
5 minute read
Byggeri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side
Byggeriet buldrer fortsat frem
AAB Kolding sætter sit præg på boligbyggeriet i Kolding Kommune i disse år. To store nybyggerier står færdige og seks mere er på vej.
Advertisement
”Boligbyggeriet buldrer fortsat frem i Kolding”. Sådan lød en overskrift i JydskeVestkysten ved årsskiftet. Artiklen listede de almene boligbyggerier op, og her stod AAB Kolding som bygherre ved seks ud af otte byggerier, som enten er undervejs eller afsluttet for nylig. Sidste år opførte vi med succes boligkomplekset HomeTown nær Kolding Havn, og seneste skud på stammen over færdige byggerier er Bertram Knudsens Vej: 120 nye familieboliger i en blanding af rækkehuse og lejligheder. Boligerne er omgivet af frodige grønne fællesarealer og ligger i smørhullet mellem Marielundskoven, Kolding Storcenter, bymidten og Kolding Gymnasium . Boligerne er opført i forskellige størrelser med 1-4 værelser. Med et moderne fælleshus, hyggelige stier og søer får det gode naboskab de bedste betingelser. Samtidig er der gode parkeringsforhold og forbindelser til byen omkring boligområdet. Byggeriet er blevet opført i etaper. De første boliger blev taget i brug allerede i november 2020. De sidste er klar til indflytning i maj 2021 efter en byggesag, der alt i alt har kørt ganske glimrende.
Mere byggeri i Kolding
AAB Kolding har mere byggeri på vej i Kolding. På Kløvkjærvej i Seest opfører vi efter en længere og noget bøvlet forberedelsesperiode således 25-30 nye familieboliger. Boligerne får egen lille have eller terrasse og dejlig udsigt over Ådalen. Udbudsmaterialet ligger klart til en totalentreprise. Byggeriet bliver i to etager med grønne fællesarealer mellem boligerne og fælles parkeringsarealer. Byggestart bliver i løbet af 2022 og boligerne forventes først klar til udlejning i 2023. Ved Kolding Fjord planlægges den ny bæredygtige bydel, Marina City, og her er AAB Kolding som bekendt også med som bygherre. Kolding Kommunes vision er en varieret bydel, hvor der er forskellige typer af byggerier, en havnepromenade med plads til butikker, restauranter og cafeer samt foreninger, som kan drage fordel af nærheden til vandet. Bydelen skal rumme både private og almene boliger samt en udbygning af lystbådehavnen. Vores byggeri bliver et miljøvenligt etagebyggeri på 5.000 m2 med 85 almene familieboliger. Vi er sammen med kommunen med i arbejdsgruppen, der forbereder det udbudsmateriale, der kommer ud i efteråret 2021. Så skal der findes en vinder blandt de bydende arkitekter, og derefter går 2022 med projektering og planlægning, så spaden kan komme i jorden omkring årsskiftet 2022/2023. Vi har også et mindre boligbyggeri i Bredgade, som har ligget parkeret i nogle år på grund af fejl i lokalplanen. Nu ser byggeriet, som består af små familieboliger beliggende i hjertet af Kolding, imidlertid ud til at få nyt liv. Projektet skal videreudvikles før, vi kan komme

videre med Skema A, da tiden er løbet fra de helt små boliger, der oprindeligt var tanken.
Byggerier ude i kommunen
Kommunen har bedt os tage del i boligbyggeriet ude i de mindre byer, og det gør vi gerne. Derfor opfører vi snart 20-24 nye familieboliger i Hejls syd for Kolding. Hejls er et lille levende lokalsamfund, og udover direkte adgang til den skønne natur omkring Hejls, kan interesserede også glæde sig til, at de lyse, velindrettede og energivenlige boliger bliver klar til udlejning i løbet af 2023. Centerbyen Vamdrup vest for Kolding står også for tur til at komme på AAB-landkortet. Det kommer til at ske med 23 velindrettede rækkehuse i et interessant byggeri, hvor boligerne får flere forskellige indretninger, og alle boligerne får adgang til en lille privat have eller terrasse. Ved Bækken, som byggeriet ifølge kommunen skal hedde, opføres tæt på den ikoniske Kongeåen og forventes i licitation inden sommerferien og færdigt i utimo 2022. Ikke langt fra Vamdrup ligger Ødis, og her er AAB Kolding også udpeget til at gå i gang med at bygge 15-20 boliger. Vi skal lige blive enige med en privat grundsælger, og så er kommunen klar til Skema A. Hvis alt går, vel sker det i 2021. Der er stadig ikke nogen afklaring omkring nyt domicil til vores administration, men vi har forskellige løsninger i spil i Kolding centrum.
Aktuelle renoveringer
Vi har en stor renovering på vej i afdeling 76 Knud Hansens Vej. Skema B er lige blevet godkendt af byrådet, og planen er, at den går i gang i efteråret. Der bliver genhusning af 90 lejemål. I afdeling 6 er en større helhedsplan i gang. Den skal være færdig i foråret 2022. Vi har helhedsplaner på vej i flere boligafdelinger, som følge af boligaftalen fra 2020 om at fremrykke ventelisten i Landsbyggefonden, men vi mangler hele den beboerdemokratiske proces på grund af corona-pandemien. De skal ekspederes i løbet af 2021. På trods af et 2020 med corona, og deraf følgende restriktioner og nedlukning har der aldrig været så travlt i Bovias byggeafdeling, der aktuelt arbejder med en samlet byggeportefølje på fire milliarder kroner.
Folk banker på vores vinduer, fordi de vil ind
Interview med Anita Larsen, beboerservice .
Hvordan har du oplevet corona-nedlukningen arbejdsmæssigt?
- Det er lidt udfordrende, når folk står og banker på vinduerne og gerne vil ind. Der har været nogle, der ikke kunne forstå, at vi måtte lukke. Nogle få har vi været nødsaget til at betjene gennem døren eller vinduet med mundbind. Det gælder eksempelvis for udstedelse af nye vaskekort. Så har vi også nogle lejere, som bor i områder med parkeringstilladelser, og som er fritaget for digital post. Derfor skal de hen hos os og hente deres p-kort. Vi har derfor gjort nogle enkelte undtagelser.
Hvor har du arbejdet under corona?
- Jeg har stort set været på Engstien hver dag og kun været lidt hjemmearbejdende. Det var i forbindelse med nogle opgaver, som kræver fred og ro. Det er blandt andet klagesager. Det har været rart at kunne fordybe sig i dem derhjemme. Vi har fuld adgang til vores IT-systemer og kunne i princippet køre næsten hele beboerserviceafdelingen hjemmefra. Men man kommer hurtigt til at savne kollegerne, fordi man mangler den daglige pingpong og fornemmelsen for de opgaver, de andre sidder med, og hvad der rører sig på kontoret.
Hvordan har corona påvirket antallet af klager?
- Der er kommet flere klager over støj. Folk har været hjemme sammen med børnene, og hvis de leger, hopper og danser, så støjer det hos underboen. Det har været en udfordring i etageejendommene i den ældre boligmasse. Det er alle aldre, der klager, fordi mange, der skal sidde derhjemme og arbejde, føler sig forstyrret. Så er vi nødt til at sende naboen et påbud.

