
3 minute read
Hjernen og ernæring
Vi spiser i høj grad for at brødføde vores hjerne. Omkring 1/5 af al den energi, vi indtager i løbet af en dag, bliver brugt af hjernen. Hvis vi ikke spiser tilstrækkeligt, sørger hjernen for at tage dét, den har brug for, på bekostning af resten af kroppen – især vores fedtdepoter og muskler. Når vi oplever sult og måske føler os sløje og svimle, fordi det er lang tid siden, at vi har spist, er det i virkeligheden vores hjerne, der fortæller os, at den ikke får tilstrækkelig ernæring.
Men hvorfor har hjernen brug for at spise så meget hver dag? Først og fremmest er den nok noget nær den mest komplekse struktur i universet. Den har brug for rigtig meget brændstof og mange byggematerialer for at kunne fungere. Ifølge nogle beregninger er der faktisk så mange nerveceller – og forbindelser indbyrdes mellem dem – at der er flere kombinationsmuligheder i hjernen end atomer i hele universet. Det betyder også, at vi alle helt grundlæggende er unikke. Og ikke nok med det: Forbindelserne ændrer sig hele tiden afhængigt af den aktivitet, der er i hjernen. Det betyder, at din hjerne ændrer sig som følge af de mange erfaringer, du får i løbet af dit liv som menneske.
Din hjerne vil derfor ikke længere være den samme, når du har læst bogen her. Den vil have ændret sig – om du vil det eller ej. En ændring, som betyder, at du forhåbentlig stadig kan huske det, du læser nu, i morgen. Og når hjernen omtales som ’plastisk’ eller foranderlig, så er det den egenskab, der hentydes til.
Funktionen er vigtig, når et menneske vokser op, og hjernen skal reparere en eventuel skade; men faktisk er det vigtigt, hver gang vi skal lære nyt, livet igennem. Her spiller nervecellerne en helt central rolle. Før fødslen og i løbet af barndommen mangedobler hjernen sin vægt gennem antallet af nerveceller og ikke mindst antallet af forbindelser mellem nervecellerne. Før fødslen dannes ikke mindre end 20 milliarder nerveceller alene i hjernebarken, og det skønnes, at der i alt er 240 trillioner forbindelser mellem nervecellerne ved fødslen.



Forbindelserne mellem nervecellerne fortsætter livet igennem med at blive dannet og nedbrudt i en balance, der afhænger af den aktivitet, der er i de forskellige nervenetværk. Nogle undersøgelser peger på, at helt op til 1 million forbindelser mellem nervecellerne nedbrydes eller dannes pr. sekund livet igennem.
Al den aktivitet og de ændringer, der forekommer i hjernen, er imidlertid ikke gratis. Nervecellerne er opbygget af fedt, proteiner og sukker; og de kommunikerer med hinanden via kemiske signalstoffer, der kommer fra specifikke aminosyrer (dele af proteiner) og fedtsyrer. Når hjernen ændrer sig plastisk, kræver det, at der tilføres både energi og næringsstoffer hele tiden, som sikrer, at brugt materiale erstattes, og nye forbindelser etableres.
På trods af sin relativt lave vægt (kun ca. 2 % af legems- vægten) lægger hjernen beslag på 20 % af kroppens energiforbrug, når vi ikke bevæger os. Det gør den, både når vi er vågne, og vi sover. Der er faktisk ikke forskel på hjernens samlede aktivitet, og energiforbrug, hvad enten vi sover eller prøver at løse en indviklet matematisk opgave.

Vi ved desværre kun lidt om, hvordan hele denne husholdning i hjernen foregår – altså hvordan det sikres, at de rigtige stoffer er til stede i rette mængde og på rette tid og sted, fx når en ny forbindelse mellem nerveceller etableres. Det er imidlertid et område, der forskes intensivt i, og som hver dag bringer ny viden. Vi er derfor begyndt at få mere viden om, hvordan indtagelsen af forskellige fødevarer i vores kost kan påvirke nervecellernes opbygning, deres kemiske signalstoffer og deres plasticitet.

Vidste du, at nervecellernes længde tilsammen svarer til at rejse rundt om jorden fire gange?
