolen Kolding, skriver i sin bog 10 tanker om leg, at legen er forbundet med en åbenhed mod det uventede. I det 'legende felt' skal vi være parate til det næste, der sker, og netop her viser pædagogens sproglige leg sin styrke: Den skaber rum for, at børnene kan træde ind i legen, i fællesskabet og i sprogets mangfoldige muligheder.

KROP, HUMOR OG DRAMA

Praksiseksemplerne viser, hvordan sproget kan leves og leges – med pruttehumor, tryllefingre og regntøjsdebatter. Det er i det spontane, det fjollede og det poetiske, at børnene åbner op og tager del. Det bliver tydeligt, at sproglig leg ikke kun handler om ord og sætninger, men om, hvordan vi bruger sproget til at skabe liv, relationer og en fælles forståelse. Det kan være i små

øjeblikke som dette, hvor pædagogen og børnene sammen laver et rum for sjov og finurlighed, der gør sproget levende og til noget mere end bare kommunikation.

Det bliver tydeligt, hvordan pædagogen i den sproglige leg ikke blot formidler information, men også engagerer sig aktivt i børns fantasi og nysgerrighed. I denne proces bliver pædagogen både vejleder og medspiller, og sproget bliver et værktøj til at skabe fællesskab og dele oplevelser. Gennem humor og små improviserede historier

styrker pædagogen børns følelse af samhørighed og engagement i det, der sker omkring dem. I de små, uforudsigelige øjeblikke, hvor legen er i centrum, lærer børnene at bruge sproget på kreative måder, udtrykke sig selv og navigere i sociale interaktioner. Læring af sprog handler ikke nødvendigvis om akademisk undervisning, men om at lege og lære gennem samspil og fællesskab. Pædagogen skaber et trygt rum, hvor børnene kan eksperimentere med sproget og deltage i den kreative proces, hvilket gør sproget til en naturlig og legende del af hverdagen. I tråd med Kaj Struves betragtninger om, at humoren åbner et univers for børnene, understøtter pædagogen her et univers, hvor sproget ikke bare er en funktion, men en del af den æstetiske oplevelse. Kommunikation i denne form rummer sanseoplevelser, fantasi og en følelse af at være i et fællesskab, der ikke nødvendigvis har en konkret

I de små, uforudsigelige øjeblikke, hvor legen er i centrum, lærer børnene at bruge sproget på kreative måder, udtrykke sig selv og navigere i sociale interaktioner.

KROP, HUMOR OG DRAMA

læringshensigt, men som åbner for en legende og fantasifuld tilgang til verden.

Med afsæt i Helle Marie Skovbjergs forståelse af legen som en eksistentiel åbenhed, understøttes pædagogens tilgang til sproget som en praksis, hvor det næste skridt hele tiden er åbent og uforudsigeligt. Det er i åbenheden og i samspillet mellem pædagogen og børnene, at sproget bliver et værktøj til fællesskab og udvikling. Gennem sproglig leg og humor, får børnene lov at opleve verden på en ny og kreativ måde – en legende form for kunstnerisk udforskning - og hvor de får mulighed for at udvikle deres egne sprogforståelser.

Om projektet

Observationerne er foretaget i efteråret 2024 og indgår i forsknings- og udviklingsprojektet

Playful Learning Praxis, støttet af LEGO Fonden.

Playful Learning Praxis er et ud viklingsfællesskab, hvor praktikere og undervisere fra pædagog- og læreruddannelsen samt efter- og videreuddannelse på professionshøjskoler samarbejder om at udforske legende tilgange i under visning og pædagogik.

Se mere på: playful-learning.dk

3 grunde til sproglig leg i hverdagen:

- Den skaber samhørighed og grin

- Børn får lyst til at deltage og udtrykke sig

- Det styrker sproglig og social ud vikling gennem tryghed og fantasi

Sine Weissschädel Lektor siwe@via.dk

Sine er underviser på Pædagoguddannelsen og videnmedarbejder i det nationale Playful Learning projekt. Hun er kandidat i pædagogisk psykologi og autodidakt billedkunstner gennem 30 år. Sine er især optaget af stemninger og koblingen mellem pædagogik, psykologi og æstetik.

Af kommunikationsmedarbejder Sarah Nielsen, VIA University College, sarn@via.dk

Nye muligheder for at udforske dramapædagogikken

Der har manglet efteruddannelsesmulighed for pædagoger, der interesserer sig for dramapædagogik. Det vil et nyt samarbejde mellem Aarhus Teater og VIA University College lave om på.

Fotos: Tor Sejthen

HUMOR OG DRAMA

HUMOR OG DRAMA

'Vi åbner skuespillernes værktøjskasse, og arbejder derfor rigtig meget med kroppen og stemmen. Og det spiller jo rigtig godt overens med hele den pædagogiske tankegang, hvor man arbejder med børnenes måde at kommunikere og læse hinandens følelser på,' fortæller Mette Thule

Frank fra Aarhus Teater. Hun er teaterpædagogisk underviser på det nye diplommodul ’Anvendt Scenekunst.’

Det store fokus i dramapædagogikken er, at vi ikke kun hører og snakker om det, vi lærer. Gennem teaterøvelser mærker vi det i stedet på egen krop. Det giver en anden forståelse af øvelserne, men også af, hvordan børn og unge vil tage imod og opleve dem.

En øvelse kan være, at man gennem drama skal mærke følelser lige fra glæde og entusiasme til vrede og frustration.

'Fordi man skal spille teater og derigennem mærke følelserne, lærer man både at være i dem, og i høj grad også, hvordan en bestemt følelse kommer til udtryk hos andre. Det kan fx være brugbart, når man som pædagog skal løse konflikter, eller når man skal forstå, hvordan et barn reagerer på en oplevelse eller lignende,' forklarer Jette Riise, der også er teaterpædagogisk underviser.

'Vores erfaring er, at dem, der har prøvet vores kurser, går herfra med nogle hands-on øvelser, som de med det samme kan gå ud og anvende i praksis,' fortsætter hun.

Når du kan, kan børnene også 'Det der sker, når vi arbejder med teaterfaget ind i en pædagogisk sammenhæng, er, at det er inkluderende for flere børn – også dem, der måske ikke er til at lytte eller lære på en mere traditionel måde ,' fortæller Mette.

'I teaterverdenen er alle aktive på samme tid, fordi alle roller er vigtige. Det er ikke kun de tre, der er mest fremme i skoene, der er med. Og det afspejler sig i det fællesskab, som med det samme kommer både på uddannelsen og også ude i praksis,' fortsætter hun.

Spørger man Morten Daugbjerg, som er leder af Aarhus Teaterlæring, taler dramapædagogik ind i en vigtig tendens om at skabe lige deltagelsesmuligheder for alle.

Personligt glæder han sig til, at første hold nye deltagere skal i gang.

'Jeg tænker, at vi kan så meget mere, når vi samarbejder på tværs af faggrupper og lærer af hinanden,' afslutter han.

Om projektet

På ’Anvendt Scenekunst’ lærer du dramapædagogiske metoder, som kan bruges pædagogisk til at arbejde med følelser, sanser, konflikthåndtering og meget mere.

Undervisningen er i et samarbejde mellem VIA University College og Aarhus Teater. VIA står for teoriundervisningen og Aarhus Teater står for den praktiske undervisning.

Pædagoger kan søge støtte til ’Anvendt Scenekunst’ med op til 10.000 kroner. Læs mere her.

Læs mere om uddannelsen her.

KROP, HUMOR OG DRAMA

Stemninger og sanselige eksperimenter:

Når kunstpædagogikken møder fritidspædagogikken

Børn, kunstnere og pædagoger eksperimenterede sammen i projektet FRIMOD. Rum blev omdannet, huler bygget og måske blev skolens rum mere sanselige og mere børnenes - også i SFO-tiden.

Udviklingsprojektet FRIMOD handler om kunstpædagogisk praksis i SFO’en. Her deltager pædagoger, kunstnere og børn, der samarbejder om æstetiske processer med at forvandle rum, og hvor trivsel og fællesskaber er i centrum. Kunstnere med forskellige kunstneriske fagligheder blev sat sammen i såkaldte kunstnerduoer og bragte materialer og kreativitet ind til pædagoger og

mere end 130 deltagende børn. Trivsel er på alles læber –fx helt aktuelt i forbindelse med Trivselskommissionens arbejde. Ved at invitere kunstnere indenfor i SFO’en er sigtet med FRIMOD at undersøge og arbejde med, hvordan rum kan nytænkes. Og hvordan samspillet mellem rum, materialer, deltagere og kunstpædagogiske praksisser bidrager til børns trivsel. Seks

Af lektor og ph.d. Henriette Blomgren, VIA University College

Fotos: Heidi Bonkegaard

KROP, HUMOR OG DRAMA

Trivslen knytter sig til det at være fælles om kunstpædagogiske praksisser.

forskellige delprojekter blev etableret og arbejdede med enten at skabe midlertidige eller blivende rum. Midlertidige rum eksisterer i den tid, projektet er rammesat. Herefter ’pakkes rummet ned’ og efterlader ingen eller få spor af FRIMOD-processen. Blivende rum skaber permanente forandringer i inde-rummene og har et mere langsigtet perspektiv.

Junglerum og jordhuler

I denne artikel fokuserer jeg på delprojektet Rum i fællesrummet med tekstil og krop, som udspillede sig i Brønderslev på Hedegaardsskolen. En arkitekt og en designer udgjorde kunstnerduoen og samarbejdede med en pædagog og 12 børn på tredje klassetrin om at forvandle det

store rodede fællesrum. Med tekstiler, wirer, klemmer, maling, pap og pensler eksperimenterede de sammen, lavede afskærmninger, ændrede stemninger og afprøvede idéer.

Som projektet tog form og udviklede sig, kom flere rum-i-rum til. Der blev skabt et junglerum og et under-havet-rum, som blev et velbesøgt arbejdsrum af mange børn også i skolens undervisningsdel. En jordhule blev lavet efter et møde med nogle jordbier udenfor på skolens udeareal. Mødet inspirerede børn og voksne til at se på, lytte til og undre sig over, hvad jordbier var for noget. Børnene greb efterfølgende pap og papir og tegnede og malede

sig frem til nogle varierede og finurlige jordbier, der blev klippet ud og syet på tekstil-væggen. De mange tekstillag og -vægge med børnenes udtryk skabte nye fortællinger, indkig og poetiske stemninger.

Trivsel handler om at vende sig mod verden

Trivsel er et komplekst begreb, men forstås i FRIMOD som deltagelse og knytter sig til de betingelser og muligheder, der skabes og bidrager til at opleve sig som deltagende i et fællesskab. Der er således ikke fokus på trivsel mod et fastsat mål eller at opfange og identificere mistrivsel hos enkelte børn. Trivslen knytter sig til det at være fælles om kunst-

KROP, HUMOR OG DRAMA

pædagogiske praksisser, som de opstår i mødet med fritidspædagogikkens tilgange til børn, samvær, rum og rammer. Det betyder, at trivsel ikke blot handler om, at børn er glade, men at kunstneriske greb og praksisser engagerer og vil noget med børnene. Heri ligger muligheden for at selvforglemme og fordybe sig, og dermed er der mindre fokus på individet, men mere ’det derude’. Alligevel må pædagoger i SFO’en naturligvis have en opmærksomhed på, at de enkelte børn trives.

De skulle lige mærke det –omsorgen i materialet En central og vigtig pointe i FRIMODs projekter er, at rumi-rum og anderledes materialer skaber trivsel ved at afskærme børnene fra larm og uro. Videre i et trivselsperspektiv, bliver de også katalysatorer for nye sanseoplevelser, stemninger og leg.

Pædagogen udtrykte det således: ”Rigtig mange børn, der skulle

forbi, gik ind i stoffet og skulle lige mærke det, og de gik under det og stod sådan og nulrede det mellem hænderne. Der var de i kontakt med materialet”.

Kunstnerne var ligeledes optaget af, at børns kroppe blev omsluttet og berørt af de tekstile materialer. På sidste dag i projektet skabte de sammen med børnene en ’rede’ af plastikagtigt transparent materiale.

I det efterfølgende interview sætter den ene kunstner følgende ord på værdien af at skabe bløde rum-i-rum i det store fællesrum, der var opført i beton og mursten:

”Børnene bliver omgivet af det, og det er så blødt … at ens krop er puttet lidt ind i et mindre rum … at børnene ikke efterlades alene i det store rum. Det

er enormt ubehageligt at se på, faktisk – at de selv skulle finde vej i de hårde materialer. … der tror jeg, at både de bløde og de farvede ting relaterede sig til deres kroppe og hjalp dem (børnene) med at finde vej”.

Her bliver vi af arkitekten gjort opmærksom på, at trivsel også handler om, at materialer drager omsorg for børnenes kroppe og væren i verden. At rum og mate -

Rigtig mange børn, der skulle forbi, gik ind i stoffet og skulle lige mærke det, og de gik under det og stod sådan og nulrede det mellem hænderne. Der var de i kontakt med materialet.

rialer har med omsorg at gøre, er et nyt og anderledes perspektiv, som kalder på flere undersøgelser. I forbindelse med pædagogisk arbejde lægger vi ofte stor vægt på det omsorgsarbejde, som pædagogen yder, men vi må altså også inkludere rum og materialers betydning. Når børnene mødte omsorg af både menneskelige og ikke-menneskelige dimensioner, så vi, at det skabte trivsel, og at flere børn fik mere mod til at kaste sig ud i nye lege og nye legefællesskaber.

Fantasi og foretagsomhed –processen sætter spor

De kunstpædagogiske praksisser sætter spor på flere måder. Det tværfaglige samarbejde mellem pædagoger og kunstnere bidrager til, at pædagogerne udvikler nye blikke på sig selv og den pædagogik, de bedriver. Ligeledes sætter det spor i, mellem og af børnene. Spor i børn handler om, at mødet med anderledes materialer, rum og

farver sætter børnenes fantasi og foretagsomhed i gang. Det går ind og virker i børnene og påvirker børnene til at bevæge sig på nye måder i rummet. Spor mellem børn viser sig ved, at der skabes nye samværsformer og legefællesskaber, hvor børnene får øje på hinanden. Spor af børn handler om, at børnene præger rummet og viser processer og produkter frem. Det signalerer, at det er børnenes fritidsrum!

Om projektet

FRIMOD er et udviklingsprojekt, der er initieret af Institut for Børnekultur og støttet af SparNord Fonden og Børns Møde med Kunsten (BMMK).

Projektet vil udfolde, praktisere og udvikle potentialet i de kunstpædagogiske praksisser som et vigtigt led i skolernes pædagogiske

arbejde med trivsel. Projektet fandt sted i 2024 på seks skoler i henholdsvis Midt- og Nordjylland.

Du kan læse mere her.

Henriette Blomgren Lektor og ph.d. hkl@via.dk

Uddannet folkeskolelærer, cand. pæd. i generel pædagogik og ph.d. i æstetiske processer. Hun arbejder som lektor på Pædagoguddannelsen og er tilknyttet Forskningscenter for pædagogik og deltagelse. Omdrejningspunktet i Henriettes undervisning, forskning og publikationer er æstetiske processer, leg, børneperspektiver, børnekultur og kunstpædagogik, og hvordan dette bidrager til det gode børneliv. Hun er medlem af styregruppen bag det nordiske forskningsnetværk BLÆK (Børn, Leg, Æstetik, Kunst).

TANKEBOBLER

En fantastisk leg! Kreativitet og kropslighed. Om det er kunst? Det er i hvert fald dramatisk.

Så sagde vi gerne, at jeg var den nuttede sabeltigerunge, som var lige ved at drukne. HOLD UD!

Vi er mammutten, der kommer og redder dig!

Jaja, så siger vi det, men larmer det nu ikke lige lidt rigeligt?

Hov! VENT! Er det ikke vores nye og virkelig dyre kontorstol?

Så STOP dem dog!

Om SFO-Sofie

SFO Sofie er en fiktiv og tegnet pædagog, der kæmper med, at hendes pædagogiske faglighed bliver klemt af udefra kommende krav og forventninger. Bag figuren SFO-Sofie står en gruppe anonyme - men meget virkelige pædagoger - der beretter om pædagogiske dilemmaer gennem tegningerne.

Følg SFO Sofies arbejdsliv på bloggen og på Facebook.

TANKEBOBLER

Metoder er i kraftig vækst – men hvad med pædagogikken?

Når detaljerede manualer anviser pædagogerne en praksis, som har en stærk rammesætning, mange regler og meget styring, bliver der mindre plads til børns egne initiativer og perspektiver.

Af lektor og ph.d. Anne Mette Buus, VIA University College og lektor og ph.d. Christian Aabro, Københavns Professionshøjskole

TANKEBOBLER

Strukturen er lavet helt om. Nu er der aktiviteter for alle børn i faste små grupper fire formiddage om ugen, hvor børnene skal lære bestemte ord. Og den femte formiddag er der samling i store grupper. Pædagogerne skal samle data om børnenes deltagelse i både små og store grupper. En pædagog fortalte mig som det første, at der er kommet langt mere struktur og meget mindre frihed, nu de arbejder med ‘Vi Lærer Sammen’. Der er også sat piktogrammer op, fordi de arbejder med NEST.

Sådan fortæller en pædagogstuderende, der vender tilbage til den daginstitution, hvor hun tidligere var i praktik. Fortællingen er et eksempel på, hvordan daginstitutioner arbejder med metoder, og hvordan metoderne forandrer pædagogers praksis og børns hverdagsliv.

I dag har alle kommuner udpeget bestemte metoder, deres daginstitutioner skal bruge. Metoder, der som en almen systematik, anviser pædagogerne specifikke handlinger og beskriver en specifik virkning som resultat af disse handlinger. Sådanne former for systematik kan også kaldes koncepter eller manual- eller evidensbaserede metoder

Brugen af metoder er eksploderet Vi har begge forsket i metoder i daginstitutioner i mere end 15 år.

Da vi begyndte, troede vi, at metoderne var en dille, der på et tidspunkt ville gå over. Sådan er det ikke gået. Tværtimod er der sket en kraftig vækst i brugen af metoder. En kortlægning af, hvilke metoder der bruges i Danmarks 98 kommuner, viser først og fremmest, at der i dag anvendes rigtig mange forskellige metoder i landets daginstitutioner. Samtidig er det tydeligt, at bestemte metoder har opnået en meget stor udbredelse. ’Fri for Mobberi’ anvendes i daginstitu-

tioner i hele 94 ud af landets 98 kommuner, ’Dialogisk læsning’ i 93 kommuner og ’Hjernen og Hjertet’ i mindst 88 kommuner. Nogle kommuner anvender 18-20 forskellige metoder i daginstitutioner, mens andre anvender 4-6.

Hvad kendetegner metoderne?

Metoderne er forskellige. Nogle er rettet mod at kortlægge det enkelte barns trivsel eller kompetencer, andre er rettet mod at kortlægge det pædagogiske personales praksis. Nogle er rettet mod at intervenere i børnenes adfærd, andre er rettet mod at intervenere i personalets praksis. På tværs af metoderne ser vi dog også, at de har noget til fælles: Der er typisk tale om kommercielle produkter, kommunerne betaler for at benytte. Metoderne sælges med argumenter om alt det gode, de kan udrette og lover typisk, at der ligger solid videnskabelig viden bag deres anvisninger. Samtidig er det oftest svært at gennemskue, hvilken viden, metoderne mere præcist er baseret på.

Hvilken betydning får metoderne i daginstitutionerne?

Metoderne er forskellige og derfor er der også forskel på, hvilken betydning de får i praksis. Men der er også fællestræk. Alle metoderne ser ud til at forandre praksis, men ikke som det er beskrevet i metodernes manualer. Selvom metoder på papiret kan fremstå som en samling neutrale værktøjer til at bearbejde afgrænsede problemstillinger, fungerer de ikke sådan i praksis . Derimod ser vi, at metoderne bliver brugt til andre opgaver og i andre sammenhænge, end de oprindeligt var tiltænkt. Ligeledes ser vi, at metoderne bringer bestemte syn på børn, pædagogik og kvalitet i spil, som får betydning for pædagogernes forståelse af deres faglighed og opgaver. Og dermed også for hverdagslivets organisering og samspillet mellem pædagoger og børn. Metoderne får således en betydning i praksis, som er langt bredere, mere uafgrænset og mere uforudsigelig end metoderne selv angiver.

En stor del af metoderne har fx rødder i specialpædagogikken.

Det betyder, at de er rettet mod at opspore børns ‘mangler’ og afhjælpe disse med specifikke voksenstyrede aktiviteter. Når detaljerede manualer med en stærk rammesætning, mange regler og meget styring anviser pædagogerne en praksis i mødet med børnene, bliver der mindre plads til børns egne initiativer og perspektiver.

Der er fare for, at pædagogens opmærksomhed og loyalitet bliver rettet mod metodens anvisninger og ikke mod børnene.

Stil spørgsmål til metoderne Som indledningen peger på, kan metoder have stor betydning for pædagogers arbejde og for børnelivet. De skaber nogle grundlæggende forandringer i pædagogikken, som vi synes er vigtige at diskutere. For det gør metoderne ikke for os. De er stort set alle kommercielle produkter på et marked, hvor udbyderne konkurrer om kunderne. Derfor formidles de med stor optimisme i forhold til, hvad de kan udrette. Og selv om de ofte påkalder sig en viden-

TANKEBOBLER

OM OM

Christian Aabro Lektor og ph.d. ca@kp.dk

Christian Aabro er ph.d., lektor på Pædagoguddannelsen og tilknyttet forsknings- og udviklingsafdelingen, Københavns Professionshøjskole.

Christian står bag en national kortlægning af metoder i daginstitutioner udarbejdet i 2024. Den kan du finde her.

Anne Mette Buus Lektor og ph.d. amb@via.dk

Anne Mette Buus er ph.d., lektor på Pædagoguddannelsen og tilknyttet Forskningscenter for pædagogik og seltagelse, VIA University College.

Sammen har de skrevet bogen ’Metoder i daginstitutioner –politik, pædagogik, børneliv’, der udkommer på forlaget Samfundslitteratur i august 2025.

skabelig viden om effekt, gør de ikke opmærksom på mulige bivirkninger ved at bruge dem.

Vi har set eksempler på, at pædagoger oplever det som meningsfuldt at læne sig op ad en specifik metode i en given situation. Men her bliver det vigtigt at balancere metodens anvisninger med pædagogernes egne faglige viden og værdier. Og det er ikke altid nemt.

Det er i høj grad politikere og forvaltere udenfor daginstitutionerne, der indfører metoder. Derfor kan vi ikke bare overlade pædagogerne den svære opgave at balancere metode og pædagogik. Vi må alle sammen deltage i den vigtige demokratiske diskussion om, hvad det er vi vil med vores daginstitutioner – og om brugen af metoder matcher dette. Der kan stilles mange forskellige spørgsmål til metoderne. Hvilke der er de mest relevante må naturligvis afgøres af de pædagoger, studerende, forvaltere, politikere, forskere, forældre eller borgere,

der møder en konkret metode.

Men de følgende spørgsmål ville for os at se være et godt sted at starte:

- Hvad er formålet med metoden?

Bruges metoden i overensstemmelse med det formål og den målgruppe, den er udviklet til?

- Hvem har besluttet brugen af metoden og hvorfor? Hvilken problemforståelse driver arbejdet med metoden? Hvordan harmonerer problemforståelsen med pædagogernes og institutionernes forståelse af, hvad der er problemet, og hvad der skal gøres ved det?

- Hvilken viden hviler metoden på?

Er denne viden solid og relevant?

Er metoden fx afprøvet før og i så fald hvor og af hvem? Matcher metodens henvisning til effekt med pædagogernes og institutionernes forståelse af effekt?

- Hvem drager fordel af metoden?

Er der fx nogen, der tjener penge på metoden?

- Hvilke værdier og børnesyn bærer metoden? Er dette i over-

ensstemmelse med værdierne og børnesynet i dagtilbudsloven og i vores daginstitution?

- Hvad sker der egentlig, når metoden bliver del af praksis?

I hvilke sammenhænge og situationer kommer metoden i spil og hvordan? Sker der utilsigtede forskydninger, og er der uhensigtsmæssige bivirkninger i mødet med praksis?

- Hvordan opleves metoden i et børneperspektiv? Medvirker metoden til, at børnene oplever, at deres perspektiver og initiativer får plads i daginstitutionen. Og har de reel indflydelse på deres hverdag?

FORDYBELSE OG PERSPEKTIVER

Af lektor og ph.d. David Thore Gravesen, VIA University College

Når børn tegner deres fritidsliv, kan vi se trivslen

I et forskningsprojekt blev SFO’er, fritids- og ungdomsklubbers særlige rolle tydelig, da børnene selv fik blyanten. De tegnede trivsel i form af brede smil på ansigterne og aktiviteter, hvor de var sammen med vennerne.

I forskningsprojektet ‘Frihed i fritid’ gennemførte jeg to runder fokusgruppeinterviews med børn og unge i SFO, fritidsog ungdomsklubber, hvor de udover at tale, også tegnede deres hverdagsliv. I første runde snakkede vi om deres erfaringer og oplevelser i fritidsinstitutionerne. I anden runde snakkede vi også om deres erfaringer og oplevelser i skolen og derhjemme. Det var spændende samtaler.

Men også tegningerne var interessante. I første runde tegnede en dreng fx to, der hygger sig med at spille badminton i hallen. Og en pige tegnede to venner, der spiller Photo Roulette, mens andre slap-

FORDYBELSE OG PERSPEKTIVER

Ved at analysere børns tegninger og de tilhørende fortællinger bliver det tydeligt, hvordan fritidsinstitutioner understøtter trivsel gennem frivillig deltagelse, relationer og frihed til at engagere sig i meningsfulde aktiviteter.

per af i sofaer og spiser nudler. Man kan se på tegningen, at der er en idé-postkasse og kreative aktiviteter. Hun har også tegnet en bus, og i fokusgruppeinterviewet fortæller børnene, at de elsker at køre på udflugter med pædagogerne. Tegningerne er repræsentative for de andre tegninger, hvor fri leg, fællesskab og aktiviteter med pædagogerne er centrale elementer i børnene og de unges oplevelser af trivsel.

Brede smil og fællesskab i SFO og klub

I anden runde handlede fokusgruppeinterviewene om børnenes oplevelser i fritidsinstitutionen, skolen og hjemmet. Her bad jeg børnene om at opdele deres ark i tre og tegne sig selv i fritidsinstitutionen, i skolen og i hjemmet.

Tegningerne afslørede markante forskelle i børnenes oplevelser i de tre kontekster: Hjemmet blev ofte skildret som et sted for afslapning, med situationer på

sofaen, i sengen eller foran en skærm. Fritidsinstitutionerne blev tegnet som fællesskaber med sjove aktiviteter, hvilket stemte overens med første runde. Skolen derimod blev ofte fremstillet med ensomme personer, triste ansigter og utilfredshed, kedsomhed og fravær i klasseværelset.

En pige tegnede sig selv med et stort smil i SFO’en. På tegningen fra skolen har hun tilsyneladende forladt stolen, og læreren står alene tilbage ved tavlen. Hjemme har hun tegnet sit hus og sit værelse.

En anden pige tegnede en tegning, hvor livet i fritidsklubben viser afslappede børn i sofaer med smilende ansigter. I skarp kontrast hertil tegnede hun udtryksløse ansigter hos eleverne i skolen, der sidder foran læreren, der underviser.

Trivsel er autonomi, leg og sociale relationer

Børnenes tegninger viser således markante forskelle i, hvordan børn og unge fremstiller sig selv og deres oplevelser på tværs af hverdagslivets centrale kontekster. Undersøgelsen understreger fritidsinstitutionernes betydning som arenaer for trivsel, der adskiller sig tydeligt fra både skole- og hjemmemiljøet. Ved at analysere børns tegninger og de tilhørende fortællinger bliver det tydeligt, hvordan fritidsinstitutioner understøtter trivsel gennem frivillig deltagelse, relationer og frihed til at engagere sig i meningsfulde aktiviteter. Det stemmer også overens med eksisterende forskning, der fremhæver sociale relationer, leg og autonomi som centrale faktorer for børn og unges trivsel.

I lyset af den stigende bekymring over børn og unges faldende trivsel i Danmark er det afgørende, at vi forstår og anerkender fritids-

FORDYBELSE OG PERSPEKTIVER

institutioners potentiale – ikke blot som steder for fritid, men som væsentlige arenaer for trivsel. Og det på måder som skoler og hjemmet ikke på samme vis kan facilitere. Denne problematik fremhæves også af den danske uddannelsesforsker Kirsten Elisa Petersen, der samtidig understreger, at fritidsinstitutioner har et stort potentiale, men ofte undervurderes som en vigtig del af velfærdsstaten, trods deres centrale rolle i at understøtte børns og unges trivsel.

Tegninger som metode i trivsels-forskning

Tegninger rummer værdifuld indsigt og kan give et spændende indblik i børn og unges oplevelser, følelser og perspektiver. Det er almindeligt kendt i pædagogiske kredse. At tegne er måske en af de allermest klassiske pædagogiske aktiviteter.

Men selv om det at tegne og udtrykke sig på papir er alminde-

ligt i pædagogik, så har det ikke tidligere været så stor en del af forskningen. Traditionelt har kvalitativ forskning anvendt metoder som observation og interview. Men i løbet af de seneste par årtier, har børne- og ungeforskere eksperimenteret med nye måder at indsamle data på. Man kan sige, at forskningen har fået øjnene op for, at tegninger og tegneaktiviteter kan anvendes som metode til få indsigt i og forstå børn og unges perspektiver. At tegne afhænger ikke af sproglige færdigheder som i et traditionelt interview, og derfor kan metoden være særlig egnet til inkluderende og etisk forskning med børn og unge.

At tegne er at udtrykke sig De fleste har tegnet, da de var små, og nogle bliver ved at tegne - også når de bliver teenagere. At tegne er en måde at udtrykke sig på, et sprog, hvor børn og unge endda ofte er mange voksne overlegne. Det giver mulighed for at rykke på magtbalancen i forsk-

ningen og skabe en mere ligeværdig relation mellem forsker og deltager, fordi børnene indtager en aktiv rolle. Tegning opleves ofte som en legende og kreativ aktivitet, hvilket gør, at vi voksne har mulighed for at komme tættere på børnene og de unges oplevelser

Om projektet

Forskningsprojektet 'Frihed i Fritid' fokuserer på trivsel i fritidsinstitutioner, i skolen og derhjemme.

Mere end 40 børn og unge fra ni forskellige fritidsinstitutioner har deltaget som informanter i fokusgruppeinterviews med tegnesessioner. Analysen viste markante forskelle på, hvordan børn og unge oplever de tre væsentlige kontekster i deres hverdagsliv.

OMDavid Thore Gravesen Lektor og ph.d. dtg@via.dk

David underviser på Pædagoguddannelsen og er forskningsleder i Program for hverdagsliv og fritidspædagogik i Forskningscenter for pædagogik og deltagelse.

FORDYBELSE OG PERSPEKTIVER

Af kommunikationsmedarbejder Sarah Nielsen, VIA University College, sarn@via.dk

Et roligt øjeblik med kunst og fordybelse

Plads til kreativitet, observation - og børnestemmer, der for en stund får lov at være stille. Præcis det er i fokus i Viborg Kunsthal, når børn får mulighed for at møde kunst på en ny måde gennem slow looking og meditation. Her kan de se på kunsten i eget tempo og uden forstyrrelser.

‘Mange har en forestilling om, at kunst er noget, man skal forstå, for at man kan opleve den. Men vi arbejder med kunst, som et sanseligt rum, hvor der er plads til fordybelse,’ fortæller Bettina Hansen, der er kunstformidler i Viborg Kunsthal.

Slow looking – eller at iagttage langsomt - handler om at observere.

Det er en tilgang til kunsten, hvor vi tager os tid til sådan rigtigt at kigge på kunsten. At opleve den med nysgerrighed, nærvær og åbne sanser.

Hun bruger slow looking i forløbet Kunst i stilhed Her er hun optaget af, hvordan børnehavebørn oplever kunst, når de er stille, giver sig tid og ikke har fokus på, hvad alle andre omkring dem laver.

Når børn sanser sig ind i kunsten Når børnehavebørnene besøger Viborg Kunsthal, starter de i en rundkreds, hvor de sidder omgivet af kunstværker. Her skal de fortælle, hvad de får øje på. Hvilke farver springer i øjnene? Hvilke former gemmer sig i værkerne?

Med farver og blyanter i hånden farvelægger de hvert deres stykke papir ud fra det, de har set.

FORDYBELSE OG PERSPEKTIVER

Slow looking – eller at iagttage langsomt – handler om at observere. Det er en tilgang til kunsten, hvor vi tager os tid til sådan rigtigt at kigge på kunsten.

Børnene bevæger sig videre til det, som Bettina kalder for stillekupéen. Her kommer de ind i et hyggebelyst rum pyntet med blomster, hvor de kan høre en dæmpet, rolig musik fra højtaleren.

De får alle hver deres stykke ler og en lille skål fyldt med perler og pailletter, som de skal bruge til at skabe deres eget kunstværk – inspireret af al den kunst, de har set.

‘Her sker der noget virkelig interessant, for på trods af at alle børnene får de samme ting til rådighed, laver de alle sammen forskellige kunstværker,’ forklarer Bettina.

‘Det siger noget om, at når børnene ikke må tale sammen undervejs, så får de fokus på deres egen kreativitet. De går ikke op i, hvordan andre går til opgaven, eller om nogle er hurtigere end andre. De kommer i flow, hvor de kun tænker på det, de selv er i gang med at lave,’ fortsætter Bettina.

Hun fremhæver, at roen og den dybe observation er intentionen med Kunst i stilhed, og at børnene har taget virkelig godt imod det.

Et pusterum fra støj og fart Bettinas egne erfaringer som forælder motiverede hende i arbejdet med slow looking i børnehøjde. Hun oplever, at store dele af børns hverdag er præget af høj energi og bevægelse. Med Kunst i stilhed ønskede hun at skabe et modspil.

‘Der er ikke noget i vejen med fokus på bevægelse. Men vi lever i en travl verden, hvor der hele tiden er noget, der bimler og bamler –og det kan børnene også mærke. Derfor er det vigtigt at skabe et pauserum. Et rum, hvor børnene får en følelse af, at det de laver, er vigtigt og godt nok,’ fortæller Bettina.

FORDYBELSE OG PERSPEKTIVER

En af hendes pointer er, at når børnene skal starte i skole, er det en fordel, at de allerede har haft oplevelser, hvor det er vigtigt at sidde stille og finde ro i koncentrationen.

Stillekupéen kan køre med hjem til børnehaven

Bettina lægger op til, at pædagogerne kan tage værktøjerne med tilbage til børnehaven.

‘Når børnene fx har lavet en tegning, kan man give dem tid og mulighed for at sætte ord på, hvad de har tegnet, hvorfor de har tegnet det, og hvorfor de har valgt lige de farver. Det hjælper dem til at øve sig i at reflektere over kunsten og sætte ord på det foran andre,’ siger Bettina.

‘Og børnene lader til at elske det,’ fortsætter hun i et lille grin, når hun fortæller, at en dreng gik fra dagen i Viborg Kunsthal med ordene: ‘Jeg kunne bare godt lide det hele.’

Om Viborg Kunsthal

Viborg Kunsthal udstiller samtidskunst.

Kunsthallen har skiftende udstillinger med både danske og internationale billedkunstnere.

De har et særligt fokus på levende og skabende kunst, og har derfor sideløbende arrangementer med blandt andet foredrag, koncerter og workshops for børn og voksne.

FORDYBELSE OG PERSPEKTIVER

Af lektor og ph.d. David Thore Gravesen, VIA University College og lektor og ph.d. Sofie Sauzet, Københavns Professionshøjskole

Dialogen forsvinder, når

vi møder børn

og unges mediebrug med forbud

Mobiltelefoner er en del af børn og unges fritidsliv, men hvordan håndteres de i fritidsog ungdomsklubber? Forskere har undersøgt forskellige tilgange og set på, hvordan det påvirker pædagogikken.

Det er populært for tiden at forbyde mobiltelefoner i forskellige pædagogiske sammenhænge.

Forældre, lærere, pædagoger og politikere udtrykker bekymring for børn og unges skærmbrug.

Overfor dette står børnenes og de unges perspektiver. Af dem opleves telefonen, de sociale medier, spil og konsoller ofte som en selvfølgelig adgang til fællesskaber, leg og trivsel.

FORDYBELSE OG PERSPEKTIVER

På den måde fører forbud ofte til, at de voksne kommer på afstand af børnenes mediepraksisser og derfor også mister muligheden for at forstå, hvad der optager børnene og de unge.

Vi har undersøgt, hvilke regler der er for børn og unges mediepraksisser i fire fritidsog ungdomsklubber. Hvordan håndteres reglerne af pædagoger og hvordan forholder børn og unge sig til dem? I feltarbejdet træder særligt mobiltelefonerne frem som interesse- og konfliktpunkt, hvad angår børn og unges mediepraksisser.

Mobilforbud og mobilfrihed

Afhængigt af klubtype er der forskellige former for mobilforbud og varierende grader af mobilfrihed. I fritidsklubberne, hvor børnene går i 4. til 6. klasse, er der forskellige former for mobilforbud. Telefonen er kun tilladt i specifikke tidsperioder på bestemte steder i klubben. I ungdomsklubberne er der mobilfrihed. Her håndteres mobiltelefoner baseret på pædagogernes personlige værdier og klubbens sociale normer.

I det følgende giver vi eksempler, som illustrerer, hvordan henholdsvis mobilforbud og -frihed har betydning for hverdagen i klubberne, og for hvilken rolle pædagogerne indtager.

Børn finder sprækker og smuthuller i fritidsklubbens mobilforbud I fritidsklubberne er der ofte klare regler for mobilforbrug. Det gør, at børnene nogle gange trækker sig fra pædagogerne og fra klubbens fælles lokaler, for at bruge deres telefoner i skjul.

‘Jeg tager tit runder for at se, om alt er okay. Så opdager jeg dem spille, og når de ser mig, gemmer de hurtigt telefonen væk,’ fortæller en pædagog.

I en anden fritidsklub har en pædagog opdaget fire drenge sidde sammen uden for klubbens område med deres telefoner, for at undgå klubbens mobilpolitik.

Børnene fortæller også om deres kreative løsninger for at slippe for reglerne.

‘Jeg sidder bare på toilettet og kigger på telefon’.

Flere pædagoger i fritidsklubberne fortæller, at de føler sig som politimænd, når de skal håndhæve reglerne om forbud. De fortæller, at det skaber distance til børnene, der finder smutveje, gemmer sig, fjerner sig. På den måde fører forbud ofte til, at de voksne kommer på afstand af børnenes mediepraksisser og derfor også mister muligheden for at forstå, hvad der optager børnene og de unge.

Omvendt oplever nogle af pædagogerne, at reglerne giver plads og skaber opmærksomhed på de aktiviteter, der foregår i klubben. Og nogle børn og unge giver udtryk for, at det kan være træls, hvis alle ‘bare sidder med deres telefon’. Så billedet er ikke entydigt.

FORDYBELSER OG PERSPEKTIVER

Værdier og normer er bestemmende i ungdomsklubben I ungdomsklubberne er der ofte mobilfrihed. Her ser det ud til at være pædagogernes personlige værdier og klubbens sociale normer, der afgør, hvad de gør og ikke gør med telefoner og sociale medier.

I en af klubberne fortæller en pædagog, at han får et indblik i de unges verden, når han interesserer sig for de unges mediebrug.

‘Og så snakker vi om det her med at være fuld og have taget stilling til, hvor meget vil du drikke’.

Pædagogen fortæller, at han en aften gik i dialog med de unge om alkohol. Når han ser de unges videoer, forstår han bedre, hvad der er vigtigt for dem. Vores forskning viser, at mobilfrihed skaber mulighed for dialog med de unge om det, der er vigtigt i deres ungdomsliv.

I en anden ungdomsklub har de heller ikke nedskrevne regler om mobilbrug

‘Det er noget, de unge faktisk sætter rigtig meget pris på, og som er med til at (…) gøre det attraktivt for dem (…). Det her med, at de selv kan bestemme’.

Pædagogen fortæller, at friheden til selv at bestemme i ungdomsklubben er noget af det, der er med til at tiltrække og fastholde de unge. Og denne pointe er pædagogerne i ungdomsklubberne enige om. Med stramme regler risikerer de at skræmme de unge væk og efterlade klubberne med langt mindre tilslutning.

Pædagogerne fremhæver vigtigheden af at tilbyde et rum, hvor der er plads til dialog om og med de sociale medier og til, at de unge kan gøre som de plejer.

Om projektet

Forskningsprojektet er et samarbejde mellem VIA University College og Københavns Professionshøjskole. Projektet er støttet af BUPL’s forskningspulje.

Projektet er organiseret i tre faser. I første fase indsamlede forskerne empiri fra fire fritidsog ungdomsklubber, hvor både børn, unge og pædagoger deltog. I anden fase arbejdede de med analyser, og i tredje fase afprøvede klubberne nye pædagogiske tiltag.

OMSofie Sauzet Lektor og ph.d. sosa@kp.dk

Sofie arbejder på Københavns Professionshøjskole. Hun forsker i børn og unges hverdagsliv og pædagogers arbejdsliv i og omkring fritidsinstitutioner og skole.

OM

David Thore Gravesen Lektor og ph.d. dtg@via.dk

David underviser på Pædagoguddannelsen og er forskningsleder Program for hverdagsliv og fritidspædagogik i Forskningscenter for pædagogik og deltagelse.

Tænk hvis kunsten fik plads

I møder med kunst kan vi opleve andre forståelser af, hvordan verden er, har været og kan blive.

Tænk et øjeblik på en bog, et billede, film, musik, dans, teater eller anden kunst, som du har oplevet, der har rørt eller påvirket dig.

Jeg stod engang foran Den Frie Udstillingsbygning i København med min kuffert, da et marmoræg trillede ud under døren. Jeg samlede det op. Sisters Academy havde indrettet museet som en kostskole, hvor jeg, ligesom de øvrige museumsgæster, lod mig indskrive i mindst et døgn. Vi sov, spiste og gik i skole i udstillingsbygningen i sanselige og kunstneriske rammer. Underviserne var kunstneriske guides, der åbnede nye og poetiske universer.

Jeg mødte en helt anden måde at opleve kunst og pædagogik på. Og hørte om, hvordan Sisters Academy skabte take-overs på gymnasier, hvor det æstetiske og kunstneriske var rammesættende for ledelse, undervisning og indretning for en tid. Det er tankevækkende, hvad det

kunstneriske kan betyde i en pædagogisk hverdag.

I møder med kunst kan vi opleve andre forståelser af, hvordan verden er, har været og kan blive. Kunst kan vække vores fantasi, forestillingsevne, handle- og skabertrang, vores kreativitet og give os nye perspektiver. Derfor ligger der enorme potentialer i kunsten i forhold til pædagogikken. På grund af klimakriser og menneskets negative aftryk på verden er der brug for at finde nye lydhøre og verdensvendte veje både indenfor pædagogik og kunst. Kunst kan bygge bro mellem deltagere og verden. Som pædagog kan du være med til at bygge denne bro.

Alle har ret til at møde kunstog du kan skabe møderne. Det kan du gøre ved at undersøge muligheder for at inddrage kunst i din pædagogiske praksis. Lyt til deltagernes interesser for sang, musik, billeder, dans, skulpturer,

film og teater. Deltag i udforskning af bevægelser, lyde, sange, tegning og former. Gør dig umage med at finde kunst, der kan supplere det, som deltagerne holder af i forvejen.

Der findes kunst om alle emner. Og kunst kan være med til at åbne dialoger, oplevelser og forståelser for alle. Alle steder er der adgang til kunst. Måske er I tæt på et kunstmuseum, et teater, eller biograf og har midler til at tage deltagerne med. Ellers kan kunst være gode bøger, som I læser op eller film, musik, teater og billedkunst, som I viser på skærme.

Kunstpædagogik er også kunstbaserede processer som drama, musik, dans og billedarbejde.

Brug din fantasi og kreativitet til at danne særlige, mindeværdige, sanselige og poetiske universer, I kan træde ind i - eller grib små muligheder i nuet og hverdagen til at skabe en fantasifuld, kreativ eller æstetisk udforskende stund.

Prøv at lukke øjnene og tænk på, hvordan pædagogisk praksis kunne ændre sig, hvis kunst, leg, krop, kreativitet, nærvær, forundring og forbundethed blev vægtet højst. Hvordan kan kunst blive en større del af din professionelle identitet? Kunne du lave dit eget take-over i din praktik eller på din arbejdsplads, hvor det kunstneriske i en tid fik hovedrollen?

Prøv at trille et æg ud under en dør…

OMHanne Kusk Lektor og ph.d. hku@ucn.dk

Hanne Kusk er lektor og ph.d. ved UCN

Hanne leder den nordiske forskningsgruppe BLÆK (Børn, Leg, Æstetik og Kunst)

Lyt til podcasten, hvor Hanne fortæller om sin forskning i kunstpædagogik her.

I forbindelse med forskningens døgn har hun udgivet materialet ‘Tag på forundringstur – og styrk børns æstetiske oplevelser børnehaven. Bestil det gratis her.