4 minute read

Kunsten at lade det ustyrlige være ustyrligt

ET ELSKELIGT ROD

Af Niels Nørrind Hansen, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen

Indimellem er den vigtigste pædagogiske opgave at lade være med at blande sig i det, børnene har gang i. At sidde på hænderne selv om den professionelles impuls er at skabe orden i kaos.

Den ustyrlige virkelighed

Jeg sidder i sofaen i en helt almindelig dansk børnehave. Der er højt aktivitetsniveau og mange børn. Jeg kender dem alle sammen. Maja og Sofie på 4 år sidder i sofaen ved siden af mig. Jonas på 3 kommer forbi. Vi får øjenkontakt, og han løber videre.

Der er mere gang i den end i nogen fest, jeg har været til. Interaktioner. Drama. Fysisk udfoldelse. Kaos. Jeg sidder midt i det hele og smiler. Der er noget vigtigt her, der er lykkedes. Det er lykkedes så godt, at jeg ser ud til at være overflødig. Det, der er lykkedes i ovenstående fortælling, er at skabe et rum og en ramme, hvor børnene udfolder sig og socialiserer, danner relationer og afprøver roller, udfordrer egne og andres grænser eller fordyber sig i deres eget. Et børnefællesskab der fungerer uden umiddelbar indblanding eller styring fra voksne. På trods af udfordringer og konflikter håndterer børnene det selv på en måde, der lige nu ikke kræver, at jeg blander mig.

ET ELSKELIGT ROD

Der er mere gang i den end i nogen fest, jeg har været til. Interaktioner. Drama. Fysisk udfoldelse. Kaos. Jeg sidder midt i det hele og smiler. Der er noget vigtigt her, der er lykkedes.

Det er kulminationen af hverdagspædagogikken, hvor kerneopgaverne er at give børnene muligheder for udvikling, læring, deltagelse og dannelse. Men det kræver, at vi får øje på det, når det sker og undlader at bremse eller begrænse det, der foregår.

Det kan ikke ske hele tiden eller alle steder. Det handler om at skabe plads og mulighed for, at det kan være sådan indimellem.

Når jeg sidder i sofaen og nyder det velfungerende og udbytterige kaos omkring mig og bliver glad ved at have overflødiggjort mig selv, så ligger der også i det, at et andet væsentligt succeskriterie er blevet opfyldt: At børnene opnår selvstændighed. Hvorfor er det svært ikke at blande sig? Der kan være flere grunde til, at pædagoger intervenerer i børnefællesskaber, selv om de måske burde lade være. Jeg vil fremhæve fire årsager. For det første er det ofte netop det, vi skal. Intervenere. Blande os. Støtte og guide, og nogle gange også stoppe de konflikter, der opstår imellem børnene. Det gør vi for, at den enkelte får mulighed for deltagelse uden at lide overlast. Og for at kvalificere og styrke fællesskabet. At vi blander os er en selvfølgelig og central del af pædagogisk praksis.

For det andet kan der være en bekymring hos pædagogen for, hvordan situationen ser ud udefra. Vi kan forestille os pædagogen, der sidder i sofaen, midt i det, der ligner kaos. Pædagogen ser ud til ikke at lave noget, og der er samtidigt to børn, der har en tiltagende konflikt om, hvem der leger med den røde bil. I det scenarie kommer en forælder ind ad døren, og ser øjebliksbilledet: Der er kaos og konflikter, men pædagogen sidder i sofaen og ligner en, der ikke laver noget. For det tredje kan det være, at det ikke er afstemt i personalegruppen, at der arbejdes med det ustyrede i det hele taget. I scenariet ovenfor kan man nemt forestille sig, at der træder en kollega ind fra legepladsen, der straks går over og løser konflikten mellem de to børn. Kollegaen kommer dermed til at overtage, selvom der er en pædagog tilstede i situationen, som har vurderet, at det er bedst at vente med at blande sig.

For det fjerde kan det være svært for den enkelte pædagog at holde ustyrligheden ud. At være i kaos, uden at miste overblikket og sin indre ro.

At legitimere og give opmærksomhed

Hvad kan vi så gøre, for at skabe mere rum og større mulighed for, at børnefælleskabet udfolder sig i sin kaosagtige kompleksitet? Jeg vil her fremhæve følgende opmærksomhedspunkter:

OM

Niels Nørrind Hansen ninh@via.dk

Cand.pæd. i filosofi og adjunkt på VIA pædagoguddannelsen.

Niels er pædagog og har erfaring fra dagtilbudsområdet og som specialpædagog.

ET ELSKELIGT ROD

1. At den enkelte pædagog er bevidst om de kvaliteter det ustyrede, komplekse og kaotiske har i arbejdet med de pædagogiske kerneopgaver.

2. At man er tydelig i kommunikationen til forældrene om, hvorfor man arbejder som man gør i institutionen. Så de ikke tror, at tilsyneladende ustyrlige situationer er udtryk for ugidelighed eller manglende faglighed. 3. At man som faggruppe er afstemt, så man fx spørger kollegaen i sofaen, inden man griber til handling.

4. At man i personalegruppen arbejder med at kunne udholde ustyrlighed og fornemmelsen af kaos: at turde stå i et usikkert felt og modstå impulsen til at tæmme og ordne.

Dannelse til det utæmmede

Mange situationer i dagtilbuddenes hverdag kan se kaotiske ud. De har også et element af ustyrlighed, men måske ligger det fine netop heri? Niels Jakob Pasgaard skriver i ’Sidste chance’, at dannelsen foregår i det utæmmede. Det vi ikke kan kontrollere eller manipulere, men lader være frit. Det tilsyneladende kaotiske, fremstår ikke nødvendigvis kaotisk for den pædagog, der har et indgående kendskab til de enkelte børn, børnegruppen og de dynamikker, der er i den. Eller med andre ord; det, der skal til, for at kunne navigere i kaos, er måske at have den opmærksomhed og viden, der skal til for at se, at det ikke er kaos, men i stedet en kompleks og ustyrlig virkelighed, der udfolder sig.

Det tilsyneladende kaotiske, fremstår ikke nødvendigvis kaotisk for den pædagog, der har et indgående kendskab til de enkelte børn, børnegruppen og de dynamikker, der er i den.