Renin-angiotensin blokade som nyrebeskyttelse ved diabetes De seneste 20 år har standardbehandling af diabetisk nyresygdom omfattet blokade af renin-angiotensin-systemet med enten ACE-hæmmer eller angiotensin-2-receptor antagonister. I den periode har vi på Steno Diabetes Center forsket i effekten af højere dosis og kombinationsbehandling. FREDERIK PERSSON er afdelingslæge, dr.med. og seniorforsker på Steno Diabetes Center Copenhagen og har skrevet disputats om diabetisk nyresygdom under vejledning af professor Hans-Henrik Parving. Forskningsgruppen ledes nu af professor Peter Rossing og arbejder fortsat på at forbedre behandling og prognose for diabetes og senkomplikationer.
En af de hyppigste komplikationer til diabetes
Diabetes Center. Parallelt var der også stort
progredierende diabetiske nyresygdom, som
sens forskningsgruppe i Århus.
er den langsomt udviklende, men ofte stabilt ubehandlet kan ende i kronisk nyresvigt med
dialyse eller nyretransplantation som eneste behandlingsmulighed. I dag er der mere fokus
end nogensinde på at forebygge dette, ikke
mindst, da der i den senere tid er tilkommet nye effektive behandlinger.
For en generation siden var det en anden
virkelighed at være ramt af diabetisk nyresygdom. Udover blodsukkerbehandling havde
fokus på dette område fra Carl Erik Mogen-
I 1986 publicerede Eva Hommel fra Parvings gruppe det første egentlige behandlingsstu-
die, hvor man fandt gavnlig effekt af ACE-
hæmmeren captopril på nyrefunktionen.2 Dette
lagde grunden til det amerikanske Collaborative Group Study, som i 1993 fastslog, at lang
varig behandling med ACE-hæmmer kunne for
hindre progression af diabetisk nyresygdom og nedsætte risikoen for terminal nyresvigt.3
man egentlig ikke andre tilbud, og hvis nyre-
Samtidig kom der øget fokus på den stig
get at gøre. Hæmodialyse var dengang ikke
soner med type 2-diabetes. I forbindelse med
funktionen var svært nedsat, var der ikke meberegnet til personer med diabetes. Det stod
ikke på det tidspunkt klart, at der skulle andet end blodsukkerreduktion til.
Blodtryksbehandling vinder frem I løbet af 1970’erne fremkom teorien, at blodtryksbehandling kunne være af betydning, og det viste sig snart, at blodtryksbehandling havde hurtigt indsættende virkning på nyrefunktionen hos personer med diabetisk nyresygdom. Hans-Henrik Parving var den første, der i 1983 med en artikel i The Lancet viste, at man med forskellige slags blodtrykssænkende medicin
kunne nedsætte tabet af nyrefunktion, samtidig med at mængden af albuminuri også kunne reduceres.
1
ende forekomst af nyrekomplikationer hos per
udviklingen af den næste »generation« af blodtryksmedicin – de såkaldte angiotensin-2-
receptor antagonister (ARBs), iværksattes og så flere store randomiserede studier for at af-
klare, om der kunne være gavnlig effekt på
diabetisk nyresygdom ved behandling med losartan og irbesartan.
Her var Parving også involveret, både som
medforfatter i de internationale studier, men
også i en række lokale studier, hvor de nye lægemidlers effekt på blodtryk, albuminuri og nyrefunktion blev undersøgt nærmere.
Irbesartan viste sig at have god effekt hos personer med type 2-diabetes og mikroalbu-
minuri (nedsat progression til makroalbumi nuri),4 og både irbesartan og losartan havde
Det blev begyndelsen på en lang og ener-
effekt hos personer med type 2-diabetes og
mulige nyrebeskyttelse baseret på blodtryks-
minalt nyresvigt og død).5 Begge behandling
gisk indsats for at prøve at opnå den bedst
medicin, i form af en række bidrag fra HansHenrik Parvings forskningsgruppe på Steno
30
makroalbuminuri (nedsat progression til terer blev derfor standard efter publiceringen i 2001.
BestPractice Nordic / Endokrinologi / NR. 1 / 2021
