6 minute read

Min børnehave er et sted i verden må jeg se din børnehave?

ET ELSKELIGT ROD

Af lektor Erika Zimmer Brandt og ph.d. og docent Anette Boye Koch, VIA Pædagoguddannelsen

Min børnehave er et sted i verden,

må jeg se din børnehave?

Hvordan er det at gå i børnehave i Danmark? Hvordan er det at gå i børnehave i Tanzania? Kan vi gennem børns hverdagsfortællinger gå på besøg i hinandens hverdag? Og hvad sker der mon så? Hvordan forstår børnene det?

ET ELSKELIGT ROD

Vi har været nysgerrige på, hvilke fortællinger børnene lægger vægt på, hvad børnene ønsker at vise frem, og hvad de inviterer os med til, når vi som udenforstående ønsker at lære om og forstå deres virkelighed.

Verdens venner

Vi har sammen med børn i Danmark og Tanzania lavet billedbøger om deres hverdag i børnehave/førskole. Vores ambition er at lære af børnenes fortællinger og forstå mere af mindre børns oplevede institutionsliv forskellige steder i verden.

Den dag vi besøgte Vega i hendes børnehave i Danmark, skulle de på tur med gå-klubben og tælle skridt. Der var is på søen, og det var koldt. Den dag vi besøgte Samiah i hendes skole i Tanzania var der varmt og støvet. Samiah øvede sig i at læse og skrive sammen med resten af sin klasse. Hun havde sin skoleuniform på og en hue, hun havde fået af sin mor.

Samiah og Vega er 5 år gamle, og de har begge en hverdag i en institution. På nogle punkter ligner deres liv hinanden. De elsker nogle af de samme lege, de har begge søskende, og de er glade for deres venner. På andre punkter er deres hverdagsliv ret forskelligt. Vega går i børnehave. Samiah går i førskole. I Vegas børnehave kender alle hinanden. I Samiahs førskole er de så mange børn, at det ikke er muligt. Men fælles for både Vega og Samiah er, at det er spændende at fortælle om sit eget liv og også spændende at høre om andre børn.

Børnesensitiv etnografi

Metodisk er vi inspirerede af Tobin, Wu og Davidsons etnografiske undersøgelser fra 80’erne i børnehaver i Japan, Kina og USA. I projektet ’Preschool in Three Cultures’ filmede de hverdagslivet i institutionerne og gik efterfølgende sammen med pædagogerne i dialog med materialet. I vores projekt ønsker vi en tilsvarende dialogisk tilgang. Men til forskel fra Tobin, Wu og Davidson lægger vi vægt på børnenes fortællinger, og den efterfølgende dialog er også centreret om børnene. Vi har valgt billedbogen som form, da den er forståelig og tilgængelig for målgruppen. Den kan danne grundlag for samtaler om børnehavelivet.

I børnenes fodspor

I første del af projektet har vi besøgt børnene. Vi har fulgt dem i deres hverdag, og vi har taget billeder.

OM

Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

Erika er videnmedarbejder ved program for Social innovation, VIA Forskningscenter for innovation og entreprenørskab.

OM

Anette Boye Koch abk@via.dk

Ph.d. og docent ved VIA Pædagoguddannelsen

Anette er forskningsleder ved program for børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem, VIA Pædagogik og dannelse.

ET ELSKELIGT ROD

HVAD ER DET VI HAR FUNDET?

Børnene og pædagogen diskuterer, hvad det er de har fundet. De troede, at det var en død and, men heldigvis var det bare en kasket. Vi har været nysgerrige på, hvilke fortællinger børnene lægger vægt på, hvad børnene ønsker at vise frem, og hvad de inviterer os med til, når vi som udenforstående ønsker at lære om og forstå deres virkelighed. Med andre ord har vi forsøgt at følge børnene, når de fortalte, viste frem og inviterede til leg eller andre former for samspil.

Det materiale har vi lavet til børnebøger, som vi tager tilbage til børnene og læser op. Det er vigtigt for os, at børnene validerer vores materiale. Vi spørger dem derfor, om vi har forstået deres fortællinger rigtigt, og hvis ikke retter vi til ud fra et ideal om, at fortællingerne er børnenes.

På besøg i andre børns hverdag

I anden del af projektet ser børnene også hinandens bøger. Vores idé er, at de på denne måde får mulighed for “at tage på besøg og invitere ind i hinandens hverdagsliv”.

At de gennem fortællingerne både kan få et andet blik på sig selv, men også opleve glimt af børneliv helt andre steder på kloden, hvor vilkårene for at være og lære på nogle punkter er meget anderledes fra det, de kender i det nære. På den måde håber vi, at bøgerne kan være et vindue til verden. Et vindue til noget fremmed og ukendt, der samtidig forbinder sig til det hjemlige og kendte – nemlig børnehavelivet.

Voksenblikket – pædagogik og vilkår

Den tredje del af projektet handler om voksenblikket. Hvad kan vi lære af børnenes fortællinger? Fortællingerne har mange lag og fortæller implicit om store forskelle i vilkår, pædagogik og

At de gennem fortællingerne både kan få et andet blik på sig selv, og også opleve glimt af børneliv helt andre steder på kloden.

VI VENTER PÅ RÆKKE

Samiah venter sammen med sine klassekammerater uden for skolen. De har haft samling, og alle har vasket hænder. Om lidt går de på række ind til time.

ET ELSKELIGT ROD

JEG ØVER MIG

Samiah skriver omhyggeligt ned i hæftet, hvad læreren skriver på tavlen kultur. Samiah går på en privat katolsk skole i et land, hvor religion spiller en større rolle end i Danmark. Hun er muslim. Den katolske skole er struktureret sådan, så der er plads til flere religioner. Fx kommer Samiah hver fredag i moské som en del af hendes skolegang.

Vega går i en kommunal børnehave i Danmark. I Vegas børnehave er der langt flere voksne pr. barn, end der er i Samiahs. Vega bliver spurgt om mange ting i løbet af sin hverdag, som Samiah ikke bliver spurgt om. Fx hvad har du lyst til at lege? Når de er på tur, spørger pædagogen mange gange børnene om, hvad de ser, og pædagogen deltager i at udforske omgivelserne sammen med børnene.

Barnets stemme og kvalitet i uddannelse

Ét af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling handler om kvalitet i uddannelse. Et andet om deltagelsesmuligheder for alle. Vi interesserer os for, hvad kvalitet i uddannelse er på førskole-området, og hvilke muligheder børn har for at få deres stemmer hørt.

Hvordan kan børnenes fortællinger kvalificere pædagogikken i institutionerne? Hvordan kan de nuancere de professionelles forståelse og bruges på pædagoguddannelsen og i praksis?

Vi vil i den kommende tid derfor forske i, hvad der sker, når børnebøgerne bruges i institutionerne. Hvad siger børnene? Hvilke tanker får de? Hvilke samtaler springer ud af brugen af materialet? Men vi vil også tage det ind på pædagoguddannelsen i Danmark og Tanzania for at høre studerendes og underviseres refleksioner om pædagogik, kultur og vilkår. Opfatter børnene vores pædagogik på den måde, som vi tror? Hvis ikke, hvordan kan det mon så være? Og hvad kan vi lære af det?

PÅ LEGEPLADSEN

Vega fortæller: Vi hører tit musik, når vi er på legepladsen. Jeg øver mig i forskellige måder at danse på og leger, at jeg er med i MGP.

HVORFOR HAR DE IKKE SKOLEUNIFORMER PÅ?

Samiah og Giovanni præsenteres for bogen om de danske børnehavebørn. De undrer sig over, at de danske børn ikke har uniformer på.