HJERNENS TIDLIGE UDVIKLING – OG BEHOVET FOR SPECIEL ERNÆRING De første nerveceller dukker op allerede efter 2-3 uger af graviditeten. Og derefter går det stærkt. På visse tidspunkter dannes op imod 250.000 nye nerveceller i minuttet; og når vi bliver født, har vi hele 100 milliarder nerveceller. Under hele graviditeten og i de første leveår, dannes desuden mange milliarder nye forbindelser mellem nervecellerne. Antallet firdobles alene i det første leveår. Og de forbindelser, der allerede er dannet, undergår meget store forandringer i takt med, at barnet og dets hjerne lærer alt det, man skal, som nytilkommen i en meget stor verden. Selvom vores hjerne fortsætter med at forandre sig livet igennem, når vi lærer nyt, er der altså ekstra fart på under den tidlige udvikling. Hjernen gennemgår en række vigtige forandringer. Den har derfor andre behov i den tidlige udvikling end senere i livet.
Spædbørns ernæring Den hurtige vækst hos spædbørn kræver både energi og byggesten. Spædbørns kost skal derfor have både et højt energiindhold og være rig på næring. Modermælk er fra naturens side optimalt sat sammen til at tilgodese, de behov spædbørn har, og er godt tilpasset barnets udvikling. Der er derfor ikke grund til at tænke på anden ernæring i de første mange måneder – medmindre barnet har udfordringer med at sutte eller synke eller på anden måde tage næring til sig. Hvis barnet har udfordringer, er det vigtigt at få afdækket årsagen med hjælp fra en sundhedsplejerske. Det er sjældent hos mor problemet ligger, men langt hyppigere udfordringer med at sutte eller synke hos barnet med CP. I de tilfælde kan modermælkserstatning eller i nogle tilfælde måske endda sondeernæring komme på tale. Det drejer sig om produkter, der ernæringsmæssigt er sammensat, så de lægger sig så tæt op ad modermælk som overhovedet muligt. 46