
2 minute read
Det vanskelige måltid
Er barnet selektivt spisende eller har madaversioner, er det vigtigt at komme i kontakt med nogen, der kan hjælpe med at afdække, hvorfor bestemte fødevarer fravælges. Er måltidet kørt i hårknude, er det vigtigt at forstå, at barnet handler, som det gør, af en årsag. Det, som kan virke irrationelt – altså ikke at spise – er det mest rationelle i barnets verden. For barnet er maden typisk blevet koblet med noget ’farligt’ og ’ubehageligt’, og den rationelle handling for at undgå fare og ubehag er at undlade at spise. Barnets omgivelser skal derfor forsøge at hjælpe med at lave en ny kobling til måltidet. En kobling, hvor fødevarer mødes som noget sjovt, spændende og ikke mindst ufarligt.
Og hvordan gør vi så det? Det er ofte en kompliceret og langstrakt proces, hvor det kan være nødvendigt med professionel hjælp. Ansvarsfordelingen bør være, at vi som voksne bestemmer, hvad der bliver serveret; og barnet bestemmer, hvad det spiser. Det lyder simpelt, men mange forældre har vænnet sig til at kontrollere mængder, og hvad der spises. Derfor er det ofte ikke kun barnet, der bliver udfordret, men i lige så høj grad forældrene, som skal igennem en følelsesmæssig svær proces.
En anden overvejelse, man kan gøre, er, hvornår hvad præsenteres. Hvis et barn er udfordret i at komme til måltidet, kan det være en god ide at præsentere det mest krævende måltid på det tidspunkt af dagen, hvor barnet har mest overskud. Der er ikke et entydigt svar på, hvornår det er. Mange børn – og i virkeligheden også voksne – er ofte trætte efter en lang dag i institution, skole eller på arbejde. På trods af dét lever vi i en kultur, hvor aftensmåltidet typisk er det mest krævende måltid. Det er ofte her, vi forventer, at familien samles. Der skal spises, dagens oplevelser skal vendes; og på samme tid er det dagens mest sammensatte måltid. Kulturelt accepterer vi, at morgenmad og frokost er stort set ens, men vi har en forventning om, at aftensmaden varierer fra dag til dag, og at den indeholder mange delelementer , som ofte blandes sammen. Alt sammen noget, der kan udfordre det selektivt spisende barn. Et råd kan være at finde ro i et mindre alsidigt aftensmåltid, og måske i stedet udfordre barnet ved morgenmaden eller weekendens frokost.


