INTRODUKTION
Vi skal være knivskarpe på fremtidens boligmarked I takt med at pandemien overvindes, ruster vi os til nye udfordringer på et alment boligmarked, der skal være stadig mere effektivt. I 2020 blev Danmark som bekendt ramt af en global pandemi med en ny type virus, covid-19, hvilket medførte restriktioner og nedlukninger i hele samfundet. Ved årsskiftet blev vi ramt af en ny bølge af covid-19 og de nye restriktioner og nedlukninger, der fulgte. Det har betydet, at Bovias hovedkontor og lokalkontorerne har været lukket for personligt fremmøde en stor del af 2020 helt frem til april i år, og at der kun har været begrænset beboerservice ude hos beboerne. Beboerne har dog hele tiden kunnet komme i kontakt med os telefonisk indenfor vores normale åbningstid, og de har også kunnet sende os en e-mail. Ved uopsættelige behov for personlig henvendelse, kunne der laves en særlig aftale i forvejen. Der hvor coronaen har givet størst udfordringer er i forhold til beboerdemokratiet. Vi kan sende nok så mange mails til hinanden, det bliver aldrig det samme som at holde fysiske møder. Vores besigtigelsestur i foråret måtte flyttes, så det er ikke kun mødeaktivitet, der har været ramt, men også udflugter, oplevelser og socialt samvær, der hvor vi får inputtene om, hvad der rører sig i afdelingerne. Det savner vi. Vi mangler nærheden til beboerne. Det er også vores indtryk, at der kan være frustrationer, der hober sig op derude på grund af manglende kontakt med administrationen. Der er naturligvis også hængepartier og efterslæb, der nu skal indhentes. Hvor det normalt er administrationen, man ringer til, har personalet i marken i høj grad været frontpersonale. I administrationen tænker vi over de gode ting, vi kan tage med, når vi kommer ud på den anden side. Der er mange rutiner, der har ændret sig, og nogle af dem skal vi holde fast i. Online møder er en af de gode ting. Kunne man udvikle dem, så beboerne eksempelvis kunne bruge den teknologi med viceværten engang i fremtiden. Det ser vi på. Vi ser også på muligheden for ikke at lukke 100 procent op for åbningstiden på Engstien og lokalkontorerne, men det skal selvfølgelig baseres på fakta om, hvad det er for nogle henvendelser, vi får i huset, og hvornår de kommer. Måske bliver det sådan, at man skal bestille en tid, ligesom når man skal til tandlægen, hvis man har behov for personlig betjening. Sådan har det været under corona. Beboerne skal naturligvis opleve at kunne få fat i os i dagligdagen, og det er altid muligt på e-mail og telefon.
Det boligsociale arbejde Det boligsociale har de seneste år været og ligger stadig højt på dagsordenen. Ifølge boligministeren er det boligsociale arbejde ikke boligforeningernes opgave. Det er kommunens. Derfor har man fra statens side skåret i midlerne til de boligsociale helhedsplaner. Vi vil gerne understrege, at uanset hvad, vil AAB Kolding stadig gerne være med til at understøtte de boligsociale aktiviteter, der
4
AAB KOLDING ÅRSBERETNING 2020
foregår i de vores afdelinger, der er med i helhedsplanen ByLivKolding. Det vil beboerne også gerne. Men vi vil gerne minde byrådet og kommunen om, at de skal have pengepungen mere op og hjælpe. Vi skal ikke klare alle problemerne i boligforeningen alene. Her giver vi altså boligministeren ret. Men der er en forskel. Når vi iværksætter boligsociale aktiviteter i AAB, så vil vi helst gøre det for fællesskabet. Vi vil ikke spørge efter folks cpr-numre. Når kommunen er med, bliver det mere og mere individbaseret. Der er ganske enkelt sket et skred. De midler, vi får af Landsbyggefonden bliver mere og mere brugt på enkeltindivider, og det vil sige, at ByLivKolding frikøber kommunale medarbejdere til at varetage nogle interesser, som er mønter på nogle meget få personer. Det synes, vi er en skævvridning, for så bruges beboernes egne opsparede midler til kommunale opgaver. Bekymringen er desuden, at vi er med til at understøtte noget, som kommunen skal klare, men den dag, vi ikke leverer pengene længere, så forsvinder indsatsen. Så står vi måske med en udfordring med de unge mennesker, som eksempelvis får mentorhjælp. Her kunne kommunen godt være bedre til at gå ind og understøtte aktiviteterne. Mentorordningen er en langsigtet investering, vi laver ved at hjælpe sårbare unge mennesker i job og uddannelse. En af kriterierne ved at være på listen over udsatte boligområder er uddannelse, så det er vigtigt. Uddannelse er ikke noget man, får ordnet på fire år. Det er et langt sejt træk. Det starter med en tidlig indsats fra børnene er små. Vi ser heldigvis, at der er flere og flere mønsterbrydere, der bryder den sociale arv. Et fåtal er ikke egnet til uddannelse men har bedre af at få et ufaglært job hurtigst muligt. Hvis de driver rundt på gaderne eller i vaskerierne, er det ikke uddannelse der er lige for. Men de skal have noget at lave. Disse unges trivsel og adfærd er en af udfordringerne i nogle af vores boligområder. Man kan desværre finde eksempler på, at selvom kommunen bliver tilført øremærkede ressourcer fra staten, så forsvinder pengene bare ned i den store kommunekasse. Så sker der ikke noget, medmindre vi kommer ind og tager fat. Man kan med rette spørge: skal vi redde verden, fordi vi er en boligforening? Fordi vi er gode til boligsocialt arbejde og midlerne ofte gør større gavn i ByLivKolding, er det så vores opgave at løse vores medborgeres sociale problemer, fordi de bor til leje hos os i et koncentreret område. Der bliver brugt mange midler fra Landsbyggefonden, lejernes egen sparegris, men de penge findes altså ikke i de velfungerende afdelinger. Kommunen synes, det er godt, når vi påtager os den opgave, og det kan vi måske omsætte positivt til at stå godt overfor
