6 minute read

Hej din gamle kælling

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

Af Hanne Duus, journalist, VIA University College, hd@via.dk

Rikke Smedegaard er pædagog, men hun er også skarp debattør, efterspurgt foredragsholder og succesfuld forfatter. Hun argumenterer for, at pædagogikken ikke kan sættes på formel – ja måske ikke engang til fulde forstås. Og så insisterer hun på at tage sine følelser med på arbejde. Altid.

”I en periode blev jeg hver morgen mødt af et barn, der hilste mig med ’Hej din gamle kælling’. Mine kollegaer påpegede det uhensigtsmæssige i kommentaren, men der var noget, der stak mig. For selvom det ikke er den fedeste måde at blive mødt på, så var der noget, der virkede rigtigt”. Sådan siger Rikke Smedegaard, der er uddannet socialpædagog og forfatter.

’Hej din gamle kælling’ og andre oplevelser med de mange børn og unge, Rikke Smedegaard har mødt i sit arbejdsliv, blev startskuddet til Ida er pisseprovokerende, der er hendes første bog, udsprunget af hendes arbejde som pædagog. Hun havde i flere år gået og bakset med begrebet professionel distance. Et meget brugt begreb i den pædagogiske verden.

Er det professionelt at holde distance?

”Jeg oplevede, at det kunne være svært at holde en professionel distance. Der var børn, der slog mig, råbte ad mig. Nogen gad ikke være sammen med mig, andre ville være for

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

Hun fortæller, at hun flere gange følte sig klemt mellem systemets logik og det, som hendes faglighed bød hende at gøre. Nemlig at være nærværende og forsøge at forstå.

meget sammen med mig. Flere kollegaer hævede den professionelle distance-finger. ’Vær nu opmærksom på den professionelle distance’. Men hvad betyder det? Og skal man det? Skal man holde en professionel distance, når man arbejder med mennesker? Det er jo de nære relationer til andre mennesker, der rykker ved noget,” siger Rikke Smedegaard.

Hun fortæller, at hun flere gange følte sig klemt mellem systemets logik og det, som hendes faglighed bød hende at gøre. Nemlig at være nærværende og forsøge at forstå. Derfor skrev hun blandt andet debatindlæggene ’Nærvær kan ikke effektiviseres’ og ’Professionel kærlighed i praksis’, der er udgivet i henholdsvis Information og Tidsskriftet Specialpædagogik.

”Hvis man holder en distance til andre mennesker og sine følelser, kan man jo ikke forholde sig til dem. Jeg kunne mærke, at der var noget her, der ikke bare var så lige til. Vi er nødt til at forholde os til følelser og det andre gør ved os”.

Det kan være et råb om hjælp

Hun forklarer videre, hvorfor det er vigtigt at blive følelsesmæssigt engageret, også – eller ikke mindst – i et pædagogisk arbejde. Det er gennem følelserne, vi mærker os selv og andre, og når vi forholder os til vores følelser, kan det være lettere at forstå os selv og andre. ”Selvom du har svært ved at skabe relationer, betyder det ikke nødvendigvis, at du ikke ønsker at være sammen med andre. Vi vil jo alle sammen gerne være betydningsfulde på en eller anden måde. Og her skal vi lære, hvordan relationer virker,” siger Rikke Smedegaard. Hun uddyber og siger, at der findes mange mærkelige måder at skabe kontakt på. Og har man ikke lært, hvad der er hensigtsmæssigt, kan det blive rigtig svært.

”Der er børn, der råber for at komme i kontakt. Men børn, der råber, kan meget hurtigt blive afvist, for det er irriterende. Men det kan jo faktisk være deres måde at forsøge at komme i kontakt med andre på,” siger Rikke Smedegaard, og fortæller videre om drengen, der hilste hende velkommen hver morgen med et ’Hej din gamle kælling.’

Jeg holdt fast

”Det er jo ikke flatterende at blive kaldt ’gamle kælling’, men det var hans måde at nærme sig mig på. Jeg kendte ham, og forstod, at det ikke var hans mening at være uforskammet. Så i stedet for at irettesætte ham, tog jeg imod, for at få kontakten. Som jeg så kunne bruge til at komme tæt på ham, og arbejde med hans måde at tage kontakt på,” siger Rikke Smedegaard og fortsætter:

”Mine kollegaer kommenterede og sagde, at det skal du ikke finde dig i. Men det var vigtigt for mig at holde fast, for jeg så bag om hans adfærd. Og var opmærksom på, at det var hans måde at få kontakt til mig. Der kan jo være mange forklaringer på råb, og det er meget komplekst, hvad der ligger bag,” siger Rikke Smedegaard.

Følelserne blev en del af mit pædagogiske værktøj

I sin bog Ida er pisseprovokerende har Rikke Smedegaard

OM

Rikke Smedegaard r.smedegaard@outlook.dk

Rikke er uddannet socialpædagog i 1996. Har arbejdet som pædagog hele sit arbejdsliv.

Hun har arbejdet på et behandlingshjem, med børn og unge med autismespektrum forstyrrelser og i et netværk for unge og voksne med forskellige diagnoser. Hun har arbejdet i skoler med AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel) og inklusion, i SFO og i børnehave.

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

skrevet om forskellige oplevelser, hun har haft igennem sit pædagogiske arbejde. Hun fortæller blandt andet om et barn Karla, (navnene på personerne i bogen er selvfølgelig anonyme) som en kollega syntes, hun kom for tæt på.

”Jeg kunne ikke forklare min kollega, hvorfor jeg gjorde, det jeg gjorde, for at komme tæt på Karla. Og heller ikke, hvorfor det var så vigtigt for mig at komme helt tæt på hende. For på det tidspunkt havde jeg ikke sproget og argumenterne for, hvad det var jeg gjorde,” siger Rikke Smedegaard, der videre forklarer, at Karla var et barn, der havde det svært, og et barn man nemt kunne blive træt af. ”Vi voksne kom ubevidst til at tage afstand fra hende, og det var ubehageligt. Det blev mere og mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at vi som professionelle forholder os til vores følelser. Og at vi opbygger nære relationer til børnene,” siger Rikke Smedegaard, der forklarer, at hun var nødt til at skrive en bog for at finde de faglige argumenter i teorier og forskning. Så det blev tydeligt, at der lå bevidste pædagogiske overvejelser bag hendes handlinger,” siger Rikke Smedegaard.

Lille bog med stor effekt

Samtidig med at hun arbejdede som pædagog, voksede bogen sig frem, og alle de mange interessante oplevelser hun har

Det er gennem følelserne, vi mærker os selv og andre. Og når vi forholder os til vores følelser, kan det være lettere at forstå os selv og andre.

haft med børn og unge i årenes løb åbnede sig for hende. Der begyndte at danne sig et nuanceret billede af pædagogisk arbejde med følelser. Om hvor vigtigt det er at have sig selv med i pædagogisk arbejde, hvis du skal møde andre mennesker. Skabe gode relationer, der kan være med til at hjælpe dem med at finde sig tilpas i deres liv.

Rikke Smedegaard skrev altså Ida er pisseprovokerende for selv at forstå. For at undersøge sammenhængen mellem praksis og forskning. Og for at få et sprog at kunne forklare sig på. Hvad hun ikke vidste, da bogen blev udgivet, var at den ville vække genklang i en hel profession. At så mange flere pædagoger end hende selv havde savnet præcist det samme. Rikke Smedegaard er derfor nu så efterspurgt en foredragsholder, at hun kæmper for at finde tiden til at skrive efterfølgeren. Hun skal nemlig også have tid til at være pædagog.

Læs mere

Forlaget har lagt en læseprøve på ’Ida er pisseprovokerende’ ud, så du kan læse forord, anslag og første kapitel af bogen her.

Læs en anmeldelse af ’Ida er pisseprovokerende’ – på Pædagogen.dk

Læs kronikken ’Nærvær kan ikke effektiviseres’ i Information her.